Kaleemas logbog
May 23, 2016 20:55:26 GMT
Post by Kaleema Nazari on May 23, 2016 20:55:26 GMT
November år 1359
Jeg er svækket, og kan ikke længere mærke min krop, jeg har ingen følelser i mine fingre og tæer, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de væld af tanker der rumstere i hovedet på mig, det er som om at de forsøger at gnave sig ud af øjnene på mig, bare for at få fred.
Her sidder jeg, halvt lændet ind over et gammelt træbord, jeg er helt alene i min kahyt, og kun flammen fra et lille stearinlys og månen holder mig med selskab. Vi sejler ved daggry, og jeg er så bange, for halvdelen af mig har lyst til at løbe hjem til min mors beskyttende arme, men jeg ved det ikke er muligt. Jeg har brug for at gøre det, i det mindste skal jeg give det et forsøg. Jeg ved hvor jeg skal begynde, og jeg ved hvor jeg skal hen.
Jeg er svækket, og kan ikke længere mærke min krop, jeg har ingen følelser i mine fingre og tæer, og jeg kan ikke finde hoved og hale i de væld af tanker der rumstere i hovedet på mig, det er som om at de forsøger at gnave sig ud af øjnene på mig, bare for at få fred.
Her sidder jeg, halvt lændet ind over et gammelt træbord, jeg er helt alene i min kahyt, og kun flammen fra et lille stearinlys og månen holder mig med selskab. Vi sejler ved daggry, og jeg er så bange, for halvdelen af mig har lyst til at løbe hjem til min mors beskyttende arme, men jeg ved det ikke er muligt. Jeg har brug for at gøre det, i det mindste skal jeg give det et forsøg. Jeg ved hvor jeg skal begynde, og jeg ved hvor jeg skal hen.
Kaleema