Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var blandede interesser, der havde drevet Friederich von Haffner og hans mænd mod det skotske højland. Oprindeligt havde det været planen, at de skulle være blevet i England, men efter det havde været problematisk at indgå et kompromis med en højstående, arrogant mand i den engelske havneby, King's Lynn, der skulle have været Haffners søvej til Østersøen, havde faderen foreslået, at de rejste mere mod nord - til de egne, hvor andre tyskere endnu ikke havde indgået alliancer - for at indgå nye alliancer og kompromisser. Hovedformålet var at finde en brugbar søvej til Skandinavien, men hvis uld eller andre eksotiske nye varer kunne komme med på salgsvognen, ville det slet ikke være så ringe endda. Friederich havde forhørt sig og det havde lydt som om man skulle have fat i en vis Mr. Silver, hvis man yndede at få beslag på en skibsrute - eller bedre endnu: Et skib.
Hove klirrede vanedannende mod stenene, da Friederich red forrest mod Eilean Castle. Han red frem til porten, inden han måtte stoppe op og afslappet steg af hesten. Han vendte blikket opad mod nogle vagter, der så aldeles skeptiske ud. "Vær hilset! Jeg ønsker at møde Aengus Silver. Mit navn er Friederich von Haffner og jeg kommer på vegne af Wilhem von Haffner af Lüneburg," fremlagde Friederich med en høj røst sit ønske, mens han præsenterede sig selv og sin fader. De lod til at have hørt om Lüneburg, for efter kort tids venten, blev porten åbnet, så han og hans mænd kunne ride ind på gårdspladsen og dernæst stige af deres heste. Det var først nu, efter flere timers riden i det skotske højland, at det slog ham, at han kunne trænge til en tår mjød. Eller hvad de nu serverede på disse kanter.
Aengus sad og var godt i gang med at spise; på bordet var der alt fra vildsvin til ænder, glasset var fyldt op med vin fra varmere egne og pejsen knitrede i baggrunden. Det var en helt almindelig aften på slottet Eilean, og Aengus havde måske ikke regnet med at der ville komme besøg nu. Derfor kom det også lidt som en overraskelse da en af tjenestefolkene kom spænende, slog anklerne mod hinanden og med rank ryg gjorde opmærksom på, at der var kommet gæster. "Sir, en rejsende fra Lüneberg er ankommet, Friederich von Haffner på vegne af Wilhem von Haffner," lød det prompte fra tjeneren. Med hænderne fedtede til i and skimtede Aengus op på den stive, halvkedelige tjener, der aldrig fortalte noget nyt og spændende. Så smed Aengus sit andelår fra sig og tyggede færdig, inden at han rejste sig fra bordet så den store egetræsstol kradsede hen ad gulvet. "Hvor er han?" den dybe stemme virkede irriteret og den skotske accent var svær at skjule.
De raske, tunge skridt gav ekko mod de store og kolde stenmurer, og blandede sig samtidig i lyden af knitrende fakler, der lyste gangene op. Aengus gang var meget karakteristisk; skuldrene var brede hvilket gav en noget bestemt og intimiderende gang, og det var tydeligt at se, at han, trods sin alder, faktisk var meget atletisk med en vis råstyrke. Kun noget som hårdtarbejdende borgerlige egentlig havde på grund af deres fysiske arbejde - men grundet hans arbejde som handelsoverhoved og sin holdning vedrørende ikke at sætte sig højere end den almindelige mand udførte han netop præcis samme type arbejde som de borgerlige.
Aengus nåede til indgangshallen hvor den rejsende åbenbart skulle befinde sig. Hele vejen havde tjeneren fulgt Aengus i hælene som en lille hund, der kendte sin plads. Typisk de skide kedelige og intetsigende tjenestefolk, hvis man spurgte Aengus. Med et sammenknebet blik fik han øje på herren og satte kursen de få meter mod ham.
Post by Friederich von Haffner on Jun 5, 2016 12:53:21 GMT
En delvist ukendt accent slog mod hans ørergange ved lyden af det skotske sprog, som henholdsvis tjener og herremand talte. Han kunne dog godt lide accenten. Den var brysk, spændende. Friederich ventede tålmodigt i indgangshallen, som han havde fået besked på. Der var ingen grund til unødige intriger fra begyndelsen; man skulle jo helst give et godt førstehåndsindtryk. Han smilede svagt ved synet af en brysk udseende mand, der med en vis kraft kom buldrende ind i lokalet og straks optog det med sin råstyrke. Dette skræmte dog ikke Friederich, tværtimod, trådte han hen mod denne fremmede og rakte en åbensindet hånd frem mod ham. "De må være Aengus Silver? Det er en ære at møde Dem," fremsagde han høfligt. "Mit navn er Friederich von Haffner. Jeg kommer på vegne af Hertug af Lüneberg, Wilhem von Haffner. Jeg håber meget, at De har tid, for jeg har et vigtigt ønske at fremsige, som vi er overbevist om, at du kan indfri," fortsatte han dernæst, inden han sendte ham et venligt smil. Der lå en vis alvor i blikket. Noget professionelt. I modsætning til Aengus, som var brysk af udseende og med sine brede skuldre indikerede at han var hårdtarbejdende, var Friederich mere en forhandlingsmand. Han arbejdede også hårdt - men ikke nødvendigvis med de hårde opgaver. "Kunne det tænkes, at vi kunne drøfte vores ønske over et krus øl? Vi har rejst langt." tilføjede han dernæst og skævede over skulderen til de få mænd, han havde med sig. Der var cirka en ti stykker. Han afventede svaret; var de velkomne eller uvelkomne ved hans bord?
Imens mr. Von Haffner talte gik Aengus de resterende skridt hen imod ham; mellemrummet blev kortere og til sidst stod han også foran ham, en smule intimiderende. Som en løve der netop havde opdaget at der var nogen der havde trådt på hans territorium som han ellers havde strintet godt til.
Uden at afbryde den unge herre stirrede han på Friederich med sammenknebne øjne idet at han lagde armene over kors og lod vægten hvile på den ene fod. Det var først da knægten spurgte indtil om et eventuel krus øl og en stol ved den varme pejs at Aengus lod den hæse stemme komme frem. "Kom." var det eneste han formåede at sige inden at han gav et enkelt nik i retningen af spisesalen, hvorefter at han førte dem derhen med sin velkendte gang.
De store egetræsdøre til spisesalen blev åbnet så det gav en knirkende genlyd. "Slå røven i sædet, sir Haffner," lød det brummende fra Aengus imens at han fandt sin egen plads. Ænderne, vildsvinene og vinen befandt sig stadig på bordet som han havde efterladt det for nogle minutter siden, "Som du kan se, så afbrød du mig midt i middagen, men hvem elsker ikke at få uventede gæster til at spise med.." det summede af dyb sarkasme. Med sin tunge krop satte Aengus sig tungt ned på sin stol, foran dén stol som Aengus havde peget ud til sir Haffner. Så knipsede Aengus med to lange fingre og gjorde tegn til tjenestepigen, der stod tæt ved pejsen, at der skulle findes krus frem.
Straks løb hun hen for at finde krus. Hun snublede en enkelt gang over det store tæppe der lå på gulvet, og med al held skete der ikke mere. Så lagde hun kruset foran Friederich og hældte vin op en smule forfjamsket. "Øl! brøllede den skotske løve højt, så det gav ekko mod stenmurerne, "Herren ønsker øl, kvinde, forhelvede!" råbte han og slog ud med hånden. Tjenestepigen spildte næsten vinen over sig selv da hun ihærdigt stoppede op, og nejende forsvandt hun ud mod køkkenet.
Aengus tog sig til panden og måtte lige finde ro i sig selv igen. Den store løve havde svært ved at håndtere sine tjenestefolk der var nogle dumme gæs ifølge ham. "Fortæl mig så, hvad jeg kan gøre for din far, mr. Haffner.." startede Aengus til sidst i et roligt tempo, "- Det må være vigtigt.. Ellers ville han ikke sende sin egen søn." afsluttede han og gjorde netop til kende, at han godt kendte til familien von Haffner. For hvem kendte ikke dem..
