Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Cecily ville aldrig nogensinde have taget med til brylluppet for sin halvstorebror, bastarden Tristan, hvis ikke Conrad gjorde det. Hun vidste inderst inde godt at hendes far ikke ville bifalde det, men hun var så nysgerrig og da først de var i nærheden af De Tre Koste var det som om menneskemængden nærmest førte dem derhen.
Hun havde haft lyst til at gribe sin tvillings hånd, men det var nærmest for barnligt. Da de endte hver sit sted i rummet følte hun sig dog alligevel lidt sårbar og da musikken spillede op kunne hun ikke lade være med at finde ham og gribe hans arm. "Dans med mig, Conrad," mere eller mindre beordrede hun, som hun hev ham ud i menneskemylderet. Han var en tryg tilstedeværelse, uanset hvad han var for andre. Hun elskede nemlig sin bror.
Post by Conrad Crouch on Feb 25, 2016 16:01:11 GMT
Curteis Crouch ville med stor sikkerhed være temmelig utilfreds – mildest talt - når det kom ham for øre, at Conrad og Cecily havde været blandt gæsterne til bastardens bryllup. Netop af denne grund havde Conrad endegyldigt besluttet sig for at tage af sted. Og selvfølgelig også for at lykønske sin halvstorebror med ægteskabet til den unge fuldblodsheks. Med kursen sat mod De Tre Koste var han pludseligt taknemlig for tvillingesøsterens selskab midt i menneskemængden, til trods for at dette ikke kunne ses på hans ansigtstræk, der var som hugget i sten. Ryggen var rank som altid, og blikket i hans øjne kalkulerende som han tog omgivelserne til sig.
”Lily! Jeg har..” Protesten døde hurtigt ud, og det lavmælte grin spredte sig og afslørede små smilerynker omkring hans øjne. Hans kære tvillingesøster ville han aldrig kunne fornægte noget – om det så var en dans eller hans ubetingede affektion. I hastværk fik han stillet sit krus med sød vin fra sig på et bord de passerede og tørrede hurtigt sine læber med håndryggen. ”Det er for egen regning og risiko! Du ved, at jeg danser som en sæk kartofler.” Advarslen mistede en del af sin kraft, da morskaben over hendes entusiasme lyste igennem hans stemmeleje. Havde det været enhver anden, der havde slæbt ham med ud for at danse uopfordret, ville han have bidt hånden, og dernæst hovedet, af dem.
Post by Cecily Crouch on Feb 25, 2016 19:36:38 GMT
Cecily var sig halv bevidst om det privilegie det var, at kunne koste rundt med Conrad uden at miste sine tænder. Hun benyttede det flittigt og grinede blot af hans advarsel, uden at ane hvad det var han snakkede om der skulle være i den sæk.
"Kom nu," nøjedes hun med at beordre, før de var en del af dansen og hendes øjne skinnede af glæde.
Det var mere livligt end hvad hun var vandt til. Adelige dansede på en måde, borgerlige tydeligvis mere løssluppent. Hun smilede dog bredt til Conrad, som hun tog hans hånd og de måtte danse under andres arme, for at blive en del af en række lidt senere. "Er det ikke sjovt?!" Det synes hun i hvert fald, tydeligvis. Hun havde også fået dansefødderne og træningen, der hjalp på det.
Post by Conrad Crouch on Feb 27, 2016 22:36:23 GMT
Conrad rullede opgivende med øjnene over at blive trukket af sted i de sidste krampetrækninger af protesterende modvilje, før han endelig syntes at give komplet efter for søsterens begejstring og musikkens rytmiske toner. ”Ja, ja!” Brummede han, om end med en mild stemme. Hvis man nu endelig tog til sin bastard brors bryllup for at trodse sin tyranniske fader, kunne man vel lige så godt have en smule sjov imens.
Nogen fantastisk danser havde han aldrig været. Men med nogenlunde kropskontrol kom han igennem det, trin for trin, til trods for at øjenbrynene var let hævede på uimponeret vis for at signalere stolthed. Ansigtsmasken blødte dog en anelse op over søsterens entusiastiske bemærkning, og han gav hende et lille nik, før de kortvarigt skiltes, kun for at vende tilbage igen. ”Det ér faktisk sjovt, Lily.” Medgav han. Trinene var ukomplicerede, og hurtigt fangede han jargongen, om end han ikke var videre elegant. Ikke som sin søster, der lignede en dansende drøm. Den mandlige danser, der kortvarigt erstattede Conrad da dansen bød et kortvarigt partnerskifte, holdt han dog også skarpt øje med uden at gøre meget for at skjule sin overvågning. Men da han vendte tilbage på sin plads overfor Cecily, smilede han blot ubekymret til hende. ”Hvad der gør det endnu sjovere, er at Curteis hverken kan gøre til eller fra. Den gammelmand kunne ellers godt bruge en god svingom.” Ordene blev lavmælt ytret da de trådte frem, og akkompagneredes af et tilspidset udtryk.
Post by Cecily Crouch on Feb 28, 2016 22:25:58 GMT
Cecilys tænder afsløredes glædesstrålende over Conrad og hun var lige ved at omfavne ham midt i det hele. I stedet gav hun begge hans hænder et klem, da de var i hendes. Hun tænkte intet over den anden mand hun kort dansede med, men smilede også til ham og opfattede knapt det lidt for venlige blink, der blev sendt hende under dansen. Da han strejfede hendes hofte ved afskeden, var det også knapt noget hun tog notits af. Hun sprang let imod sin tvilling og fnes lidt chokeret over hans grimme ord om deres far.
"Sådan må du ikke sige," svarede hun, skandaliseret. "Desuden har jeg danset med fader. Han er dygtigere end du er, men slet ikke lige så sjov." Hun rødmede lidt over indrømmelsen. Det burde man ikke sige.
Synet af hendes glæde var nok til at få hans eget humør til at stige nogle grader. Selv da han bed mærke i den opmærksomhed, som manden gav søsteren, vaklede humøret kun en anelse. Selv lod hun ikke til overhovedet at ligge mærke til de diskrete tilnærmelser som mænd gjorde hende, men det gav blot Conrad endnu mere grund til at holde skarpt øje med, om han skulle komme hende til undsætning. Han var hverken blind eller dum, så han var udmærket klar over at sin søster var en umådeligt smuk pige, der blot med sin tilstedeværelse tiltrak blikke. Hun selv syntes at være den eneste i rummet, der ikke var opmærksom på sin egen skønhed.
For et øjeblik formåede hendes skandaliserede svar at få ham til at se usikker ud over sine bitre ord om faderen. Nærmest som forestillede han sig den store mand stå bag sig med hånden hævet allerede. Hurtigt sank han en klump og trak afværgende på skuldrene, rystede det hurtigt af sig. ”Åh, Lily.” Mildt smilede han, missede et trin i dansen og sukkede lydløst. ”Lad os ikke tale om Curteis til sådan en festlig lejlighed.”
I takt med at musikken ændredes nærmede dansen sig sin afslutning. ”Kom, kom. Sid med mig. Har du fået et glas vin?”
Cecily lod det ikke ligge mellem dem, at Conrad til tider sagde nogen ting om deres far, som han ikke burde sige. Den slags ting, der gjorde, at faren altid var sådan efter Conrad. Hun, med sit milde, blide sind, elskede dem begge højt og tilgav sin bror med det samme. Hendes læber formede et smil og hun forlod dansen med ham, før hun rystede nok på hovedet til at det lyse hår fløj fra side til side.
"Er der vin?" Hun så sig rundt. Den røde drues saft var hun ikke stor tilhænger af, men det vidste hendes tvilling udmærket. De kendte hinandens smag ind og ud, selvom meget ved dem ikke var ens.
Conrad slog sig ned ved et bord og gestikulerede til, at Lily tog plads overfor ham. Kort nikkede han, og smilede skævt. ”Jeg ved, at du ikke er glad for smagen. Men vinen får det til at snurre behageligt. Har du lyst til et glas?” Selv havde han heller ikke fundet smagen af vin særlig tiltalende, men havde efter en smule tilvænning lært at sætte pris på den lette fornemmelse den frembragte.
”Alt med måde, selvfølgelig.” Tilføjede han med eftertanke, da hans grønne øjne faldt på en ældre mand, der dinglede rundt oppe i baren. Selvkontrol syntes at være nøglen til at håndtere den alkoholiske drik. Ved nærmere eftertanke så han sig hurtigt omkring med mistænksomme øjne. ”Måske.. Måske jeg bare skal hente os to glas af det, som vi fik som børn?” Sin søster stolede han på, men han stolede bestemt ikke på de hankønsvæsner, der ellers var gæster. Måske det var bedst at holde deres hoveder klare.
Cecily smilede lidt, som hun dumpede let ned overfor sin tvilling. "Hvis der er hvidvin vil jeg gerne have et glas," medgav hun, som hun skævede lidt i retning af betjeningen. Hun var vandt til, at det var andre, der bestilte for hende. Nogen gange fik hun ikke engang valget. Sådan var det oftest, når det var deres fader. Conrad var rarere end ham.
Hun rynkede panden lidt, da han skiftede mening. Blikket fulgte hans med komplet uskyld, før hun så tilbage på broren. "Men snurren...?" Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilede sødt og opfordrende. En billig taktik. Omtrent den eneste hun havde for at opnå det hun gerne ville have.
Konfliktende så Conrad med et flakkende blik fra sin søster og op til betjeningen. Smilet på hendes læber var så uskyldsrent, at han næppe kunne få sig selv til at trække forslaget om vinen tilbage. Selvfølgelig ville der ingenting ske – det var bare et enkelt glas, og han selv ville være der til at interfere, hvis nogen fik sjove idéer. Et overgivelsens suk lød fra ham, idet han mildt smilede. ”Jeg henter os to glas,” bekendtgjorde han blot og klappede Lilys hånd svagt, før han rejste sig.
Længe var han ikke væk, og alligevel nåede han kun lige knap tilbage på sin plads overfor Lily, før en ældre mand havde taget initiativet til at spørge, om pladsen overfor hende var optaget. I det mindste lod det til, at de yngre drenge ikke havde modet til at træde op til Lily, så det var kun omtrent halvdelen af de mandlige gæster, der var en egentlig trussel. Olmt – om end diskret – sendte han manden et hidsigt blik, før hans ansigtsmimik foretog en komplet forvandling, da han rettede opmærksomheden mod sin søster. Let smilende, rakte han hende bægeret med hvidvin og løftede sit eget i et skålende gestus. ”For Tristan og Dymphna.” Han tog en slurk og sænkede bægeret, men var ikke tavs i længe. ”Inden længe er det sikkert dit bryllup, som jeg skåler til.” kendegav han konfliktende. Med svagt hævede bryn, fortsatte han. ”Der er jo ikke længe til, at vi er færdige på Hogwarts. Efter 7 år, hm. Er der nogen som du kommer til at savne? Nogen.. drenge?” Et ledende spørgsmål, der var omtrent så diskret, som Conrad kunne formå at være.
Cecily snakkede livligt med manden, før han pludselig blev lidt bleg og gik med en mumlet undskyldning. Hun rynkede panden lidt, før hun fik øje på Conrad og lyste op i et varmt smil. Den svage undren blev dog siddende, selv da hun tog imod bægeret og skålede, før hun drak. Blikket blev passende sænket ved hentydningen til giftermål. Hun kunne næsten kun svare med et lille skuldertræk. Hun skævede langsomt op til ham og hendes bryn hævede sig en anelse, før hun kom til at fnise fjoget.
"Hvad? Nej. Hvis jeg bliver gift hurtigt kommer jeg til at savne dig allermest." Hun blev en anelse alvorlig ved det. "Men vi ville stadig ses tit, ikke?"
