Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Ethels skridt havde været let fjedrende, lige siden hendes kammerpige endnu engang havde mindet hende om at hende og hendes husbond var blevet inviteret til hendes broders bryllup. Hun havde glædet sig lige siden forlovelsesfesten, hvor det var lykkedes hende at overbevise hendes mand om at de var inviteret uden noget skriftligt bevis, og alligevel sitrede det i hele hendes krop, da hun denne gang bevægede sig mod hudbondens kontor med en fornem skrivelse i hænderne. Hun tænkte ikke over at banke på da hun åbnede døren, de var trods alt gift. Det var efterhånden sent på formiddagen, men siden hun ikke kunne huske hvornår de to sidst havde spist frokost sammen havde hun alligevel besluttet sig for at opsøge ham. "Gilbert, elskede?" Hun havde sit bedste smil på, mens hun viftede lokkende med pergamentet. "Jeg har så fantastiske nyheder."
Post by Gilbert Gaunt on May 19, 2016 18:27:42 GMT
Stik. Stik. Stik. Gilbert tænkte ikke så langt at det måske ikke var det smarteste, at sidde og lade pennens skarpe, hensynsløse spids sidde og hakke ned mod bordets flotte, velholdte overflade. Nej, fornøjelsen var for stor til at han kunne stoppe. En myre havde passeret den sidste bordplade i sit ellers så korte, meningsløse liv.
Morskaben stoppede (ikke fordi Gilbert lignede en der havde det som et barn på en gynge; han lignede en der var ved at falde i staver), da døren gik op og ind kom hans hustru, der skabte en konflikt allerede starten af for ham: skulle han grine eller græde? Der herskede tvivl om Gilbert overhovedet var i stand til at græde længere. I stedet, endte det hele men en konklusion om han blot kunne side og vente, med et blik der tydeligt viste han var helst fri fra at se på synderens skikkelse. Han lænede sig dog alligevel resolut tilbage, så han kunne skimme hende nærmere, undersøge det ansigt som så fint udtalte de egennavnet elskede som om det var noget de altid gjorde. Gilbert sank ordene der hobede sig op, for de ville ingen nytte gøre.
Fantastiske nyheder? Han tvivlede på de betragtede fantastiske nyheder som det samme. For ham ville en fantastisk nyhed være at han havde drejet halsen om på den støjende kvinde, der fodrede hønsene om morgenen. ,,Hvilke?” spurgte Gilbert, i en så monoton, dæmpet stemme at det ikke engang var sikkert hun havde hørt det. Han havde en tendens til at mumle, når han prøvede at fortrænge ord der ikke skulle høres.
Post by Ethelburga Gaunt on May 20, 2016 8:37:00 GMT
Ethel havde glædet sig til at fortælle sin mand om invitationen hele vejen ned på arbejdsværelset. Det brede smil hvilede stadig på hendes læber, på trods af husbondens lunkne modtagelse, og hun krydsede derfor også med lette skridt afstanden mellem dem, før hun rakte pergamentet frem imod ham. "Vi er blevet inviteret til min broders bryllup. Jeg kan næsten ikke vente." Hun gav ham ikke tid til at læse invitationen før hun afslørede dens indhold, mens hun afventende betragtede ham, i et forsøg på at aflæse hans reaktion.
Post by Gilbert Gaunt on May 23, 2016 23:19:30 GMT
Hustruens varme smil syntes at prelle af på husbondens kolde, glatte overflade der havde bygget sig op gennem årene. Gad vide om de rørende ord og hensynsfulde smil nogensinde ville nå indtil hans indre, som var en gyselig, isnende grotte, ej en eng af blomstrende flora. Med øjnene nøje plantet på den yngre kvinde, tog han mod hendes invitation, som var lige så metaforisk som den var virkelig. Han var i et grydefuldt humør, og han vidste, at hun også gjorde; men hun trodsede det faktum, som hun gjorde gang på gang, indtil det næste anfald skete. Og når det var sket, forsatte hun. Som i en ond, ubrydelig cirkel, der varede lige så lang tid som de begge havde fødderne på jordens overflade.
Han sænkede øjnene, der var ej klare som hans broders, men grumsede i farven, ned mod pergamentet mens han gennemlæste de fine, skriblede ord; han behøvede dog ikke, for han vidste godt hvad det her ville ende med. Han var usikker på om hun havde forventet han tog med, for han var ej typen som prislykkede andre deres lykke. Det ragede ham, men han måtte vel også holde sit ry, som blev mere plettet for hver dråbe bygen gav over ham.
Det lod også til at hans hustru forventede at han delte samme glæde som hende og tog med, med den næste vogn. Det var dog tydeligt, det ikke var hans intention da han hævede blikket, stille, men alligevel ufatteligt støjende og med ét let slag, fik han kastet pergamentet fra sig, ned på bordet, hvorefter han lænede sig tilbage i stolens lune omfavnelse; ,,Så gætter jeg på vi tager til bryllup,” konstaterede han, dog nærmere til sig selv, end til personen der delte rummet med ham.
Post by Ethelburga Gaunt on May 24, 2016 0:09:00 GMT
Ethels varme brune øjne hvilede afventende på husbonden mens hans blik gled ned over pergamentet. Hun havde selv læst det op til flere gange, og utålmodigheden fik hende til at vippe en smule på fødderne, før husbonden endelig gav en reaktion fra sig. Hun havde mest af alt frygtet at han ville nægte at tage af sted. Hun huskede tydeligt episoden der havde fulgt i kølvandet på forlovelsesfesten, og på trods af at hun havde overleveret ham et reelt bevis på at deres tilstedeværelse var ønsket, gnavede frygten for at han ikke var i et festligt humør alligevel i hendes spinkle bryst. Hendes hjerte sprang et slag over af lykke da han svarede. På trods af at ordene næppe var hørlige, gav de alligevel en behagelig rystelse igennem hendes krop. Det var sjældent hun mærkede den slags fra Gilberts mund. "Det bliver årets fest, årtiets fest!" Med hastige skridt var hun ovre ved husbonden og pressede sine læber imod hans som det passede sig for ægtefolk, og fordi hendes lykke havde blæst alle bange anelser bort.
Gilbert var usikker på om hans hustru havde opsnappet hvor ugideligt ordene var kommet ud af hans mund: sukkende, med en spørgende attitude om han virkelig havde behov for det. Han gættede på det var det der skulle gøres, men hvornår havde denne nærmest barnlige herre gjort hvad det, der skulle gøres? Han fulgte sig selv, eller, han gjorde sig et bravt forsøg på det, men blev indsnævret af domme som adlen gav. Med tanke på barnlighed, var han utvivlsomt ikke den eneste barnlige i dette ægteskab, trækket kom bare til udtryk på forskellige måder hos dem. Ethel, med et ekko af evig lykke, og ham selv, en form for nægtelse overfor alt der krævede noget han simpelt ikke gad. Så vidt forskellige var de, de begejstrede forskellige ting, og selv loyalitet var ikke det samme hos nogen af dem. Med en glæde som et barns, kunne hustruen næsten ikke skjule hendes lykke over at komme med til den fest, Gilbert ikke værdigede højt. Han nåede dog ikke at blive fortrydelig over hendes unødvendige, bevægede stemme, før hun var over hos ham. Han blev indesluttet af hendes søde, rosafyldte duft, idet hun lænede sig ned, for at kysse hans læber, der var tørre som en træ; han havde ikke spor forventet at hun ville havde nærmet ham, slet ikke sådan som hun tilnærmede ham.
Situationen var velkendt, men så alligevel ikke, og i et sekund vidste han ikke rigtigt hvad han skulle gøre, selvom han instinktivt allerede havde svaret. På grund af hans manglende form for reaktion, lod det til, at han gengældte hendes ellers kærlige gestus, selvom det bundede i han var taget på det forkerte ben, næsten sat til vægs. Nej, hvordan skulle han dog havde gengældt noget så elskeligt; han kendte knapt nok til følelsen, som så sandelig kom til udtryk. Med hånden løftet, lagde han den på hendes kæbe, og instinktet om at få hende væk, overtog hele hans krop, i det han skubbede til hende, med så voldsom kraft at det ikke skulle undre hende om hun ville ramme bordets kant. Gilbert var ikke en person som tænkte længere end nuets behov, og derfor havde han ikke skuet hvordan han skulle håndgribe situationen der havde eskaleret sig; en ellers normal situation han var i til alle disse fester. Festen, der kom løbende og skulle true ham til at få nye indtryk, der ikke interesserede ham det mindste.
Han rejste sig fra sin stol, med en umådelig fast balance, selvom han kunne mærke temperamentet rusede i ham, så fingrene virkede rystende. Han vidste ikke hvorfor det gjorde ham så sur, måske det faktum det var kommet så pludseligt, eller han vidste hun delte de læber med andre; eller det faktuelle, at han ikke brød sig om hende. Det gav nok mere glasur til kagen, at han ikke brød sig om overraskelser, eller ting som ikke fulgte skemaet der blv brygget i hans forkantede hoved. ,,Hvad bilder du dig ind?” snerpede han, hæst og knapt lydhørt over læberne der var spændt.
Post by Ethelburga Gaunt on May 25, 2016 0:26:19 GMT
Ethel havde ikke tænkt synderligt meget over hendes handling, da hun havde presset læberne imod sin husbond. Hun var ikke særlig god til at tænke på for mange ting af gangen, og da lykken om at komme til broderens bryllup havde fyldt hende, havde hun derfor også glemt de urolige tanker hun havde om manden hun var gift med. Et øjeblik havde der været følelser i hendes kys. Både taknemmelighed og hengivenhed, som hun havde lukket sine brune øjne, og givet sig hen til følelsen af deres sjældne intimitet. Som hans hånd greb om hendes kæbe blev det hele dog blæst bort, som øjnene chokeret sprang op, mens hendes spinkle krop kæmpede for at genvinde balancen. Hverken særlig adræt eller heldig, blev hoften i stedet banket ind i bordets kant, og hendes læber slap en forskrækket, pibende lyd, før hun gled videre ned mod gulvet, uden at være i stand til at gribe den bordkant der allerede havde forrådt hende en gang. Øjnene var blevet blanke og våde, da hun til sidst fandt sig selv, liggende på gulvet foran ham, med et fortvivlet og forrådt blik i de brune øjne. Hun kunne ikke forstå hvad hun havde gjort galt, og hans pludselige reaktion skræmte hende, på trods af at scenariet samtidig virkede underligt bekendt. "Jeg.. Jeg ville bare.." Hendes stemme var fortvivlet, mens hun febrilsk forsøgte at komme op at stå igen, i et naivt håb om at hans handling havde en form for forklaring.
Post by Gilbert Gaunt on May 29, 2016 11:28:21 GMT
Egentlig var det muligt at Gilbert havde anet at denne unge kvinde havde udført handlingerne i impulsivitet, nej, måske en følelse af hengivenhed til den mand hun havde ægtet, hvor der ellers ikke lå følelser i noget som helst de gjorde. Slet delte de læber, ikke som man havde forventet det. Gilberts øjenbryn trak sig sammen, læberne sitrede anspændt, mundvigene udtrykte en foragt der kom af manglende sans for sympati. Han så kun sig selv. Hvis der da var lys den dag, i det rum. Han så tårerne, som sprang frem i hendes øjne, gled ned af kinderne som glinsede så forræderisk fristende. Han havde lyst til at slå hende. Denne uskyld, denne barnlighed… Denne tro om hun kunne gøre sig som det ønskede hende! Han holdt sig dog i sit skind, som en slange i hi. Han ville vente, sikre sig ingen lyttede for dørene og få rygterne om hans voldelige, utæmmelige sind på fri fod. Han betragtede hende med en uimponeret attitude, der var lige så ærlig som frygten der fik hendes krop til at skælve af angst for denne mand der gik med større sko, end han kunne passe. Han havde lyst til at skade hende. Få hende til at stoppe med at snakke, da det gjorde ham ondt i hovedet.
,,Stop. Jeg vil ikke høre det,” vrissede han af hende, så spyttet sprøjtede. Han sænkede blikket, mod hendes fine hænder, der lå i kontrast mod det blanke gulv, og med hælen fastrettet mod håndryggen, sænkede han den, ned, ned så det gjorde ondt. Fornøjelsen lå i øjenkrogene, et ærligt udtryk på en syg fornøjelse. ,,Rør mig aldrig igen på den måde,” knurrede han, dæmpet, men lydhørt for hende, han trådte på. Bogstaveligt.