Indkøb [P]

I Laser og Pjalter var der lunt og rart at være. Butikken var tom for kunder, og Rose havde i stedet kastet sig over det hav af bestillinger, som lå og ventede i baglokalet. “Et øjeblik”, kaldte hun, da en lille klokke informerede hende om at hun ikke længere var alene i butikken. Hun gjorde et sidste sving med tryllestaven, så tråden kom helt igennem på kjolen, før hun satte nålen fast i den hvide stolpe, som kjolen lige så elegant smøg sig ned af.

Rosewyn glattede sin egen kjole ud med hænderne en enkelt gang, og pustede op i den ene hårtot der altid løsrev sig fra den opsatte frisure, før hun endelig bevægede sig ud i selve butikken. “Hvad kan jeg hjælpe med?”, spurgte hun i et varmt smil, allerede som hun trådte over dørtærsklen. Så satte hun ned i fart, og læberne blev igen let adskilt, dog uden at en lyd denne gang gled ud mellem dem. Et stykke fra hende fæstnede hendes blik sig nemlig på en mand, som hun ikke havde set i meget lang tid. Og som hun ikke rigtig havde troet hun ville komme til at se igen.

Hendes ansigt afslørede ikke meget andet end et kæbeparti der i et øjeblik blev spændt hårdt. “Gi”, hilste hun ham. Afmålt. Hun så på ham et øjeblik længere, før hun fulgte hans eksempel, og rankede ryggen.

“Det kan vi sagtens klare. Du skal være velkommen til sætte dig, mens vi finder hvad du skal bruge”, tilbød hun og gjorde et kast hen mod en af de få lænestole der befandt sig i rummet. Anspændtheden var blevet glattet ud igen og et professionelt udtryk var i stedet gledet over hendes træk.

“Standardrober? Eller søger du noget mere specifikt?”

Hans ord fik glimtet i hendes blik til at blive lettere advarende. “Vi er muligvis ikke Twillfitt & Tattings, men vi går stadig op i kvaliteten”, i hvert fald når hun var der. Tonen havde været bestemt, men selvom hun var tilnærmelsesvis fornærmet, så lod hun det ikke vise yderligere.

I stedet så hun sig rundt, mens hun tænkte. “Kom med”, bad hun efter en kort tænkepause, mens hun bevægede sig ud mod baglokalet igen. Hun stoppede op foran den kjole, som hun netop havde arbejdet på, før han var kommet. “Jeg tænker varme farver kunne være et fint bud, nu vejret er ved at ændre sig til det bedre?”, foreslog hun. Hun ventede ikke på svar, men tog i stedet blidt fat i stoffet på den ferskenfarvede kjole. “Stoffet jeg har brugt her er lettere end meget af det stof vi har i butikken; det er stof der er nemt .. at bevæge sig i”, fortalte hun videre, og sendte ham et sigende blik, før hun tilbød ham selv at mærke efter, ved at række sin hånd med stoffet frem mod ham. Hun havde en glimrende idé om hvem det var tøjet var til.

Hans tilstedeværelse fik det til at gibbe i hende, men hun holdt facaden oppe. Hun foldede armene over kors, og så med sammentrukne øjenbryn på den ufærdige kjole et øjeblik, før hendes blik løftede sig til Gi igen. “Du ønskede tøj der fremhævede de bedste egenskaber, hm? Hvis du giver mig de præcise mål, kan jeg sy kjolerne ind, så de passer til de der skal bruge dem”, hun sendte ham et flygtigt smil, før hun rømmede sig engang.

“Farver er dyrere, ja. Jeg kan dog sammensætte kjolerne af rester vi har ude på lageret. Pletterne vil kunne fjernes og hullerne skal jeg reparere gratis for dig. Det vil ikke blive meget dyrere end hvis det var standardrober du var ude efter”, talte hun videre. Der lå en væsentlig gestus i det hun tilbød at gøre for ham, selvom hun fik det sagt på en måde, så det lød som om det var noget der kunne ordnes på få timer.

Roses brystkasse hævede sig lidt, da hun lettere anstrengt trak vejret ind. Noget lidt for velkendt rørte på sig, hver gang hun lod de brune irisser hvile direkte ind i hans, og i de korte øjeblikke virkede afstanden mellem dem helt kvælende. Hun fik lyst til krydse den; hendes fødder var heldigvis fornuftige nok til ikke at lystre. I stedet bevægede hun sig om bag disken.

“Det skal kunne lade sig gøre”, svarede hun ham forsikrende, som blikket blev plantet ned i en bog. Hun lod de spinkle fingre finde rundt om en fjerpen, og bladrede om på en bestemt dato, før hun begyndte at skrive. "Ja, det kan det godt", bekræftede hun lidt efter. Hun var nået halvvejs med sit skribleri, før hun stoppede op midt i det hele, stadig med spidsen af pennen presset ned mod pergamentpapiret.

“Det er længe siden”, kommenterede hun lavmælt. Blikket havde endnu ikke fjernet sig fra papiret.

Rose lukkede kort øjnene i, før hun slog dem op igen, og så ham i øjnene. Panden blev lagt svagt i folder, men blikket flakkede ikke. “Det sagde jeg heller ikke. Jeg troede bare ikke..”, påpegede hun lidt skarpt, før hun gik i stå midt i sætningen. "Pyt", mumlede hun lidt efter. Det gik hende på at hans duft ikke havde ændret sig det mindste. Den stak i næseborerne på hende, og bragte minder tilbage, der i det korteste øjeblik fik hende til at se helt forpint ud.

Med et suk flyttede hun blikket ned på papiret igen. Fik skriblet færdigt, i et hurtigere tempo end før, inden hun med en bestemt bevægelse lukkede bogen i. Rose bevægede sig væk fra disken og hen mod hvor Gi stod. “Kjolerne kan jeg have færdige inden for to uger. Måske endda før. Hvis du skriver din adresse ned her, kan jeg holde dig opdateret med din bestilling”, forklarede hun, og forsøgte ikke at undgå hans blik, som hun rakte pen og papir frem mod ham.

“Altid pakket ind i mystik.. Tiden går, men visse ting ændrer sig aldrig..”, der var ingen fjendtlig tone ved hendes ord, nærmere eftertænksomhed. Hun lod ganske kort sit blik falde til hans læber; lod dem vandre op til hans øjne igen, for at følge de linjer, som det svage smil havde tegnet omkring dem.

“Jeg skal have dem klar samtidig med kjolerne”