|
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 23:41:43 GMT
Lionels ene bryn skød en anelse op og han så ned på søsteren med en let skepsis, der hurtigt var overvundet af morskab. "Lykkedes? Det er ikke en mission, der er nær så besværlig som det var, at finde dig en husbond, kære søster," konstaterede han tørt, men med et lille smil i mundvigene. I virkeligheden var det en relativt stor udfordring. Primært fordi han var kræsen. Det skulle Ethel dog ikke blande sig i.
"Hvordan har min nevø det?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 29, 2016 23:53:44 GMT
Ethel vidste godt at mænd ikke havde det samme biologiske ur der tikkede, når det galt om at blive gift. Adelsfrøkner var oftest kun attraktive før det blev femogtyve, og hun havde da også frygtet at ende som Frøken Salevyn, da det åbenbart havde været svært at finde en mand til hende der mødte hendes faders høje krav. Hvordan valget så var faldet på Gilbert var hende dog en gåde. Hendes tanker vandrede en smule, og hun blev fjern i blikket, før hendes opmærksomhed igen fandt broderen, og hendes ansigt blødte op i et smil da han nævnte hendes søn, hendes livs lys. "Thomas går rundt i hele huset nu, og han er blevet frygtelig dygtig til at tale. Han er sådan en sund og rask dreng." Den lille Mr. Gaunt fejlede ingenting i hendes øjne, og det var tydeligvis en stolt moder, der talte om sin søn.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 1, 2016 0:25:02 GMT
Lionel var ikke videre dygtig til - eller interesseret i - børn. Han var hellere ikke specielt interesseret i Thomas, men som familiemedlem havde han potentiale til at komme til at betyde noget en dag. Desuden elskede kvinder at tale om ders sønner. Hvis de havde nogen.
"Er din svigerinde misundelig?" Han skævede ud over selskabet, fandt Gaunts hustru med blikket og trak svagt på smilebåndet. Han kunne godt lide Gaunt, men der var altid et eller andet element af konkurrence. Hvis nu Ethel fik en søn mere...
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Mar 1, 2016 1:08:50 GMT
Ethel havde aldrig haft noget behov for at konkurrere med sin svigerinde. Simon var en bedårende lille dreng, og på trods af at hun selvfølgelig elskede sin egen søn højest, havde hun aldrig stillet de to op imod hinanden. "Hvorfor skulle hun være det? Simon er sådan en skøn dreng." Hun kiggede en smule undrende på sin storebror. Det var nærmere hende der skulle være misundelig, siden at Artemis havde to smukke børn, og hun kun havde et.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 1, 2016 16:57:11 GMT
Lionel trak let på skuldrene og hans blik strejfede loftet en stund, uden at han reelt svarede sin søster. I stedet skiftede han emne. Han kunne tids nok selv bekymre sig om arvinge. Ugift og uden nogen udsigter til at finde den rigtige kvinde, var det en formålsløs tankerække.
"Får du stadig dine syner?" Han vendte blikket direkte imod Ethel og talte dæmpet.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Mar 1, 2016 22:50:59 GMT
På trods af at Ethel havde taget spådom da hun gik på Hogwarts, kunne hun ikke huske at hun havde været bemærkelsesværdig god til det. Hun var derfor blevet temmelig overrasket da en kammerpige for omkring et halvt år siden havde fortalt hende at hun var brudt sammen mens hun havde redt hendes hår, og advaret hende imod at hendes moder snart ville ligge i en kold grav. Hun havde ikke turde fortælle Gilbert om det, hun var bange for at han blot ville tro at hun havde en livlig fantasi, og dog havde hun fortalt sin storebror om episoden. Hun nikkede stille til Lionel, og dæmpede ligeså sin stemme, så de to kunne tale fortroligt. "Gillys mor døde for fire måneder siden.. Hun er holdt op med at være min kammerpige. Jeg ved ikke hvorfor det pludselig er begyndt at ske Leo." Synerne kunne ikke undgå at fascinere hende, og dog skræmte det hende ligeså.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 2, 2016 18:37:06 GMT
Lionel sænkede hovedet en anelse, så han kunne høre Ethel, uden at hun behøvede at tale i meget mere end en hvisken. Hans bryn trak sig lidt sammen, før han måtte anstrenge sig for at holde et fnys tilbage. Han vidste, at det ikke lige pludselig var begyndt at ske. Hans far ville dog ikke se mildt på, at han afslørede den detalje for søsteren.
"Du må forsøge at glemme det," pointerede han, ikke for første gang. "Vi er ikke spåkoner i vores familie."
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Mar 3, 2016 17:05:54 GMT
Ethel havde mest af alt forventet at broderen ville støtte hende. Det havde han så vidt hun huskede altid gjort gennem hele hendes liv. Hendes ansigt blev derfor også en smule trist ved hans ord, mens hun fortsatte i det samme hviskende tonefald. "Men Leo.. Hvad hvis det er en gave? Hvad hvis jeg er udvalgt til noget stort." På trods af at synerne indtil videre havde været en smule skræmmende, kunne hun ikke lade være med inderst inde at værdsætte dem. Det føltes som om de altid havde været en del af hende, som om det var meningen at de skulle være der, og hun kunne derfor heller ikke forstå hvorfor hendes storebror ikke ville være med til at omfavne den gave hun tydeligvis havde fået.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 3, 2016 20:09:25 GMT
Lionel fnøs en anelse, men bevarede en dæmpet stemmeføring. Det var ikke et emne han ønskede, at hele det magiske samfund kendte til. Hans far havde det tydeligvis på samme måde. "En gave? Og præcis hvor mange gode ting er der indtil videre kommet ud af det?"
Han betragtede hende skeptisk. "Malfoys er ikke seere, Ethelburga. Du kan ikke komme med til selskaber, hvis du pludselig udbryder alt muligt sludder. Tænk på hvad der ville ske, hvis du var med ved hoffet, når det skete?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Mar 3, 2016 21:30:28 GMT
Ethels blik gled langsomt ned i jorden. På trods af at hun havde glemt alt om det da hun havde set broderen, havde hun faktisk glædet sig til at fortælle ham om det. Hans ord fik hende dog straks til at gennemtænke hvor vidt det overhovedet havde været en god ide. "Det er jo ikke gået galt endnu." Den unge heks var lykkelig uviden om tidligere episoder, hvor hun under op til flere middage hos familien Malfoy, var endt med at spise oppe på sit værelse. "Er.. Du vred på mig over det? Det er jo ikke noget jeg selv har bedt om." Hun syntes måske at det var en smule uretfærdigt at han skældte hende ud over det, og dog ville hun for alt i verden ikke blive uvenner med sin storebror.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 6, 2016 17:07:09 GMT
Lionels tænder mødte hinanden en smule hårdt og han forbandede sin far en smule for at gøre det hele så besværligt. Ganske vist havde søsteren aldrig været nem, men det gjorde det vitterligt ikke nemmere, at man skulle tage den samme diskussion med hende gang på gang. Resultatet varierede kun svagt.
"Nej, jeg er ikke vred, Ethel," svarede han, en smule stift. "Jeg er bekymret for dit ry. Ønsker du virkelig at blive kendt som en særling, der forudsiger andres endeligt?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Mar 9, 2016 15:58:54 GMT
Ethel forstod fornuften i broderens ord, og dog forbandede hun omstændighederne en smule. Hendes moder havde brugt adskillige timer på at lære hende at en kvindes omdømme var hendes et og alt, men Ethel brød sig ikke om at hver eneste handling blev målt og vejet. Hun havde dog ikke lyst til at skade familiens ry, ikke når hun holdt så meget af dem. Hun ville ikke miste pladsen som sin faders yndlingsdatter. "Nej.. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Men jeg ved ikke hvordan jeg får det til at stoppe Leo.." Ærlig talt ville hun ikke have det til at stoppe, og dog var det ikke noget hun havde lyst til at fortælle sin broder.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 9, 2016 17:45:42 GMT
Lionel kneb øjnene en smule sammen, men gav Ethels arm et blidt klem, ved anerkendelsen af, at det var noget, som burde stoppes. Han tyssede lidt på hende og førte dem længere væk fra andre mennesker i ly af, at studere gardinerne nærmere.
"Det er ikke sikkert at det kan stoppes, så du må tænke over hvor meget du går ud," konkluderede han simpelt. "Det skulle ikke være så svært. Du er jo glad her?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Mar 9, 2016 22:17:26 GMT
Ethel havde aldrig brudt sig om at skulle tie, eller gemmes af vejen, og dog fulgte hun alligevel med Lionel. Hun ønskede ikke at gøre broderen vred på hendes vegne, og det kunne vel ikke skade at være en smule diskret? Hans ord fik hende dog til at rynke brynene en smule. "Jo.. Det er jeg vel, men du ved hvor meget jeg holder af fester som denne. Jeg bliver kulret hvis jeg skal gå rundt mellem de her tunge stenmure. Jeg savner sådan Malfoy Manor.." Ethel blev helt drømmende i blikket ved tanken om sit barndomshjem. Han ville ved ikke forhindre hende i at tage hjem til de smukke idylliske jorde og se hendes elskede forældre?
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 9, 2016 22:37:00 GMT
Lionels mine blev en smule hård. Tunge sten. Hun anede ikke hvor godt hun havde fået det, i forhold til det, der kunne være befaldet hende. Han satte dog ikke ord på sin irritation over hende, men kneb blot øjnene lidt sammen og fortsatte gåturen.
"Du kan besøge Malfoy manor, når du bliver inviteret, naturligvis," konstaterede han. "Hvis din mand ønsker det." Intet skandaløst i dét. "Behandler han dig godt?"
|
|