|
|
Post by Diarmad MacFusty on Sept 15, 2017 12:59:14 GMT
Diarmad havde aldrig i sit liv været ude at rejse på den måde. Han var vokset op i Skotland, han havde gået i skole i Skotland og det var omtrent det eneste sted han nogensinde havde haft brug for at være. Nu var han i midlertidig Sirrah Zabinis lærling og med den position fulgte der rejser til fjerne lande, for at studere mystiske dyr, som han i nogen tilfælde velsagtens aldrig ville have hørt om. Det havde givet et voldsomt sug i maven på ham, da de tog afsted for blot en dag siden og da han vågnede op i det lille telt, der var hans, på en skråning i et vildnis i Sydeuropa, bankede hans hjerte også usædvanligt hårdt i brystet på ham. Han kom ud af fjerene med rodet hår, trækkende rober ud over sine underbenklæder, som han halvt hoppede ud af teltet i den gryende morgen. Alt ved den kommende dag virkede spændende, i hans nuværende optik. |
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 19, 2017 13:44:03 GMT
Langt, langt de fleste af de rejser Sirrah Zabini foretog sig var til steder langt fjernere end den klippeside de nu befandt sig på. Grifferne holdt til i østligere lande, men de var også mere nådesløse end de beslægtede hippogriffer. Det var en flok af sidstnævnte, som de var på jagt efter nu. En passende, blid opstart for en lærling - så blidt som det nu kunne være, når der var tale om vilde bæster.
Den mørkhårede heks havde allerede været oppe længe, da først der var bevægelse i det af teltene, der ikke tilhørte hende selv. Hun stod for enden af den klippeafsats, hvorpå de havde slået lejr, og så udover bjergdalen under - ryggen rank og pertentligt klædt i en mørkebrun kjole, uden de mindste tegn på at have overnattet i det fri. Det var først, da Diarmad havde nærmet sig, at hun endelig drejede hovedet og så mod den unge mand.
"Hvad kan du se her?"
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Sept 19, 2017 18:37:15 GMT
Diarmad kørte en hånd igennem det lyse, rodede hår og gik op til sin læremester med svang i skridtene og en næsten svævende følelse, der ikke havde noget at gøre med, at han lige havde drømt, at han selv fløj.
Han blinkede en enkelt gang over spørgsmålet og rynkede panden lidt, før han så ud over dalen under dem med et sug i maven. Der var vældig langt at falde.
"Jeg ser..." Han koncentrerede sig og tænkte på det de var rejst for, men han fandt ingen tegn på hippogriffer foran sig og endte med at vende blikket spørgende imod sin læremester. "Intet, Mester Zabini. Hvad præcis skal jeg se efter?"
|
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 20, 2017 13:19:57 GMT
Sirrah forventede ikke andet svar end det hun fik. Det fremgik måske ikke så klart af hendes udstråling, alvorlig som altid, men hun knejsede dog svagt med nakken i en anerkendelse af at svaret var godtaget. Mørke øjne rettede sig mod landskabet igen.
"Ser du græsset nær kilden?" Hun ventede på bekræftelse. "Læg mærke til, hvordan jorden ser ud. Fortæl mig, hvad hippogriffer lever af?"
Et forventningsfuldt blik rettede sig mod den unge troldmand og denne gang var der ingen tvivl om, at hun forventede et korrekt svar.
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Sept 21, 2017 5:37:21 GMT
Diarmad rankede sig en anelse over et spørgsmål, som han nemt kunne besvare. Ti point til Gryffindor, hørte han for sit indre øre, lige før han åbnede munden.
"Kød," faldt det allerførst, inden han uddybede. "Småt bytte i form af både fugle og pattedyr, men også til tider insekter." Hans blik gled tilbage til dalen og hans bryn gled op. "Og alle dyr skal på et tidspunkt drikke, så en sø er det perfekte sted at finde byttedyr?"
|
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 21, 2017 8:42:06 GMT
Sirrahs ansigtsudtryk afslørede ikke meget andet end at hun lyttede. Til sidst nikkede hun dog ganske let. "Rigtigt. Men der er mere end det," svarede hun, endnu engang tilfreds med sin lærlings svar. Hvis det fortsatte på den måde, ville det blive et lovende samarbejde.
"Græsset er trådt ned flere steder og de bare pletter afslører, at det må have været en sulten flok - de graver ikke efter insekter, hvis der er andre muligheder," forklarede hun i et nøgternt tonefald, men også ordknapt. "Pak dine ting sammen. Med lidt held, kan vi nå at indhente dem før de flyver."
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Sept 22, 2017 12:40:34 GMT
Diarmad kunne have sparket sig selv, men der var langt ned og han kunne knapt se, at græsset var blevet trådt på. Måske udviklede man også falkeblik, når man var magizoolog. Han rømmede sig lidt og var nærmest på vej tilbage til teltet, så snart som Sirrah havde sagt de første ord.
Han var hurtig - magi var en hjælp på den måde - og stod snart efter med alt pakket ned i en vadsæk og strøg håret ud af øjnene igen. "Mester?"
|
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Sept 26, 2017 16:47:00 GMT
Sirrah havde også snart samlet sine egne, sparsomme genstande sammen og da Diarmad henvendte sig til hende igen, stod hun endnu engang og så udover landskabet. Nu vendte hun sig dog helt mod ham og for en gangs skyld trak hendes læber op i et beskedent smil.
"Er du klar, mester MacFusty?"
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Sept 30, 2017 19:25:05 GMT
Diarmad var mere end klar og han rankede sig lidt ved spørgsmålet med et spændt smil, der mere end matchede op for hvad der var på hans læremesters læber.
"Ja, Mester Zabini," bekræftede han. "Går vi derned?"
|
|
|
|
Post by Sirrah Zabini on Oct 12, 2017 9:26:15 GMT
Diarmads tydelige entusiasme var et plus og det gjorde, at det antydningsvise smil forblev på hendes læber. Tilfredsheden med lærlingen var der, men deres jagt var langt fra slut endnu. Hun nikkede og gjorde et tegn med den ene hånd, for at indikere at han skulle følge efter.
"I en dal som den her, vil lyden fra transferens sprede sig. Det er en sikker måde at skræmme hippogrifferne væk på. Derfor går vi."
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Oct 12, 2017 20:08:28 GMT
Dia nikkede hurtigt til svaret, som gav god mening. Han havde alle sine ting og fulgte efter læremesteren uden at stille spørgsmålstegn ved vejen eller fornuften i hendes ord.
"Man kunne have fløjet, hvis man havde en kost - eller ville det også skræmme dem, Mester?"
|
|
