|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 28, 2016 23:20:30 GMT
Ethel havde altid fundet Gauntgodsets mure en smule kolde. Måske var det menneskerne der levede bag dem, men der var noget i de tunge grå mure der emmede af uvenskab. Måske var Ethels forestilling om at væggene talte til hende ikke særlig sund, og dog blev de kolde stemmer overdøvet når huset blev fyldt med mennesker. Det var kun meget sjældent lykkedes den blonde heks at overbevise sin husbond Gilbert om at de skulle holde en fest, og hun havde derfor valgt at krydse gårdspladsen så snart hun kunne tillade sig det, da hendes svoger i stedet havde valgt at gøre det. Med et smil, komplimenterede hun husalfernes arbejde, før et af de små væsner skræmt pilede væk, og hun blandede sig i stedet med gæsterne. Den unge dame havde i aftnens anledning valgt sig en smuk grøn kjole, med et simpelt broderi. Udskæringen formåede dog ikke helt at skjule kanten af det blå mærke der var blomstret frem på hendes krageben. Hun var åbenbart faldet tidligere på dagen, og på trods af at Gilbert havde hjulpet hende op, var han ikke særlig dygtig til helbredende besværgelser. Ethel selv havde glemt alt om mærket, og begyndte i stedet at hilse på gæsterne som det passede sig.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 28, 2016 23:29:23 GMT
Lionel var tilpas afslappet i selskabet blandt Gauntfamilien og gæsterne til at have slænget sig nær ilden i samtale med en bekendt og yderligere i selskab med en forrygende vin fra Aquaitane.
Der gik derfor en tid, før han fik øje på sin lillesøster og endnu et stykke, inden han rejste sig op for, at hilse reelt på hende. Da det skete, foregik det dog med et smil, der nåede de lyse øjne. "Ethel," brød han ind i hendes samtale, uden de store skrupler. Han var hendes bror. Han kunne tillade sig en hel del.
|
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 28, 2016 23:39:59 GMT
Ethel var endt med at falde i snak med en tidligere klassekammerat. Hun var i gang med at få genfortalt en længere anekdote fra deres sjette skoleår, da hendes storebror pludselig valgte at bryde ind i deres samtale. Med ét var veninden glemt, anekdoten havde alligevel ikke vagt nogen genkaldelse hos hende, og et smil gled i stedet over hendes læber.
"Lionel!" Uden at tænke over almindelig pli vendte hun ryggen til heksen, og kastede i stedet armene om sin broder, i en kort omfavnelse. "Jeg havde sådan håbet at du ville være her i aften."
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 0:00:05 GMT
Lionel trak sig straks væk fra den lidt for hjertelige omfavnelse, uden at smilet dog forsvandt fra hans læber. "Opfør dig voksent," beordrede han mildt, men bestemt, som han drak af sit bæger med vin og nikkede til en forbipasserende.
"Selvfølgelig er jeg her. Det meste af rådet er jo til stede." Han lod blikket glide lidt over hende og rynkede lidt på næsen over det blå mærke, der var synligt. "Kunne du ikke have dækket det der lidt bedre til? Det ser ikke kønt ud."
|
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 29, 2016 0:26:04 GMT
Ethel havde glemt alt om hvordan storebroderen ikke brød sig omfavnelser. Hun kunne ikke huske om det var en generel ting, eller om det blot var fordi det vidst nok ikke passede sig i offentlig sammenhæng. Hun smilede undskyldende, og dog virkede det ikke helt dybfølt.
I stedet kom farven en smule op i hendes kinder, og blikket blev slået ned da han gjorde hende opmærksom på det blå mærke. Hun skulle have fået kigget på det, men havde glemt det da spændingen over festen havde overskygget alt.
"Åh.. Jeg havde glemt alt om det. Jeg faldt her tidligere." Kragebenet virkede måske som et ulogisk sted for et blåt mærke forsaget af et fald, og dog kunne hun ikke komme i tanke om hvor hun ellers skulle have fået det.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 18:12:57 GMT
Lionel kastede et skeptisk blik på Ethels kraveben, før han trak en anelse på skuldrene og gjorde en lille, misbilligende lyd.
"Klodset," pointerede han. "Har du ikke et sjal du kan dække det til med? Det klæder dig ikke."
|
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 29, 2016 18:25:12 GMT
Ethel trak en smule i kanten på halsudskæringen. "Undskyld.." Hun havde aldrig været særlig klodset som barn, og dog var hun begyndt at falde en del efter at hun var blevet gift med Gilbert. Han havde forklaret at det måtte være noget der var sket som følge af hendes graviditet, og når hun tænkte over det, gav det vel meget god mening. "Det ligger helt ovre på mit kammer. Kan du ikke fjerne det med episkey? Jeg glemte selv at få det gjort." Hun fandt det temmelig besværligt at kaste besværgelser på sig selv uden et spejl, og hvis det virkelig var så slemt, havde han vel intet imod at fjerne det?
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 18:53:48 GMT
Lionel rynkede en anelse på næsen over lillesøsterens forespørgsel. "Ligner jeg en helbreder?" Hans blik gled lidt over mængden. "Longbottoms hustru... Din svigerindes søster? Hun må kunne tage sig af den slags."
Han rystede lidt på hovedet. "Helt ærligt, Ethel. Man skulle tro, at du ikke engang anstrengte dig."
|
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 29, 2016 20:12:24 GMT
Ethel rystede en smule på hovedet. I hendes hoved var episkey besværgelsen så let, og et blåt mærke så ukompliceret at alle med en tryllestav burde være i stand til at fjerne det, og broderens ord sårede hende derfor også en smule, da det tydeligvis var fordi han ikke gad. Måske var det måske blevet for meget for ham, hele tiden at skulle hjælpe søsteren, og hun kiggede derfor også en smule opgivende på ham ved hans næste kommentar. "Undskyld. Jeg prøver virkelig, men du ved hvor glemsom jeg er." Hele hendes liv havde der altid været huller i hendes hukommelse, og det var endnu ikke lykkedes hende at finde en måde at bekæmpe det på.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 21:17:16 GMT
Lionels smil var en smule anstrengt, men gik hen og blev mere nedladende, som han rakte frem og rettede lidt på søsterens kjole, så den dækkede bedre. Han kneb hende i kinden, før han trak hånden til sig.
"Fortæl mig hvad der er nyt her, lillesøster," bad han, som han bød hende sin arm, så de kunne gå rummet rundt.
|
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 29, 2016 21:40:56 GMT
Ethel havde altid været temmelig hengiven over at Lionel altid var der til at hjælpe hende, og på trods af hans fremtoning, vidste hun at han altid ønskede hende det bedste. Hun åndede derfor også en smule op, da han endte med at lade emnet ligge, og i stedet bød hende sin arm.
"Artemis har fået nye gardiner." Hun pegede på de dybrøde gardiner der nu hang draperet over vinduerne. "De skulle efter sigende komme helt fra Aragon." Hun løfede sine øjenbryn. I hendes øjne var det imponerende langt væk. Hun havde ikke den største forstand på hvad de ellers havde fået lavet om i salen. På trods af at hun de sidste fire år var kommet der temmelig ofte, havde hun meget svært ved at huske hvordan det havde set ud før. Hun havde dog hørt Artemis snakke løs om gardinerne, selv før de var ankommet.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 22:35:33 GMT
Lionels blik gled til gardinerne og løftede sig let i anerkendelse. "Aragon? Imponerende. Hvorfor valgte hun ikke Firenze? De har langt den højeste kvalitet, når det kommer til silkevæverier." Han studerede mønsteret med reel interesse, som de nærmede sig. "Det kan selvfølgelig være, at det er billigere fra den Iberiske halvø."
Et lettere muntert træk i hans mundvige markerede hans tanker om, at familien Gaunt ikke havde råd til den højeste kvalitet.
|
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 29, 2016 22:40:50 GMT
På trods af at Artemis havde snakket en del om gardinerne, havde Ethel ærlig talt ikke hørt efter. Selv havde hun ikke en særlig stor interesse for det røde stof, og det kunne vel være det samme om det kom det ene eller det andet sted fra, så længe det så pænt ud.
"Hun.. Kunne godt lide farven." Ethel prøvede at få det til at lyde som om hun havde lyttet til sin svigerinde, og dog var svaret grebet ud af den blå luft.
"Hvordan går det ellers der hjemme. Er fader stadig ved godt helbred?" Ethel havde altid haft en stor hengivenhed overfor sin fader, og det var tydeligt at hun savnede hans skikkelse på det store kolde Gaunt Gods.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 29, 2016 22:59:22 GMT
Lionel vendte blikket imod sin lillesøster og han himlede med øjnene over hende. Det var et held for alle, at hun ikke var blevet gift med en første søn og skulle udføre reelle opgaver. Det ville have været en katastrofe. Han sagde intet - behøvede ikke at sige noget - men nikkede som svar og lagde sin egen hånd på Ethelburgas arm.
"Han er forhindret i dag. Jeg sender moders hilsner, utvivlsomt." I realiteten havde ingen af forældrene givet ham nogen hilsner med. De havde travlt med deres egne liv.
|
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Feb 29, 2016 23:30:28 GMT
Ethel havde altid holdt meget af sine forældre. De havde altid været der for hende, og hun levede i en blind tro om at de ønskede det bedste for hende. Hun var derfor ked af at høre at hendes fader var forhindret. Det var ikke meget de havde set til hinanden, efter at hun var blevet gift. Det var som om han altid havde en undskyldning når han blev inviteret på besøg, men på den anden side, var han også en travl mand. Moderens hilsen fik hende dog til at smile.
"Det var dejligt at høre. Du må endelig huske at fortælle dem at jeg savner dem." Hun smilede, og knugede hans arm en smule.
"Og hvordan går det med dig? Er det stadig ikke lykkedes fader at finde dig en brud?" På trods af at Lionel var en voksen mand, var det i Ethels hoved stadig en opgave der var overladt til deres forældre.
|
|
