Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Tjalf havde virkelig haft tur i den, den dag. Flere buer havde fundet en ny ejermand i dagens endnu tidlige timer, hvor han endog stadig havde haft marginale tømmermænd, hvorfor han havde givet sig selv fri - for hvad godt var livet som fri mand, hvis man ikke brugte tiden som man havde lyst? Der var jo heller intet der holdte på ham alligevel. De skulle nok kunne få deres buer en anden dag.
Tjalf havde først fornøjet sig med lidt alkohol på den lokale kro, hvor han havde pralet med sine kundskaber indenfor skabelsen af buer, så var han valfartet ned til byens havn hvor han for lidt ringe mønt havde arbejdet en smule og dernæst havde han ellers øjeblikkeligt sat snuden tilbage imod kroen. Tjalf havde allerede besluttet, at som dagen ville gik på hæld, så ville han ende den som han oftest gjorde: Med en kvinde med sig i sengen, eller i et voldsomt slagsmål. Begge fik hans safter i kog på hver deres måde og ofte var det svært for den store mand, at vælge en favorit.
Tjalf trådte indendøre og hilste kort men familiært på kromutteren. Han så kort ned af sig selv, på den hvide, gennemsvedte trøje af hør, de brune, lasede bukser og så hans sorte læderstøvler. Det så ikke ud af meget, men han havde trodsalt alligevel en hvis fremtoning.
Tjalf indfandt sig ganske stedkendt ved et bord, hvor han bad om dagens ret og et krus øl.
Anwen havde langt fra haft den bedste dag i sit liv. De sidste mønter var sluppet op to dage forinden, og dagen var derfor gået med at kæmpe mod sulten, samt sværme om tre forskellige kræmmerboder og modstå fristelsen til at sælge det sidste hun havde af værdi til gengæld for et varmt måltid. Halssmykket hun havde fra moderen havde indtil videre haft en usælgelig særstatus, men som timerne var gået og sulten havde gnavet videre, var fristelsen blevet større og større. Sultent kunne hun se hvordan adskillige andre folk som hende selv, beskidte og lusede, desperat byttede hvad der ikke var groet fast på deres krop, og alligevel havde viljen i sidste ende sejret over sulten.
Hen af aftnen havde hun i stedet henvendt sig til en af de mange kroer, hvor hun efterhånden var på fornavn med personalet. Der var mange fortabte unge mennesker som hende, og da hun bedende trådte op til disken og spurgte kromutter om fatter var inde, rystede den store dame blot på sit kødfyldte hoved. "Nej. Der er ikke noget at hente i aften Anwen. Jeg har allerede to piger ude i køkkenet der vasker, og en knægt i stalden." Hun kiggede misbilligende ned på den unge pige i den slidte grønne kjole, og det krøllede hår der kunne trænge til at blive vasket. "Du kan måske sno min arme mand om din lillefinger, med de der unge øjne, men det her er en kro og ikke en fattiggård. Har du penge, så kan du få, ellers så tag og skrid med dig." Det var tydeligt at hun ikke var begejstret for pigebarnet, der slukøret lagde en beskidt hånd på den rumlende mave. Hun havde ikke overskud til at diskutere med hende. Ikke i hendes egen krostue, og hun ville heller ikke få noget ud af at plage den store dame om mad.
Post by Thialvi Hagnisøn on Feb 24, 2016 17:22:46 GMT
Tjalf sad og slurpede øllen i sig ind imellem mundfulde af det helstegte pattegris, som var blevet ham serveret. Maden var egentlig ganske lækker og øllet var absolut heller ikke at kimse af - det var hvorfor han brød sig så meget om kroen, som han gjorde. De tog en rimelig mængde mønt, for en rimelig mængde mad. Det var noget, som Tjalf bestemt kunne forholde sig til.
Da var det så, at han ikke kunne undgå at bemærke den unge dame der tydeligvis, efter kromutters raspe røst at dømme, plagede om det ene eller det andet - og uden at kunne betale med penge. Tjalf der ofte havde måtte sande, at det stak en smule i hjertet, når han så mennesker - særligt (unge) damer, ikke have midlerne til deres egen overlevelse, sukkede ganske indeligt imens han rynkede på panden og dernæst lod kruset tilbage på bordet og, da han allerede havde besluttet sig, langsomt rejste sig op og gik over til dem.
"Én portion mér, men en lille én, ikk'?" bad han og lagde hovedet i den unge piges retning. Som kromutteren højlydt mindede ham om, at det jo var hans penge og han måtte gøre hvad han ville, så vendte Tjalf opmærksomheden imod den unge dame som han venligt men bestemt førte hen til sit bord - han ville ikke tage nej som et svar alligevel; nu skulle han nok få proppet noget mad i munden på hende.
Snart sad de to over for hinanden. Tjalf følte ikke han behøvede tale om kvindens mangel på penge eller mad, for det var en kamp han kun selv var alt for bekendt med - omend han hellere tog drastiske metoder i brug, end tigge andet godtfolk. Han vidste også, at langt fra alle lå inde med hans beslutsomhed, evner eller villighed til at bryde loven. Han tog et langt drag fra sit ølkrus imens han viftede affejende med sin anden hånd, som for at stoppe den unge dame i at tale. Han forudsagde, at hun sikkert ville takke ham og sige "det behøvede du ikke", men det vidste Tjalf jo godt i forvejen, og havde han ikke behov for at høre.
"Pattegrisen er god" mumlede han først og sendte hende et lille smil. "Den kan du glæde dig til..." han betragtede hende kort, inden han fortsatte: "Hvad hedder du?" spurgte han så, ganske nysgerrigt, inden kromutteren hurtigt var ovre med et portion pattegris til den unge dame og så ligeledes hurtigt var væk igen. Tjalf kastede sig atter over sin egen mad som resultat deraf.
Anwen havde aldrig haft noget imod velgørenhed. På trods af at den unge dame var udstyret med en stærk vilje der brød sig om at gøre tingene selv, var hun aldrig overlevet så længe, hvis det ikke havde været for andres gode vilje. At blive afvist af kromutter, der langt fra var ligeså venlig som sin mand, sveg derfor også en lille smule og stak i den tomme mave, og alligevel var håbet ikke helt tabt endnu. Hun havde før oplevet at denne slags uretfærdighed tiltrak sig opmærksomhed, og blikket i de klare blå øjne blev derfor også en kende mere sultent, mens de gled rundt i krostuen efter en venlig sjæl.
Hjælpen kom hurtigere end hun havde forventet, da en stor, muskuløs skikkelse rejste sig. Hendes blik gled kortvarigt taknemmeligt over ham, og derefter en smule triumferende tilbage på kromutter, der ikke ligefrem virkede begejstret over at den unge dame endnu engang fik lov til at spise i hendes kro. Et lille smil groede frem på hendes læber, som hun fulgte med den fremmede over til bordet. Hun havde intet problem i at hun måtte indtage måltidet ved hans bord. Det var det mindste hun kunne gøre når han betalte, og hun var altid vokset op med at man gav noget for noget, om det så bare var hendes selskab. Hun skulle lige til at takke ham, som det var på sin plads, før hun blev fejet af, og lukkede munden igen, ret som hun havde åbnet den for at ville tale. I stedet brød et venligt smil frem på læberne , som han startede samtalen, uden de formelle høfligheder. "Anwen. Anwen Pryce." Hun nåede ikke at fortælle mere, før den dampende varme mad blev stillet foran hende. Hun forsøgte at ligne en der ikke fik sit første ordentlige måltid i flere dage, da hun tog den første bid, og dog blev det saftige møre kød hurtigt fulgt op, til det største hul i maven var væk.
Post by Thialvi Hagnisøn on Feb 25, 2016 15:09:54 GMT
Tjalf nikkede først som svar, da den unge kvinde præsenterede sig selv. Han skulle til at opgive sit eget kaldenavn ligeledes, men kvalte istedet et smil og betragtede bare hvordan Anwen grådigt tog for sig af maden. Det var hende velundt og velsagtens ikke noget hun kunne tillade sig særligt ofte. Der var hurtigt madro - og bestemt ikke på en akavet måde, syntes Tjalf. Opmærksomheden blev rettet fuldstændig imod den unge dame igen, og væk fra mad og drikke, da Tjalf fik tømt sit ølkrus.
Den store, fuldskæggede mand betragtede den yngre kvinde. Det forekom ham, at hun ganske enkelt var for køn til at være så alene i verden. Måske hun havde nogle voldsomme karakterbrister der var skyld i det; han var ikke helt sikker - men et liv på gaden kunne ikke være nemt for en som hende. Uanset hvor beskidt hende eller hendes tøj var, så skinnede hendes ungdommelige uskyld og skønhed igennem og var noget man skulle være meget påpasselig med, når man omgås skruppelløse mænd der intet havde at tabe. Tjalf blev en smule vred ved tanken. Han hævede øjenbrynene.
"Ingen familie eller hvordan?" spurgte han, med det åbenlyse implicitte spørgsmål "hvis du har, hvorfor kan de så ikke hjælpe dig?". Det var ganske oplagt, at Anwen ikke havde nogen familie - for der var desværre en hel del af den slags sørgelige tilfælde der ikke havde andet valg end at stå på egne ben, selvom de ikke rigtigt var i stand til det. "Mig kan du kalde Tjalf" erklærede han, efter han havde husket sig selv på, at han hellere også måtte give hende et navn i bytte for hendes. Alt andet ville jo også være voldsomt uhøfligt. "Og lad nu være med at spise så hurtigt, for hvem ved hvornår sådan et måltid står foran dig næste gang" tilføjede han, rigtigt far-agtigt.
Da de første mundfulde mad var blevet slugt, begyndte den unge dame at spise i et mere moderat tempo. Der var aldrig nogen der havde brugt særlig lang tid på at lære hende bordmanerer, og dog smagte det møre, sødlige kød så godt at hun gjorde et hæderligt forsøg på at nyde det. Mens hun spiste blev opmærksomheden dog langsomt ledt over på hendes velgører. Hun havde set alle mulige slags mennesker gennem sit liv, og dog var det sjældent hun så nogen der var helt ligesom ham. Der var et eller andet vildt og eventyrligt over ham, der gjorde hende nysgerrig. Efter at have gumlet på et par bidder mere tog hun dog sig selv i at stirre, og slog hurtigt blikket ned igen, mens kinderne under alt skidtet fik en smule farve.
Hun kiggede lidt væk, da han spurgte til hendes familie. Hun havde efterhånden afklaret sig med at hendes moder var gået bort, og i det mindste virkede hendes brødre til at trives på Hogwarts. "Jeg har to brødre, men de er på en skole oppe i Skotland." Hun anede ikke om han var indviet i den magiske verden eller ej, men det betød dog ikke noget for hende hvis han ikke var. I stedet smilede hun blot da han fortalte hende sit navn. Hun smagte en smule på det. Det virkede så fremmed i hendes mund, at hun blev nødt til at forsøge at udtale det. "Tjalf. Det lyder ikke særlig engelsk?" Der kom mange eksotiske typer til London, og det gjorde ham bestemt ikke mindre spændende, hvis han ikke kom fra øen oprindeligt. I stedet trådte et venligt smil frem på hendes læber da han gav hende et nærmest faderligt råd. Hun havde aldrig kendt sin fader, og forbandt derfor heller ikke hans ord med den mandlige forældrerolle, på trods af at de alligevel fik hende til at spise en smule langsommere.
Post by Thialvi Hagnisøn on Feb 26, 2016 10:59:45 GMT
Tjalf bemærkede hvordan Anwen kiggede væk, da han spurgte til hendes familie. Han mindedes selv sin egen familie og kunne øjeblikkeligt mærke irritationen over sig selv boble op inde i maven. Han tog en dyb indånding og lod sig falde ned igen, inden han overhovedet var blevet opstemt. Det var hverken tiden eller stedet. Han skulle ikke bandlyses fra endnu en kro, særligt ikke denne. Anwen fortalte ham så, at hun havde et par brødre og de gik på skole i Skotland. Der var ikke mange skoler sådan lige tilgængelige og Tjalfs tanker blev øjeblikkeligt ledt i retning Hogwarts. Var Anwen mon magiker? Eller hendes familie? I så fald syntes han det var endnu mere besynderligt, at hun ikke kunne få mad på bordet. Åh hvor han ikke misundte de der stadig var underlagt forældede koncepter som "moral" og "regler". Det lod dog til, at Anwen mundredes lidt op over Thialvis kaldenavn. "Tjalf" var ganske heller ikke noget man hørte mange gange på de britiske øer. "Det er heller ikke engelsk" svarede han ført og samlede sine store hænder foran sig på bordet, imens han søgte momentær øjenkontakt med den unge kvinde. "Det er fra øst på, fra vikingernes land" uddybede han så og iagttog hende for hendes reaktion. Hans engelsk var ikke synderligt præget af nordisk accent, men navnet var en ren give-away. Det var ikke alle Tjalf fortalte sin nationalitet til, men han kunne ærlig talt ikke forestille sig, at Anwen skulle bringe ham i en prekær situation med den lille information. Så fattede Tjalf sit ølkrus i venstre hånd og fløjtede imens han stak det i vejret. Kromutter traskede halvvredt over til deres bord og fyldte op. Tjalf var blevet i godt humør af samtalen og bad derfor hurtigt Kromutter om et ekstra krus og at lade kanden stå på bordet. Hun bandede og svovlede over, at hun nu måtte gå to gange. Snart havde Anwen også et krus foran sig. Nok kostede det penge, men ikke en betydelig sum - og Tjalf havde let nok til, at kunne flotte sig en smule på den måde. Han fyldte uden at spørge Anwens krus op og hævede sit krus for at skåle med hende.
Anwen havde aldrig været særlig glad for at stjæle. På trods af at hendes moder ikke havde opdraget hende med et synderligt stort moralsk kodeks, havde hun aldrig brudt sig om at tage ting der ikke tilhørte hende. Det var ikke fordi hun var bange for at blive snuppet, det var mere fordi hun var bange for at tage fra dem der ligesom hende ikke havde særlig meget i forvejen.
Hun måtte løfte et par beskidte øjenbryn, da han fortalte hende at han kom nord fra. Selv var det nordligste hun nogensinde havde været Skotland, og dog gav det skæggede og bredskuldrede udtryk pludselig meget bedre mening. Blikket i de blågrå øjne var dog mest af alt nysgerrigt, ved hans uddybning, og et smil gled over hendes læber, da det var tydeligt at han var spændt på hendes reaktion. Anwen havde dog ikke noget imod de nordiske lande. Vikingeanerne han snakkede om lå alt for langt tilbage i historien til at det var et uvenskab hun gad bekymre sig om, så det eneste hans oplysninger bidrog til, var at gøre ham mere spændende. Hun nåede dog ikke at spørge ind til det, før han bad om mere øl, og smilte også høfligt da et krus af den skummende drik blev stillet foran hende. Hun havde altid syntes at det var en smule bittert, og dog havde måltidet gjort hende tørstig, så hun brokkede sig ikke. I stedet mødte hun hans krus, og tog prøvede en tår, før hun igen vendte opmærksomheden tilbage imod ham. "Hvis du kommer nordfra, hvad laver du så her i London?" Det virkede som et oplagt spørgsmål. Hun havde hørt at der var smukt i norden, så hvad lavede han i den sjappede og beskidte by?
Post by Thialvi Hagnisøn on Feb 27, 2016 19:20:29 GMT
Tjalf brød ud i et grin da Anwen skålede med ham og han råbte "Skål!" højt nok til, at der var stille på kroen i et par sekunder, imens nogle nysgerrig blikke rettedes imod det umage par, indtil snakken snart kørte igen. Tjalf drak lange drag fra sit krus, så det næsten var tomt da han igen satte det ned på bordet igen. Tjalf var igang med at fylde sit krus med kanden, da Anwen så stillede ham et spørgsmål. Det var et fair spørgsmål og ganske vist et som Tjalf havde vist sagtens kunne komme, men stadig ikke et som han rigtigt kunne besvare. Snart var kruset fyldt og kanden var igen på bordet. Han måtte svare.
"Det er en længere historie, er jeg bange for" begyndte Tjalf og trak lidt på sine brede skuldre, "Og nok ikke en som du vil synes er så interessant" tilføjede han, selvom han tværtimod var fuldstændig overbevist om, at hans historie ville være voldsomt interessant. Faktisk kunne han ikke forestille sig, at den ville være kedelig for en sjæl i hele verden. Måske han en dag skulle udgive sine egne memoirs. Tjalf håbede på, at Anwen omend ikke andet så ville forstå, at det ikke var noget han havde til hensigt at tale om, hvorfor han selv hurtigt gik videre i samtalen.
"Har du et sted at bo?" spurgte Tjalf derfor, ganske uforbeholden som han altid var. Han var ikke helt sikker på hvad hendes svar ville betyde, men uanset så ville det garanteret give ham lidt indsigt i hendes situation - og det var faktisk noget han var interesseret i; ikke på grund af Anwen personligt, men fordi den unge kvinde uomtvisteligt var symptomatisk på et langt større problem.
Anwen kunne ikke lade være med at se en smule skuffet ud, da han tydeligvis ikke havde lyst til at fortælle sin historie. Havde han bare den mindste forstand på at læse andres ansigter, kunne han se at den unge heks brændte efter at høre den, og dog var det tydeligt at hans ord var en dårlig undskyldning for at undgå at fortælle yderligere om sig selv. Hun prøvede at skjule sin skuffelse, da hun stadig stod lidt i gæld til ham for måltidet, og dog skabtes der en forhåbning om at mere øl måske ville løsne hans tung.
I stedet brugte han et gammelkendt kneb hun også selv gjorde brug af når hun ikke havde lyst til at snakke om sig selv, og skiftede fokus over på sin samtalepartner. Hun var ikke helt sikker på hvad der lå i hans spørgsmål. Om det bare var ren nysgerrighed, eller om han efter at have fodret hende også ville tilbyde hende en varm seng at sove i. Anwen var stadig ikke nået langt nok ud i sin desperation til at hun ville begynde at ligge med andre mænd for en varm seng at sove i. Tanken havde strejfet hende, men det kunne ikke komme på tale at det skulle foregå under sådanne forhold. I stedet rankede hun ryggen en smule. Hun var ganske vidst ludfattig, men en tør seng havde hun dog, lidt endnu. "Jeg har et lille værelse nede i Cheapside, det har tilhørt min mor." Hun havde ikke lyst til at nævne at hendes dage i værelset var talte, da hun ikke havde kunne betale huslejen. Nok havde hun ikke råd til mad, men hun havde ikke lyst til at fremstå som en ung pige der ikke havde en skid.
Post by Thialvi Hagnisøn on Feb 28, 2016 12:26:23 GMT
Tjalf samtalepartner virkede lettere ærgerlig over, at han ikke havde lyst til at svare på hendes spørgsmål, men det var nu bare sådan det måtte være. Tjalf overvejede kort, hvad han havde lyst til at dele med den unge kvinde, men kom hurtigt på andre tanker: At hun, trods sin umiddelbare ufarlighed, ikke var noget så specielt, at han bare kunne dele yderligere ud af sig selv. Han kunne dog bekende kulør i en anden sammenhæng, som han var overbevist om, at hun ville sætte pris på. Han så hvordan den unge kvinde rettede sig op og viste sin stolthed, inden hun svarede ham. Hun havde en seng.
Tjalf nikkede som svar, inden han igen førte sit krus til munden og drak grådigt af indholdet. Han tørrede sit overskæg med den ene håndryg, inden han talte: "Godt, godt" startede han. "Ja, jeg synes sgu det er noget svineri" skiftede han efterfølgende spor, "At de fedladne, uduelige adelige kan ligge i deres varme senge, imens du og jeg må gøre alt hvad vi kan for at få mad på bordet og tag over hovedet" han lød ganske passioneret og en anelse frustration kunne fornemmes i hans stemme. Det var tydeligvis noget han mente. "Det fortjener de fandme ikke" afsluttede han åbenlyst irriteret, før han igen fattede sit krus og tømte det resterende indhold i kæften. Derefter hældte han gladeligt igen op til sig selv og naturligvis også Anwen, skulle hun have brug for en genopfyldning, selvom Tjalf ikke troede det.
Det var måske lidt søgt, at sidestille deres to situationer, det var Tjalf udmærket klar over - men princippet var det samme. At nogle mennesker skulle have så voldsomt forskellige lod i livet bare fordi de tilfældigvis var født af den ene i stedet for den anden mor, forekom ham som vanvittigt uretfærdigt. Imens de fattige sultede, så åd overklassen sig tyk og fed. Der måtte ske en omvæltning. En revolution. Han ville stå i spidsen.
Når man levede i skidt til knæene, var det umuligt ikke at kaste lange blikke efter folk der havde mere end en selv. I hendes barndom havde det ikke været så slemt, da hendes mors liv altid havde været eventyrligt og glamourøst, og hun havde derfor ikke kendt til at der var noget bedre, men skellet var blevet tegnet som en tydelig streg i sandet, da hun først var kommet på Hogwarts. Nogle af hendes medstuderende havde ikke set sig fri for at valse rundt på stedet som om de ejede det, og på trods af at skolen gav dem alle de samme muligheder, havde det alligevel været tydeligt at nogen var bedre end andre.
Hun kunne derfor heller ikke gøre andet end at nikke bifaldende til Tjalfs ord, da han udtrykte den uretfærdighed der var i at nogen blev født til rigdom, mens andre måtte stride sig gennem livet uden en krone på lommen. "Du har så ret." Hun kunne ikke lade være med at blive revet en smule med af Tjalfs tydelige passion for emnet. Han fik det nærmest til at lyde som om han ville gå til kamp imod adelen. Anwen syntes måske at magtbalancen var uretfærdig, men hun havde ikke de store tanker om at gøre noget ved det. Det eneste hun kunne gøre var at skabe et godt liv for sig selv og sine brødre, og så måtte adelen sejle i deres egen sø. "I det mindste er vi frie." Hun havde oplevet på skolen hvordan nogle af hendes klassekammerater allerede på deres fjerde år var blevet trolovet væk til ældre troldmænd de dårligt nok kendte, og hvordan de aldrig slog sig løs fordi de altid skulle tænke på hvordan alle deres handlinger reflekterede tilbage på deres familie. "Vi har måske ikke altid midlerne, men vi har friheden til at vælge hvad vi vil med vores liv." Hun hævede igen sit krus, da hun mente at hendes visdom fortjente en skål. Det var ikke så tit hun endte i så dybe samtaler med fremmede mennesker.
Post by Thialvi Hagnisøn on Mar 1, 2016 18:38:11 GMT
Tjalf nikkede samtykkende og samtidig eftertænksomt, som Anwen begyndte at tale igen. Det fremkom, at hun tydeligvis havde gjort sig nogle tanker omkring emnet selv - og andet ville også være højst besynderligt, hendes situation taget i betragtning. Man måtte være lavet af sten, hvis man ikke kunne se uretfærdigheden i systemet. De adelige selv var jo godt klar over hvor langt ude det hele var, det var noget Tjalf kun vidste alt for godt - men det var et spørgsmål for dem om, bare at fortsætte status quo og så sige til sig selv, at de i mindste ikke havde gjort noget værre.
"Det kan der være noget om, skål på det!" medgav Tjalf og lyste op i et smil ved ungmøens afsluttende bemærkning og glædeligt skålede med hende, hvorefter han tog en stor slurk af sit krus. "Du har jo tydeligvis hovedet skruet ordenligt på" begyndte han og tænkte efterfølgende højt: "Hvad kunne det dog ikke være blevet til for dig, hvis du havde haft midlerne og skolegang?" han lænede sig tilbage og blinkede med øjnene et par mange, inden han fortsatte, uden tanke på indvendinger: "Det er sgu det der er det største problem, synes jeg" han bed kort tænderne sammen, "Alle burde sgu have de samme muligheder. Så kunne evner og talent være den eneste difference" Tjalf sukkede højlydt og tog endnu en slurk af sit krus, inden han rundede af: "Er det ikke latterligt? Nogle af dem er jo mindre begavede end en pose lort, men alligevel er deres liv fuldkommen ufortjent en dans på roser. Intet har de gjort for at opnå det. Imens sidder du her og har aldrig haft chancen. Se dét er fandens urimeligt."
Med det sidste ude, hvad der desuden var slet skjult, velment smiger, så bundede Tjalf sit krus og satte det foran sig på bordet, hvorefter han samlede sine hænder ved siden af det, igen.
Anwen kunne ikke lade være med at blive en smule opslugt af hans snak. Det var ganske vidst let at få blodet op at koge over uretfærdighed, og måske havde øllet også gjort sit for at slække hendes dømmekraft. Hun var trods alt ikke bare en medløber.
Hun løftede et beskidt øjenbryn, da han bemærkede hvad en pige som hende kunne have gjort med en ordentlig skolegang. "Jeg gik faktisk i skole, oppe i Skotland, op og ned af alle de der fine adelslus. Men jeg blev nødt til at tage hjem til London og passe mine brødre, da min moder døde." Hun var sikkert ikke den første, eller den sidste der ville blive nødt til at forlade troldmandsskolen tidligt, og dog var det et af de få steder der gav lige muligheder for at lære til alle. Selvfølgelig var stedet ikke helt fri for ulighed, og der var da også snotdumme fuldblodsbørn der slap lettere igennem skoletiden, bare fordi de var født med tykkere blod end så mange andre, men hvis man sled i det kunne en pige som Anwen der kom fra ingenting blive ligeså dygtig som adelens privilegerede børn.
"Hørt!" Anwen måtte igen drikke af kruset, hun var måske ikke fuldkommen enig, men hun kunne ikke rigtig finde noget der argumenterede imod Tjalfs ord. "Det kan sgu ikke være rigtigt! Men hvad kan vi gøre, gribe faklerne og høtyvene og troppe op foran deres godser?" Hun sagde det mest af alt i sjov. Hun var ikke en fakkel og høtyv pige, og dog havde øllet og stemningen opildnet hende en smule.
Post by Thialvi Hagnisøn on Mar 4, 2016 14:05:09 GMT
Tjalf var begrejstret over Anwens samtykke og var fortsat overrasket over denne unavngivne skole i Skotland, som hun refererede til; det kunne jo fortsat sagtens være Hogwarts. Det forklarede måske hvorfor ungmøen var så normalt fungere oven i hovedet, og ikke dum som en dør, som så mange andre fattige arbejdere.
"Fakler og høtyve?" gentog Tjalf og kløede sig i skægget med sin ene hånd, overvejende, indtil han så rystede på hovedet. "Nej. Så kommer vægterne og det får umuligt en god ende." han sænkede øjenbrynene og så på Anwen med et tilpas mine, så hun måtte fornemme en hvis alvor i hans næste udspil: "Nej, det handler mere om spillet bag scenerne." begyndte han og lænede sig lidt ind over bordet, så stemningen øjeblikkeligt blev mere intim og hans stemme dæmpedes ligeledes. "Vi er hænderne der holder dem oppe. Hvis vi slipper alle hænder på én gang, så falder hammeren," hans øjne lyste op og blev en anelse opspilede, "Men hvis vi giver slip en efter en, så kan der ikke komme et modtræk,da det vil være umuligt for dem at bestemme en hånd fra en anden"
Tjalf var meget tilfreds med sin metafor og nu håbede han bare, at Anwen forstod den. Med det sidste sagt, så lænede Tjalf sig atter tilbage i sin stol, så den trykkede stemning forsvandt så hurtigt som den var kommet, og han tog så en stor bid gris i munden og talte til Anwen med munden fuld, og det nærmeste han kunne komme et smil: "Men nok om det, hvad laver en smuk ung dame som dig, når hun ikke snørrer mænd som mig om fingeren?" spurgte han spøgefuldt, da han jo ikke helt var snørret om hendes finger, endnu.
