Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Jerôme Heathland on May 8, 2016 14:05:02 GMT
Helena Dodderidge
Han samlede en mængde vand op i sine hænder, for at plaske det i det sodbeklædte ansigt. Svedperlerne havde efterhånden opnået en indtørret tilstand på hans pande, og dagens arbejde havde sat sig sine spor, i form af jord og skidt på hænder og kinder. Vandet i skålen blev hurtigt grumset, som Jerôme gentagende gange gned hænderne mod sit ansigt. Da han havde fået det værste af, placerede han hænderne på bordet, og lænede sig lidt fremad for at strække ryggen. Han mødte sit eget ansigt i det gamle spejl der hang på væggen. Den sidste uge havde været tynget med arbejde, og hans muskler var efterhånden så anspændte og opbrugt, at han pludselig savnede at stå hjemme i London foran smeltediglen, trods arbejdet derhjemme i grunden var mere fysisk belastende end dette. Der var dog noget ved at rejse, der drog energien ud af den unge fuser's krop, og han vidste at trods han skulle drage hjem næste morgen, ville rejsen blive lang og trættende. Især når man tænkte på dén mængde materialer han skulle få med sig.
Han rettede sig op, og strøg en hånd gennem sit hår. Dernæst lod han sine hænder glatte den brune kjortel lidt ud, og skubbede læderkorset der hang om hans hals, ind under stoffet så han undgik flere kommentarer fra næsvise magikere. Dét han havde brug for nu, var et krus øl. Eller måske et par stykker. Det var sjældent han virkelig drak, men han vidste at det ville gøre tanken om den lange rejse mere tålelig. Derfor gik han snart ud af sit værelse i kroen, for at sætte kurs mod den snævre trappe der ledte ned til selve krostuen. Mon Helena var der? Jerôme var kun i Hogsmeade én til to gange om året, og havde fundet meget glæde ved Helena's selskab. Hendes godhed og gæstfrihed havde bestemt gjort det hele meget nemmere for ham, og trods hun ganske vist måtte være nødsaget til at være venlig overfor de fleste kunder, følte han alligevel en form for venskab til hende. Så snart han havde nået krostuen, satte han sig ved et lidt afsides bord. Stedet var varmt, og halvmørkt eftersom solen var gået ned for et par timer siden. Der hang en dejlig duft af urter, varm vin og øl i luften, og i et sekund tillod fuseren sig selv til at læne ryggen tilbage i sin stol for at slappe af for første gang i denne uge.
Post by Helena Dodderidge on May 8, 2016 20:23:26 GMT
Intet nyt havde været kvindens højdepunkt på dagen. Ja, ganske vist havde den været munter som hendes person, men der var ikke sket noget, som hun ikke kendte til. Nye sjæle krydsede hinandens veje inde på denne særprægede, men hyggelige kro, der havde en åbenhed for de mest fortabte sjæle. Men i dag, var det somregel kun kendte ansigter der stedt sig til hvile med en øl, og måske noget brød. Det var en stille dag på kroen og det gav Helena mulighed for at stoppe sig selv i sine pligter, blive overbemandet af at par gæster som blot ønsker en at dele deres minder og erfaringer med i en god sludren. Som den selskabelige og anelse nysgerrige kvinde, kunne hun ikke dy sig fra at slå sig ned i et af sæderne, for at høre en sømand snakke om sit elskede skib, Ilona. Den stakkels var ulykkelig, med triste folder i hans ansigt, som han beskrev hendes skønhed; de var netop igang med at reparere hende efter en grim storm og det havde sine priser. Og som Helena sad der, kunne hun ikke lade være med at have ondt af ham. Snakken mellem dem blev forsat og Helena lettede først fra sædet atter, da hun var sikker på hans humør havde lyset, som solopgangen selv, der fik himlen til at blive blå og klar.
Hun stod dog ikke i mange sekunder, uden at bruge stemmebåndet; snart, skimmede hun en genkendelig person, der sad for sig selv. Helena mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, hårdere, så hårdt at det bankede ud i hendes fingerspidser og tilbage igen. Hun vidste ikke helt hvad det kom sig af, det havde ikke været meget de to sjæle havde delt mellem sig, men alligevel kunne hun mærke varmen, som solen på en lun dag. Hun besluttede sig; med lette, dog meldende skridt, gik hun hen mod enmandsbordet, som snart blev til tomands, da hun satte sig overfor ham, med de fangende, blå øjne i hans, der skinnede klart, med en varme, der var naturligt over hende. Men også en styrke, som de fleste overså, for hun var jo denne milde, snaksalige kvinde som holdt sig til det positive lys, i stedet for pessimistens mørke. ,,Jerôme," hilste hun, med en stemme der lød som en latter. Hendes øjne analyserede hans figur, som virkede træt, men afslappet; ,,En hård dag?" konstaterede hun, med et smil der nåede øjnene.
“You become greater than what you conquer within.”
Post by Jerôme Heathland on May 8, 2016 22:08:05 GMT
Sommetider fangede han sig selv i at undre sig over hvordan hans krop allerede kunne være så slidt efter en lang dag, når man tænkte på hans stadig unge alder. Hans onkel havde arbejdet indtil sin død i slutningen af fyrrene, og Jerôme havde aldrig hørt én klagende bemærkning fra manden der havde været stærk som en okse og blid som et lam. Men han var trods alt ikke bundet til manden af blod, og derfor beskyldte han sine sarte muskler som være dén arv hans familie kunne give ham.
Nu kunne den unge fuser dog endelig nyde at læne ryggen lidt tilbage, mens benene blev strukket lidt under bordet. Kortvarig bøjede han nakken lidt frem og tilbage, før han endelig tillod sig selv at rette ryggen en smule, for at forhindre at se mere sløset ud end han nok egentlig burde. Dernæst lod han blikket glide rundt i rummet. Han huskede at have besøgt stedet med sin far som lille knægt, og det virkede umiddelbart ikke som om noget som helst havde forandret sig. Der var altid en hvis bemærkelsesværdig atmosfære ved stedet, som fik ham til at føle sig velkommen, trods han ofte kunne få tilsendt sig lidt stjålne blikke, steder hvor magikere bestemt var i overtal.
Snart fangede hans blik en skikkelse lidt derfra, som havde rettet øjnene mod ham. Han huskede stadig første gang han havde set hende, og med det samme var blevet slået af hendes smukke ydre og hendes utrolig milde væsen. Siden dá, var De Tre Koste der eneste sted han ønskede at opholde sig når han besøgte Hogsmeade, og det havde været rart at blive mødt af et bekendt ansigt, hver gang han forlod det han kendte og holdt så meget af i London.
Han fulgte hende med øjnene som hun nærmede sig bordet, og et smil formede sig gradvist over hans læber. Ét af den slags som i en kort stund vaskede trætheden væk fra de mørkebrune øjne, og blot fik varmen til at tage dets plads. Trods han ikke havde forventet hendes selskab denne aften, glædede det ham at hun tog plads ved bordet. Dette var hans sidste aften, og han yndede at sige farvel til hende, inden han drog hjem, for ikke at vide præcist hvor længe det ville tage før hans rejse endnu en gang førte ham til hende.
"Hård dag, hård uge." Kommenterede han med en ro i stemmen, og lagde snart albuerne mod bordet, så han sad lidt mindre distanceret fra hende, og samtidigt kunne lade sin skikkelse hvile i mere afslappede folder. I et kort sekund så han ned mod sine hænder, som han roligt gned mod hinanden. Eftersom der stadig var lidt sod på dem, foldede han dog dem snart, så hun ikke ville bemærke det, før hans brune øjne igen fangede hendes blå.
"Men nu er mit arbejde her færdigt, og jeg kan igen drage hjem." Rejsen var lang: Længere end mange magikere velnok kunne forestille sig, eftersom denne unge mand ingen hjælp havde at hente.
"Jeg er ganske taknemmelig for din gæstfrihed Helena." Han sendte hende et varmt og fattet smil, før den ene mundvige gav sig til at hæve sig en smule over den anden: "Mit ophold her er jo nærmest blevet helt tåleligt."
Post by Helena Dodderidge on May 8, 2016 22:35:35 GMT
Hans smil smittede af på hende og fik hendes ansigt til at lysne yderligere op og afslørede overrækken af tænder, som endnu ikke var mærket af den hårde, borgerlige kost de til tider fik. Når han smilede, smilede hun altid igen; hun kunne ikke lade være, og hun vidste hellere ikke rigtigt hvorfor det var sådan. På den anden side, var hun en meget smilende person, og dagene ville være langt mere grå, hvis Helena ikke var den kvinde hun var; smilet på kroen, trods hendes familie også var meget imødekommende, det måtte de være, for at holde stedet i gang. Det var vidst de færreste kroejere som kunne holde en kro kørende, hvis de var uhøflige og glubske. Det var hendes familie heldigvis ikke, trods hendes ældre søster kunne virke lidt hård i det.
Da han svarede hende, med en rolig røst så genkendelig, kunne hun ikke lade være med at sænke øjnene mod hans hænder, han bemærkelsesværdigt foldede sammen. Hun kunne ikke lade være med at tænke på at hans hænder måtte være ru, og ømme af det arbejde han gjorde. Han så også en smule beskidt ud; ikke fordi det rørte hende, det var ikke ligefrem sjældent at lidt skidt nu til dags, og hun var ikke sippet. For hende, viste det en sjæl af en hårdtarbejdende: noget, hun satte pris på. Hun fik dog tankerne på noget andet, som han snakkede igen, og hun hævede blikket, i en nærmest perfekt timing da han prøvede at finde hendes blik. ,,Drage hjem?” gentog Helena, en smule overrasket. Det var altid en skam, når han tog hjem. Hun vidste det jo godt, det gjorde hun altid når han kom til hende, men hun glemte det altid med de minder hun skabte med ham, selvom det meste af det, var en masse beluring. Hun arbejdede, han arbejdede, så for det meste fordrev de tiden med at kigge, men hun bemærkede sjældent når han gjorde, hvis han da gjorde. Hun var nok ikke særlig opmærksomhed, i sidste ende. ,,Så kommer jeg jo til at savne dig,” sagde hun, dog med et leende smil, der lyste så strålende som stearinlyset ved hendes side. Det var dog ikke første gang hun kom til at savne ham, og hun vænnede sig nok aldrig til at han rejste sådan, for han var trods alt en ven af hende.. ,,Men, så går jeg ud fra at arbejdet går godt?” spurgte Helena, med en oprigtig og typisk nysgerrighed, men også med hendes flyvskhed. I en samtale med Helena, var der altid en masse at tage fat på, en masse at komme omkring. ,,Det skal du ikke tænke på. I mine øjne, skal man ikke takkes for gæstfrihed, og alle vandrende sjæle er velkommen til en sludder,” svarede Helena, og denne gang, kom en latter følgende, så varm og hjertelig, men også genkendelig. Hun var ikke kendt for at være monoton, ej humorløs, og den kom ofte, både meldt, men også snigende. Hans kommentar fik hende dog til at tilte hovedet let til den ene side, en smule undersøgende, men også med en drilsk gemt i de opadsiddende mundvige; ,,Tåleligt? Med min latter og dårlige historier?” pointerede Helena, med en karakteristisk morskab. Hun kunne godt komme lidt på et sidespor, til tider.
“You become greater than what you conquer within.”
Post by Jerôme Heathland on May 8, 2016 23:36:56 GMT
Grundet deres travle hverdag, var det dog også som om den unge fuser priste sig endnu mere lykkelig over de små stunder de kunne tilbringe sammen i ny og næ. De gange han fandt sig selv i krostuen, over sin middag eller et enkelt krus øl, kunne han sommetider lade sit blik falde på hende, som hun vandrede rundt og arbejdede. Det var fascinerende på sin egen måde, og dé få sekunder hvor han måske endelig kunne fange hendes blik, følte han hendes tilstedeværelse, så tydeligt som stod hun ved hans side. Kvinder som Helena, smukke og gode, kunne han dog ofte distancere sig en smule til. Især hvis de var magikere. Dog virkede det ikke som om hun så ned på ham, trods han var en udstødt af en fuldblodsslægt og ikke havde den eneste brøkdel af magi i sin krop. Han vidste at hun fortjente det bedste, og han ønskede for hendes skyld, at det var dét hun en dag ville få.
Da hendes blide ord om at hun ville savne ham ramte luften, kunne han ikke lade være med i et sekund at dømme oprigtigheden af hendes ord. Dog kunne han ikke holde det mod hende, som hun sad der og lyste som en lille sol i den halvdæmpede belysning fra kroen, og det lille stearinlys, der sommetider flakkede en smule hvis man trak vejret lidt for dybt. Han fangede dog snart sig selv i at se på hende, med hvad han mente ville være en tand for megen beundring i blikket. Han vendte derfor øjnene væk i et sekund, og skjulte sin flovhed ved at give et tegn til én af de andre ansatte, der gik rundt med en kande øl - klar til at servere til dem der havde lyst til noget at drikke. Snart havde han et fyldt krus øl mellem hænderne, og kunne igen rette blikket mod den blonde, unge kvinde foran sig. Ved hendes spørgsmål tillod han sig selv at trække på de halvbrede skuldre.
"Så længe der blot ér arbejde, er jeg tilfreds." Sagde han med en oprigtig ærlighed i stemmen. Han holdt af sit fag, men det havde taget ham lang tid at komme hertil. Ved sin onkels død for et par år siden, havde han mistet mange kunder, fordi han havde været for distraheret af sin sorg til at holde trit. Han var ved at tabe det hele på jorden, og det havde været svært at bygge det op igen, men det begyndte at se lysere ud for hver dag der gik, "Det er hårdt arbejde, men jeg sulter ikke."
Tilføjede han, hvorefter han sendte hende et ganske mildt smil.
Han tog snart kruset op mod sine læber, og lod den første tår af den runde øl væde tungen og ganen. Hun var så fandens ydmyg, som hun talte om sine kunder, og viftede lidt afværgende til hans taknemmelighed. Det var helt og aldeles beundringsværdigt, og det var som om hendes optimistiske syn på det hele, begyndte at kradse lidt i de ydre lag af hans meget skeptiske væsen. Hvor var de bare forskellige! Og alligevel, følte han sig nysgerrig på hvordan de alligevel kunne synes at mødes på midten. I et kort sekund tænkte han over hvor mange fantastiske mennesker hun dog måtte møde med et erhverv som dette, og så alligevel kunne han ikke lade være med at overveje hvor mange fulde mænd hun måtte døje med, som forsøgte sig på hende. Hun var en køn kvinde, og hun var ung - tanken gav ham en knude i brystet. Han forsøgte dog hastigt at ryste tanken af sig.
Han kunne ikke lade være med at grine af hendes kommentar. Han tog endnu en slurk af sin øl, og sendte hende et varmt smil, så snart kruset var blevet sænket igen, "Det er lyset i min dag." Kommenterede han, og slog endnu en lille kort latter op. Det var sjældent at han virkelig bare gav slip på tøjlerne, men han havde trods alt sat sig for at få en afslappet aften. Derfor var det rart at deres forhold til hinanden ikke var tvunget af etikette og kedsommelighed: Men at de rent faktisk kunne drille hinanden lidt, med deres ord.
"Jeg holder meget af din latter, og dine historier er langt fra dårlige."
Sagde han dernæst, "Det er dig der må kæmpe for at udholde mig." Den ru overflade fra hans fingerspidser mødte den ru overflade af det ler-opbyggede krus i hans hænder. Der hang vel altid en mild rastløshed over ham, da han var så vant til at arbejde konstant, at han havde svært ved at vide hvad han skulle tage sig til når han ikke var igang, "Mens du kan fortælle historier, er mit liv det samme hver dag - og min fantasi strækker sig desværre heller ikke langt fra smeltediglet. Du må blot lytte på mit brokkeri."
Post by Helena Dodderidge on May 9, 2016 0:22:01 GMT
Så længe der blot er arbejde. Helena bed mærke i sætningen, idet hun satte læberne i in underlæbe, en vane hun havde når hun begav sig ud på sine tanker. Modsat Helena, virkede han lidt negativ, og i virkeligheden, var de som to sider, to breder, med floden løbende med dem. Ham, mørk, med kritiserbare tendenser, og hende, lys, med hendes positive måde at se tingene på. Det havde dog ikke været nemt for hende; hun havde engang været så utålmodig, så forkastelig. Men hun havde banet vejene for sig; og hun ønskede det samme for denne sjæl. Finde roen og åbne mulighederne for ham selv. Hun havde ikke noget mod hans formørkede måde at se tingene på, og det var måske derfor de kunne sidde i hinandens selskab. Ej havde hun intet mod hans manglende magiske talenter, faktisk, skænkede hun det en slet tanke. ,,Hvis du nogensinde sulter, skal jeg nok smugle nogle brødkrummer ud til dig,” sagde Helena, med et drillelystent glimt i øjet, idet hun blinkede med det, dog yderst diskret. Hun mente det dog, med en dybere alvor; måske ikke brødkrummer, men hele brød, koste eller ej.
Det glædede hende at få ham til at le, se det varme smil. Men det der varmede hende, helt ud til sine fingerspidser som var ømme efter at havde vasket op fra aftensmadens kunder, var hans kommentar, der dog blev fulgt med en latter. Hun kunne godt lide at være ét lys, noget man forbandt med noget godt. Det gjorde hende i godt humør, hvis det var muligt for kvinden med de smilende øjne, dog der ikke var specielt opmærksomme, for hun bemærkede slet hans lidt forlegne person, der havde dukket op fra sit skjul i et split sekund, eller hvordan han kiggede på hende med en beundring. Selv, kiggede hun på ham med et behersket blik, med en afdæmpet betragtning. Hun kunne godt lide når han smilede, han blev meget mere tiltrækkende, måtte hun indse.
Hendes kraftig blå, fangende øjne så ned mod kruset, hans hvileløse hænder holdt om. Venligt, lod hun sine hænder fjerlet ligge og omfavne hans, for at give dem ro, transferer den rolige energi som det spirituelle menneske hun var. Hun sænkede hovedet, for at blidt fange hans mørke øjne, og med et træk i mundvigen, skilte hun læberne ad; ,,Men så kan vi skabe historier,” pointerede hun, med glimtet af en Gryffindor i blikket; denne eventyrlystne kvinde bød ham på en udfordring, de måtte selv skrive. Hvis han mente at hans dag var den samme, dag ud og dag ind, skulle hun nok give ham noget at tygge på inden han tog afsted. Hun var trods ikke kedelig, langt fra. De fleste forbandt milde personer med noget roligt, noget kedeligt, men hun var trods alt en Gryffindor. Ikke noget han ville vide, men: en der ønskede eventyr. Og hun hev efter vejret for ét, men vidste ikke hvilket, endnu. ,,Men det er ikke ligefrem en kamp. Jeg har oplevet værre,” hun brød momentet med den leeende kommentar, mens hun tog hænderne til sig, der blev straks køligere.
“You become greater than what you conquer within.”
Post by Jerôme Heathland on May 9, 2016 21:30:32 GMT
Selv om han vidste at hendes kommentar var ment i spøg, var han ikke i tvivl om at hunvar én af de personer der nok oprigtigt ville hjælpe dem der havde brug for det. Han var blot selv for stædig til nogensinde at tillade sig selv at bede om hjælp, hvor mørkt det end så ud.
Selv som barn, hvor han var blevet våget over som en høg, som den ældste søn af en højtstående magiske familie, havde han altid været stædig og egenrådig. Men dengang havde han et sikkerhedsnet, og nu kunne hele hans tilværelse nemt smuldre for ham, hvis han ikke var perfektionistisk og hårdtarbejdende nok.
Som regel var der altid en hvis sammenbidthed over hans kæbe, der som regel var let dækket af skægstubbe, eftersom han ikke fandt mening i at barbere det af på daglig basis. Nu var sammenbidtheden dog afløst, af det venlige smil, der var tegnet så troværdigt over hans læber. Det var afstressende blot at sidde sådan, med et krus i hænderne og en smuk, venlig kvinde foran sig. I et kort sekund lod han de mørke øjne ramme det gyldne øl i kruset, som stadig skummede en smule. Snart mærkede han dog den blideste berøring mod sine hænder, og bevægede langsomt blikket op, for endnu en gang at møde de milde blå- og dog også stærke øjne. Selv den lette berøring var som en umådelig støtte for en hårdtarbejdende mand som Jerôme. Hans arbejde handlede om styrke, kraft og udholdenhed, og blidhed som dén han blev mødt med, var en sjældenhed, og derfor også umådelig forfriskende.
Der var noget ved gløden i hendes øjne og den eventyrlystne klang i hendes stemme, der med det samme fik fuseren til at blotte den øverste tandrække en smule i et smil, der var umådelig klædeligt for en mand der ofte sås med en skeptisk rynke mellem de stærke bryn. Han rystede på hovedet med en kort, men varm og hjertelig latter.
"Der er virkelig intet der tager håbet fra dig Helena." Kommenterede han dernæst. Han beundrede hendes optimisme, og følte at den smittede en smule af på ham, når han tillod at sænke paraderne. Hendes venlige ord og hendes mod på livet, skulle nok mildne hans stress omkring den lange, hårde rejse han måtte tage ved næste morgenstund.
Da hun fjernede sine hænder fra hans, ønskede han i et sekund, at de var blevet liggende. Men ganske vist huskede han sig selv på, at Helena nok var en kvinde af dyd, og at samfundet mente at der bestemt var en grænse mellem venskabelighed og såkaldt 'upassende' opførsel. Jerôme havde lagt de fleste belærte etiketter fra sig, men han respekterede dog alligevel at man sommetider skulle bakke en smule ud, i et samfund så dømmende som det de levede i sommetider kunne være. Når alt kom til alt, var han ganske tiltrukket af denne kvinde. Tiltrukket af hendes ydre og dén glød der hang over måden hun agerede på. Han drak endnu en tår af sin øl; det føltes som om halsen's tørhed aldrig kunne slukkes efter en arbejdsdag, og derfor tvivlede han ikke et sekund på at dette nok ikke ville blive hans sidste øl til aften.
"Det sætter jeg da pris på." Lød det fra ham, ved hendes kommentar om at hun havde oplevet værre end ham, "Selvom jeg ved at jeg kan være en udfordring til tider."
Et drilsk glimt kom frem i hans øjne. Han vidste at hans skepticisme og sommetider lidt for pessimistiske syn på verden, ofte kunne være malet tydeligt over hans ansigt. Især netop efter arbejde. Han lagde hovedet en smule på skrå, og betragtede hende, "Men jeg tvivler ikke et sekund på at du må have oplevet utrolig mange ubehageligheder. Du er smuk, du er ung, og du har hele dit liv foran dig." Kommenterede han, med et flygtigt alvorligt udtryk i øjnene, "Dét der ofte er ens bedste kvaliteter, er det som andre helst vil tage fra én. Tragisk, men sandt." Igen, var pessimisten kommet lidt frem, men han skyndte sig blot at tage endnu en slurk, til kruset var tømt.
"Undskyld, nu er jeg en udfordring igen." Tilføjede han dernæst.
Post by Helena Dodderidge on May 9, 2016 22:16:39 GMT
Overraskende nok, var Helenas hænder ikke specielt bløde, i forhold til en højere stående kvinde; hun lavede jo opvask, vaskede tøj og spillede på strenge, som gjorde fingerspidserne ru, af slidtage. Men det var ingenting i forhold til Jerômes hænder, hvor Helenas virkede så rare og behagelige. Ikke fordi hans varme hænder ikke var behagelige, men der var ret ru, men det var forståeligt med hans arbejde og kvinden med det selv en smule ru hænder, tog dem til sig, i takt med smilet på hans læber bredte sig. Hun tog det som om han havde taget imod hendes invitation; selvom, hun egentlig ville havde tolket den til det i sidste ende.
,,Hvis jeg ikke havde håb, hvad ville jeg så have?” sagde hun, med det kæreste smil i det hun kom op på fødderne. For hende, lå der noget dybere i det; håbet til at blive bedre. Håbet til et blive ét med det spirituelle som hun gik så meget op i. Hvis man betragtede Helenas hjem (og alle er er overbevidst om at ét hjem er som et kig ind i personligheden på et menneske) var det fyldt med ting som ikke kun gjorde hende glad, men følte sig ét med sig selv; røgelse, blomster, amuletter og alt hvad du kan finde som har med spirituelle aftegninger at gøre. Huset var dog godt nok lidt lille, og det virkede nok lidt endnu mindre med de alverden forskellige ting. Atter rakte hun sine hænder frem mod ham, bydende: ,,Jeg håber du kan flytte fødderne,” påpegede Helena, med det drilske over hende atter, som gav hende indtrykket om at være denne muntre, givende person. Så snart Helena havde hørt musikken – som hun for en gang skyld ikke stod for – havde hun lyst til at rykke fødderne og hvad kunne være mere oplagt? Han følte ikke der skete noget… Men har han måske prøvet at danse?
Denne dag sprudlede hun virkelig af energi, der var beundringsværdig; hun hvilede i sig selv, modsat så mange mennesker, måske endda den tiltrækkende, men alligevel varme mand hun bød til dans, i takt med musikken blev mere behersket og rolig, men stadig så højlydt som altid. Hans snak om udfordringer fik hende til at grine, mest fordi tanken om hende, lade en udfordring passere uforhindret, var komisk. For det var en sjældenhed i sig selv. Hans strømmende komplimenter fik hende til at smile bredere, en smule forfjamsket. Generthed lå ikke til kvinden med de blå øjne, men alligevel, når det kom fra ham, som nok ikke var en mand der slyngede kære ord ud til alle, betød det noget, end hvis det havde kommet fra en fulderik der ikke kunne så ud af det ene eller andet øje. ,,Jeg sætter pris på det, Jerôme,” sagde hun, med en stemme så blid som fløjl, dog med skarpe kanter i underkanten, der bevidste hendes indre styrke. ,,Men det har du også, hvis du bare vil se,” påpegede hun, mens hun ventede tålmodigt på han tog chancen.
,,Desuden.. Jeg kan godt lide udfordringer. Og jeg plejer somregelt at løse dem,” tilføjede hun, med et nærmest flirtende blik i øjnene, der ramte til læberne.
“You become greater than what you conquer within.”
Post by Jerôme Heathland on May 10, 2016 20:23:31 GMT
I nogle dyrebare sekunder tillod han sig selv at fundere lidt over hendes udsagn. Nogle mennesker klyngede sig til deres håb, og ofte kunne det ses som en lille flammende glød i deres øjne. Selv mente den unge fuser, at dét glimt kun viste sig i hans egne, mørkebrune øjne i flygtige sekunder. Verden havde vel en tendens til at trampe gnisten ud, før ilden oprigtigt havde sat ind. Der var mange uretfærdigheder her i livet, og han havde velnok kun oplevet en brøkdel til forskel for mange andre i underklassens London. Han havde tøj på kroppen, penge i lommen, og mad på bordet; og selvom han levede utrolig sparsommeligt, var det svært at bibeholde gløden i blikket når man havde set de mange tragiske tilfælde som ikke kunne redes. Fuseren var dog ikke typen der ønskede at have ondt af sig selv. Han var tilfreds med sit slid, trods afterner som denne var så sjældne, at han ønskede at der blot kunne være en anelse flere af samme slags. Han fulgte hende med blikket som hun rejste sig op, og antog i et øjeblik at hun nu ville forlade hans bord, og drage sin opmærksomhed mod nogle af de andre kunder i De Tre Koste. Hun havde trods alt en gave af et kunne drage et smil over de flestes læber i hans øjne, og derfor bebrejdede han hende ikke. Dog indså han snart at hun ikke havde i sinde at gå. Nej, hun rakte derimod sine fine hænder ned mod ham, som en tydelig opfordring til at han skulle tage dem i sine. "Jeg er ikke... Ferm med den slags." Konstaterede han, og rystede blidt på hovedet. Han fjernede sine hænder der stadig holdt om det nu tomme krus, og holdt dem kortvarigt lidt op for sig, "Jeg arbejder med mine hænder, ikke mine fødder." Der var en varm og lidt beklagende tone i hans stemme. Jovist, havde han lært at danse da han var yngre, og ofte skulle deltage i højere sociale begivenheder. Dog havde han ikke været gammel nok til rent faktisk at benytte sig af det indlærte dengang, da han var langt mere interesseret i at rende rundt i mudder, end at danse med piger, som han ikke fandt spor interesse i, i en alder af tolv. Han erindrede ikke at have danset siden da, og musik som dét der spillede i kroen nu, var bestemt nok heller ikke dét der var blevet spillet hjemme på Heathland godset. Dog var der noget i Helena's øjne der gjorde ham i tvivl. De glødede forventningsfuldt af udfordring, og der var noget ved hendes skikkelse, og måden stearinlysets afgivende lys faldt mod hendes skikkelse, som hun stod op, som fik ham til at overveje tilbudet nærmere. Dog ville han ønske, at han havde nået at fylde sig mere op med øl, før en sådan udfordring skulle bringes op. Det ville have gjort ham mere klar på at gøre sig selv til grin. Helena virkede så selvsikker; ikke arrogant, men strålede blot af livslyst og energi. For hvert et sekund, den unge fuser tilbragte med at se ind i den smukke heks' øjne, blev han mere og mere opsat på ikke at være skuffende og 'kedelig' nu hvor détte var aftenen han skulle slå sig en smule mere løs.
Han spottede bestemt den drilske tone, da hun havde konstateret at hun godt kunne lide udfordringer. Han blottede igen den øverste tandrække en smule, og hævede derefter det ene øjenbryn lidt skeptisk over det andet. Selvom han kun havde fået én øl, følte han næsten at man kunne få den samme varme fornemmelse i kroppen ved denne drilske kvinde's tilstedeværelse. "Hvis du som regel plejer at løse dem, må jeg vel ikke forhindre dig i det denne gang." Sagde han endelig, som han roligt rejste sig op og rettede ryggen. Udfordringen begyndte at genspejle sig i de varme brune øjne. Han var utrolig stædig af væsen, men Helena havde trods alt overbevist ham, uden at det havde behøvet meget andet, end at udveksle et par blikke. "Men det er dig der skal være god til at flytte fødderne, Helena." Han tog hendes hænder i sine i et kort øjeblik, og så ned på hende, som han stod højere end hende. Hendes hænder var markant mindre end hans, men var langt fra sarte, "For jeg er født med to venstreben, og må derfor hellere advare en ung frøken som dig, om at du velnok kan ende med at miste nogle tæer." Der var en drillende tone i hans halvdybe stemme, som havde en lille hæshed omkring sig. Han fulgte hende snart længere ind i rummet, hvor der var mere plads fra bordene, og forsøgte sig med et fjoget buk, som om de var til en højerestående social begivenhed. Han gjorde det med en charme, som han, slap hendes ene hånd, trak sig lidt tilbage, og bukkede ryggen, for blot at blinke kækt til hende, før han endnu en gang rettede ryggen. Snart trådte han igen tættere på hende, før han lagde en hånd let mod hendes liv, mens den anden stadig holdt fast om hendes hånd. "Jeg er jo en sand mester til dette her." Kommenterede han med et ungdrenge-agtigt smil tegnet over ansigtet, som han førte hende rundt, nogenlunde i takt til musikken. Nej, dette var bestemt ikke dét han var blevet lært, men det var langt sjovere ikke at følge bestemte veltegnede trin. Han vidste at han ikke var elegant, men han kunne alligevel ikke lade være med at lade en kort latter glide over sine læber, som han svang hende lystigt rundt.
Post by Helena Dodderidge on May 11, 2016 21:41:12 GMT
Så snart den første, halvhjertede nægtelse kom over mandens læber, kunne hun ikke lade være med at afbryde hans ellers så varme og nærmest undskyldende stemme med en rar latter: nej, det ville hun ikke høre på! Det var jo ikke ligefrem fordi hun selv havde dansefødder, grunden til hun måske kunne snyde sig frem til det var hendes sikre udstråling og mange år på kroen, som hun var født og opvokset på. Hun kendte ikke til blufærdighed i den forstand, at være bange for at prøve noget nyt og egentlig, fandt hun stor morskab i at gøre ting, såsom at danse, der var lidt dristige. Hun ønskede at danse. Og hun ønskede at gøre det sammen med ham, hvis han da turde at slippe sig selv løst.
,,Det skal du ikke bekymre dig om,” svarede Helena, med et blidt smil farvet på læberne, hvorefter hun forvovent tilføjede: ,,Jeg skal nok føre an,” men det brød ud i en dæmpet latter, som tonen havde været i før; dæmpet og henvendt til ham. Hun ønskede at drille ham, lokke ham ud af hans skal og se hvilke udfordringer han egentlig kunne byde denne kvinde, der længslede efter eventyret. Hun nikkede til hans kommentar om han ikke ville stå i vejen for hende, som han rejste sig og tog hendes hænder, før hun nåede at tage hans: noget, som fik et smil frem på læberne af hende, atter, atter. Han var årsagen til mange smil denne aften. Og følelsen af hans hænder som omsluttede hendes, denne gang ordenligt, fik det til at kilde helt nede i tæerne, som allerede var klar til en svingom. Det var dog ikke blot følelsen af de varme hænder om hendes, der fik rygraden til at kilde: den hæse, mørke stemme fik røre i andedammen og hun skjulte læberne ved at bide dem blidt sammen. ,,Javel, sir,” sagde hun, med en stemme der virkede lys og sart, i forhold til hans, trods hun var alt andet end sart.
Hun fulgte med ham, som han førte hende længere ind, så de kom lidt væk fra de andre, men også stod et plads med frit albuerum. Hendes latter ramte loftet da han bukkede for hende, en smule kejtet, men hun så det ikke som en handling der var akavet, men kun morsomt: og det gjorde ham en del mere charmerende. Hun elskede at se ham i et sådan lyst humør og hun blev grebet i at betragte manden, som lignende en helt andet, når han blev malet så pænt, med smil og åbne øjne. Hun nejede for ham, ikke med den bedste balance, og knapt så elegant, men det gik an; for dansen gjorde hun med bekendthed, der fremkom naturlig. Hun lagde sin hånd på hans skulder og snart var de begge langt inde i dansen, som var til stor morskab for hende, og det så ud til det var det samme for ham. Det var som musik for hendes ører at høre ham grine, med et yderst charmant smil på læberne, der fik helt vejret fra hende. Om det var ham og hans så tiltalende person, følelsen af hans hænder, eller det faktum hun blev snurret rundt, der fik det til at kilde så behageligt i maven, vidste hun ikke. ,,Måske har du mere talent med dine fødder end du troede,” komplimenterede hun, mens hun tiltede hovedet på skrå, og hun fangede flygtigt hans øjne, mens musikken blev mere rolig og de hurtige trin passede ikke længere ind i rytmen.
“You become greater than what you conquer within.”
Post by Jerôme Heathland on May 11, 2016 22:41:44 GMT
Det var en meget besynderlig følelse...- Som knægt havde han altid nydt bare at slå ansvar og alvorligheder fra, men de mange års arbejde havde mærket den stadig unge fuser, der nu ofte havde svært ved at vaske bekymringen af sit ansigt. I détte øjeblik, følte han sig frigjort. Frigjort som han lod sine fødder bevæge sig - måske ikke helt i takt med musikken - men i et forsøg derpå. Det skete en sjælden gang imellem, at han gav slip; og trods det måske virkede som om han ikke havde fat i tøjlerne lige nu, var der skam stadig en lille del af ham, der forsøgte at genvinde kontrollen. Ofte, hjemme i London, når han endelig besluttede sig for at slå det ansvarlige fra, kunne dét kun åbnes via en større mængde alkohol. Nu, var han nærmest beruset af den unge kvindes tilstedeværelse, som begyndte at kradse i hans anspændte overflade - samt dét faktum, at han vidste at dette var hans sidste aften i lang tid, han ville kunne tillade sig at holde fri. Selvom han elskede sit arbejde, trods det var hårdt, og trods han elskede London mere end noget andet, var det befriende at kunne have en aften i en by, hvor ikke så mange kendte til hans status, eller bed meget mærke i sladder.
Musikken var lystig, og syntes at boble i hans blod, som han fik varmet sin krop op med dans. Han vidste at han hverken var yndefuld eller det største talent - men forsøgte, det gjorde han. Et smil lå tegnet over hans læber, som han bemærkede at andre i kroen også havde sluttet sig til dansen. Der var en vidunderlig klang af latter og skålende krus i luften, og den unge fuser følte sig vel også en smule benovet over, at kunne lægge armen om denne kønne piges liv, og se latteren forme sig på hendes ansigt. Han kunne stadig ikke sætte en finger på hvordan en pige kunne have dén glød omkring sig. Det var næsten som om hun var blevet endnu smukkere; om så det var fordi hun susede lystigt rundt og smilte over hele ansigtet, eller om det var fordi hun var tættere på ham end nogensinde, vidste han ikke. Han nød blot hendes selskab til fulde.
Som hans vejrtrækning i stigende grad var blevet hurtigere, var det som om musikken blev langsommere. Ganske vist, så han kort rundt og bemærkede hvordan de andre dansene's trin var blevet lansommere. På grund af den lystige dans, kunne han mærke hjertet banke en smule hårdere mod brystkassen. Han vendte øjnene fast mod Helena's, og følte i et kort sekund at han druknede i den blå farve, der signalerede et lys, så modsat hans egne.
"Måske bringer du blot det bedste frem i mig." Kommenterede han roligt, og sendte hende derefter et strålende smil. Hans greb om hendes hånd, og liv løsnedes en smule, og han trak hende en anelse tættere til sig, som han havde set de andre dansende gøre med déres partnere. Han ønskede ikke at slippe hende nu. Han havde blot brug for én stund længere. Trods de nu var en anelse tættere hinanden, forsøgte han at bibeholde en anstændig afstand mellem deres skikkelser. De berørte netop ikke hinandens, men var stadig utrolig nær.
"Der er virkelig noget særligt ved dig frøken Helena." Sagde han snart, og hævede den ene mundvige en smule højere op end den anden, i et fjoget smil. Der var noget i hans øjne der ændrede sig en smule; en lille brændende energi. Han vidste bestemt hvad det var. Han var så betaget af denne kvinde's udstråling og ydre, at det pludselig slog ham, hvor meget han egentlig havde lyst til at læne sig lidt ned og kysse hende... Og hvor meget han havde lyst til at...-
Han stoppede sig selv ved den blotte tanke, og slap snart hendes liv for at træde et skridt tilbage, stadig med hendes hånd i sin. Han bøjede sig og lod kortvarig sine læber strejfe hendes hånd. "My lady." Lød det mildt fra ham, før han igen rettede sig op med et smil, lidt mere falmet end det forhenværende. Han slap dernæst hendes hånd, "Tak for dansen." Han måtte vaske tankerne væk, og derfor trådte han et skridt hen mod disken og fik sig hældt et godt krus øl op. Det måtte gøre udslaget.
Post by Helena Dodderidge on May 12, 2016 21:52:13 GMT
Helena gjorde ikke mærke i at deres dans var lidt, hvad man kunne sige, skæv? I forhold til selve musikken, det vigtigste var at de morede sig og det gjorde hun bestemt. At se den unge herre more sig med hende, gjorde hele oplevelsen meget bedre og hun lod sin krop blot give sig til rytmen og føreren, som havde bemærket at folk var kommet op på dupperne og deltog i de unges frie, ubekymrede dans. I modsætning til hendes, ja, modsætning, med de mørke, varme øjne, lagde Helena slet mærke til meget, ikke engang hvordan den unge herre kiggede på hende. Det var først da musikken sænkede sig over dem. Hans kommentar fik blot varmen til at flyde hurtigere i hende, hurtigere og hurtigere, så det havde nået hele vejen rundt, rundt om hendes hjerte og ud igen. Hendes læber var konstant malet af det lysende smil, men det virkede helt beruset; hun ønskede at bringe det bedste frem i ham, frem i alle faktisk, men lige ham… Hun vidste ikke helt hvad det var, kunne ikke tegne det for sig, men hun var da bevidst om at det var et ønske af hende, som lå nært hendes hjerte… Måske ret faretruende tæt. Hun havde en sådan lyst til at smage det lysende smil der lå på hans sprukne læber, som han holdt om hende og alt omkring dem faldt i tempo. Hvor var det dog fristende, at lide krydse grænsen der blev respektfuldt holdt, men hun havde lyst til at være rebelsk, smage på de søde ord der kom fra manden, hun ikke anede kunne være så charmerende. Hun hævede hagen en anelse, så hendes næse var udenfor hans og hun kunne ikke dy sig fra at skille læberne en anelse; ,,Jeg takker,” sagde hun, i en stemme henført så blid og dæmpet, dog med den typiske kant af munterhed der osede fra hende.
Hun gav hans hånd et klem, da hun fornemmede han skulle til at skabe den samme, kedelige distance mellem dem; og det var lige det han gjorde. Klemmet havde været i protest, for hun ønskede ham tættere på sig, men han havde allerede taget sin beslutning. Han gik til det velkendte og tog sig noget øl, mens hun stod og betragtede ham en anelse, under de lyse øjenvipper der beskyttede de sjældne, blå øjne der dragede enhver. Hun vidste ikke helt hver der foregik, men hun skjulte det og hendes optimistiske, drilsk attitude var uforhindret, da hun nærmede sig igen. Hvis han havde trukket sig, lavet en fin hentydning om han ikke ønskede mere morskab, så lod hun med vilje som om hun ikke opfangede det. Hun tillod sig selv at bøje sig ind mod ham, krydsede den grænse han ellers helligt havde holdt og indenfor sekunder, havde hun yderligere krydset grænsen, kommet helt ind i landet: så uskyldigt, og så fint, gav hun ham et kys på kinden. Hun havde ikke ment noget yderligere med det… Eller havde hun? Var det som små brødstykker hun gav ham, der ledte til flere, mere begivenhedsrige veje? ,,Selv tak,” sagde hun, med et smil i øjnene, men så hurtigt som hun havde taget sine valg, så hurtigt tog hun nye, og havde til hensigt at forsvinde fra hans øjesyn.
“You become greater than what you conquer within.”
Post by Jerôme Heathland on May 15, 2016 15:17:58 GMT
Han betragtede kruset som den gyldne væske blev hældt deri fra en stor kande. Ikke så rene tanker havde i et kort sekund fyldt den unge mand's sind, og derfor forsøgte han at distrahere sig selv med noget så simpelt, som at lade de mørke, varme øjne betragte den skummende øl, som snart var fyldt op til randen. Han vidste hvor brat han havde 'forladt' Helena, og frygtede i et sekund at hun så det som en direkte afvisning. Det var ikke hans intention, men dog var hans virkelige intentioner i dét øjeblik dansen var blevet tættere og han havde været opslugt af de blå øjne, bestemt ikke været dydige. Han havde følt sig så fristet af den smukke kvinde, der nærmest lå badet i lyset fra hendes egen sjæl. De var modsætninger på mange områder, og af netop dén årsag, følte han sig betydeligt draget af hende. Dog var der også noget ved hendes ydre og fremtoning der fik ham til at bakke væk i frygt for at korruptere hende, og han kendte sig selv godt nok til at vide at hans impuls sommetider kunne slå ind. Især efter lang tids hårdt arbejde, hvorefter han endelig kunne tillade sig selv at miste kontrollen i små skrøbelige sekunder.
Han fæstnede en hånd om kruset, og havde netop sat det mod sine læber og taget en tår, da han mærkede Helena's nærhed igen. Bare ved tanken om at hun endnu en gang holdt ham tættere fik blodet til at varme sig gennem hans krop. Han forsøgte at holde hovedet koldt, som han vendte øjnene mod hende, og placerede kruset mod disken igen. Dog lænede hun sig snart ind og plantede et kys mod hans kind; en gestus så fin og blid at han lod sig tvivle på hvordan det kunne påvirke ham så meget. Var det fordi det var noget tid siden han sidst havde været med en kvinde, eller begærede han blot Helena højere end dem der før havde krydset hans vej? Han fornemmede dog snart at hun skulle til at gå, og selvom han vidste at det var klogest at gøre det, greb han snart blidt fat i hendes hånd, "Vent." Sagde han, og løsnede snart efter sit greb en smule. Hans handling og ord havde været så impulsive, at han fangede sig selv i rådvildhed over ikke at vide hvad han nu skulle gøre. Han vendte sig mere mod hende, og fangede hendes øjne. Et varmt udtryk lå i hans egne; trods der også var små gnister af energi i den mørke farve. Han vidste udmærket at han var selvisk i dette øjeblik: For han ønskede at lade hende blive i sit selskab lidt endnu. "Jeg kan ikke bære at sige farvel til dig endnu Helena." Sagde han derfor snart, og sendte hende et smil, der var så umådelig blidt, men også varmt og betryggende, "Jeg ved udmærket at enhver herinde vil længes efter dit selskab, men hvis jeg blot kan nyde det lidt endnu, vil det gøre tanken om min lange rejse imorgen mere tålelig." Han forsøgte sig med de venlige, komplimenterede ord. Jovist, var der vel en form for manipulation ved dem; men han ønskede blot at tilbringe lidt mere tid med hende, selvom det ville betyde at han måtte kæmpe en brav kamp mod sig selv.
Post by Helena Dodderidge on May 29, 2016 12:25:25 GMT
Tydeligt, var der noget som lå på tankerne af den unge herre, som tiltrak hende mere, end hvad godt for. Hun vidste ikke hvad der var over denne herre – om det var smilet hun havde fået frem på læberne, hans attitude eller de fragmenter af en barnlig, munter sjæl der viste sig hos ham, vidste hun ikke. Hun vidste hellere ikke hvad det var som gjorde ham så underlig distant, men hun ønskede ikke at slippe dette moment, og gøre det til blot et mindre. Hun ville gøre det til mere… Men igen, måtte hun gøre sig intet svar skyldigt; for hvad var det hun helt præcist ønskede at der skulle ske mellem disse to sjæle? Hun havde en anelse, men ville ikke lufte tanken, i frygt for en akavet tilkomst, hun sjældent kendte til… Hvad var hun helt præcist ønskede at få ud af dette måde? At han mistede denne anspænde, spæde kontrol han havde? Og hvad så, hvad skete der så? Hun havde gjort kur til at gå (om hun havde tænkt sig at gennemføre denne handling, var uvist, for hun var draget af dette menneske, så blodet kogede) men hun kom ikke længere end hun ikke var i rækkevidde af ham. Snart, var hans hånd om hendes i hendes og hun blev holdt i kort snor, før hun drejede sig omkring, så kjolen flagrede i en let dans. Havde hun hørt rigtigt? Vent? Hendes øjne mødte hans i en forvirren, som han tydeligvis var selv med bekendt med i dette øjeblik, og hun kunne ikke stoppe en boblende latter fra at stige, over hans tankegang, der ikke havde rakt længere end at holde hendes hånd. ,,Ville du så gerne holde min hånd?” spurgte hun, i en blid tone der var dæmpet, nær hans ansigt. Hans øjne glødede og hun kunne næsten mærke gnistrene mod hendes ansigt. Det var dog ikke ubehageligt; det trak hende kun nærmere, nærede sig på varmen. Selv anede Helena ikke skyggen af den manipulation der lå over ordene – hun hørte kun en glæde over hendes selskab, som hun delte, vedrørende ham. Hun var dog uvis over hvad hun skulle gå an med, angående en sætning der passede den gældende situation. Først var det slutningen af sætningen der var ukorrekt, eller så var det indledningen som var malplaceret. Det eneste hun virkelig tænkte kunne gå an, som også havde en passiv tone til sig, var; ,,Hvad er det så du venter på?” Hun så på ham, med et ligeså afventende udtryk som sætningen i sig selv.
“You become greater than what you conquer within.”