|
|
Post by Jamie Wright on May 27, 2016 10:03:43 GMT
Efter et besøg hos sin gode veninde i Hogsmeade havde Jamie hurtigt erfaret, at tiden brugt med hendes familie kun formåede at få ham til at savne sin egen, så inden weekenden var omme, havde han besluttet sig for at vende snuden hjemad for at tilbringe den sidste dag med de af husets beboere, der måtte være hjemme.
Asken blev børstet af gevandterne efter rejsen med susepulver, gudskelov for stoffets gråmelerede farve, der utydeliggjorde pletterne. Fingrene blev kørt igennem det genstridige, halvlange – nu lilla – hår, før blikket endelig gav sig til at skue ud i det øjensynligt tomme hus. ”Far? Mor…?” råbte han prøvende i håb om, at rejsen ikke ville have været forgæves. |
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 27, 2016 14:59:52 GMT
Bowman var tilfældigvis oppe i huset for at påføre noget brandsalve, efter et mindre uheld i smedjen. Der var ellers tomt og han hørte straks forstyrrelsen af nogen, der ankom i pejsen og kom halvvejs væltende med hævet tryllestav. Da blikket faldt på Jamie, sænkede han den straks igen og stod i et langt øjeblik og mere eller mindre stirrede på nevøen, som han ikke havde lagt øjnene på siden han var en lille knægt på vej til Hogwarts.
"Jamie," lød hans stemme overrasket, men til gengæld ikke i tvivl om ejermanden af det voksne ansigt. Brandmærket på hans underarm var nærmest glemt. "Du er hjemme."
|
|
|
|
Post by Jamie Wright on May 29, 2016 9:55:45 GMT
Meget var sket i løbet af de sidste seks år tilbragt på Hogwarts; hans unge hoved var blevet fyldt med lærdomme, gamle ansigter var blevet glemt og nye var kommet til, udseendet havde ændret sig drastisk og sindet var ikke længere det samme, der havde tilhørt den elleveårige knægt, som for første gang var trådt ind af slottets enorme træporte. Og midt i det hele, midt i al følelsespostyret og teenageproblemerne, dukkede et velkendt ansigt op, som Jamie ikke havde set i det, der føltes som en menneskealder.
”Bowman…?” lød det lavmælt, tvivlen let at skue i de lyseblå øjne. ”Du… hvad laver du her?” I små seks år havde han ikke set sin onkel; havde det ikke være for de distinktive træk – ganske lig hans fars – ville han slet ikke have været i stand til at genkende manden. |
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 29, 2016 16:33:30 GMT
Bowman var temmelig målløs en stund, selvom han havde været konfronteret med alle de andre Wrights og udmærket vidste, at Jamie en dag ville komme hjem. Pludselig var han der og den bredskuldrede metalbetvinger vidste knap om han skulle smile eller undskylde. I sidste ende var svaret simpelt og faldt, da først han havde klaret halsen lidt. Han havde aldrig været en mand af mange ord.
"Jeg bor her."
|
|
|
|
Post by Jamie Wright on May 30, 2016 9:20:22 GMT
På trods af hans beskedne brug af ord, havde Jamies kvikke hoved altid en respons klar, skulle han endelig mønstre modet til at åbne munden og ytre sig. Sådan var det dog langt fra nu; han oplevede, at tungen føltes tør og halsen snørede sig sammen, forhindrende ham i at tage sine talegaver i brug.
Hvad forventedes der i grunden, at man sagde, når ens onkel efter fem lange år pludselig dukkede op midt i ens køkken? Stilheden lagde sig tungt over dem, indtil Bowmans kortfattede forklaring faldt og ramte Jamie med et chok lig det, der endnu sad i kroppen.
"Det vidste jeg ikke." Næsten undskyldende forlod de hæse ord mundens tørke. |
|
|
|
Post by Bowman Wright on May 31, 2016 17:27:04 GMT
Bowman og Jamie lignede måske hinanden mere end nogen andre i familien og det var ikke gået den tavse mand forbi, selv dengang knægten var yngre. Måske netop derfor gav det ham et lille stik i hjertet, at se sin nevø som han så ham nu. Han dukkede hovedet som en langt yngre mand og hang en smule i skuldrene, før han trak på dem.
”Jeg troede måske Bene-- din mor havde skrevet,” brummede han beklagende, før han løftede den forbrændte arm og kløede sig lidt på skulderen, som om den svidende smerte var ingenting.
|
|
