Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Evangeline MacFusty on Mar 22, 2016 10:45:36 GMT
"Eoin Dodderidge MacFusty, hvad har du dog lavet?!"
Eva løftede den betuttede toårige op i sine arme udenfor det lille hus, der lå et stenkast fra resten af de stenbygninger, som husede forskellige dele af den store klan. Hun børstede hans tøj fri af jord og så sig rundt. "Hvor er din onkel? Hm?" Hun forventede intet svar, men fnøs lidt over en mand, der ville efterlade et lille barn tumlende rundt udenfor, selv hvis det kun var for, at lade vandet. Mænd. De forstod intet om hvor mange ulykker sådan en lille kunne lave på kort tid. Den lille, småtykke troldmand i hendes arme havde fået småstenene til at svæve omkring sig og selvom hun satte pris på det tidlige tegn på hans magi, så var det virkelig ikke sikkert.
"Og hvem kan vi så stole på vil passe dig ordentligt, hm?" Hun gik, imens hun talte til sin søn. Når hun selv var opslugt af bagningen af brød til en mindre hær, så måtte andre overtage hendes basale opgave som mor. Hun kunne ikke ligefrem bære ham rundt på ryggen mere.
Da hun nåede hovedhuset, var hun nær tumlet direkte ind i en slægtning og lyste lidt op. "Perfekt. Du kan sagtens passe Eoin en stund, ikke? Jeg bliver nødt til at slå brødet op, før al luften går ud af det."
Post by Tomkin MacFusty on Mar 23, 2016 21:27:51 GMT
Tom var lige stået op, selvom det var et stykke hen på dagen. Et stort gab forlod ham, som han ruskede vildt op i de utæmmede lokker, og han var ikke særlig opmærksom, hvilket nær havde fået ham til at støde ind i sin fætters hustru og søn. Han vaklede et skridt bagud, og havde nær givet slip på Monique*, før hun hjalp ham med at finde fodfæstet igen.
Tom hævede et bryn over hendes spørgsmål. Så trak han på skuldrene. “Jo, det kan jeg da godt. Så længe det ikke indebærer at jeg skal skifte knægten”
Post by Evangeline MacFusty on Mar 24, 2016 15:25:09 GMT
Eoin klynkede lidt over, at være blevet taget væk fra sin leg, men fulgte opmærksomt optrinnet mellem sin mor og den blonde mand. Hans store øjne hvilede på grandonklen, som Evangeline satte ham ned med et tungt suk. "Selvfølgelig ikke. Hvis bare du kan love, at holde ham fra, at jonglere med sten i bare... Et kort øjeblik." Hun strøg den ene hånd over ansigtet og fik tegnet en streg af mel på sig selv, uden at lægge mærke til det.
"Så giver jeg et krus mjød," færdiggjorde hun sin egen sætning med et allerede lidt træt smil.
Post by Tomkin MacFusty on Mar 25, 2016 20:31:52 GMT
Tom havde egentlig et godt tække når det kom til børn. Eions øjne synes da også at lyse op, da Tom plantede sit blik på ham, og lavede et ansigt, der fik den lille dreng til at fnise. Tom kunne være særdeles populær, når det kom til MacFusty-børnene, hvilket til dels skyldtes, at han med glæde underholdte dem til samtlige familiefester, mens han lod deres forældre om at skælde ud og sende dem tidligt i seng.
“Han er ellers et naturtalent”, kommenterede han med et glimt i øjet, og smilede lidt for sig selv, da han fik øje på melpletten på hendes kind. Tom kom ned at sidde på hug i sit eget tempo, og bed smerten i sig, som han lod sin pegefinger stryge hen over Eions næsetip. Han sendte den lille et skævt, varmt smil, før han løftede hovedet, for at se op på Eva igen. “Jeg skal nok se efter ham”, lovede han, som han blinkede selvsikkert engang.
Post by Evangeline MacFusty on Mar 26, 2016 19:48:44 GMT
Evangeline sank lettet en smule sammen i skuldrene, som Bhaltairs fætter medgav og sank ned på hug foran Eoin. Hun smilede lidt for sig selv og mærkede sin søns hånd slippe ud af hendes egen, som hans fokus skiftede til den småfremmede.
"Tak," sagde hun, med ægte taknemmelighed. "Du kan komme med over i huset? Så hælder jeg mjøden op til dig?" Hun rankede sig lidt.
Post by Tomkin MacFusty on Mar 26, 2016 20:39:36 GMT
“Jeg takker aldrig nej til sådan et tilbud”, svarede han i et skævt smil. Tom ruskede Eoin i håret, og lod sin hånd glide om bag det ene øre, før han lod en chokolademønt glide ned i hænderne på sin grandnevø. Den skulle nok holde ham beskæftiget nok til ikke at lave ulykker på vejen tilbage.
Tom kom op at stå på benene igen. “Efter dig”, røg det over hans læber, efterfulgt af hans eget charmerende smil, mens han trofast støttede sig til stokken.
Post by Evangeline MacFusty on Mar 26, 2016 21:49:49 GMT
Det var dejligt med lidt hjælp og Eva vidste, at det ikke var meget Tomkin kunne hjælpe med, af mandearbejde. Det måtte være frygteligt for ham, men hun var ikke sen til, at sætte folk i sving med det de kunne. Desuden var han behageligt selskab og hun smilede varmt til ham, som hun førte an med Eoin tilbage imod den lille hytte, hvor brødet efterhånden måtte være ved at vælte ud over siderne på hendes keramikskål.
Hun ignorerede den dog lidt endnu, da først de kom indenfor. I stedet fandt hun en af flaskerne med mjød frem fra deres dyb og skænkede op til Tomkin. "Du ved," konstaterede hun henkastet, som hun rakte ham kruset. "Hamish er stadig med ude engang imellem, selv efter ulykken. Savner du det ikke?"
Post by Tomkin MacFusty on Mar 26, 2016 22:23:45 GMT
Det krævede en vis anstrengelse at følge deres tempo, men han klagede ikke. Han havde oplevet smerte der var værre. Desuden var der en mørkere del af ham, der altid huskede ham på, at han fortjente den.
Tom undertrykte lettelsen, som var stor i hans krop, da han endelig kunne slå sig ned. Glæden var dog kortvarig, da Eva valgte at bevæge sig hen på et følsomt emne. “Jeg klarer mig”, var hans eneste svar, før han løftede kruset, og tog sig en solid tår.
Måske savnede han det, dybt nede, men lige nu var det savn overskygget af en skyldfølelse, der gjorde, at han ønskede sig så langt væk fra dragetæmmer-erhvervet som overhovedet muligt.
Post by Evangeline MacFusty on Mar 26, 2016 22:55:00 GMT
Evangeline tilbragte tilpas meget tid omkring de bryske, skotske dragetæmmere til at vide, hvornår et emne var lukket, uden at behøve et vink med en pæl. Hun trak let på den ene skulder, efterlod Eoin i Toms rækkevidde og gik over til dejen, der krævede hendes opmærksomhed. Hun havde ansvaret for, at få bagt brød til hele familien. De havde en stenovn. Faktisk var hele huset bygget op omkring den udendørs stenovn, der engang havde stået i nærheden af hovedhuset. Hendes svigermor anså det som en god livslektie og havde sikkert ret. I hvert fald var hun absolut ikke bukket under for ansvaret endnu.
"Er du glad for at være hjemme, Tom?" Stemmen kom hen over lyden af dejen, der blev slået ned igen og bygget til brød.
Post by Tomkin MacFusty on Mar 26, 2016 23:24:38 GMT
Tom tog endnu en tår, før hans opmærksomhed faldt på Eoin i stedet, der kom vaklende hen mod ham. Han rakte ud efter den lille knægt og fik ham op at sidde på sit skød. Frem fra lommen hev han noget gammelt papir frem, og et kulstykke, der snart var slidt helt ned. Han rakte begge dele til knægten, der hurtigt blev optaget af at tegne kruseduller.
“Ja. Romanien har altid været en tand for eksotisk for mig”, mumlede han i en tone der havde genfundet noget af sin munterhed. Det hjalp at Eva havde sluppet emnet. Endnu mere hjalp det at Eoin sad og mumlede små, søde lyde. “Desuden har Sammy brug for en til at holde ham i ørerne”
Post by Evangeline MacFusty on Mar 26, 2016 23:36:19 GMT
Evangeline, som aldrig havde været udenfor De Britiske Øer, synes, at Rumænien lød frygtelig spændende, af hvad hun havde hørt. Hun lyttede derfor hver gang det blev nævnt og også denne gang, med dej i hænderne og et svagt smil på læberne. Hun stod med ryggen til, men lo alligevel let af bemærkningen om Sammy.
"Selvfølgelig," medgav hun. "Og det er din fornemmeste opgave, ikke sandt?" Hun var selv lillesøster og kendte alt til beskyttende storebrødre. Ikke, at hendes var så slem igen.
Post by Tomkin MacFusty on Mar 26, 2016 23:47:58 GMT
Evas latter gav liv til rummet og fik selv et skævt smil frem på Toms læber. Tom vendte blikket ned mod sin grandnevø, og fik i en hurtig bevægelse drejet papiret, få sekunder før Eoin havde været på vej til at tegne streger på bordet i stedet. “Bestemt”, erklærede han sig enig. “Familie er det vigtigste vi har”, tilføjede han.
Han spændte ganske kort og flygtigt ved sine egne ord. Han forstod ikke, hvordan to godmodige personer som hans moder og hans fætter kunne gå bort på samme år, mens en mand som hans fader fik lov til at leve i bedste velgående.
Han rømmede sig engang. “Ang. familie.. Det er et stykke tid siden jeg har set noget til vores gode, gamle Bhallie.”, nævnte han og mente tydeligvis hendes mand. “Hvad går den slyngel og fordriver tiden med?”
Post by Evangeline MacFusty on Mar 27, 2016 0:16:48 GMT
Evangeline fornemmede ikke komplet spændingen i rummet. Hun kendte til tab og hun kendte til familien MacFusty. De to var så tæt forbundet, at hun havde lavet et værn imod sorgen og det værn bestod, for nu. Hun smilede skævt for sig selv over øgenavnet og skævede kort over skulderen.
"Drager, vil jeg gætte på," bemærkede hun let, men ikke uden en svag hentydning. "De er alle sammen væk det meste af dagen. Du ved. Mænd." Hun havde vendt sig om, trak let på skuldrene og skjulte sin tænksomme mine.
Post by Tomkin MacFusty on Mar 27, 2016 0:52:17 GMT
Tom fnøs muntert. “Ja. Mænd”, gentog han i samme tone som hans mor ville have brugt. Tanken om hans mor gjorde ham lidt varm indeni, og fik ham til at kilde Eoin under armene, så et grynt af latter forlod ham.
“Du må minde ham om snart at besøge sin fætter”, bad han. “Jeg ved han sikkert finder dragerne mere spændende, men man har aldrig for travlt til familie”, fortsatte han med et glimt i øjet. Han måtte også lige finde ud af hvad ham Mannie gik og lavede. Så længe han ikke forsøgte at beskylde ham igen var han også glimrende selskab.
Post by Evangeline MacFusty on Mar 27, 2016 10:25:19 GMT
Eva så sig kort over skulderen igen og smilede lidt over synet af Tom og Eoin. "Vi spiser oppe i hovedhuset i aften," bemærkede hun hentydende, imens hun gav sig til at forme de brød, der skulle ind i ovnen. "Du kan selv sige det til ham der, hvis du vil. Det har sikkert mere virkning end mine påmindelser."
Hun trak på smilebåndet for sig selv. I realiteten havde hendes påmindelser typisk ganske god virkning og var ofte leveret med en bestemthed, der ikke stillede spørgsmål, men hun kunne ikke drømme om, at dele den slags private detaljer om sit ægteskab med Bhaltairs fætter. Her var hendes mand arvingen, den kommende indpisker af hele slægten. Hendes brystkasse udvidede sig lidt af ren stolthed.
