|
Post by Dymphna M. Burnett on Sept 18, 2017 18:27:08 GMT
Det var svært ikke at tænke på at det nu var et år siden, Dymphna havde været på grænsen til at føde sit første barn. Specielt nu hvor hun lige havde fundet ud af at hun var gravid med Alistairs. Glæden over at kunne give ham en arving fyldte meget, men det gjorde tanken om hendes første barn også. Hendes søn ville snart være et år gammel og hun brugte ofte nætterne på at tænke på ham, når Alistair sov. I al hemmelighed, både for sin egen familie og for sin mand, havde hun hyret en pålidelig magiker til at finde ud af hvor barnet var. Det havde desværre vist sig at være sværere end hun troede, men hun havde en ide om at hun ville være tilfreds, hvis bare hun vidste at han var ok. Alligevel følte hun et stik af dårlig samvittighed over at gå bag Alistairs ryg og det var også derfor at hun allerede nu havde besluttet sig for at fortælle ham hvordan hun havde det. Derfor forstyrede hun ham en aften i en af de små stuer, hvor hun tøvende nærmede sig, nervøs for hvad hans reaktion ville være på det hun ville sige. "Jeg må vist hellere tale med køkkenet om om vi snart kan få noget andet end høne." Sagde hun og betragtede ham med et lille smil på læben. De havde spist næsten den samme ret nu i tre dage, det var en triviel ting, men hun ville helst ikke have at Alistair følte at hun ikke opfyldte sine pligter som hans hustru.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Sept 20, 2017 15:06:43 GMT
Følelserne havde fået frit spil på alle tangenterne. Det var et virvar af frustrerende som glade tanker der havde fyldt i sindet hos Alistair. Endelig havde hans familie ladt ham være, og hans far havde til og med også trukket sig mere tilbage og overladt størstedelen af arbejdet til sin søn. Det gjorde dog også at Alistair havde langt mere ansvar end han nogensinde havde haft, og selvom han havde set frem til dagen for han på mere eller mindre egne ben kunne føre familiefortagnet videre, så skræmte det ham fra tid til anden.
Mest taknemmelig var han dog for Dymphnas altid støttende sind, og selvom der bryllup for for snart et år siden havde været planlagt, var han mindst lige så lykkelig, havde han selv fundet frem til hende. Han var ikke i tvivl om at deres kærlighed var ægte.
Han blinkede et par gange med sine øjne og drejede hovedet da døren til stuen han sad i gik op. Den glædelig overraskelse fik dog et smil frem på hans læber. Han strøg en vildfaren hånd gennem de røde krøller og rejste sig for at hilse på sin hustru. "Vejret skulle holde, det ville være en oplagt mulighed for os at besøge et par af de nærliggende gårde" Han havde været alt for meget inde den sidste tid, og han vidste det ikke kunne vare længe før at vinterens kolde kys ville strække sig over lavlandet. Han kyssede hende blidt inden han slog hånden mod den frie stol. "Kom, gør mig med selskab"
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Sept 20, 2017 19:13:24 GMT
Dymphna der havde været vandt til en anden form for ægteskab, var konstant forundret over Alistairs venlighed og kærlige opførsel. Det var noget helt andet end Tristans jalousi og ejerskabsfornemmelser. Hun satte sig derfor en smule forsigtig ned ved siden af ham og smilede en anelse, mens hun brugte lidt tid på at glatte sit skørt. Helt unødvendigt.
"Vores ægteskab er gået fint, synes du ikke? Måske bedre end fint endda." Sagde hun og løftede blikket op mod hans mens hun blottede sine tænder i et smil. "Tror du at du er klar til at få et barn ind i dit liv?" Spurgte hun og så ham spørgende i øjnene. En ting var at der skulle være en arving, men om Alistair var klar til at være far, det var noget helt andet. Hun ville så gerne have at hendes andet barn fik et lidt bedre start på livet.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Oct 9, 2017 18:27:02 GMT
Alistair havde ikke været gift med sin nu afdøde kone i særlig lang tid, og havde på nuværende tidspunkt lige så lidt erfaring som Dymphna også havde. Han var glad for at de var gode til at tale sammen. Tanken om hvordan andre havde deres ægteskab, fornøjede ham ikke, og der var derfor uhyrlig vigtigt for ham at han og hans kone kunne komme godt ud af det med hinanden.
Han kiggede op imod Dymphna, hvor han til en start ikke vidste om det var et trick spørgsmål. Han nikkede dog ret hurtigt efter. "Ja?" Kom det lidt spørgende fra ham. Han kløet sig i det begyndende røde skæg og rettede sig en smule i stolen. “Et barn?” Han blinkede med sine øjne og rettede opmærksomheden mod sin kone. “Det vil jeg mene, ja” sagde han stille og måtte holde lidt på vejret.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Oct 11, 2017 16:06:15 GMT
Dymphna bed lidt ned i sin underlæbe over Alistairs svar og smilede derefter en anelse forsigtig. "Det er bare. Sidste gang jeg satte et barn i verden.. Ja du kender jo historien. Men det var så kaotisk - så problematisk. Jeg er bange for at det samme kommer til at ske nu." Sagde hun og bøjede hovedet lidt. "Hvad hvis jeg slet ikke kan gøre det bedre denne gang? Hvis der sker et eller andet og ja.. hvem ved?" Sagde hun og sukkede en anelse. Dymphna rystede derefter lidt på sit hoved, irriteret over hvor forvirret hun var.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Oct 11, 2017 17:13:54 GMT
Alistair lagde hovedet lidt tilbage i den velour polstrede stol og kunne mærke nervøsiteten ånde ham varmt i nakken. Han frygtede ikke for sin kone, men mere de ord hun havde at ytre. Han havde på fornemmelsen at hun ikke altid var ærlig omkring ham, men det var ikke noget han brugte alt for meget tid på dvæle ved. Han tog sit glas op til læberne og kunne dufte de bitre bær i vinen. <P> “Det handlede mere om manden der var en.del af det end noget andet min egen” bemærkede han og sendte hende et opmuntrende smil. Han satte glasset fra sig og rejste sig fra stolen og gik hen til Dymphna. “Hvis du havde fået chancen, er jeg sikker på du ville brillerer i rollen som mor, - men jeg håber at det er noget du gerne vil prøve - nu med den rigtige” sagde Alistair stille og rakte ud efter hendes hånd.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Oct 11, 2017 18:38:57 GMT
Dymphna rynkede sine øjenbryn lidt opad over hans ord og nikkede langsomt mens hun tænkte. Derefter betragtede hun ham mens han rejste sig op og gik hen til hende. Hun lagde forsigtig hånden hen over hans mens hun holdt vejret. "Selvfølgelig er det det, det er mit største ønske. At tage mig af en lille unge." Sagde hun og smilede en anelse. "Det er bare som om jeg ikke helt kan glemme mit første barn.. det håber jeg du forstår. Selvom jeg er glad for at være sammen med dig." Sagde hun og gav hans hånd et klem.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Oct 11, 2017 19:04:45 GMT
Alistair havde aldrig været i lignende situation, og kunne mærke at hjernen var på overarbejde. Han strøg blidt sine fingre mod hendes håndryg. Han forsøgte at forstå hvad der foregik, og hvordan han skulle agere omkring sin kone. Han holdte vejret. Han kunne ikke ikke lade være med smile en anelse. Ordene forsikrede ham om at de var på den rigtige sti. “Det er jeg glad for at høre” sagde han og kyssede hendes hånd. “Selvfølgelig ikke!” Alistair spærrede sine øjne op og klemte hendes hånd og rystede på hovedet så de røde krøller hoppede. “Jeg håber stadig der er en chance for at han kan være en del af dit liv, af vores” sagde han stille og kiggede på hende.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Oct 11, 2017 19:30:13 GMT
Dymphna havde ikke ligefrem tænkt samtalen igennem, men sådan som den forløb, endte den med at tage en fin retning i forhold til hvad hun egentlig ville tale med ham om. "Ville du være okay med.. at jeg fandt en.. der diskret kunne forsøge at finde ham? Bare for at se om der bliver taget godt af ham. Jeg har bare brug for at vide at han får mad.. og en varm seng.. og.. " Hun sukkede dybt mens hendes øjne blev blanke. "Hvis du ikke synes det er en god ide, så kan vi bare.. vente.." Sagde hun mens hun forsøgte at trække vejret roligt. Hun havde slet ikke spurgt sin bror om hjælp, men det havde hun måske heller ikke tænkt sig at gøre.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Oct 11, 2017 19:49:33 GMT
Alistair havde forventet at samtalen på et tidspunkt ville dukke op - ikke at det nødvendigvis skulle være netop denne aften. Han forholdte sig dog roligt - det var et ømt og vigtigt punkt for Dymphna, og derfor også for ham. Han anede dog ikke hvad der ville ende med. “Naturligvis - Jeg mindes også jeg helt fra start af fortalte at din søn var mere end velkommen, også til at bære familiens navn” sagde han og nikkede bekræftende.
Alistair endte med at bøje sig ind over Dymphna så han kunne lægge armene om den lille krop, hvor han bliver strøg hende over håret. Han rystede endnu engang lidt på hovedet. “Jeg syntes det er en god idé” bekræftede han hende og flyttede hovedet en smule så han igen kunne se på hende. Et blidt smil trak op og spredte sig over hans ansigt. “Måske vil kunne øve os lidt, drengen skulle jo nødigt forblive enebarn"
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Oct 11, 2017 19:56:59 GMT
En ting var at Alistair havde sagt på deres bryllupsnat, at det var i orden. En anden var rent faktisk at lade det ske. Dymphna havde ikke været helt sikker på om han kunne gennemføre det, hendes erfaring med mænd var at de havde en tendens til at være meget besiddeirske. At have en anden mands barn i nærheden, ville måske have været for meget. Dymphna så op på ham med et blik der viste hvor taknemmelig hun var for hans accept af hendes forslag. "En god ide." Sagde hun og smilede for sig selv. Da Alistair forsatte med at tale, rejste hun sig op og lagde armene om ham. "Jeg er så heldig." Sagde hun uden helt at høre hvad han havde sagt. Hun var helt overvældet af hvor glad hun var.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Oct 11, 2017 20:14:47 GMT
Alistair var ikke sådan at gå tilbage på sit ord, men han forstod fuldt ud hendes bekymring, og trang til at sikre sig. Hvis det endelig skulle ske, at Dymphna søn skulle være en del af deres liv ville Kinross og ikke mindst adskillige noble familier have noget at stikke næsen i - Det var noget Alistair havde forberedt sig selv på.
Selvom det ikke var en lille forespørgsel, så var det noget der var en del af hendes liv, lige så vel som at Alistair selv havde skeletter i skabet. Havde han forbudt hende det, var det blot blevet en uhelbredelig revne i deres ægteskab, og det ønskede han for alt i verden ikke.
Han nikkede stille. Det mest sandsynlige ville være at drengen kunne bo hos en af familierne som arbejdede på en nærliggende gård - selvom Alistair helst så at han kunne blive en del af familien som en forældreløs slægtning de havde taget til sig, så han kunne bære navnet Burnett.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Oct 11, 2017 20:21:15 GMT
Dymphna krammede ham tæt og gav først slip efter et lille stykke tid. Det han gjorde for hende var så stort, at hun havde lyst til at give ham noget igen og derfor smilede hun let og så op i hans øjne. "Hvis der nu er noget jeg kan gøre for dig, så må du sige til.. ikke?" Sagde hun og strøg en lok af sit hår bag øret. "Altså hvad som helst.. Så længe du ikke vil have mig til at danse som de gamle skotter til sidste fest." Bemærkede hun og kom til at fnise lidt ved tanken om synet af de gamle mænd i kilt der havde danset - godt nok med en del øl indenbords.
|
|
|
Post by Alistair Burnett on Oct 12, 2017 12:28:20 GMT
Alistair var måske lidt ved siden af den alsidige adelsmand. Men det havde aldrig ligget ham særlig nært at føre familien med hård hånd. Selvfølgelig gik han op i ære og det gode ry - men når alt kom til alt var hans familie det vigtigste, og Dymphna var en del af den nu - hvad end der så blev sagt i de små byer. Han blinkede en smule med sine øjne og betragtede hende stille.
“Naturligvis” sagde han mildt og nikkede langsomt med hovedet, dog kunne han ikke lade være med at grine højt. “Årh jeg ved ikke - der ville da være alle tiders syn” sagde han og strøg tomlen over hendes kind.
|
|
|
Post by Dymphna M. Burnett on Oct 12, 2017 16:53:03 GMT
Dymphna grinede lidt med ham mens han lo og rystede på hovedet, inden hun slappede af ved hans berøring. "Måske - hvis det vil gøre dig glad så gjorde jeg det gerne." Sagde hun og så derefter flygtigt opad. "Eller ved nærmere eftertanke.." Tilføjede hun tøvende og slap en svag tænksom lyd hen over sine læber. Det var nok usandsynligt at hun rent faktisk ville gennemføre det, hun havde aldrig været meget for så meget opmærksomhed til selskaber.
|
|