|
|
Post by Griselda MacFusty on Aug 15, 2017 13:06:12 GMT
Det var som om at dette lille stykke af verdenen var helt deres eget. Det var intet stort sted, men hytten som de skulle bo i de næste dage havde hvad man skulle bruge, og Griselda priste sig lykkelig for at det var holdbart og kunne holde varmen inden. Her kunne de være dem selv uden at blive forstyrret af hverken forældre eller søskende. Verdens problemer syntes fjerne og det var på en måde en prøve for dem begge at prøve at leve sammen, uden at være afhængige af andre.
Griselda bandt de lyse krøller op, og selvom hun gjorde sig umage, strittede der alligevel et par tottet ud. Det var umuligt for hende at bestemme når det gjaldt hendes hår. Hun børstede skind skoene af inden hun trådte ud af dem og skubbede dem ind til siden. Hun løftede den tunge spand med vand hen til ildstedet, hvis flammer havde taget godt fast. Hun sukkede svagt og vendte opmærksomheden mod Devyn.
“Man kunne godt vænne sig til det” bemærkede hun.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Aug 15, 2017 23:02:05 GMT
Uagtet at de havde taget et par dage væk fra det hele og dermed også arbejde, havde Devyn ikke formået at forlade sit fuldstændigt. Han sad på en skammel og snittede ornamenter i et lille stykke træ han havde fundet da Griselda kom ind med vand.
Han sænkede sine hænder og så på hende da hun talte, men gav ikke slip på hverken dolk eller træ da han ikke umiddelbart havde intentioner om at stoppe sit foretagende. "Vænne sig til...?"
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Aug 16, 2017 17:53:38 GMT
Hun havde ikke ville kunne tro på det, hvis nogen havde forudset hvor hun var nu. Griselda havde altid været en pige der ikke mente hun havde brug for andre end sig selv, og som satte dét at blive dragetæmmer højere end noget andet. - På det tidspunkt havde hun heller ikke regnet med at skulle forelske sig. Det havde gjort noget ved hende. Hun satte sig ved bordet overfor Devyn og begyndte at skrubbe kartoflerne.
“Det her. os” sagde hun og skævede til ham som et smil trak op. Hun blinkede et par gange med sine øjne. “En af os skal jo være hjemme .. på et tidspunkt” bemærkede hun stille. Hun var ikke sikker på hvor meget hun ville indrømme, at hun havde gået med tanker om fremtiden.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Aug 16, 2017 19:35:49 GMT
Devyn smilede til hende ved svaret, tanken om det os mere varmende end det var skræmmende. Han fortsatte med at snitte koncentreret, men måtte rynke brynene sammen og sænke farten på hænderne ved hendes uddybelse - en han ikke var ligeså begejstret for som brugen af stedordet.
"Hvorfor det?" spurgte han skeptisk og skævede kort op mod hende inden han fortsatte. Et par bevægelser. Så pausede han da det gik op for ham. "Du er ikke...?" Der var en klar nervøsitet i hans stemme som han så op på hende og holdt blikket der, men om den var positiv eller negativ kunne han ikke engang selv finde ud af. Hans logik sagde ham dog at de ikke var mere klar end de havde været for et år siden. Dens kompagnon var overdøvet.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Aug 18, 2017 9:39:29 GMT
Selvom de tog en dag af gangen, fyldte forholdet meget hos Griselda og hun ville til hver en tid arbejde på at blive bedre til at håndterer de forandringer som man ikke kunne undgå. Det var ikke fordi de diskuterede hvad de hver især havde af forventninger, til trods for at de havde en del måneder bag sig, forholdet var ikke længere så nyt.
Hun blinkede til en start en anelse forvirret med sine øjne, og der skulle gå et øjeblik før hun helt forstod de bange anelser der var dukket op i ansigtet på Devyn. Hun rystede kraftigt på hovedet så de mørkeblonde krøller hoppede. “Nej” lo hun forsigtigt.
“Men det forventes af vores familier, at vi på et tidspunkt deler hjem, ikke?” hun lagde hovedet på skrå. |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Aug 20, 2017 12:57:29 GMT
Devyn åndede lettet op ved svaret og smilede ved hendes forsigtige latter. Hvis der var noget han ikke kunne overskue i sit liv, så var det nok det. Han ville kunne blive nødt til det, hvis det var, ligesom han havde været klar på sidste år, men det var langt fra ideelt.
"Det går jeg ud fra," svarede han, nervøsiteten i stemmen erstattet af en mere velkendt ro. Snitteriet var han dog fortsat gået i stå med. "Men jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår hvad du mener med at en af os skal være hjemme?"
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Sept 16, 2017 8:38:43 GMT
Griseldas blik var stadig en smule forvirrende. Øjnene flakkede. det vendte sig i maven på hende ved tanken om at de skulle igennem det endnu engang, til trods for at ingen af dem ville kende til udfaldet. Hun trak vejret dybt ind.
"Og vi har ikke råd til at ansætte nogen.." forsøgte hun i en ledende tone. Hun skævede ned på skålen foran hende. Dejen der nu havde hævet så ikke nær så god ud, som når først hendes mor tog fat. Hun vrængede ansigt. Hun fik det altid til at se så legende let ud. Det stod klart for hende, at hun ikke på noget tidspunkt kunne holde hus, og rende rundt efter drager. |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Sept 22, 2017 12:24:07 GMT
Devyn hævede sine øjenbryn kort ved tonen i hendes stemme. Uden rigtigt at skænke det en tanke lagde han sit arbejde fra sig på bordet inden han svarede.
"Nej, men... At være hjemme kan vi velsagtens deles om?" foreslog han diplomatisk og stadig med et en anelse forvirret udtryk i ansigtet. Han var ikke helt sikker på at han var med på hvilken retning hun var på vej i.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 8, 2017 8:45:22 GMT
Det var ikke vante tanker som Griselda nu var blevet udstyret med.
Hun kendte ikke ligefrem rigtigt fra forkert og kunne kun agere ud fra sine følelser, og hvad hun selv havde oplevet i eget hjem. Ingen af dem var det ældste barn, og derfor var ingen af dem forpligtede til at overtage noget familie foretagende, selvom hun godt vidste at de begge to var meget passioneret omkring det de lavede. Dog kunne Griselda godt forestille sig et liv uden halvt så mange drager.
"Ville du det?" Spurgte hun en anelse forundret. En lille smil spirrede frem omkring de rødblonde lokker. |
|
