Som verden kunne have været

I arbejdsværelset så Amal op fra den opgave han havde været begravet i, og rynkede svagt brynene over lyden af den lavmælte tumult. I takt med at Annets mave voksede, steg hans bekymring gradvist, hvilket nu fik ham til at skubbe stolen ud fra det fyldte skrivebord og rejse sig. Øjeblikket efter stak han hovedet ind i køkkenet for at tage bestik af situationen, og kunne ikke andet end at smile taknemligt over sin hårdtarbejdende, og ikke mindst højgravide, kone. ”Kom og sæt dig, Nannie. Så fjerner jeg rodet.”

Han bøjede sig for at give hende en hånd med at komme op på ret køl igen, og smilede blidt til hende. Let strøg han hånden ned over hendes voksende bule og kunne ikke skjule forventningens glæde, der lyste ud af hans blå øjne imens han kærligt så på hende. ”Hvor blev vores lille gerningsmand af?” Muntert hævede han let et øjenbryn, og uden at tage hænderne af hende, kastede han et søgende blik omkring.

”Mmh,” mumlede han med en lavmælt brummen og så kortvarigt i den generelle retning ud mod gårdspladsen, før han vendte de blå øjne tilbage til hende og tiltede hovedet let på skrå. Bedre moder til sine børn fandtes der ikke. ”Jeg taler med ham, prøver at forklare det, hm?” Foreslog han og løftede deres hænder for at placere et kys mod hendes håndryg.

Idet han lænede sig frem for at kysse hende, stødte han blidt imod den gravide mave og lo hæst. Forsigtigt fjernede han afstanden mellem dem og trykkede vant sine læber imod hende, endnu med antydningen af smilet på sine smalle læber. Da han trak sig væk igen, betragtede han glædeligt maven for en kort stund. ”Sig mig, hvor meget er du vokset siden i morges?” Mumlede han drilsk, men lød mest af alt blot umådeligt stolt. Med den kuglerunde form hun havde fået på det seneste, lignede hun én der hvert øjeblik det skulle være kunne gå i fødsel. Amal sværmede indrømmeligt også omkring hende, i sådan en grad, at det nærmest var i overkanten.

På hug begyndte han at samle skårene, og fejede melet sammen på bakken. Det mørke hår gled ned i hans øjne, og han skubbede det væk ved at køre fingrene igennem de pjuskede lokker. Da rodet på gulvet var blevet fjernet, rettede han sig op og skævede kortvarigt ud af vinduet, ud i gården, før hans opmærksomhed blev rettet mod hende. ”Mon det nytter, at jeg går ud og prøver at finde ham?” Den bekymrede lille rynke viste sig mellem hans bryn. Den, som helt naturligt havde udviklet sig siden fødslen af deres børn.

”Mmh,” mumlede han imens bekymringen stadig var at se i hans skarpe ansigtstræk, før et smil vandt over og glattede rynken ud. I stedet bredte små smilerynker sig omkring hans øjne. ”Han er dygtig,” kommenterede han bare. For et kort øjeblik var han tavs, og fik et næsten forundret udtryk i øjnene. Huset virkede så ufatteligt stille. ”Så Adrian er løbet hjemmefra, og tvillingerne sover stadig til middag,” konstaterede han langsomt, så sig omkring og tilføjede et nøgternt lille: ”Her er så stille.” Mange stille øjeblikke havde der ikke været i huset i de seneste 5 års tid med Adrian og et sæt sprælske tvillinger.

Roligt satte han sig på hug foran Annet, og så op på hende. ”Bare dig og mig.” En kort pause. ”Og vores lille bjergtrold.” Et skælmsk smil truede med at bryde løs. Forventningens glæde voksede sig blot større og større for hver dag der gik. Roligt rakte han op og lade hænderne blidt omkring hendes ansigt, hvorefter han drog et lethjertet suk. ”Jeg elsker dig.” Det strålede ud af hans blå øjne og hans ubetingede hengivenhed.

Amal ikke så meget som anstrengte sig for at forsøge at fremmane et teatralsk såret udtryk, han blot smilede bredt og trak let på skulderen. Glædesstrålende. ”Du vil sidde og sende længselsfulde blikke mod slottet når det sker.” Forsikrede han hende faktuelt og med stor drilsk overbevisenhed. Et dæmpet og hæst grin undslap hans læber idet han rejste sig efter at have placeret et vant lille kys i hendes mundvig.

Stående foran hende tog han de feminine hænder i sine egne og klemte dem blidt. Hans brystkasse svulmede af stolthed over sin kvinde, der efter alle disse år endnu kunne få det til at slå gnister i hans lyse øjne af blind hengivenhed. ”Behøver du min hjælp til noget, kære?” Nu da han var kommet væk fra arbejdsværelset, kunne han lige så godt holde en lille pause, og udnytte den stille stund. Børnene var hans øjesten, og han kunne ikke forestille sig en dybere kærlighed, end den han nærede for dem, men han havde momentant helt glemt hvordan livet havde været inden de fik Adrian. Et mildt udtryk dominerede hans ansigtstræk.