Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Lionel besøgte familien Gaunt relativt jævnligt, men måske ikke ligefrem ofte. For hans vedkommende handlede det mest om, at se Geoffrey og diskutere ting på sin faders vegne - i forberedelse på selv, at skulle overtage en dag. Ethel troede utvivlsomt, at han mest kom for, at besøge hende. Netop denne dag tog hun dog ikke helt fejl. Han havde sine mistanker om hvad der foregik i deres hjem og han mødte op ved det mindre hjem med alle planer om, at forhøre Gilbert. Diskret, naturligvis.
At han blev mødt med beskeden om, at hans søster slet ikke var hjemme, var kortvarigt nedslående, men så hørte han, at hans svoger var hjemme og et smil krusede sig på hans læber.
Han blev ført ind i den lille stue med rank ryg og en perfekt, høflig maske i ansigtet. Den mørke tunika blev holdt på plads af et læderbælte og faldt ned over hans form med en elegance, som klædte ham udmærket. Han var af bedre stand end svogeren - og yderst bevidst om det.
Gilbert havde haft en forholdsvis fredelig dag. Intet nyt var hændt; han havde taget en tur på hesten han ejede, og da han kom hjem, var der egentlig ikke så meget mere at lave end at fordrive tiden med endeløse tanker og opslåede bøger. Han kedede sig og det førte ikke ofte noget godt med sig. Det var i alt fald sjældent denne fanatiker kunne andet end at skabe kaos, det var sådan det gik i hans hoved efter alle regler.
Hans hustru var ikke hjemme og det var både til glæde, men også til anger. Han vidste ikke helt hvor hun var henne, og et eller andet sted, så var den dumme gås hans ansvar, det var muligt hun lå med en herre med beskidte fingre. Men på den anden mere hensynsløse side, kunne han ikke være mere ligeglad. Hun var blot hans boksepude, og han prøvede at overbevise sig selv om at det eneste der burde bekymre ham, er, om hun ville være der når han havde brug for at løbe med sine aggressioner. I teorien kunne voldsmanden bruge enhver anden af kvindelig afstamning; men ude godt, hjemme bedst, ikke sandt?
Som Gilbert troede at det kun var urets tikken der underholdte ham, blev han vældig overrasket (måske skuffet var et mere passende ord) da lugten af en Malfoy kom ind af døren. Det var dog ikke helt den person han havde ønsket at se: Gilbert kunne ikke dy sig fra at læne nakken en anelse tilbage så han beskuede den mandlige repræsentant af hans hustrus familie. Hans hjerne arbejdede på højtryk for at minde sig selv om hvad denne mand hed, det havde ikke været betydeligt nok til at Gilbert faktisk havde skrevet det om bag øret – hvad var det nu? Leon? Nellie? Tålmodigt, snerpede Gilbert læberne sammen, mens han afventede at gæsten, som egentlig var hans familie, talte ud.
Lionel førte sig med den værdighed, som hans høje status gav ham. Han havde ikke spurgt tjeneren om han måtte komme ind, selvom det ikke var hans ejendom. Han havde ganske enkelt forventet, som han gjorde generelt i sit liv; krævet og modtaget.
Blikket faldt på den siddende svoger og han rynkede ganske let på næsen, uden anden hilsen end et let buk med hovedet. Han skyldte ikke Gilbert skyggen af underdanighed.
"Mester Gaunt. Tak for sidst." Hans kæbe sitrede lidt, anspændt ved mindet om, at Ethel og hendes mand var dukket uinviterede op til hans forlovelsesfest.
Gilbert havde intet tilovers for denne unge magiker, som kom traskende ind i hans hjem, hans territorie, som om han ejede det. Gu gjorde han ej. Det kunne godt være han var en Malfoy, de kongelige magikere, men i Gilberts øjne, de grumsede grønblå øjne som varierede som en rasende metamorphmagus, var han ikke andet end en mand, yngre end ham selv og yderst forkælet som havde forvrænget hans syn på hans omgivelser. Det samme var dog hændt Gilbert også; han var bare ikke helt klar over det. Malfoy-ynglen havde dog en form for respekt, som Gilbert ikke ejede, for Gilbert værdigede ham ikke engang en hilsen; hvad havde den fremmede forventet? Han var kommet her, uanmeldt, og derfor følte Gilbert ikke at der skulle hilses. Desuden, vidste den ældre magiker stadig ikke helt hvad familiemedlemmet hed. Han vidste dog tydeligvis hvem han var.
Tak for sidst? Ordene gav genlyd i rummet, som det gjorde hos Gilbert. Hvornår var sidst? Det havde åbenlyst ikke været vigtigt for ham, til at det blev husket, men det havde det tydeligvis været for den besøgende. Gilberts øjne søgte ud til øjenkrogen, mens han prøvede at genkalde minderne han havde med denne skarnsunge – nul? ,,Det var så lidt,” svarede Gilbert endelig, efter en rum ventetid. Yderligere tid. Var der intet denne mand ville? ,,Er du kommet af nogen speciel årsag, Malfoy?” sprugte Gilbert endelig, med hans stemme som var som skindet på en ål – smidig, og letsindigt udtalte ordene.
Lionels blik gled uimponeret over den pompøse Gaunt; hans svoger. Den lille mand, der blev siddende på sin selvbestaltede trone fik omtrent lige så meget respekt, som han gav tilbage.
"Jeg er kommet for, at snakke med Lord Gaunt," konstaterede han roligt og med en lille sitren i mundvigene. "Vi har forretninger. Men når det så er sagt, så er jeg her i jeres ydmyge... Bolig" hvis man kunne kalde den det, synes hans muntre lille trækning, at sige. "... For, at hilse på min søster. Jeg kan forstå, at hun ikke er hos dig. Du kan måske fortælle mig, hvordan hun har det?"
Lord Gaunt. Trods brødrene måtte dele efternavn, trist nok, så vidste Gilbert udmærket godt hvilken Gaunt han mente og det gjorde, at han måtte fortrænge en ustyrlig lyst til at blot himle med øjnene. Selvfølgelig. Men hvorfor var idioten overhovedet kommet herind? Han havde intet at gøre her, så det ud til. Og dog.
Gilbert hævede sine øjenbryn af spørgsmålet, som han burde havde forventet, men alligevel ikke gjorde. Og trods simpelheden over dette spørgsmål var høj, så havde han ingen idé om hvordan han skulle svare. For ja, hvordan havde hun det overhovedet? Han måtte finde på noget, for han vidste det ikke, simpelt nok. Han begav sig ikke i sådan noget, og hvis han skulle være ærlig, var han også ligeglad. Hun rendte sikkert rundt og lavede en ny horeunge, den mær.
,,Udmærket," svarede Gilbert nøgternt mens han pillede ved sine store og klodsede nøgler, som ikke var blufærdige til at skabe støj. Der var ikke et hint af usikkerhed, ej løgn i magikerens ansigt, for det var en løgn han havde fortalt utallige gange, når folk havde spurgt ind til hans kære hustru. Udmærket. Fint. Godt. Fortræffeligt.
Lionel rykkede sig ikke ud af flækken, men betragtede sin svoger med udpræget kølighed. Han hævede selv et enkelt bryn som svar på det samme hos Gaunt og afventede et svar, før han selv sagde mere.
"Udmærket? Hun er kommet sig fra faldet, så?" De lyse øjne borede sig ind i Gaunts uden tøven. "Det er en glædelig nyhed. Jeg holder af min kære søster og jeg vil så nødig se hende komme til skade. Faktisk..." Han trak lidt på smilebåndet uden, at det nåede øjnene. "Har Ethel fortalt dig historien om dengang et par bondedrenge jagede hende rundt, fordi de synes det var sjovt?" Han ventede ikke på svar, men fortsatte slet og ret sin anekdote. "Det gjorde resten af dem ikke igen, efter den første af dem kom slemt til skade, da han snublede over min støvle. Et par gange. Det var en meget skarp støvle..." Han så ud som om han mindedes noget rart, før han rømmede sig lidt. "Ah ja. Jeg holder blot af min søster. Hvornår kommer hun hjem?"
Post by Gilbert Gaunt on May 19, 2016 18:12:31 GMT
Gilbert var ikke helt sikker på om denne herre blot var idiot, eller så forstod han ikke en hentydning (der ellers var hugget ind i det skarpe, men alligevel døde blik Gilbert ejede): han gad ikke dette besøg. Han gad ikke at høre på denne stemme som tilhørte den usmagelige familie af Malfoy, som hans hustru tilhørte, og det gjorde det bestemt ikke bedre. De var alle en flok uloyale, bedrageriske hunde, selvom det eneste grundlag han havde for dette, var den viden om hans søn ikke var hans eget kød og blod. Egentlig, var han ikke dommeren af hvem der var bedragerisk eller ej, for selv kendte han ikke begrebet til rent mel i posen. Hans egen bror kendte ham ikke engang godt nok til at vide at han var ved at glide af bane. Godt nok fornemmelsen af det, men bestemt ikke hvilken retning.
Faldet. Oh. Det fald. Han havde ellers lykkeligt fortrængt det, som alt andet han bød sin hustru. Efterhånden, ramte det ham ikke rigtigt længere at se hendes pinsler. Selvfølgelig, han var ikke helt hjerteløs.. Eller måske var han. Måske havde han bare lukket af for det, og overført sin egen smerte til hende, ved bare at selv påføre den. På en måde, bød hun ham ligeså meget smerte som han gav hende, i hans hoved. Gilbert betragtede nøje svogeren som kom ind i en dialog med sig selv, og Gilbert fornemmede der lå en advarsel mellem linjerne, henvendt til Gaunt selv; Jeg holder blot af min søster…
Gilbert var lidt usikker på om han havde forventet han ville sidde og klappe i sine hænder af begejstring over hans historie; for så var han gået det forkerte sted hen. Den eneste synlige reaktion der kom fra ham var et nik, så han var fredet fra han gentog sig selv. ,,Hun burde være her snart,” Gilbert overvejede om han blot skulle fortælle det som det var; at han ikke havde en idé om hun var her snart, eller meget senere end snart. I virkeligheden, så anede han det ikke, og måske gavnede det ham ikke at gøre.
Post by Lionel Malfoy on May 19, 2016 19:25:29 GMT
Lionel gav et lille nik som reaktion på svogerens ord. "Jeg venter," konstaterede han derefter ganske simpelt, før han foldede armene over hinanden og mødte de mørke øjne uden, at blinke.
"Jeg ville ikke sige nej til et bæger vin, svoger." Han trak en anelse på smilebåndet uden, at det nåede hans egne øjne. "Imens vi fordriver ventetiden."
Post by Gilbert Gaunt on May 23, 2016 23:09:49 GMT
Så, denne Malfoy havde i sin dybeste alvor, tænkt sig at stå her og vente på hans hustru, åh kun de højere magter må vide, hvornår kom tilbage? Hvorfor skulle han altid have de ugidelige opgaver? Kunne denne fyr med fipskægget ikke underholde hans ældre broder, som sikkert ønskede at høre på ham, måske ikke engang. Gilbert fortrængte en underlig, gruende lyd af bitter utålmodighed, der kun blev forstærket af herrens ønske om noget vin, han vidste dog endnu ikke navnet på den der eftertragte ønsket. Mens vi? Hvornår var de blevet en duo. Gilberts øjne rakte ud efter Leo, som hvis han ønskede at kvæle ham i sit eget hår, inden han med en overlegen gestus fik tjeneren på fødderne, søgende for vin. Han kunne se morskaben i han fik anskaffet den værste vin, men hvis broder ønskede nok ikke at få et dårligt ry, ej ham selv. Men en umoden vin kunne muligvis arrangeres.
,,Er der noget specifikt du ønsker at snakke med min kære hustru om?” Gilbert kunne næsten ikke sige ordet hustru uden at trække på skuldrene, af tydelig fortvivl. Men han fik det gemt væk, bag masken af ro, som selv hans broder til tider forvekslede med at være normalitet.
Lionel kunne ikke læse tanker og var dertil ganske uinteresseret i Gilberts mening om dette og hint. Han betragtede ham med ophøjet ro og afventede vinen, uden at vige.
”Jeg ønsker, at høre til hendes helbred.” Et enkelt bryn røg op. ”Og at se både hende og min kære nevø, naturligvis.”
Post by Gilbert Gaunt on May 29, 2016 11:55:03 GMT
Han var som en pestilens. Blev intenst hængende indtil man måtte flå og rive, før krybet forsvandt. Hvad skulle han dog gøre for at få ham af vejen? Var hans tydelige, foragtede attitude ikke nok til han forstod et hint? Var denne mand simpelt dum? Gilbert måtte virkelig holde sig i skindet, fra at hoppe op af stolen af ren frustration, muligvis også ud af vinduet.
Nevøen. Det uægte søn. Som en syg metafor, kløede Gilbert hans elskede hund bag øret, med tydelig mere interesse for det firbenede væsen, end det tobenede. Hans svar var hellere ikke specielt informerende. ,,De har det begge udmærket, tak," svarede Gilbet, køligt afviste hans næse der prøvede at snage i ting der ikke vedkom ham. Og løgnen om de havde det godt, vækkede nærmest mere foragt end manden der stod overfor ham. Hvis han skulle være ærlig, ville han helst slippe fra at tænke på sønnen der ikke var ham, og hustruen, der havde stuket ham i ryggen.