Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Tjalf havde gået og irriteret voldsomt sig over Ralfs, en person han ellers havde indtryk af var pålidelig, forrædderi. For at få de værste frustrationer ud af kroppen, så havde han først arbejdet på sit hus, da der skulle udskiftes nogle vigtige brædder, og efterfølgende havde han turet rundt på landevejen uden for London indtil han blev antastet af et par landevejsrøvere, som han havde afreageret på og dernæst bestjålet.
Tjalf var så kommet hjem ved middagstid og havde arbejdet i sin have i et par timer, inden han var så tilfreds med resultatet, at han igen kunne tage hjemmefra. Iført sin hvide trøje og brune bukser gik turen for Tjalf naturligvis til en af kroerne i hans nærområde; og da irritationen stadig sad tungt i ham, så blev det en kro af den mere snuskede slask - den slags der bare havde en beskidt bardisk og billig sprut; og hvor det gennemsnitlige klientel var særdeles moralsk korrupt. Tjalf var ude på ballade - og hvorfor så ikke forsøge, om det ikke kunne gå ud over nogen som ingen ville savne alligevel?
Da den store mand åbnede døren og trådte ind over dørtærsklen blev han end ikke ænset. Det øgede Tjalfs irritation og han satte stålfast retningen imod etablissementets bar, hvor han derefter hurtigt stod med et beskidt krus med ildelugtende væske i hånden. "Til fanden med det hele, ikke?" spurgte han ud i luften hvorefter han puffede lidt til en større, men stadig mindre end Tjalf, mand ved siden af ham. Manden drejede dovent hovedet i Tjalfs retning og sagde bare "Hold nu din kæft, ikke?" og snart var krofatter helt henne ved de to. "Sidste gang du var her var det satans heldigt, at det ikke kostede mig en formue" Tjalf rettede opmærksomheden imod ham og trak uforstående på skuldrene. Han havde åbenbart haft en lignende idé før, samme sted. "Drik du nu bare ud og lav ikke noget ballade, for så bliver det værst for dig selv." hævdede krofatteren dernæst og afslørede da en længere dolk i sit bælte.
Tjalf brød ud i højlydt latter, som han kvalte med sit krus' indhold og slog ud med armene. I et hjørne af kroen pegede en ranglet fyr, klædt helt i sort, Tjalf ud, hvorefter et par større, farligt-udseende mænd rejste sig op og gik i hans retning. De havde begge læderrustninger på deres overkroppe og våben i deres bælter. Den ene havde også et voldsomt arret ansigt. "Dig der er Tjalf?" spurgte den ene, den lidt mindre med det arrede ansigt, hæst. Tjalf kiggede ned på ham og nikkede kort til svar. "Min ven Alfred blev aldrig den samme efter du slås med ham sidst du var her" sagde han, hvorefter de to mænd gik nærmere Tjalf, der imellemtiden havde et vaskeægte ulvegrin spillende på læberne, ligesom hans øjne blev gradvist mere opspilede.
Det var ganske givet, at mændene ikke ville trække våben - for trak man som klientel våben et sted som det, så var det pludselig en free-for-all hvor alle deltog og absolut ingen kunne vide sig sikker. Ligeså sikkert var det, at vagterne ikke ville blive tilkaldt. Krofatteren var pludselig ikke til at se nogle steder.
Post by Mandrilla Dalca on Feb 27, 2016 22:19:45 GMT
Da døren gled op på ny ramte den knapt nok klokken, så en sagte klirren markerede ankomst i rummet. Lige så stille lukkedes den igen. Aktøren var en lav kvinde, vis bølgede hår strittede viltert ud til alle sider. Hendes øjne scannede først baren, så mandskabet, og synet der mødte hende fik hende til at smile skævt for sig selv. Hun var iført en kulsort kjole, der havde slidser, som afslørede en stor del af hendes ben, når hun gik. Det var overvejende, men alligevel målrettet. Mandrilla sukkede. Af alle steder jeg absolut skulle sætte mig for… Bliver det her. Baren var næsten som en mødding, men indenfor. Hun var ikke en stor fan af at gøre feltarbejde sådan steder. En del af hende var utryg. Hun var ikke typen, der startede problemer af ønske, men de fulgte hende ofte. Sådan et sted kunne give brugbar information om hvad der gik for sig i London, hvis man lyttede efter, og en hurtig hånd kunne altid rage noget til sig, skønt næppe værdifuldt, når de store brød drak størstedelen af deres penge væk. Men det var altid at gamble med skæbnen. Man vidste aldrig helt hvad der kunne ske.
Hun kunne allerede mærke blikke på sin krop. Intet der var hende uvant, men det var lidt som at træde ind i en løves hule af fri vilje. Drikkelsen så ikke videre fristende ud, med mindre hun ønskede at hoste sine indvolde op, så hun fortsatte direkte forbi baren, med fejende skridt og vuggende hofter. Kompasset om hendes hals virrede vanvittigt som sædvanligt… Gamle uduelige bras.
Mandrilla lagde endelig mærke til den højlydte herre, der sad og grinte næsten manisk. Først rynkede hun lidt på næsen. En kamphane? Endnu en sørgelig sjæl. Men gejsten i hans stemme fik hende til at sende ham et hurtigt smil, og hun fastholdt ham i sit blik inden hun fortsatte hen til et bord der var tomt. Hun nåede bare aldrig der hen, da en kompagnon til den mørkt klædte herre greb fat om hendes håndled. Hendes skuldre gav et lille hop, så kobberkæderne om hendes hals gyngede. ”Hvad bringer en lille nymfe som dig til disse kanter?” Hun tog sig til brystkassen for at føle om sit hjerte endnu sad hvor det skulle, inden hun dannede et halvhjertet smil. Det lille chok fik gåsehuden til at rejse sig på hendes arme. -”Jeg har et vigtigt møde med skæbnen. Du forstyrrer mig.” slog hun metaforisk op. Hans ånde stank langt væk af sprut og fik hende til at hoste. Den blotte lugt satte hende i gang med at vige og hive for at genvinde sit håndled. ”Og det betydeeer” Hans ansigt og slørrede stemmeføring fik en drøvtyggende ko til at se intelligent ud, og det fik hende til at grine. Først lavt, så i en høj, nærmest hånlig hvislen. ”Ej dig!” I en glidende elegant bevægelse skubbede hun fra med benet imod hans brystkasse, så han væltede bag stolen. Det var måske mere hårdt end hun lige havde regnet med, for han lå og hostede. Da han var kommet sig sendte han sigøjnerkvinden et hårdt blik, der fik hende til at bakke et par skridt, mens hun holdt sig for munden.
Post by Thialvi Hagnisøn on Feb 27, 2016 22:54:10 GMT
Netop som den arrede lille fyr kom nærmere Tjalf og han var så uendeligt klar på den andens udfald som han nu kunne blive, gik det løs andetsteds. Tjalf ville uden tvivl have brugt længere tid på at betragte den eksotisk-udseende kvinde, hvis han ikke stod på vippen til at voldsomt slagsmål, men nu rettedes hans opmærksomhed fuldstændig imod hende alligevel og meget hurtigt var helvedet løs i baren. Det var som en enorm kort lunte der bare skulle antændes og så lyn hurtigt eksploderede.
Fra den arredes ansigtsudtryk og reaktion kunne Tjalf hurtigt bedømme, at han og fjolset der lå på røven var i ledtog med hinanden på en eller anden måde. "Nå, så du er endda i ledtog med fandens KÆLLINGER!?" råbte han hvorefter folk pludselig sprang fra deres pladser. Den ene overfaldt den anden på må og få, imens flere tog benene på nakken og løb hvad remmer og tøj kunne holde til, ud af kroen. Den arrede og hans større ledsager fór løs på Tjalf, der med nød og næppe undgik et slag imod hovedet, imens han fik den andens knytnæve i mellemgulvet. Som luften blev drænet fra ham, langede han en enorm højre lidt i tindingen på den større mand der dejsede om på gulvet med et brag. Den arrede man skulle til at trække sin dolk, da han kom på bedre tanker og i stedet råbte "KOM NU OG HJÆLP MIG I HELVEDES IDIOTER" og snart vendte tre mænd deres opmærksomhed imod ham, hvor to gik imod Tjalf - den umiddelbart større trussel, imens en anden havde kurs imod den ukendte kvinde. Tjalf var for optaget af sit eget slagsmål til at dømme om hun havde brug for hjælp, men med hendes smarte indledende manøvre tænkte han ikke, at det umiddelbart var nødvendigt. Det måtte under alle omstændigheder vente til han selv havde hænderne fri.
Tjalf så hvordan den ene af de to nytilkomne drejede kroppen og skulderen og dermed forberedte et slag. Han skød en smule til siden og hamrede sin albue ind i den knyttede næve, der ellers havde retning imod hans ansigt, og alle kunne snart høre, grundet mandens hjerteskærende skrig, at noget var brækket. Meget brækket. Med et hårdt slag i brystkassen fra Tjalf gik også mand nummer to i gulvet, hvor han skiftevis hostede og råbte højlydt indtil han kæmpede sig på benene og løb ud af kroen. Nu var de igen bare to imod én. De angreb denne gang en smule smartere - på samme tid og fra hver deres side. Tjalf vurderede, at han kunne absorbere den arredes slag, imens han tog sig af den anden håndlanger. Tjalf gispede da han blev ramt i nyren, i samme bevægelse som han sendte håndlangeren helt til vejrs med en uppercut trukket næsten helt nede fra gulvet. Der var ingen skrig af smerte, for han var ligesom den store øjeblikkeligt gået ud som et lys. Slåskampene var stilnet af rundt omkring i kroen, på daværende tidspunkt, og der var kun et par mennesker tilbage, udover Tjalf, kvinden og deres angribere. Tjalf vidste naturligvis stadig ikke hvordan det gik kvinden, eller om hun mon var blevet angrebet af flere.
Tjalf vendte sig med front imod den arrede mand der nu trak sin dolk. "Nu skal du fandme spiddes, din køter" hvæsede han, hvilket affødte endnu en dæmpet latter fra Tjalf. Da den arrede stak med kniven fangede Tjalf, med en god portion held, hans håndled og førte kniven imod mandens hals med begge hænder; manden der så mere og mere desperat ud. Øjnene var så opspilede, at det så ud som om de kunne poppe ud af hovedet. "Skulle jeg spiddes?" spurgte Tjalf retorisk, inden han væltede forover ned over manden og i tumulten fik stukket hårdt nok til, at manden faktisk lå spiddet til gulvet. I halsen. En ækel, rallende lyd kom fra hans læber, som hans tid randt ud.
Tjalf kom på benene og så først rundt efter den sortklædte mand, som han kun vagt havde spottet i første omgang. Han var væk. Så vendte han opmærksomheden imod kvinden, hvis hun da stadig var inde i kroen - og i live. Smerten fra nyren begyndte at stikke i ham, men han bed tænderne sammen og vidste, at smerten ikke var et tema indtil han vidste der var fri bane.
Post by Mandrilla Dalca on Feb 28, 2016 20:52:48 GMT
Som et lyn fra en klar himmel var alt blevet et kaos af. Mandrilla så forvirret og forskrækket fra side til side og nåede tids nok at dukke sig fra et flyvende glas, der smadrede ind i vægen bag hende. Da hun rejste sig trak det ellers ungdommelige ansigt sig i en grimasse. Fandens kælling – for det var hende der blev snakket om, var det ikke? Hvis øjne kunne dræbe havde den arrede mand ville tænkt sig om en ekstra gang inden han valgte at bruge det udtryk om en kvinde igen. Men af hvad hun kunne se blev det ikke nødvendigt. Herren der havde tilegnet sig hendes opmærksomhed før gav ham en besværlig tid. Hun havde gennemgået helvede, men det skyldtes ingen djævel! Hendes hud havde lidt konsekvenserne af den ”renselse” der havde fundet sted Men nu vel… hvis det var en djævel svinene ville have, så skulle de få en de aldrig glemte. Et diskret lusket smil spirede frem på hendes mund.
Manden der havde forsøgt at indsmigre sig hos hende så stadig ikke ud til at forstå et hint. Hans krogede hånd greb fat om hendes ankel og fastholdt hende. Hun undslap et hvin og så op. En af kamphanerne fra bundtet var på vej imod hende. Panisk begyndte hun at rive og flå for at få sin ankel løs, så hun kunne komme på flugt, men intet skete – indtil hendes tålmodighed slap op. Hans skrig skar igennem luften. Hun havde placeret et meget målrettet tramp imellem hans ben, med den anden fod. I refleks satte han sig op og forsøgte at tildække sit sårede køn. Men Mandrilla følte sig ikke sikker før han lå stille på jorden. Hans næseryg afgav et højt ’krack’, da han bøjede sig frem og stødte imod hendes knæ. Slimede klumper af blod Hendes solbrune ben var nu iklædt rød fugt fra ham.
”Dit problem! Hvad er det? – Fly, du ynkelige mandsling!” Det store brød løb nu imod Mandrilla. Hun spærrede øjnene og så sig omkring. Den første reaktion var at komme væk. Hun sprang op på den blødende mands brystkasse og brugte ham til at komme videre op på et bord, så hendes størrelse ikke var sådan en svaghed. Det gav hende overblik. Han trak en kniv og slog ud efter hendes brystkasse. Fra en slidse i hendes kjole trak Mandrilla sin pisk og svang buen imod hans hånd. Kniven faldt til jorden. Med hænderne om den tynde del svang hun den ud efter hans ankel. Pisken snoede sig om ham, og hun trak til så også han blev fældet til jorden. Han nåede ikke at rejse sig før han fik et stort ølkrus i hovedet. Mandrilla var stadig i stødet og havde grebet fat i noget lidt større – en stol. Bare i tilfælde af at han stadig trak vejret. Hun holdt den over sit hoved i strakte arme og gispede efter vejret… Men der var virkelig ikke flere folk tilbage i rummet! Gispende og med et bittert glimt i øjet satte hun stolen fra sig og brugte den som støtte. Adrenalinen pumpede rundt i hendes årer, da hun så imod et af de sidste individer i det lille rum. Den leende herre. Han så heller ikke ud til at være sluppet helt. ”Jeg… jeg" Mandrillas ben gav efter under hende. Kroppen bad om en pause… men var denne mand også ude på at forårsage hende ufærd, svige og smerte? Hun greb sin fornemme dolk og holdt den frem for sig, mens hun så imod ham. ”Jeg er ikke ude på ballade” hvæste hun forpustet. Det var en noget ironisk situation. Over alt lå der knuste genstande, skadede mennesker. Hun var bare kommet for at få den seneste sladder!
”Sikke en velkomst i mit navn. Jeg syntes ellers jeg var så sød” grinte hun.
Post by Thialvi Hagnisøn on Feb 29, 2016 11:53:02 GMT
Tjalf bemærkede først hvordan kvinden virkede nogenlunde uskadt, omend forpustet. Hun stod og lænede sig op af en stol hun ellers tydeligvis havde tænkt skulle være et våben. Tjalf tog en dyb indånding imens han lukkede øjnene og så lyste op i et stort smil. Det havde helt klart været besøget værd, at kigge forbi kroen. Det havde været endnu bedre end han havde håbet; dog skulle han tydeligvis passe lidt på "Alfred" eller hvem den person nu var, fremadrettet. Da kollapsede kvinden nærmest på gulvet - nej, det var vist bare hendes ben der vaklede. Tjalf tog et skridt imod hende for at give hende en hånd og få hende op at stå igen, da hun trak en dolk og konstaterede, at hun ikke var ude på at slås med ham. Tjalf slog teatralsk ud med armene og rystede på hovedet, imens hun også påpegede, at hun havde fået sig en glædelig velkomst. Hun havde ret. Hun var blevet fanget i hans ravage, og det var han egentlig en smule ked af. Tjalf iagttog kort kvinden imens han forsøgte at bestemme hendes nationalitet, eller hendes forældres nationalitet, i hvert fald. Det måtte være fra øst-Europa, tænkte han, sådan som hun så ud - selvom den slags naturligvis kunne snyde. Hun havde både pisk og dolk og var tydeligvis ovenud vant til, at måtte afværge angreb og slå fra sig. Hun virkede ikke som personen der selv gik til angreb, med andre ord, men bare havde sine redskaber til modtræk. Den slags kunne dog også snyde. Desuden kunne Tjalf absolut ikke undgå at bemærke, at kvinden var ganske tiltrækkende, selv i hendes udmattede tilstand. Når en kvinde der så ud som hende pludselig gik rundt med våben, og var trænet i deres brug, så sagde Tjalfs erfaring ham, at de havde haft et hårdt liv - på den ene eller anden måde.
"Jeg er sgu ikk--..." Tjalf så ned af sig da han mærkede en stikkende smerte og opfattede nu pludselig, hvordan hans trøje var blevet farvet en smule rød på maven. "Det lille svin" tænkte han højt, som han trak sin trøje op over hovedet, så hans behårede og veltrænede overkrop blottedes. Han følte på såret, der uden tvivl kom fra den arrede mands kniv, som han ellers troede han havde fået standset inden den foresagede nogen skade. Såret blødte ganske voldsomt. Tjalf kunne ikke bedømme hvor dybt det var, men af hvad han vidste, så var det heldigvis et ganske ufarligt sted lige i mellemgulvet. Han lavede en impromptu bandage ved først at rive et ærme af sin trøje og derefter rive den over fra hals til hofte. Stumpen af stof, ærmet, lagde han imod såret og bandt så behændigt den ødelagte trøje om livet, så det blev holdt på plads. Det gjorde en smule ondt, men det var bestemt til at bære - og han havde naturligvis prøvet langt værre. Det var et spørgsmål om lige at mande sig op. Så kunne han have ondt af sig selv senere.
"Undskyld du blev delagtigjort i mit rod" sagde han henvendt til kvinden, som han vendte sig imod igen. "Det var naturligvis ikke meningen.". Han virkede ganske urørt af slåskampen nu, selv med sit sår, og var tydeligt distanceret og upåvirket af også at havde taget mindst én mands liv. Han talte venligt og hans kropsholdning var afslappet. Tjalf ville vise kvinden, at han ikke var ude på at komme hende noget til. Han gik op til baren og fandt en flaske billig rom og to krus, som han gik med til et af de mere uskadte borde. "Vil du ikke have noget at drikke?" spurgte han ud i luften, som han flyttede to stole over til bordet og snart havde fyldt begge krus op.
Omkring Tjalf var der fortsat jamren og kaos, men ved det lille bord var der en smule orden. Orkanens øje.
Post by Mandrilla Dalca on Mar 1, 2016 19:13:56 GMT
Da kvindfolket endelig var kommet op at stå børstede hun omhyggeligt sin kjole af, indtil manden foran hende begyndte at smide sit tøj. Hun gjorde store øjne og fulgte ham for sit blik som han gik hen og fyldte krus med rom, for han var da var da godt i stand! Men… ”Du har lige dræbt en mand… går det dig slet ikke på?” Der var ikke skyggen af bebrejdelse i hendes stemme, kun undren. Vinden blæste ind af den åbne dør, som mange havde flygtet ud af. De mange jamrende stemmer skabte en sær form for stemning, kombineret med hans handlinger. ”Hvis du bliver for længe kan det være at gæsterne henter vægterne. Du kan komme ud i en være redelighed…” Og på trods af alt dette var hans reaktion at han bød hende på noget at drikke! Efter et kort øjeblik hvor Mandrilla have været stille begyndte hun at grine, med en skævt smil. De var svært ikke at være smigret, når en mand i sådan en grad tænkte på hende. Om det var for at gøre op med kampen, eller fordi han var interesseret var hun ikke sikker på, men det var med sådan en charme svært at sige nej.
”Hvor opfindsomt. Jeg må sige at jeg aldrig har oplevet nogen byde mig på vådt, eller tørt sådan her før.” Det var så sært… og det var nok det der virkede. Han var flot, og Mandrilla gjorde heller intet for at skjule det elevatorblik hun gav ham, men smilet forsvandt, da hendes opmærksomhed endelig lod sig løsrive til den blodige plet på hans krop. Som en trold af en æske sprang hun frem og lagde uden skyggen af blufærdighed hånden på hans brystkasse. ”DU BLØDER!” Øøh, bare hvis han ikke selv havde opdaget det… Og på hans kind - men mere i form af en blød dumflad. ”Hvordan kan du tænke på alkohol nu?!” Hun var tydeligt oprevet og ventede nærmest kun på at hans ansigtsfarve forsvandt. ”Du kan få blodforgiftning!”
Post by Thialvi Hagnisøn on Mar 1, 2016 19:35:25 GMT
Tjalf viftede bare affejende med hånden, da kvinden først talte om døde mænd og dernæst vægtere. Nok skulle vægterne komme på et tidspunkt, men han regnede ikke med, at det ville være det store problem, heller ikke hvis det troppede op lige med det samme. De havde, som de selv sagde, bedre ting at tage sig til, end at skille én køter fra den anden - og kroen var, i billedlig forstand, den rene hundegård.
Tjalf så hvordan kvinden kiggede på ham, og han skulle lige til at afbryde sit smil for at sige noget, da hun pludselig reagerede ganske voldsomt. Han lagde sin hånd på hendes, på sit bryst og skulle til at protestere, da hun hylede op om, at han blødte og dernæst gav ham en afdæmpter lussing, som for at vække ham op til virkeligheden. Hun var tydeligvis utilfreds med hans nonchalante attitude, efter det slagsmål som han havde inddraget hende i.
"Hør nu-- Hør nu her" begyndte Tjalf og lagde venligt sine store hænder på den mindre kvindes skulre og så hende i øjnene. "Det skal nok gå det hele" forsikrede han hende, og havde det som om det hele var bagvendt. Det var ham der havde været skyld i, at kvinden blev angrebet, men alligevel hende der pylrede om ham. "...Og nu ville jeg virkelig sætte pris på, at kunne byde dig på en tår af det her..." Tjalf skævede til flasken med den billige alkohol "...rævepis, eller hvad fanden det nu er" han lyste da op i et grin og gestikulerede imod den ene af de to stole han havde fundet frem, imens han dumpede ned på den anden. Den halvtomme flaskes indhold havde han delt ganske ligeligt imellem de to krus. Det var en ordenlig dose rom.
"Og så håber jeg sgu, at du er okay" erklærede han slutteligt og søgte øjenkontakt med kvinden. Nu ville han aller helst have, at hun bare kunne tage plads med ham og nyde, eller i hvert fald drikke, noget af det ildelugtende stads der var i deres krus. Tjalf skrev sig desuden bag øret, at han nok hellere måtte være pro-aktiv i henhold til "Alfred", så samme scene ikke udspillede sig, med mere uheldig afslutning, en anden gang.
Post by Mandrilla Dalca on Mar 4, 2016 21:43:59 GMT
Der gik lidt tid inden Mandrilla satte sig ned. Hun blev stående med hænderne hvilende på sine hofter og stirrede stædigt op på ham, for hans kække smil og lidt klodsede måde at feje sin skade væk på var ikke videre overbevisende. ”Du er glattere end en ål i bundslam, men det ved du sikkert godt, ja?” Hun gjorde himmelvendte øjne. Måske kunne hun se hans fornuft flyve rundt der oppe. Da der hverken var gud, eller engle som kunne komme til hendes hjælp satte hun sig opgivende ned på stolen. ”Jo, jeg har det fint. Ser jeg da ikke fin ud? Jeg ved dog ej hvor længe det vil vare ved.” Standarderne i det sted var ikke lovende, trods alt. Mandrilla løftede det store bæger op og forsøgte at gnubbe noget snavs af i en kjolefold, mens tydeligt misbilligende rynker dannede sig på næseryggen af hende. Det lugtede stærkt, selv på afstand. I stedet for at drikke direkte af bægeret dyppede hun sin pegefinger i den klare væske og lappede dråberne langsomt i sig med sin tungespids. Sådan sad hun i lidt tid og suttede alkoholen af sin finger uden at aftage sin opmærksomhed fra ham. ”Det smager… stærkt. Bittert. Det man plejer at drikke i mit hjemland er anderledes. Så, dine interesser er rævepis og megen blodsudgydelse? Fascinerende.” Hun førte bægeret til læberne. ”Det er forfærdeligt. Og derfor… HELT perfekt. Sid helt stille!” En pludselig sær glød var at finde i hendes ansigt. Endnu en gang tog hun sig en frihed. Denne gang lagde hun sin hånd på hans lår. ”Luk dine øjne.”
Post by Thialvi Hagnisøn on Mar 4, 2016 22:37:01 GMT
Tjalf betragtede sejrrigt frøkenen, som hun satte sig ned, efter at have påpeget hans glathed. Han ville lige lade hende få det hele ud, inden han atter åbnede munden - og det var god timing, da hun henvendte sig til ham med et spørgsmål med et åbenlyst svar: "Jo, du ser skam fin ud" svarede han først og så en smule anklagede på hende, som for at påpege at hendes spørgsmål var en bøn om smiger, som han under alle omstændigheder havde tænkt sig et opfylde: "Mere end fin endda, ville jeg sige" undspillede han alligevel en smule og førte sit krus til læberne som han ganske ubesværet drak en slurk af. Kras rom af et beskidt glas, men han havde set og smagt værre. Han kørte væsken lidt rundt i munden, som for at smage rigtigt på den, inden han sank. Han lod sine hænder hvile, med kruset, i sit skød.
Tjalf iagttog hvordan kvinden meget skeptisk smagte på væsken og dernæst lagde ham nogle ord i munden. Netop som han skulle til at protestere, så overrumplede kvinden ham igen - anden gang, allerede. Ganske pludseligt nærmest sad hun mellem hans ben og lod en hånd hvile på hans lår. "Du går hurtigt frem," spøgte Tjalf, der med hendes udmelding regnede med, at det havde noget med hans sår at gøre - at hun måske ville rense hans sår? I sår faldt skulle først få hans hurtigt-lavede bandage af, men den sad også en smule løst. Hun bad ham lukke øjnene.
"Nu må du ikke være for blid" erklærede han og sendte hende et stort smil, inden han lydigt lukkede øjnene og naturligvis undlod at smugkigge. Pludselig blev han i tvivl om, hvad kvinden mon havde tænkt sig. Det skulle dog nok gå det hele - det var faktisk ganske morsomt.
Post by Mandrilla Dalca on Mar 5, 2016 20:03:46 GMT
Hun rejste sig. Fra sin lomme trak hun en kroget urtekniv. ”Ja, det ville du elske, ville du ikke? Imponerende. Du er ej er en særligt gudfrygtig mand, når du tør dagdrømme sådan om kvinder – Og det på trods af hvor længe kirken ville lade dig prygle før syndsforladelse. Sådan en mand må være vant til lidt af hvert… Og det gør dig farlig.” Langsomt begav Mandrilla sig rundt om ham, mens hun lod sine negle blidt køre hen langs hans krop. Der forekom små rødlige mærker på hans hud, hvor hun besluttede at aftegne dem. Foroverbøjet bag ham nærmede hun sine læber hans øre, hviskende. ”Men spændende. Jeg har aldrig rigtigt være typen der var bange af sig. Ej hellere for et bæst, som dig.”
Hun nød sådan at tørste mandfolk og skabe gnister i deres ild. Det var en spændende form for magt hun fik, når hun kunne sno dem om sine fingre. At se ham smilende og tillidsfuld fik hende til at klukke mørkt. Staklen kendte hende jo ikke engang, og det var blot af at se på hende. Hun lod sine fingre glide ned langs hans ryg. ”Jeg lover ikke at skuffe dig…” Bag dem var der en stor fakkel som oplyste lokalet. Mens hun stadig kærtegnede hans hud holdt hun kniven ind i ilden. Hendes bløde læber strejfede langs senerne på hans nakke. Ilden spruttede let og metallet begyndte at gløde. En hurtig bevægelse, og hun havde revet forbindingen af ham. Kort efter trykkede det lille stykke metal imod hans åbne sår.
Post by Thialvi Hagnisøn on Mar 6, 2016 13:38:51 GMT
Tjalf fik en anelse gåsehud i spændingen, som kvinden talte om gudsfrygtighed og farlighed. Hun skulle bare vide. Han kunne fornemme, hvordan hun bevægede sig omkring ham og snart følte han hendes negle imod sin blottede hud. Den pirrende fornemmelse af smerte var ikke fremmed for ham og snart hørte han hendes hviskende stemme i sit øre. Det havde taget en særdeles uventet drejning; Tjalf var gået ud fra, at det havde at gøre med sit sår først, men nu anede han ikke hvad der skulle til at ske. Igen hendes fingre imod hans hud. Kvinden var bag ham og Tjalf blev ganske enkelt nødt til, at åbne øjnene og tage beskik af situationen. Han vendte sig ikke om, og alt inden for synsvidde så ud som før han havde ladet sig berøve af synet. Han sænkede øjenbrynene. Fornuften sagde ham, og han blev nødt til at rejse sig op og gøre op med legen, men han havde sådan lyst til, at se hvad der ville ske. Han regnede ikke med, at han måtte lade livet. I værste fald måtte han tage magi i brug.
Som kvindens hoved kom nærmere Tjalfs nakke lukkede han igen øjnene, i håbet om, at hun ikke havde set, at han overhovedet havde åbnet dem. Hendes læber imod hans nakke vækkede følelser i ham, som han ikke havde troet han skulle opleve på den faldefærdige kro. Han hørte faklen slå gnister, men satte ikke to og to sammen før det allerede var for sent. Før Tjalf nåede at opfatte op og ned, så havde kvinden rykket forbindingen af ham og presset glødende metal imod hans åbne sår. Han skreg.
"Aaaargh!! Av for satan!" råbte han og hoppede på benene, med nu vidt opspilede øjne. Han stirrede kvinden i øjnene imens han havde tænderne bidt hårdt sammen og begge hænder knyttet så knoerne var kridhvide. Hun lukkede såret på ham, men det ville efterlade et helvedes ar - og det gjorde fandens ondt. "Blodforgiftning, eh?" prustede han og lagde sin hånd på kvindens, imod sit åbne sår. Det var ikke over Tjalf, at være lidt ekstra mandig, når nu situationen bød muligheden. Han holdt metallet, hvad der føltes som en form for kniv eller dolk, imod sig selv og absorberede bare smerten. Følelsen i huden fortog sig hurtigt, ligesom varmen fra metallet.
Et par sekunder derefter, hvor såret efter alt at dømme, ville være blevet lukket, fjernede Tjalf sin hånd fra kvindens og gik et skridt tilbage - fra både metallets og kvindens berøring. Tjalf fastholdt hendes blik, indtil han så kiggede ned af sig selv og mærkede på såret der nu var en blanding af forbrænding og skorpe. "Kunne du ikke have foreslået det inden jeg ødelagde min trøje?" spurgte han ud i luften, imens han åbnede og lukkede sine hænder i et forsøg på at falde ned. Han tog en dyb indånding og satte sig så ned på samme stol han kom fra og fattede sit krus i hånden. Tjalf skar tænder og bundede så den ækle væske uden videre omtanke, hvorefter han i et udbrud af frustration slyngede kruset voldsomt igennem lokalet, så det smadredes i hundrede stykker imod væggen foran ham og bag stolen kvinden havde siddet i. Han pustede ud og søgte igen øjenkontakt med kvinden. "Du er vist en smule speciel selv, er du ikke?" spurgte han og refererede til, at hun havde omtalt ham som et bæst momenter forinden.
Post by Mandrilla Dalca on Mar 6, 2016 19:35:59 GMT
Glasset der splintredes fik Mandrillas petite skikkelse til at fare sammen med et hvin. Muligheden for at hans vrede kunne vende sig imod hende om kort tid fik hende til at træde et par skridt tilbage fra ham ligeledes. Så bakkede hun ind i vægen og blev stående, mens hun holdt sine arme som for at omfavne sig selv, eller beskytte sig. Pludselig var hun kort for ord. Det havde jo ikke været hendes intention af påføre ham yderligere skade, blot at korrigere den der allerede var skabt. Han måtte føle sig trykket, eller usikker omkring hvorvidt hun var ude på at gøre ham fortræd? ”Okay, se. Jeg bliver stående her henne og har det sjovt. Du kan blive siddende der. Jeg var ikke færdig, men det ser ud til at du er. Jeg havde troet du var gjort af stærkere stof. Du bad mig selv om ej at være blid.” Den glødende krog var ikke så glødende mere, men hun lod den dumpe illustrativt til jorden, hvor metallet sang lidt efter kollisionen. ”Du bør agte at rense brandsåret løbende for at undgå infektion. Men nu kan der ikke føres snavs ind i det. Det der rævepis burde være glimrende til formålet.”
Hans kommentar omkring hvordan hun var speciel skubbede ubehageligt meget til hende. Hun så væk og nægtede at gøre øjenkontakt. Hendes selvomfavnelse blev tættere, og hun klemte sine ravnsorte bølger. Hun ønskede ikke at være speciel. Ikke at være anderledes i en verden der ikke forstod hende. Men det tog galskaben ikke hensyn til. Alle de ting hun kunne se forsvandt aldrig. Dæmonerne, gespensterne. Det som ingen andre omkring hende kunne se. Folk der forsvandt ind gennem mure, huse som kun hun kunne ane. Et par dage tilbage havde hun set en kat forvandle sig til en kvinde. ”Der er intet galt med mig. Jeg er ikke speciel. De fortalte mig at jeg var ren.” mumlede hun lavt. Hun begravede sit sammenbidte ansigt i sine hænder og lod sig glide ned langs muren, indtil hun sad på gulvet. Der sad hun med lukkede øjne og tog dybe indåndinger et par gange inden hun filtrede hænderne rundt i sit hår og mødte hans blik igen. Sådan betragtede hun ham lidt tid i stilhed. ”Se, hvis jeg nu havde sagt at jeg ville brænde dit stiksår, ville du så have givet mig lov? Nej, du ville ej. Derfor fandt jeg frem til at det var bedre ej at tilspørge om din tilladelse, for så var der mulighed for at du kunne have nægtet mig. Hvis jeg havde undgået at drage din opmærksomhed til mig ville du have manøvreret jernet. Du burde takke mig. Nu bløder du ikke mere.”
