Gamle flammer

Troldmændene og heksene på gaden syntes ikke at fange Edmunds opmærksomhed, som de nu ellers plejede på hans morgenspadseretur. Han var blevet vant til at bruge de tidlige formiddagstimer på sig selv, men der var mest tid til det når han var fritaget fra arbejdet; i dag var en af de få dage. Trods hans oprejste holdning var hans blik fæstnet med brostenene, fuldstændig fordybet i sine egne tanker. Det var først da en salgsmand fangede hans opmærksomhed i et forsøg på at sælge ham en billig tryllestav, af alt for ringe kvalitet. Edmund hævede irritabelt det ene bryn, men gik med til at kigge salgsmandens sortiment ud. ”Javel, du siger rosentræ og enhjørningehår?” Hans stemme havde en påtaget venlighed, som tydeligt kunne fornemmes, og hans ansigt var fortrukket i en mine, der kunne slå ihjel. Edmund måtte bide sig selv i indersiden af kinden for ikke at begynde at plapre løs om hvordan kvaliteten af tryllestaven ikke kunne holde til at kaste mere end et par besværgelser, førend den ville knække indvendigt. I stedet tog han en dyb indånding, takkede pænt nej til at købe staven og fortsatte sin gåtur.

Edmund løftede først blikket igen, da han nåede til urteboden. Men det var ikke de mange forskellige urter, som fangede hans blik, men tværtimod et velkendt ansigt. Noget vendte sig i maven på ham; men han var i tvivl om det var nervøsitet af den gode eller den slemme slagt. Førend han fik set sig om, havde han prikket Josselyn på skulderen, og ytret en venlig hilsen: ”Hyggeligt at støde på dig her!” som om han kunne være mere akavet.

Edmund brummede, i et forsøg på at skjule de halvglødende kinder, og flyttede blikket fra Josselyn, for i stedet at studere urterne foran sig; ikke at det var noget han havde lyst til at kigge på sig. Han formåede dog at sende hende et varmt smil, da hun hilste igen. Engang var det så vant for ham at tage hendes hånd, og flette deres fingre sammen, og selvom han stadig havde lyst, så turde han ikke gøre det. Hans hjerte stoppede kort, da hun sagde hans kælenavn, og det skæve smil blev større på hans læber.

”Jeg har fået dagen fri, så ville lidt væk.” Forklarede han, og måtte endnu engang fjerne sit blik, for ikke at ende med at stirre sig blind i Josselyns øjne. ”Hvad med dig? Leder du efter noget specielt?” Edmund lagde hovedet let på skrå, håbede på at det var noget han kunne hjælpe med, så han ikke behøvede at fortsætte i den anden retning, og kunne nyde hendes selskab for en kort stund. ”noget jeg kan hjælpe med?” Ordene gled ud over hans læber, førend han havde tænkt sig ordentligt om. I stedet efterlod de ham overrumplet og en smule lyserød i ansigtet.

De brune øjne sneg sig til at kigge på Josselyn ud af øjekrogen, når han mente hun ikke kiggede. Der var noget ved hende, som fik ham til at glemme alt om manerer og sit almene varme-jeg; ikke på en dårlig måde, men man følte sig helt perpleks og ude af stand til at sætte to ord sammen. En forfærdelig fornemmelse, for en der var van til at kunne snakke om alt og intet; pludselig til slet ikke at kunne ytrer et enkelt ord.

Edmund nikkede forstående, og lod blikket glide søgende henover urterne i boden, trods han intet huskede om de forskellige urter. Først da Josselyn foreslog at han kunne bære hendes kurv, vendte han sig halvt om mod hende; måske lidt for ivrigt. ”Med glæde.” Hans læber formede sig i et skævt smil, og gjorde mine til at tage kurven. ”Jeg tænke på… Ville det være for meget at forlange at få lov til at ledsage dig, med hvad end du nu skal?” Edmund spurgte høfligt, men kunne ikke dy sig for at sende hende et varmt grin.

Edmund tog sig selv i at grine fjoget, da Josselyn medgav at de kunne tilbringe formiddagen sammen. Hans hjerte slog kolbøtter, og håndfladerne var fugtige – ligesom dengang han prøvede at tage sig sammen til at inviterer hende med ud på en gåtur efter skoletimerne var færdige. I et kort øjeblik lod han stilheden omfavne dem, samtidig med at sælgeren samlede urterne sammen.

”Hvis du har tid, kan vi tage forbi De Tre Koste?” foreslog han, efter han havde taget imod urterne og lagt dem pænt i kurven. Den bredskuldrede troldmand vendte sig mod den yngre heks, og tilbød hende pænt sin ene arm. Mens blikket hvilede på hende huskede han hvordan hendes lyse løkker smøg sig om hendes ansigt, når de ikke var gemt bag tørklædet. ”Det er nemmere, hvis du har lyst til at snakke? Eller er der flere ærinder?” Edmund tilføjede den sidste del i en vis hast, for ikke at være en ballast for hendes oprindelige ærinder.

”Det glæder mig.” Grinte han, førend han fortsatte med et smil. ”du har altid haft en god intuition for alverdens ting.” Edmund rettede ubevidst ryggen, for at virke højere, trods han ikke behøvede det. Den lille menneskemængde rykkede sig ubesværet rundt om dem, som var de bange for at støde ind i et væg af muskelbjerg. Gåturen til De Tre Koste ville ikke vare længe, men måske en smule længere end sædvanlig med det tempo, som Edmund valgte at gå i; der var jo ingen hast .

Tiden havde været hvad der kom imellem dem: tid og afstand. På trods af at det havde været ægte følelser – ægte og dybe – mellem dem, så havde der været andre ting der pressede, efter den unge troldmand havde forladt skolen. Og det sidste han ville være, var at være en hindring for Josselyn, hvilket resulterede i at de var gået fra hinanden. På trods af dette havde han stadig håbet på, inderligt ønsker var mere præcist, at hun ikke var kommet videre, ligesom ham selv. Edmund rømmede sig efter en kort stund i sine egne tanker, og vendte blikket mod den yngre heks. ”Hvad har du så brugt din tid på siden vi sidst set?” Har du haft bejlere? Er der en anden der har vundet dit hjerte. Det var sådanne spørgsmål han helst ville ytre, men at sætte sig selv i sådan en position ville være forfærdeligt på nuværende tidspunkt. Forlegent vendte han blikket væk, i den tro at hun kunne læse hans tanker, og fortsatte ned af den brostensbelagte vej.

Den lyserøde farve klædte hendes kinder godt, ifølge den unge troldmand, og i stilhed ønskede han at kunne stryge sin tommelfinger henover hendes kinder, som han engang gjorde uden tøven. Han klukkede let, da Josselyn lod blikket falde på brostenene, men denne klukken gled over i en stille brummen, Edmund havde brugt megen tid på at arbejde for sin far, for at få tankerne på gled, men hans tanker dvælede nu og da på glade stunder ved søen eller bag drivhusene.

“Som tjenestepige?” spurgte han nysgerrigt. Edmund havde altid beundret heksens hjælpsomhed, og dét var en af de ting, som havde fået hans femtenårige- jeg til at kaste længselsfulde blikke efter hende, indtil han havde samlet mod til sig. Og han måtte indrømme at det var en af de bedste beslutninger han havde gjort sig. “Har du planer for fremtiden?” Ordene smagte bitter på hans tunge, mest fordi han forestillede sig Josselyn med en anden mands barn i sin favn. Edmund rystede let på hovedet, og satte farten ned, da de nåede De Tre Koste. Stadig med hendes arm i sin, brugte han den anden hånd til at åbne døren for hende. “Der sker ikke rigtig noget nyt I mit liv.” Sagde han tænksomt, hvorefter han fulgte efter Josselyn ind på kroen. “Udover at jeg regner med at kunne flytte til Diagonalstræde snart.” Med et svagt smil om læberne bevægede han sig mellem bordene I den halvtomme kro, og trak pænt en stol ud til Josselyn, som en invitation til at hun skulle sætte sig.

“En håndværker familie? Din far forstå sig på rigtige familier.” Sagde han spøgefuldt, velvidende om at han måske ikke burde betræde emnet mere. Han selv kom fra en arbejderfamilie, hvilket fik ham til at dvæle kort ved tanken om at der stadig var en mulighed for at de kunne finde ud af noget igen. Men dog forblev han ikke ved tanken, da han ikke turde få forhåbninger op – han brød sig ikke om at skuffe sig selv.

Edmund smiled svagt, samtidig med han nikkede til hendes spørgsmål. “Egentlig ville jeg flytte til landet, men det kommer til at tage tid at spare så meget op. Så for at der er mere plads til Pomona, Devyn og tvillingerne derhjemme, så regner jeg med at flytte til London først.” Fortsatte han forklarende, stadig med et varmt smil dansende om sine læber. Når Josselyn var omkring ham kunne han aldrig stoppe med at smile, det var som om hun havde en speciel effect på ham, som han ikke kunne sætte fingeren på. Edmund blev stående, mens den lyshårede heks satte sig og nikkede anerkendende til hendes bestilling, hvorefter han begav sig op til kromutteren. Mens øllene blev skænket kunne han ikke dy sig for at kigge tilbage på Joss, for at sikre sig hun stadig sad der, og ikke var smuttet – for hvad hvis hun nu ikke nød hans selskab, så meget som han nød hendes? Edmund tog imod de betalte øl, og var hurtigt nede ved hende igen. Forsigtigt satte han dem på bordet, for så at sætte sig ned på stolen overfor. “Har du nogensinde overvejet at flytte hjemmefra? Eller venter du til du får en mand?” Edmund håbede inderligt at hun ikke ville rette ham til at hun allerede havde fundet en.