|
|
Post by Deleted on Feb 12, 2016 22:03:43 GMT
Edith kom ind i lærerværelset med hele favnen fuld af bøger, som hun lod dumpe ned på et af bordene, hvorefter hun strakte sine arme og ryg, der var blevet ganske øm af at slæbe dem hele vejen fra biblioteket. Stille og roligt begyndte hun at sortere dem alfabetisk efter forfatter, mens hun nynnede lidt for sig selv. De var alle blevet afleveret med anmeldelser om slid og andre problemtikker, så hun var nødt til at gå dem igennem en efter en og reparere dem - og det var tilfældigvis bare mere behageligt at sidde på lærerværelset med det. I resten af lokalet sad der andre ansatte, de fleste af dem fordybet i deres arbejde. Edith havde, da hun startede på sit arbejde som bibliotikar, haft problemer med hierarkiet, for det var af flere blevet gjort tydeligt, at hun var i bunden af det, men efterhånden som hun så, hvordan lærerne knoklede for at styre eleverne, forberede lektioner og rette opgaver, var hun blevet ganske glad for sin rolle. |
|
|
|
Post by Phoebe Wildsmith on Feb 24, 2016 20:13:34 GMT
Phoebe havde forsvindende lidt med i favnen, på turen mod lærerværelset. Venstre arm hvilede roligt mod den underspillede røde kjole. Et simpelt stykke tøj, med en usædvanlig fyldig nuance af rød. At gå rundt som en mannequin med alt fra klædeskabet var usmageligt, men derfor kunne man godt, selv på arbejdet, diskret udtrykke sit ønske om at være kvindelig, gennem en unik og klædelig farve. Højre arm legede slynge for en bunke pergamenter, der forhåbentligt alle handlede om hvordan rusmidler påvirkede Synet. De skulle tage udgangspunkt i det 12. århundredes kontrovers om at man i Troldmandsrådet var begyndt at formane Seere adgang til gærede drikke og valmueekstrakt, fordi at bevidsthedsudvidende midler gjorde den pågældende magiker utroværdig. Hidtil (ansporet af antikke eksempler, såsom Dionysoskulten) havde man været af den holdning at ekstase fremmede ens modtagelighed overfor syner. Ifølge Phoebe var det noget vås. Man blev mange ting af sprudlende drikke. Men nogen sandsiger blev man ikke – Gaven eller ej. Hun stod helt og holdent på rådets side. Kom der nogen elev til hendes time, uanstændigt ophidset af ingefærøl, ville han blive hængt ud i den blå luft, hængende i sine ankler. Eller bare bedt om at forlade lokalet indtil han var klar i hovedet igen. Hun var langt fra selvhøjtidelig og forstærkede det mystiske aspekt af hendes fag med røgelsespinde og et krav om at man var ”særligt indviet”. Men hun tillod ikke at man lod hånt om det ansvar det var at forvalte fremtiden. I spøg eller ej.
Fordi at hun var kommet sent ud af tårnet, var alle bordene besatte. Sådan som det helst skulle være. Phoebe foretrak at rette opgaver omgivet af sine kolleger. Det sociale hørte til stillingen. Hun knejsede let i nakken og bevægede sig ned mod sit yndlingsbord. Der sad bibliotekaren, Edith Clagg. Med en landsby af ramponerede bøger. Phoebe standsede op ud for bordet. Hun så fornøjet på mængden – de trængte sandelig til omsorg! - inden hun gik helt hen til bordkanten. ”Må jeg sætte mig hos dig, Edith?” spurgte heksen selskabet, endnu med varme i blikket. Hun havde aldrig haft meget at gøre med bibliotekaren. Men det var ikke fordi at de havde noget udestående. Så skulle det da lige være at Phoebe sjældent brugte biblioteket, da hun havde egne bøger. Men seeren havde naturligvis husket den andens navn, og var ikke bange for at bruge det.
Til @kimberlyn – og undskyld forsinkelsen. <3
|
|
