Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Solen der i løbet af dagen havde stået højt på himlen, og nærmest havde bagt ned på landskabet var nu ved at gå ned. Det gav en svag dunkel belysning i gangene. Man kunne dog stadig mærke varmen fra de få stråler der endnu var tilbage. Det havde nok været dagens ind til nu varmeste dag. Selvom det stadig var vinter, og man stadig skulle klæde sig varmt på. Aurora gik lidt i vildrede. Hun kedede sig og syntes ikke at kunne bestemme sig for en aktivitet. Så det var ikke så underligt at hun nå svævede rundt på syvende sal.
Det blonde hår hang løst, og dansede efter hende når hun løb hen af gangene. Der var alligevel ingen elever til stede, så hun så ingen problemer i at sætte farten lidt op. Dog nærmede hun sig stille det store vindue. Der var altid sådan en smuk udsigt derfra. Man blev nærmest helt fortabt. Hun sukkede dybt og stod blot og kiggede ned de store områder. Sneen var snart væk. Heldigvis. Aurora var på denne dag iført en lang grøn kjole, med sølv tråd, vævet hen over ærmernes ende, omkring maven og for enden af kjolen. Hun glattede fingrene ned over det bløde stof.
Dagens sidste lektion var overstået. I princippet var Conrad fri til at gøre hvad han lystede, men bunken af lektier fortalte en anden historie. Et enkelt blik på lektierne, fik ham dog til at udvandre og i stedet traske formålsløst ned gennem gangene. Ikke videre ophidsende, men det var bedre end at sidde med næsen i de støvede pergamentruller de havde fået udleveret i Magiens Historie. Et mere søvndyssende fag skulle man lede længe efter. Med hænderne stykket dybt ned i sine lommer traskede han fra Gryffindors opholdsstue i tårnet nedad. Meget længere end syvende sal nåede han dog ikke. En hurtig indskydelse fik ham til at dreje af med retning mod det store vindue, hvorfra udsigten var intet mindre end betagende.
Da han så, at en anden elev havde fået samme idé som ham selv, skulle han lige til at dreje om på hælen og finde sig et andet sted at slå sig ned. Men skikkelsen syntes ham bekendt, og ved nærmere eftersyn genkendte han Aurora. De var endnu ikke løbet på hinanden efter deres sidste møde, hvor han havde ment, at der skulle sættes en stopper for den ting, som de havde. Han tøvede i et splitsekund. Hans mørke hår var ét stort virvar af tuslede krøller, der stod i kontrast til de grønne øjne, der lige nu betragtede Auroras bagside. I stedet for at trække sig tilbage, trådte Conrad nu tættere. Der var jo ingenting i vejen for en venskabelig samtale. Blikket gled en enkelt gang op og ned af kjolen hun bar, tillod sig at betragte hendes skikkelses former i ro og mag, før han bekendtgjorde sin tilstedeværelse ved at rømme på sig. ”Aurora.” Artigt beholdt han sine hænder dybt begravet i bukselommerne idet han trådte op ved siden af hende. I stedet for at se på hende, var hans blik rettet ud af vinduet, ud mod den spektakulære udsigt.
Post by Aurora Howard on Feb 11, 2016 19:19:29 GMT
Det var i grundet en helt almindelig dag, lektionerne lå hvor de skulle, og både elever og lærere havde deres daglige gang på Hogwarts. Ganske som det plejede. Men alt andet var normalt for Aurora. Nok var det ikke noget man sådan kunne mærke eller se på hende. Det var en følelse som lå dybt i hende, en hun ikke havde kontrol over og hverken kunne slå fra eller til. Det havde ikke været med sin gode vilje at hun forsøgte at ignorerer Conrad, men havde respekteret hans ønske om at stoppe hvad det end var de havde sammen. Noget Aurora selv ikke var i stand til at sætte ord på; noget hun ikke ville sætte ord på. Hun ville ikke snakke med nogen om det, hun ville hverken åbne op eller fortrænge det. Det lå som en stille vind omkring hende, og det gjorde hende fortvivlet uden at hun anede hvorfor. Den egentlige vind, som udenfor trak lidt i de nøgne træer, og fik det synlige græs til at danse, var en helt anden. Den var kold og bed ud efter folk. Kun solen føltes blid, og selvom hun stod indenfor, var det næsten som at blive kærtegnet af de stråler som den havde tilbage.
Auroras øjne blev blanke i skæret fra solen, dog blev hun ikke blændet grundet tidspunktet, den var trods alt på vej væk, og lige nu gemte den sig bag en sky. Hun drejede hovedet en lille smule ved lyden af fodtrin, men forblev stået med fronten mod vinduet, hun orkede ikke rigtig at bede personen om at skride. Hun håbede blot at blive overladt til sig selv igen. Dog fortrød hun hurtigt den tanke da hun opdagede hvem det var. Hun behøvede ikke at vende sig imod ham, hans lettere hæse stemme kunne hun genkende hvor som helst. Hun rettede hovedet mod vinduet og undgik at kigge på ham. Det fortjente han ikke. Hendes vejrtrækning blev en anelse dybere. Hun forsøgte at forholde sig roligt, men hendes hjerte slog hårdere og hårdere bag brystet. "Crouch." lød det blot fra hende.
Post by Conrad Crouch on Feb 11, 2016 21:03:56 GMT
”Ouch.” Mumlende kom han med den sårede (ikke rigtigt, men..) ytring. Roligt drejede han ansigtet imod hende, og betragtede hende i nogle sekunder, overvejende. Han vidste godt, at han havde sagt, at det skulle slutte. Men stående overfor hende igen, syntes han at vakle lidt i sine meninger. Hendes slanke skikkelse var ham så velkendt og tryg, at han af ren vane nærmest havde rakt ud for at smyge en arm rundt om hendes smalle talje for at trække hende nærmere. I stedet nøjedes han med at lade sit blik vandre. ”Hvorfor så kold, kære Aura?”
Langsomt fugtede han sine blege læber med tungespidsen. Han kunne ikke dy sig for at række op og kortvarigt kærtegne hendes kind, skubbe hendes løsthængende blonde hår om bag den spinkle skuldre, så hendes hals blev blottet for ham. Grønne øjne dvælede flygtigt ved den bløde hud, før han måtte ordre sig selv til at trække blikket til sig selv og ligeså tilbagetrak håndens blide berøring. ”Har du slet ikke savnet mit fænomenale selskab?” Let stak han underlæben frem og så forventningsfuldt på hende.
Post by Aurora Howard on Feb 11, 2016 21:27:20 GMT
Et svagt, lettere halv irriteret suk forlod de svagt røde læber. Begge bryn blev ny rynket en smule sammen. Selvom hun savnede ham, havde savnet ham, så syntes hun alligevel at det var forkert af ham at begynde at tale til hende. Det havde ikke været mange ord de forinden havde vekslet mellem hinanden. Han havde jo ikke desideret sagt at han ikke ville se hende, blot at den intime del af deres forhold måtte slutte. Hun var ikke speciel tilfreds med den idé, men kunne intet gøre ved det og måtte i stedet affinde sig med hans beslutning. Hun hadet ham ikke, ikke sådan rigtigt, men det gjorde ondt at være så tæt på ham, og alligevel så langt væk. Hun skulle pludselig tage så mange forholdsregler, og overveje hvad hun sagde og gjorde. Det var hun ikke vant til, især ikke overfor ham. Hun fnøs af ham. Han vidste udmærket godt hvorfor hun var sådan. Eller det burde han. Hun lukkede sine øjne, som hun tog en dyb indånding. "Jeg er ikke kold" bemærkede hun bare.
Hun kunne ud af øjnkrogen se at han løftede sin arm. Hun vidste godt at hun burde stoppe ham, eller rykke sig væk. Men hun ville gerne føle hans fingre mod sin hud. Hun drejede langsomt hovedet og kiggede på ham. Da huden fra hans fingre ramte hendes egen, løftede hun sin ene hånd op for at møde hans. Hendes håndflade hvilede på hans håndryg og et svagt smil spillede hen over læberne på hende. "Selvfølgelig har jeg det. De andre er ikke så sjove at drille" sagde hun og trak løst på sine skuldre. Hun flyttede hånden fra hans så han kunne få den igen. Blikket blev igen vendt mod vinduet og dets udsigt.
Post by Conrad Crouch on Feb 11, 2016 21:57:28 GMT
Den korte bemærkning fik ham til svagt at hæve brynene. Han kommenterede dog ikke på det. Hvad var der at sige? De havde kendt hinanden i mange år nu, og nogle gange sagde stilheden mere end noget andet. Den lille gestus, da han mærkede hendes spinkle hånd henover sin egen, frembragte antydningen af et smil i hans mundvige. Med hendes berøring indfandt der sig en ro i hans krop.
”Åh Aura, så evigt sød.” Den slet skjulte sarkasme var efterfulgt af et bredt smil, der indikerede hans tydelige tilfredshed med at hun havde savnet ham. Ligeså han også havde savnet hende. Da hun rettede sit blik frem for sig, og løsrev det fra hans igen, gled et lettere betuttet udtryk over hans ansigt. Det var åndssvagt – især når det var ham selv, der havde foreslået at de tog et skridt tilbage. Men trangen til at være fokus for hendes opmærksomhed var vedholdende, og fik ham til at træde hende et lille skridt nærmere. Hele hans krop var i højere grad drejet ind mod hende, så hans front var rettet ind mod hendes side. Kropssproget afslørede fristelsen for at forkaste sin egen idé om afstandstagen, og blot lade deres kroppe kollidere, som så ofte før. Det nærmest sitrede i hans hud af at lægge bånd på sig selv. ”Jeg har også savnet dig,” indrømmede han faktuelt.
Langsomt trådte han ind foran hende, og krævede fysisk hendes fulde opmærksomhed. Hun skulle se på ham. Ikke på den åndssvage udsigt. Let tiltede han hovedet på skrå, og smilede indforstået. ”Hej.” Lavmælt kom ordet over hans læber. ”Du er lidt kold, du ved.” Han vendte tilbage til deres tidligere flygtige samtaleemne. ”Brug for lidt opvarmning?” Udfordrende skød han et enkelt bryn i vejret. Han kunne knap nok modstå trangen til at falde tilbage i deres gamle, sædvanlige drilskab.
Post by Aurora Howard on Feb 11, 2016 22:13:26 GMT
Hun var vred på ham. Hun følte sig en smule forladt af ham, som om hun ikke havde været god nok, at det de havde haft ikke havde betydet noget som helst for ham. Selvom de havde startet ud som venner, da de var elleve år, havde deres forhold udviklet sig med siden. Han havde været hendes første, og eneste. Det var sjovt og spændende. Og hun mente ikke at have haft brug for andre end ham. Men hun kendte til hans andre fornøjelser, og det havde ikke været et problem før nu. netop fordi det var hende der var blevet valgt fra. Hun var ikke udskylden selv, for hun kunne godt spidse mund og blinke sødt af andre, når der var noget hun var ude efter. Men Conrad var, ja han var som han altid havde været. Men hun var hans, kunne han ikke forstå det? Havde han troet de efter så lang tid kunne gå tilbage? - Hun sukkede. Hans berøring følte som gnister, men det var rart.
Smilet var stort, men falsk. Hun havde lyst til at skubbe ham væk, råbe af ham. Ja true ham, blev det nødvendigt. Banke fornuften tilbage i hovedet på ham. Han fik ingen sær behandling. Udover at hun forsøgte ihærdigt at ignorerer ham, og blive fast i beslutningen om at være sur på ham. Han var den dumme. Det havde været hans valg, så måtte han også lide under konsekvensen af det. Han var dum hvis han troede de kunne gå tilbage til at være børn igen. Som om det ingen betydning havde haft at han nærmest havde droppet hende. Ikke at sex havde været essencen i deres forhold, men det havde været med til at gøre dem tætte. Hun tvang sig selv til at holde blikket lige frem. Hun knyttede begge hænder. Ordene gav eko gennem hovedet på hende, og de lå så tungt omkring hende at hun var ved at give op og bare begrave sig i hans favn. Hun havde også lyst til at svare igen. Minde ham om at han ikke kunne tillade sig at savne hende. "Okay" var det eneste der kom fra hende.
Det ene øjenbryn blev hævet en anelse da han nu trådte ind foran hende, så hun ikke længere kunne se ud. Resten af solens stråler fik ham til at skinne. Hun spidsede munden og rettede nu de grønne øjne mod ham. "Hej" hendes ord var lave, og hun havde lyst til at rykke sig væk. Men hun kunne ikke få kontakt til sine fødder. Hun sukkede irriteret. "Og du er en idiot" kom det så fra hende. Et skævt smil trak i den ene mundvig. "Mmh, Jeg kunne godt bruge en til at gøre mig helt varm i kroppen sagde hun og skilte sine læber med sin tunge. "Men ikke fra dig" sagde hun så. Den fornøjelse skulle han ikke få. Desuden var hun ikke så nem at overtale, han havde ingen fribiletter mere hos hende.
Post by Conrad Crouch on Feb 11, 2016 22:48:33 GMT
Conrad var ikke en stor fan af at definere sine forhold. De fleste kendte til hans lettere utilregnelig og humørprægede tendenser, der fra tid til anden kunne gøre ham en anelse lunefuld. Men dette var noget de vidste, da de gik ind til det – han prøvede ikke aktivt på at føre folk bag lyset. Til trods for dette var der en nagende følelse, der til forveksling kunne identificeres som dårlig samvittighed, overfor Aurora. Hende, der havde været hans ven fra første dag og uden forbehold havde accepteret ham. Han var hende uendelig taknemlig.
Hendes spidsede læber fik kun hans smile til at brede sig yderligere. Et smil, der kun var forbeholdt hende. Men et smil, der også langsomt falmede bort igen. ”Det ved jeg, at jeg er. Undskyld.” Oprigtigheden i hans ord var ikke til at tage fejl af, og i et kort øjeblik så han bort. Hans skiftende opførsel var ikke fair. Men til sit eget forsvar, kunne Aurora have en yderst forvirrende effekt på ham. Og at dømme efter hvordan han havde bidt mærke i andre unge fyrs blikke, havde hun samme effekt på andre. Der var en dragende kvalitet over hendes lette væremåde. En tiltrækningskraft, der var svær at modstå.
Svagt nikkede han og bed forhåbningsfuldt sammen om sin underlæbe imens hun talte. Lige indtil hun nægtede ham fornøjelsen af at give en hjælpende hånd med at varme hende en smule op. ”Men jeg er så god til det. Det ved du.” Protesterede han lokkende. Han gad slet ikke tænke tanken, at en anden end ham skulle lære hendes krop at kende, som han kendte den. Impulsen var egoistisk og dobbeltmoralsk, men han kunne ikke benægte det. Langsomt trådte han nærmere. ”Sikker på at du ikke har brug for en hjælpende hånd?” Forsigtigt rakte han ud efter hende. Lod afprøvende sine fingre løbe langs med hendes kjoles syninger, som hans blik ligeså fulgte. Dvælede kortvarigt ved de kvindelige former hun besad, til trods for hendes blot 18 år. Diskret sank han en klump, før hans grønlige øjne så op for at mødes hendes blik igen, og hans hænder afventende hvilede mod hendes hofter. Fingerspidserne strakte sig længselsfuldt mod hendes bagparti, men ventede artigt på et eller andet tegn på, at det var okay.
Post by Aurora Howard on Feb 11, 2016 23:11:36 GMT
De havde aldrig været kæreste, det var ikke hvad de ville, og det var ikke det der skulle definere deres forhold. Nogen gange overvejede hun om det havde været nemmere hvis de havde været det? Startede i de små og arbejde deres forhold mod det de havde nu, eller det de havde haft i hvert fald. Men ingen af dem syntes at være i stand til den slags. Hun værdsatte ham som ven, og hun ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis hun endte med at skubbe ham væk. Men hun vidste ikke om hun kunne finde ud af at gå tilbage.
Hun havde brug for at fortælle hvor dum han var. Han skulle vide det nu, og sikkert også dagen efter. Så længe hun havde brug for det skulle han vide at det han havde gjort ikke var i orden. Hvis han endelig skulle til at lægge sit liv om, med følelser og hvad ellers. Hvorfor kunne han så ikke gøre det med hende? - Hvem kendte ham bedre end hende selv? - Hun kendte ikke mange der kunne håndtere ham som han var. Hun sukkede svagt og strøg begge hænder gennem det lyse hår. "Du får ikke lov til at undskylde." sagde hun bare. Det var ikke nok. Hun kæmpede en indre kamp med sig selv, om hun skulle overgive sig eller ej. Hun var stædig, men hun viste at hvis nogen kunne overtale hende, så var det ham.
Det frydet hende en smule at se hvordan hans ansigt trak sig sammen ved hendes afvisning. Ha. Så kunne han stå og tænke lidt over det. Nok så hun ikke andre, men det skadet ikke hende at lade ham tro det. "Ja god er du. Men der findes bedre" sagde hun roligt og sendte ham et roligt, svagt triumferende smil. Det havde aldrig generet hende, at han lå med andre. Det der irriterede hende var at han først nu skulle til at lege hæderlig. Hvem var vigtigere end hende? - Det gjorde hende utrolig vred, og ikke mindst jaloux. Hun sank en klump da han trådte et skridt nærmere. Det var nu hun skulle gå. Det var nu hun skulle løbe. "Vel har jeg ej" sagde hun små surt. Hun lagde sin hånd på hans for at stoppe ham, men flyttede ikke hånden. Blikket var låst fast i hans. "Jeg har nok hænder" sagde hun. Smilet hang stadig ved. Hun ville holde ham hen så meget hun kunne. Han skulle krybe sig sammen og tigge hende om at give ham lov.
Post by Conrad Crouch on Feb 12, 2016 18:04:59 GMT
Et helt bestemt sammenbidt udtryk gled over hans ansigt ved hendes kommentar. Der fandtes bedre end ham? Han havde aldrig spurgt direkte, men blot antaget at han var den eneste. En irrationel jalousi skød igennem hans krop og fik hans hænder på hofterne til at tage et fastere greb i hende. ”Lad det komme an på en prøve.” Brysk skød han et bryn i vejret, vedholdende. Hendes drilleri appellerede i dén grad til hans mere konkurrenceprægede side, der krævede hendes opmærksomhed og bekræftelsen som deres samvær plejede at give ham.
”Du er virkelig sød, når du er lidt sur.” Han talte lavmælt og med et lille smil om læberne. Det var utroligt, sådan som hun altid formåede at lokke smil ud af ham, om hun selv var bevidst om det eller ej. Smilet falmede dog en anelse igen, da hun fortsat nægtede ham, hvad der nu var alt han kunne tænke på. Sådan var det ofte; at lige så snart man ikke kunne få en ting, så var det denne ting man havde aller mest lyst til. Følelsen af hendes blide hånd fik ham til at nippe lidt i sin egen underlæbe. Bestandigt gav han hendes spinkle krop et lille skub med hænderne, for at få hende til at tumle ind mod hans egen krop. ”Man kan altid bruge flere hænder.” Argumenterede han vedholdende, og lænede sig ned over hende. Hans læber strejfede hendes hals flygtigt, men derudover holdte han sig artigt på måtten. ”Det lader til, at du har glemt hvad mine hænder gør. Brug for en påmindelse?” Hans hæse stemme nåede blidt hendes øre, som han stod lænet ind over hende.
Post by Aurora Howard on Feb 12, 2016 20:36:36 GMT
Hun løj, der var ingen som ham, hun havde ikke været sammen med andre end ham, men det morede hende at han troede det, hvis han altså var hoppet på den. De var jo ikke sammen hele tiden, og han anede trods alt intet om hendes foretagende. Hun regnede i hvert fald ikke med at han skænkede hende en eneste tanke når han sad sammen med nogen andre piger. Selvom det ikke ville gøre hende noget. Hun var ret så sikker på hun var once of a kind, og hun mindede ham glædeligt om det. Smilet blev ved med at spille over hendes læber, som et grin. Hun lod godt mærke til det mere faste greb hans hænder nu havde om hendes hofter. Hun lod ham gøre det, men var ikke videre imponeret. "Du har ikke en chance." hviskede hun svagt og lagde hovedet en smule tilbage og kiggede roligt op på ham.
Conrad var nok den eneste der kunne gøre hende stik hamrende tosset, men efter få minutter kunne få hende blødt helt op, og det var især de følelser hun kæmpede imod. Nok ville hun ikke se svag ud i hans øjne, men overfor sig selv, var det vigtigt at det var hende der havde kontrol. Han havde holdt længere end forventet, men hun havde på fornemmelsen at hun kunne gå meget længere med ham. Hun var trods alt ikke en man blev træt af. Hun var det værd. Mente hun selv. Grundet hans skub, gled hendes arme automatisk rundt om ham, og de hvilede nu mod hans skuldre, hvor hun svagt strammede grebet om hans skjorte. "Åh, det kan man bestemt. Men jeg har ikke brug for dine hænder" sagde hun roligt, hun pustede svagt mod hans hals. Hun sukkede svagt af hans ord, og hev lidt efter vejret da han nået hendes øre. Hun nappede ud efter hans øreflip og drejede hovedet væk for at undgå hans eget. "Nej har rigeligt med minder." hviskede hun og pressede sine læber mod hans kind og forsøgte at gøre sig fri af hans greb. "Men jeg har fundet en ny. - Du gad jo ikke mere" sagde hun så og kom så i tanke om hvorfor hun var sur på ham. Det lignede ham, at få hende på andre tanker. Med de blå øjne, og den sensuelle hæse stemme.
Post by Conrad Crouch on Feb 21, 2016 23:03:50 GMT
Det var lettere selvtilfredst, at Conrad følte hendes spinkle arme omkring sine skuldre. Om hun så havde gjort det villigt eller ej – han gik ikke så meget op i detaljer. Hvad han derimod gik op i, var hendes læber, der var så faretruende tæt på. Han havde bestemt ikke glemt følelsen af lige netop disse læber, der var ham så velkendt. Det var nok heri, at hans problem lå: At Aura var velkendt og tryg for ham, én som han kunne regne med og som ikke ville byde på uforudsete overraskelser. Hvorimod Pomona endnu var ham et mysterium. Et mysterium, som han var umådeligt ivrig efter at løse, men som også skræmte ham. Følelserne han havde for Pomona var helt anderledes end dem ham følte i selskab med Aurora.
Fornemmelsen af bløde læber mod sin kind fik ham til at sukke lettere frustreret, men til trods for dette lod han hende trække sig fri fra ham. Han havde trods alt ikke tænkt sig at prøve, at tvinge hende til noget. Men dertil kom, at han tvivlede på oprigtigheden af hendes ord, da hun konstaterede at hun havde rigeligt med minder. ”Det er en løgn.” Kommenterede han upåvirket, som var det ikke til diskussion. Langsomt fugtede han sine læber med tungespidsen. Svagt rystede han på hovedet benægtende. Havde hun virkelig fundet en? Tvivlen såede sine frø i ham. Stilheden strakte sig for en stund efter hendes ord om at have fundet sig en anden. Dobbeltmoralen var ikke til at fornægte, da han følte vreden over tanken om at hun havde fundet en ny, nu hvor det var ham selv der havde stoppet hvad de havde gang i, netop fordi han selv havde fundet en pige, som han ikke kunne holde sig fra. Efter et øjeblik, syntes han at vågne op.
”Aha.” Hans kæbeparti var let anspændt. ”Hvis du har fundet en anden, så vil jeg gå min vej igen.” Der var intet opgivende over hans toneleje, nærmere en snert af kampgejst. Før han begyndte at bakke langsomt væk fra hende, lænede han sig frem og pressede et insisterende kys mod hendes ene mundvig med sin hånd omkring hendes nakke. Da han slap hende, var det med et skævt smil at han trådte på afstand. ”Når du ombestemmer dig, så ved du jo hvor du kan finde mig henne, Aura.”
Post by Aurora Howard on Feb 23, 2016 14:14:05 GMT
Aurora ville lyve for sig selv, hvis ikke hun indrømmede overfor sig selv at hun savnede ham. Men han kunne ikke tillade sig at lege det her spil med hende. Det de havde haft havde været så simpelt. Så let at ingen af dem skulle føle sig dårligt tilpas. De kendte hvert hjørne af deres kroppe, og til og med kendte de hinanden generelt. Hun var overbevist om at Conrad ikke fandt andre som hende, som kendte ham som hun gjorde. de kunne med enkle blik ende en samtale og behøvede aldrig rigtig at sige særlig meget til hinanden om noget. De kørte ikke hinanden trætte med snak. De bløde læber gled op af hans kind, og hun strejfede kun huden svagt. Hun kunne mærke hvorpå hendes hud sitrede og det at de var så tæt på ham satte næsten ild til hende. Hun følte sig forenet med ham, men på den måde at de passede rigtigt sammen på nogen punkter. Der var selvfølgelig dele af dem som ikke gik sammen. Hun var ikke forelsket i ham, og hun var ret sikker på at han heller ikke følte sådan om hende. Men han var hendes bedste ven, han var en hun ikke ville miste, og slet ikke til en som Pomona.
Hun kunne ikke lade være med at føle sig blot lidt overrasket over at han lod hende trække sig fri af ham. Han ville sikkert lege den samme leg med hende, hvilket altid gjorde en af dem skide irriteret. Men at være irriteret lige op til den seksuelle leg, plejede at være ret så godt. De var virkelig støbt af samme form til tider, og det havde nok også sin effekt på deres brede forhold. "Det er da ligemeget om det et løgn Conrad. Pointen er, at de minder jeg har med dig, let kan blive glemt med minder fra en anden, eller andre" sagde hun roligt og trak lidt på sine skuldre. De var begge to ret gode til at vikle hinanden ind i det spind som de så glædeligt brugte. Hun var sikker på at historien med hende Pomona, lige så vel kunne have været en opdigtet en, bare for at gøre Aurora selv jaloux. Men hun vidste at det var rigtigt. For han var anderledes når han havde talt om hende, eller havde gjort det klart at de ikke længere kunne fortsætte grundet en anden eller noget andet. Hun havde sine tricks til at få information når Conrad ikke ville sige hele sandheden. Hun stod længe og betragtede ham da han blot stod i stilhed. Det måtte virkelig være gang i tanke processen, det var næsten som om hun kunne høre hvordan det knaste og bragede.
"Du ved jo hvor godt jeg kan håndtere en kost, ville det være så underligt hvis jeg havde fundet en ny at øve mig på?" spurgte hun roligt. Hun nået ikke at sige mere før hans læber blev presset mod hendes. Hun hev fast omkring hans hår for at trække hans hoved fra hende. "Hvem af os er det lige der skal ombestemme sig" hvæsede hun af ham. Hun lod ham gå. Men efter et par skridt væk fra hende, rettede Aurora sig op, tog til løb og hoppede op på ryggen af ham. "Jeg hader dig" hvislede hun i hans øre.
Post by Conrad Crouch on Feb 24, 2016 22:10:40 GMT
Det var lettere sammenbidt, at han lyttede til hendes ord. Hun talte, som havde det været absolut ingenting, hvad end det var de havde haft sammen. Conrad var ikke tykpandet, og forstod udmærket at deres forhold til hinanden var af spidsfindig karakter, om end det blot var et udvidet venskab. Han havde aldrig prøvet at snyde sig selv til at tro, at han nærede andet end venskabelig kærlighed for Aurora. Men det var aldrig noget, som de havde sat specielt mange ord på. Det havde virket som en uudtalt aftale – men én, hvor mange ting i sidste ende havde kunne misforstås. ”Kom nu, Aura, vær’ fair. Selv jeg ved, at du ikke er så kynisk på bunden.” Med disse ord ytret i et varmt tonefald prøvede han at appellere til den side af hende, som han vidste fandtes.
Det overrumplede ham, men frembragte kun en svag vaklen. Aura var spinkel og slank sammenlignet med hans egen robuste kropsbygning. ”Men jeg hader ikke dig. Ikke det mindste!” Hurtigt bed han tilbage med en respons til hendes hvislende ord, og det var med lethed at han kunne gribe fat i hendes arme for at tvinge hende ned fra sin ryg. Han slap kun sit tag i hende for et splitsekund, hvor han drejede sig om mod hende, så de igen stod ansigt til ansigt. Hans hænder havde et bestemt tag omkring hendes overarme for at holde hende fast, men løst nok til at han ikke gjorde hende ondt. ”Jeg ville ønske, at jeg hadede dig. Det ville gøre det her meget lettere. Men det gør jeg ikke, okay!” Lettere ophidset væltede ordene ud af hans mund, imens han intenst stirrede ind i hendes øjne.
Post by Aurora Howard on Feb 25, 2016 13:12:42 GMT
Aurora var mester til at lyve, til at gemme ting og aldrig nogensinde igen tage det frem. Ligeledes havde hun forsøgt at skubbe alt om Conrad væk, udover hans venskab de engang var startet med. Det var ikke nemt, og var nok faktisk det mest sværeste hun nogensinde havde gjort. Hvordan slap man lige års lidenskablig leg? Som om der intet lå i det? - Nej hun skulle ikke være hans prinsesse, og han ikke hendes prins. Men de var jo venner? - Hun havde svært ved at give plads til andre i hans liv end hende. Lidt egoistisk og naivt. Men sådan havde hun det nu engang. "Det er jeg når jeg er sur nok, eller har nok grund" sagde hun små surt. Hun sukkede dybt. Han formåede altid at finde et smil frem hos hende, selvom hun så inderligt forsøgte ikke at få det frem. Han var den eneste gode ting i hendes liv, hun kunne ikke få sig selv til at smide det væk.
Hun vidste godt at hun ikke ville have længe på ryggen af ham, men han skulle alligevel ikke have lov til at gå fra hende. "Det burde du" hviskede hun i øret på ham, som hun svagt nappede i. "jeg er for fristende" sagde hun og kunne ikke lade være med at have et vant skævt smil over de bløde læber. Hun stod nu igen op af en væg, med Conrads faste tag om hendes arm. Hun strakte i kroppen, og rettede ryggen. "Du ville aldrig kunne hade mig Conrad, den snak har vi haft" sagde hun lettere forførende og lagde hovedet lidt på skrå. Hun spidsede læberne kort. "Kysser du mig igen?" spurgte hun og holdte hans blik fast.
