Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
De, der kendte Kenna, ville overraskes over at erfare, at der ikke var gjort mange tanker forud sit besøg til Muldoongodset. Hun havde spontant og instinktivt grebet muligheden, da hendes fader sporadisk havde nævnt at han havde et par ærinder at løbe på godset. Ærinder, som hun nu havde påtaget sig og som drev hende ud i sol og støvregn.
Tomhed. Det var hvad hun havde følt de sidste par dage. En mærkelig følelse; som en kjole der sad forkert og ikke ville falde på plads. Hun så ikke Brayan på vej til faderens kontor, og mærkede et let stik i sit hjerte, da hun heller ikke så ham på vej ud.
Hun synes at føle Brayans sindsstemning i alle afkroge. Gangene i hjemmet virkede drænet for energi. De rum hun passerede, som var for hendes øjne at betragte, havde ikke den varme hun plejede at forbinde dem med, men henlå nu næsten øde. Rent visuelt fandt hun pludselig sig selv stoppe op, for at betragte et af de større vægmalerier. Mentalt var hun dog et helt andet sted.
Post by Brayan Muldoon on Feb 25, 2016 19:46:50 GMT
Brayan var ikke noget godt sted i sit liv. Dagene tilbragte han med at terrorisere sin fars bønder over småbagateller og aftenerne endte han ofte med en smule for meget vin og en dundrende hovedpine den næste dag, der startede cirklen forfra. Det var ikke nogen hemmelighed, hvad der var roden til problemet, men han kunne dårligt gøre noget ved det.
Af samme grund bevægede han sig nu op mod sine gemakker, hvor han vidste at en kande med vin (endnu en) allerede stod og ventede. Selvom han muligvis var rigeligt påvirket i forvejen. Han regnede ikke med at blive afbrudt i det og da han drejede om et hjørne og så en velkendt, rødhåret skikkelse, standsede han brat og stirrede. "Hvad gør du her?"
Post by Kenna MacMillan on Feb 25, 2016 20:19:13 GMT
Kenna drejede sig straks rundt ved stemmen, og så forvirringen i de blå øjne, der stirrede tilbage på hende. Det var som om synet af ham fik de fingre, der havde holdt hendes hjerte i en knyttet næve, til at skilles en smule; nok til at blodet igen begyndte at cirkulere. Det var først da hendes skuldre faldt på plads, at hun indså hvor anspændt hun havde været. En knugende træthed i sine muskler. En øm knude i brystet.
“Min fader havde travlt, så jeg tilbød at løbe et par ærinder for ham”, hørte hun sig selv sige i et roligt stemmeleje. De brune øjne hvilede opmærksomt på ham; forsøgte at afkode de følelser, der lå gemt bag de velkendte øjne. “Jeg håbede også på at se dig”, halsen føltes stram, som hun sagde det.
Post by Brayan Muldoon on Feb 25, 2016 20:28:48 GMT
Der var en grund til, at Brayan havde forskellige elskerinder. Der var tidspunkter, hvor han var interesseret i forskellige ting og det var ikke Kenna han kom til, når han var frustreret eller generelt manglede overskud. Han nød kontrollen med hende og at være ovenpå situationen. Det var han ikke nu. Han var fuld.
"Du har set mig," svarede han, mere afvisende end han ville have gjort, hvis han var ædru og tøvede kun et øjeblik, før han begyndte at gå.
Post by Kenna MacMillan on Feb 25, 2016 20:53:36 GMT
Kenna var fuldt berettiget til at føle vrede over måden han behandlede hende på; alligevel blødte hendes træk op hver gang hun så på ham. Hun lod stilfærdigt øjnene falde til jorden, da hun mærkede hvordan hans afvisning på irriterende vis fik det til at skære i hjertet.
“Vent”, bad hun, og greb samtidig ud efter hans håndled, som han passerede hende. Et greb hun hurtigt slap igen, før han fik muligheden for at komme hende i forkøbet. “Lad mig gøre dig selskab, Brayan”, bad hun dæmpet. Atter så hun tilbage mod de blå irisser. Hendes eget blik var roligt, men også svagt flakkende.
Post by Brayan Muldoon on Feb 25, 2016 21:08:14 GMT
Brayans næsebor udvidede sig en anelse, da Kenna greb fat i ham og i et splitsekund var blikket han så på hende med, næsten faretruende. En meget stor kontrast fra måden, han ellers agerede overfor hende.
"Jeg er ikke i humør til at lege," sagde han hårdt, uden nogen logisk grund til at være vred, andet end at han var vant til at være den der styrede situationen. Han brød sig ikke om ikke at være forberedt. "Tag hjem, Kenna."
Post by Kenna MacMillan on Feb 25, 2016 21:16:46 GMT
Hendes krop dirrede let. Ellers var hendes facade rolig. Øjnene med et uudgrundeligt udtryk, der ikke afslørede, hvordan hans opførsel fik hende til at føle.
“Det er heller ikke derfor jeg ville se dig”, Kenna følte det, som var hun ved at smuldre. Alligevel lykkedes det hende at gå et skridt hen mod ham, uden at slippe ham med blikket. “Lad mig gøre dig selskab”, prøvede hun igen. Dæmpet, men mere gennemtrængende denne gang.
Post by Brayan Muldoon on Feb 29, 2016 17:00:23 GMT
Brayan fnøs. Kunne slet og ret ikke stoppe sig selv. Han var i elendigt humør og det gik ud over Kenna, nu hvor hun så uheldigt havde præsenteret sig selv for ham. Selvom han egentlig ganske meget nød, når hun var tilfreds.
"Hvorfor?" forlangte han og vendte sig mod hende igen, før han krydsede armene over kors og hævede øjenbrynene. "Hvad vil du have fra mig?"
Post by Kenna MacMillan on Feb 29, 2016 19:22:18 GMT
Kenna åndede tungt ud. Hun så kortvarigt ned på sine egne hænder, før hun løftede blikket, og så ham i øjnene. En hul fornemmelse havde ramt hende i maven, men i stedet for at synke sammen, rankede hun i stedet ryggen.
“Jeg tror ikke du forstår..”, hendes stemme rystede en smule, men ellers forholdte hun sig rolig. “Det hele kan koges ned til dig. Brayan. Jeg vil bare have dig”. Hun tog en hørlig indånding. “Jeg vil bare gerne se dig glad”
Post by Brayan Muldoon on Feb 29, 2016 19:59:10 GMT
Brayan kneb øjnene sammen. Det var ikke fordi, at han var komplet blind for, at Kenna måske var en smule mere involveret end hun burde være. Til gengæld var han også fuld og lod sig lidt for nemt styre af irritation over logisk sans.
"I så fald er jeg ked af at måtte skuffe dig," svarede han sarkastisk og næsten i en snerren. Han var absolut ikke glad. "Jeg har ingen af delene at give dig."
Post by Kenna MacMillan on Feb 29, 2016 20:45:58 GMT
Hans ord rev faretruende i hendes bryst, lige omkring hjertet, i et større omfang end han nogensinde ville være klar over. Hvis hun før havde følt sig punkteret over hans ord, var det intet i forhold til den følelse der ramte hende, da hun hørte sarkasmen i hans stemme. Hun så indtrængende på ham et par sekunder, før hun med risiko for at miste den sidste rest af værdighed hun havde i sig, lænede sig frem, så hun kunne plante et forsigtigt kys mod hans kind.
“Du skal ikke være påtvunget mit selskab, hvis du ikke ønsker det”, lød det dæmpet fra hende, uden at hun var i stand til at fjerne tristheden i stemmen. “Jeg håber det hele bliver bedre for dig snart, Bry. Det håber jeg virkelig”, hun trådte et skridt tilbage, og så direkte ind i hans øjne en sidste gang, før hun drejede rundt - tidsnok til at han ikke ville opdage hvordan hendes øjne var blevet svagt blanke.
Post by Brayan Muldoon on Mar 1, 2016 15:40:35 GMT
Brayans hoved summede en anelse og han havde det svagt som om, at han stod med det under vand. Han havde ikke helt mentalt overskud til at se rationelt på situationen og hvis han havde været mindre ramt af selvmedlidenhed, ville han måske have været i stand til at tage imod håndsudrækningen. Som det var, kunne han dog ikke se den reelle bekymring bag.
De sidste ord fik det dog til at trænge svagt ind. Nok til, at han ikke fik givet hende endnu et vredt svar med på vejen, men blot stod og så lidt dumt efter hende. Svajende en anelse på stedet og med samme forvirring i blikket som hos en hundehvalp, der ikke forstod, hvorfor den blev skældt ud. Analogien var muligvis en smule skæv, men ikke desto mindre.