Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det tomme klasselokale lå øde og tomt hen da Conrad lod døren glide lydløst i bag sig. På dette sene tidspunkt af dagen var solen gået ned og lokalet var henlagt i mørke indtil han trak sin tryllestav og med et lavmælt lumos oplyste rummet i et blødt lys. Han gik nogle langsomme skridt og så sig omkring i de efterhånden så velkendte omgivelser; støvede reoler, vakkelvorne borde og en beskidt tavle. Med en besværgelse fik han lyskilden til at slippe hans tryllestav, og den lysende kugle steg til vejr og kastede sit dæmpede lys ned over ham imens han stak tryllestaven i inderlommen igen.
Han lænede sig op ad et af bordene i centrum af klasselokalet, og stod med fronten rettet imod døren. Afventende. Indrømmeligt var han kommet en anelse tidligere end de havde aftalt at mødes den samme morgen, men han havde ikke kunne vente længere. Det havde virket meningsløst at sidde i Gryffindors opholdsstue og trille tommelfingre, når han var udmærket klar over at han alligevel ikke var i stand til at samle tankerne nok til at kunne koncentrere sig om at studere. Måske han kunne få Pomona til at hjælpe ham. Tanken blev ikke tænkt til ende, før den fik ham til at smile skævt af sig selv. Han havde ikke spor lyst til at bruge tiden sammen med hende på noget så nederdrægtigt som lektier.
Post by Pomona Ollivander on Feb 9, 2016 15:42:34 GMT
Pomonas slentren hen over græsplanen, blev forvandlet til en panikslagen flugt tværs over pladsen, da en bølge af regn pludselig begyndte at drukne vinden som en strøm af barnetårer. Da hun endelig nåede ind i sikkerhed, havde dråberne allerede lagt sig over hende som et stort tæppe. De resterende regndråber der kærtegnede hendes mørke øjenvipper, fik hende til at ryste på hovedet engang, så de lokker af hår der ikke havde klistret sig fast til hendes ansigt, fik sig en dans hen over de spinkle skuldre. Vådt tøj klamrede sig til hendes krop, som hun fortsat løb hen til sin opholdsstue, og skyndsomt fik byttet vådt ud med tørt. Mere tid havde hun ikke til at genvinde varmen, før hun traskede hen mod det klasselokale hvor Conrad forhåbentlig stadig ventede, selvom hun havde overskredet deres aftalte mødetidspunkt.
Pomona lignede stadig halvt en fordrukken mus, da hun endelig kom til syne i døren. “Jeg blev holdt tilbage”, forklarede hun, stadig en smule åndeløs efter alt den løben. Hun forsøgte ikke at præcisere sit svar; hun tænke at det stjaskvåde hår talte for sig selv. Pomona bevægede sig ind mellem borderne, før hun tæt på hvor han stod, skubbede sig selv op at sidde på et af borderne. Det våde hår skubbede hun om bag ørerne, før de brune øjne fandt hans ansigt igen; denne gang med et langt mildere udtryk. “Hej”
Efter en stund tilbragt i klasselokalets rungende stilhed, indfandt en lille gnist af usikkerhed sig for et moment. Måske hun havde ombestemt sig. Let nippede han sin underlæbe i sådan en grad, at der kom en svag lyserød farve i de ellers blege og farveløse læber. Først da døren endelig gik op, og hans blik faldt på Pomona, stoppede han torturen af sine læber, der i stedet splittedes i et usædvanligt mildt smil. Han nikkede blot som svar på hendes forklaring på den lille forsinkelse. Ventetiden var det værd.
Roligt fulgte hans grønne øjne hende opmærksomt som hun bevægede sig forbi diverse borde og stole inden hun nåede frem til ham. ”Hej,” svarede han hende stille. Lydløst skubbede han sig ud fra bordet, som han havde lænet sig op ad, og rettede sig op for at træde hen foran Pomona. Hans hænder fandt vej til hendes lår, hvor de hvilede lige over hendes knæ. Fingerspidserne nussede kort hendes lår, før han blidt skubbede dem til side, så han kunne træde ind imellem dem, tættere på hende. En af hans hænder løftede han op til hendes ansigt, og lod sine fingre glide igennem hendes våde hårlokker. ”Mmh. Du er lidt våd.” En nøgtern bemærkning akkompagneret af et gavtyve smil.
Post by Pomona Ollivander on Feb 9, 2016 20:57:09 GMT
Hans profil lå et sekund eller to og svømmede i det halvmørke rum, før han rykkede på sig, så lyset faldt på hans ansigt. De brune øjne gled ned over hans hals, med den mørke grube over den åbne skjorte. Uden at forvente protester, lod hun sine arme omslutte hans hals, som han snedigt fandt sig en plads mellem hendes ben, som hang og dinglede afslappet ned over bordet. Hvor hendes krop før havde følt kold helt ud til tåspidserne, begyndte en varme at finde vej til hendes lemmer igen.
“Efter en træning plejer jeg at være dækket i snavs fra top til tå; det her er ingenting”, kommenterede hun i et skævt smil, mens hun snoede sin pegefinger om en krølle fra hans nakke. “Jeg var ikke sikker på du ville være her, når jeg kom”, tilføjede hun roligt, før hun løftede hagen den smule der skulle til, for at lade hendes brune øjne møde hans egne. “Har du ventet længe?”
”Aha?” En svag kuldegysning løb ned langs hans rygsøjle som resultat af hendes fingre i sit hår. ”Jeg har ikke noget imod at blive lidt beskidt i ny og næ.” Imens ordene blev udtalt, fandt hans varme håndflader deres vej op ad hendes lår indtil de fandt sig til rette hvilende mod hendes hofter. Smilet var stadig at se på hans blege læber, selv i den dæmpede belysning fra hans besværgelse. Med et fast greb skubbede han hende langsomt længere ud mod bordkanten, og derved tættere på ham. Da han syntes tilfreds med deres nærhed, lod han sine arme smyge sig rundt omkring hendes talje. Uskyldsrent mødte han hendes blik.
Hendes kommentar var næsten komisk. Conrad ville have ventet på hende i flere timer, hvis det var hvad der skulle til. Til hendes spørgsmål trak han let på skulderen. ”En smule, men det er i orden.” Før han ytrede sine næste ord lænede han sig ned over hendes overkrop og begravede for en kort stund sit ansigt mod hendes hals. ”Du er ventetiden værd.” Duften af nyfalden regn syntes at nå hans næsebor. Den hengivne indrømmelse gjorde ham ikke forlegen, til trods for at der ikke var blevet mange ord på at definere hvad det var, at Pomona og han selv rendte rundt og lavede i det skjulte. For i det skjulte var det, og i det skjulte måtte det forblive. Hvilket mindede ham om… Conrad rettede sig op igen og sendte hende et hurtigt blik, før han trak sin ene hånd til sig og fandt sin tryllestav frem fra inderlommen igen. En besværgelse blev mumlende udtalt med staven pegende mod døren, hvor låsen med et lavmælt klik gled i. Da de grønne øjne vendte tilbage til Pomonas, var det med et drenget smil. ”Så vi ikke behøver bekymre os om tilskuere.”
Post by Pomona Ollivander on Feb 15, 2016 20:02:41 GMT
"Undskyld", bløde stavelser, langsomt spildt; hældt forsigtigt ud, som hun lænede sig ind mod ham, og hviskede ordene forsigtigt ind mod hans øregang. "Jeg forsøgte virkelig at komme til tiden", forsikrede hun ham i en sød tone; afslørede ikke at der havde været øjeblikke, hvor hun havde balanceret på kanten af ikke at komme. Hvor hun havde spekuleret omkring, hvor vidt dette var en fejl; hvor vidt de var en fejltagelse. Samtidig kunne hun ikke ignorere måden hvorpå han fik hendes hjerte til at banke i brystet på; en banken der ikke var tildelt venner, men noget andet udefinerbart.
Hun kunne stadig mærke strejf af hans hud mod sin egen, og hun undrede sig ganske kort over om han mon følte det samme, eller om stunder som disse, som alt andet, ville blegne i sidste ende. Hans drengede smil blev gengældt af et fjoget et af slagsen; et fjoget et, der langsomt blev erstattet af et mere skælmsk, jo mere hun så ind i de brune øjne. “Godt”, mumlede hun svagt ind mod hans mund, og hun nød at lade sine egne læber strejfe hans i et stykke tid, før hun endelig lænede sig frem for at mindske den minimale afstand mellem dem.
Post by Conrad Crouch on Feb 24, 2016 22:08:32 GMT
Det var ikke noget, der var blevet sagt højt; at det skulle foregå bag lukkede døre. Hvis og såfremt at det – hvad end det var – blev til en ting. Conrad undlod at dvæle ved det og kunne blot konkludere at tanken om hende simultant glædede ham og gjorde ham nervøs. En nervøsitet, der normalt ikke indfandt sig hos ham i selskabet med andre piger. Så naturligvis blev han draget mod Pomona med stigende nysgerrighed over hvilken effekt hun havde på ham. Såsom i dette øjeblik, hvor blot hendes sigende smil og rosa læber fik ham til at glippe overrumplet med de grønne øjne. Dette var ham ganske uvant.
Nyfigent lod han sine fingerspidser følge rundingen af hendes hals, op under hendes hage, som han tiltede op ad. For et øjeblik betragtede han blot de fine ansigtstræk med åbenlys interesse. Det var med et blidt greb om hagen, at han vippede hendes ansigt til side for at kysse hendes kind. Herefter svævede hans læber momentant over huden, hvorpå hans rolige åndedræt svagt ville kunne mærkes, før han bøjede sig og pressede et kys mod halsen. ”Jeg synes, at vi burde gøre det til en regelmæssig ting at mødes her.” Foreslog han ligefremt idet han rettede sig op igen, og blidt strøg en lok af hendes mørke hår tilbage.
Post by Pomona Ollivander on Feb 24, 2016 23:00:25 GMT
“Lige her?”, en dæmpet latter gled over hendes læber, som de brune øjne fandt hans egne i mørket. “I dette lokale, specifikt?”, spurgte hun igen, og rykkede sig samtidig en smule tættere på Conrad, så tæt som bordets kant nu tillod, uden at hun gled helt ud over den.
Hun lod sin ene fingerspids glide fra løvens albue, op langs hans markerede overarm og videre op over skulderen. “Ikke eliksirlokalet?.. Eller omme bag tribunerne? eller.. vejledernes toiletter, måske?”, spurgte hun med latter og leg i stemmen. Hun skubbede kraven på hans skjorte lidt til side, så hun kunne stryge sine fingre over kravebenet under den gyldne hud.
Post by Conrad Crouch on Feb 27, 2016 17:47:12 GMT
Hendes flirtende facon virkede yderst effektivt. Blikket var rettet mod hendes ansigt, men forhindrede ham ikke i at bide mærke i måden hvorpå hun rykkede tættere. Det frembragte et smil, der langsomt bredte sig ud, om end det kun var et lille ét. ”Er der noget galt med lige netop dette lokale?” Ordene lød lettere fraværende, imens han betragtede hende. ”Her er da.. hyggeligt.” Hænderne startede med at hvile på hendes knæ, men bevægede sig roligt op ad hendes lår.
Et næsten koncentreret udtryk kom til syne i hans grønlige øjne. Han drejede ansigtet og så ned på hendes hånd med interesse, og derefter mod hendes øjne igen. Denne gang med antydningen af et skævt smil hængende i mundvigene og et tilsyneladende roligt ydre, der ikke afslørede hans trang til at bide i sine knoer for at dæmpe sin egen fornøjelse. ”Har du altid så mange fantasifulde idéer, Pomona?” Hans hænder pillede legende ved kjolens snører, og for et øjeblik fulgte hans øjne sine egne fingres drillesyge mønstre. ”Personligt undrer jeg mig lidt over, hvad vi dog skulle tage os til omme bag tribunerne.” Et mørkt bryn skød i vejret, og samtidig satte han hænderne ned på bordpladen på hver side af hendes hofter, og støttede sig på dem idet han lænede sin overkrop umærkeligt længere fremover.
Post by Pomona Ollivander on Feb 29, 2016 18:35:21 GMT
Afslappet mødte hun den andens blik med øjne, som hans berøringer havde efterladt en smule klare. Det var i det øjeblik hun igen blev opmærksomhed på den sitrende følelse under huden, der havde været under opbyggelse, siden hun var trådt over dørtærsklen, og havde set ham siddende ventende på sig.
“Du ville nok komme til at vente lidt”, forklarede hun legende med en munter klang rungende i stemmen. “Jeg ville have en kamp at vinde først”, forklarede hun videre, underholdt. “Når..”, startede hun, og svang sine ben spontant omkring ham, før hun pressede ham umuligt tættere ind mod sig. Hun trak hovedet lidt tilbage, så hun rigtig kunne møde ham med blikket; da det skete, løftede hun det ene øjenbryn den mindste smule. “Har du snart tænkt dig at kysse mig eller hvad?”
Roligt hævede han et bryn. ”Væn dig ikke for hurtigt til den idé om, at jeg sidder med hænderne i skødet og venter.” De varslende ord til trods, havde hans ytring stadig en munter undertone. ”I så fald forventer jeg, at du gør op for ventetiden.” Drenget trak det svagt i hans mundvige med antydningen af en drillende udfordring. Det underholdte ansigtsudtryk blev blot intensiveret af at hun pressede ham tættere. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at protestere mod det. Åbent mødte han hendes blik og vedholdt ublufærdigt øjenkontakten.
Uden så meget som at blinke svarede han på tiltale. ”Måske.” Med håndfladerne støttende mod bordoverfladen lænede han sig ind over hende, så tæt, at han måtte bryde deres øjenkontakt før det gjorde ham skeløjet. I stedet faldt de grønne øjne på hendes læber, overvejende. Normalt havde han et behov for at være dén i kontrol, så han selv styrede hvad der foregik. Men i øjeblikket fandt han blot Pomonas krævende utålmodighed for lettere uimodståelig. ”Hvis du spørger pænt.” Deres ansigter var vitterligt så tætte, at han ville kunne trykke deres læber sammen ved blot at tilte hagen en smule. Men afventende holdt han den minimale afstand imellem dem.
Post by Pomona Ollivander on Mar 2, 2016 20:03:56 GMT
I det blæksorte mørke var det bløde lys nok til at belyse den smukke kurve af hans kind; svagt draget af sit eget spejlbillede, der faldt sammen med det brune, fortabte hun sig i hans øjne, før hans stemme fik hende trukket tilbage til virkeligheden.
At være i selskab med Conrad gav hende en excentrisk følelse af at være i live; alligevel mærkede hun en skygge glide ned over sig. Det fik hende til at stoppe op lige ud for hans læber, mens tanken om at trække sig tilbage før han fik muligheden for at brænde ar i kroppen på hende, strejfede hende.
Hans sidste sætning, og tætheden der derefter fulgte med, slettede dog de sidste rester af tvivl. “Be’ om”, bad hun legende og med svag latter i stemmen. Munden krusede sig let opad, så hendes smilehuller svagt kom til syne, som hun lænede sig nok ind mod ham, til deres næsetipper kunne strejfe hinanden.
Noget ved hendes væsen fik hans ungdommelige sind til at baske med vingerne. En opløftende sensation, som han ikke turde tænke mere over end i flygtigt passerende tanker. For hvad ville der ske når effekten tog af? Eller endnu værre: Hvad ville der ske, hvis den ikke tog af og hans ellers så selvstændige fremtråden begyndte at afhænge af hendes opløftende tilstedeværelse? For en borgerlig halvblodsheks ville aldrig kunne komme på tale som Curteis Crouch’ svigerdatter. Dette var Conrad smerteligt opmærksom på.
”Meget bedre.” Det bekymringsløse smil viste sig i hans mundvige idet han blidt tog hendes ansigt mellem sine hænder. Tålmodigt trykkede han læberne mod hvert af de to smilehuller i flygtige kys, før han endelig lod sine læber smelte sammen med hendes. Hans øjenlåg gled i, som han udforskende bevægede sine læber langsomt mod hendes. En overraskende forsigtighed, som Conrad normalt ikke udviste – han skulle jo nødigt få ry for at være svag.
Da han slap hendes læber igen var det med forundrede øjne, at han så på hende. Hans uventede blødsødenhed syntes dog hurtigt derefter at blive erstattet at sin sædvanlige kækhed. ”Måske jeg skulle overveje at begynde at spille Quidditch, hvis alle Quidditch-pigerne er ligesom dig.”
Post by Pomona Ollivander on Mar 7, 2016 20:51:13 GMT
Der lå uafklarede følelser i hende, som stadig splittede hende; følelser der drev hende imod ham, og som samtidig skubbede hende væk, i frygt for at blive dybt såret. Ganske diskret fyldte hun sine sanser med duften af ham; lod sine spinkle fingre blidt stryge ned over hans ryg, og selvom tvivlen i ny og næ dukkede op, så holdt hun ham stadig fast i et greb der vidnede om, at hun ikke ønskede at slippe ham lige foreløbig.
Hun fangede hans læber med sine egne. Berøringen fik uvilkårligt hendes hjerte til at slå lidt hurtigere i brystet på hende. Hun var ikke den slags pige der fik følelsen af sommerfugle der bladrede rundt i maven på hende, men det var tæt på, da luft igen blev påkrævet mellem dem, og hun åbnede øjnene med et vagt træk i sin ene mundvige.
Smilet falmede en lille smule ved hans ord, mens vejrtrækningen stadig var lettere overfladisk. Hun vidste han mente det som en vittighed - måske endda som en kompliment - men der var stadig noget ved ordene som gav hende lidt ondt i maven. “Jeg håber og satser på der kun findes én udgave af mig”
