Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 20, 2017 18:01:41 GMT
De mørke øjne blev store og havde Emma været en anden kvinde, med et større temperament eller blot en mere sikker selvfølelse, så ville hun have stukket Lorcan en syngende lussing. Det sad i hende - den destruktive lyst til at gøre ham ondt - men hun gjorde ingenting for at udføre lysten. I stedet stirrede hun ham i øjnene og fyldte lungerne med luft. Et ganske svagt smil trak i hendes mundvige ved truslen.
"Dine evner svigter dig, Lorcan," konstaterede hun, overraskende roligt og uden hån i stemmen. Det var en simpel nok sandhed og hun havde aldrig kunne finde ud af at lyve. "De eneste du kan imponere mellem tæpperne er de, der aldrig har prøvet andet. Og det er ikke længere mig."
Hun hævede hagen lidt og stirrede ham i øjnene. "Lad mig gå."
Post by Lorcan LeStrange on Aug 20, 2017 18:28:33 GMT
Lorcan blinkede en smule med øjnene ved hendes ord. Han var ikke sikker på hvad han skulle udrede fra dem. At hun forsøgte at fornægte den lyst hun havde følt under hans berøringer, eller at hun havde ligget med andre end ham. Han trådte tættere på, pludseligt alvorlig, faretruende. "Du har ligget med andre?" Anklagen faldt, som han stirrede intenst i de brune øjne. Vreden sydede bag hans egne blå.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 20, 2017 18:38:07 GMT
Emmas selvsikkerhed var kortlevet. Hun stod stille foran Lorcan, men da han trådte intimiderende tæt på hende, skyndte hendes hjerte sig alligevel afsted, hamrende lidt af frygt. Hun så op på ham og tog en indånding, der fik hendes næsefløje til at udvide sig svagt.
"Hvad der sker mellem Eam og jeg, kommer ikke dig ved," hvislede hun, selvom hun netop selv havde afsløret en bid af det.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 20, 2017 18:54:56 GMT
Hvad end Lorcan følte for sin svigerinde, var det tydeligt på fornemmelsen i hans mellemgulv, at han ikke brød sig om at dele hende. Læberne forblev sammensnørede, det lille krøllede smil var væk. Han var ikke særlig god til at glæde sig på andres vegne, og som han regnede ud at der var opstået intimitet mellem det vordende forældrepar, mærkede han blot sin mave vride sig underligt. "Men det kommer mig ved, hvis du bruger husets tyende til at slukke din tørst. Jeg har set hvad der gemmer sig i dit sind Emma. Jeg kender din lyst." Han fortsatte med at køre på hende. Han havde svært ved at lade hende være, om hun så ønskede det eller ej.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 20, 2017 20:41:44 GMT
Hendes mund faldt åben et øjeblik, som Lorcan kastede en fornærmelse, der fik bægeret til at flyde over. Emma var en af de mest rolige gemytter man kunne møde, men der var en grænse og han havde lige fundet den. Meget fandt hun sig i, meget havde hun taget, fordi hun intet valg havde.
Da han insinuerede, at hun lå i med tjenestestaben, løftede hendes hånd sig nærmest af egen vilje og hun svang den gennem luften, for at stikke ham en syngende lussing.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 20, 2017 21:29:04 GMT
Lorcan stivne som Emmas håndflade ramte ham, og den sviende smerte spredte sig ud i hans kind. Havde han været et rummeligt menneske, havde han sandsynligivs været i stand til at se at den var velfortjent, men i stedet ulmede hans opsparede frustration lige under overfladen, som hans kind begyndte at blusse rødt. Hans kæbeparti var spændt, låst, som hver en muskel i hans krop dirrede mens hans selvkontrol kæmpede for at holde musklerne fra deres naturlige fysiske modsvar. Han kunne ikke bare stå og tage imod. Hans stolthed kunne ikke bære det, men den bulende mave holdt ham fra den umiddelbare kontante afstraffelse. "Det var ikke vist Emma." Hans stemme var grum og lavmeldt, da han endelig slappede nok af i kæben til at genvinde evnen til at tale. "Din tilstand forhindrer mig i at kvittere som du fortjener, men tro ikke at du har ret til at slå mig. Din blege hud er mig for dyrebar til at jeg vil ligge hånd på den, men det holder mig ikke fra at give din straf videre til dem omkring dig." Hans øjne blev til smalle sprækker, som han allerede var i gang med at fantasere om hvad han kunne gøre ved den fregnede kammerpige.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 20, 2017 21:47:40 GMT
Emma gispede, som hendes hånd fik kontakt med Lorcans kind. Hun trak den brat til sig og stirrede på ham, som et tydeligt, rødt aftryk bredte sig på de dele af hans hud, der ikke var dækket af skægvækst. Et øjeblik var hun sikker på, at han ville slå hende igen og hun trak sig bagud i skræk. Hans lavmældte ord spredte dog en større frygt i hende og hun rystede på hovedet, som hun knugede sine hænder sammen, den ene stadig summende efter slaget.
"Nej," protesterede hun kraftfuldt, men tydeligt bevidst om hvilken skade en mand som Lorcan potentielt kunne gøre. "Undskyld. Du må ikke... Lorcan..."
Post by Lorcan LeStrange on Aug 20, 2017 21:58:52 GMT
Tankerne om hvad han ville gøre ved den fregnede kammerpige standsede brat ved hendes udbrud, og en mærkelig ro samlede sig i hans mave som de bønfaldende ord nåede hans ører. Hans magt var tilbage, han mærkede den svage rus, og tog en hørlig indånding gennem sine næsebor. "Kys min kind og lad dine læber svale slagets svie." Han mente ordene, som han trådte tættere på hende, og afventende vendte den blussende kind mod hende, uden frygt for at hans krav ville fremkalde endnu et svidende slag.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 22, 2017 4:00:55 GMT
En rystelse af væmmelse fór igennem Emma. Hvordan hun nogensinde kunne have været tiltrukket af denne mand var hende svagt ufatteligt. Alt, der forplantede sig i hende nu, var ubehag og kvalme. Hun var dog også bange for hvad han ville gøre ved dem, der var under hans indflydelse og ikke nær nok vandt til at have en magtfuld position til selv at tro på den.
Efter en lang tøven, i hvilken hun vitterligt nedkæmpede en følelse af at være ved at kaste op, trådte hun et enkelt skridt tættere på ham og kyssede hans kind hurtigt og uden følelse, før hun hastigt trak sig væk igen.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 22, 2017 14:53:27 GMT
Den lille krølle i Lorcans mundvige trådte frem igen, som Emma trådte tættere på ham. Han indåndede hørbart som hendes læber nærmede sig, og de lyse øjne gled et øjeblik i, som de tørre læber fik kontakt med kindens sviende hud. Forventningen den lille gestus havde opbygget i hans bryst blev ikke mødt af de ufølsomme tørre læber, og med et køligt, skuffet blik kiggede han endnu engang på sin svigerinde. "Det lindrede ingenting, Emma. Gør det igen, og denne gang med følelse. Det ved jeg at du kan." Hans stemme var opmuntrende, som han endnu engang afventende vendte sin kind imod hende.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 22, 2017 20:03:37 GMT
De mørke øjne stirrede på Lorcan med utilsløret væmmelse. Emma spændte i kæben, men hun havde ikke det es på hånden, at hun virkelig troede på, at Eam ville smide Lorcan på porten. Det ville have været let, hvis hun havde haft den form for sikkerhed. I mangel af bedre, tog hun et stift skridt frem og pressede sine læber imod hans kind igen, fyldt med en inderlig modvilje.
Hun sagde ikke et eneste ord, men hendes øjne kommunikerede uden problemer hvor lidt hun brød sig om ham.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 22, 2017 20:57:43 GMT
Lorcans øjne lukkede sig igen, og en velkendt varm følelse spredte sig i hans bryst. Et lille smil spillede på hans læber som han drog et lille, næppe hørligt nydelsens suk. Han havde savnet hendes bløde læber. Han havde endnu ikke fundet noget der kunne erstatte dem. Kysset var ovre ligeså hurtigt som det var begyndt, og alligevel brugte han et øjeblik på at blive ved fornemmelsen før de lyse øjne gled op igen. "Det var bedre. Lad det blive mellem os. Jeg skulle nødig skifte mening." Han stod foran hende, rank og rolig, som havde de talt om den blide sensommer der herskede udenfor, og alligevel var der noget faretruende og alvorligt over hans tilstedeværelse.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 22, 2017 21:03:31 GMT
Med kæben låst fuldstændig fast i et bistert udtryk, der var temmelig meget ulig hende, trådte Emma bagud og lagde rigeligt afstand til hende selv og Lorcan. Han gav hende fysisk kvalme og hun måtte synke en trang til at kaste op lige dér, for at nikke en anelse stift. Hvilken interesse han troede hun havde i, at sige til en sjæl, at hun havde kysset ham, var over hendes forstand. Hun havde ikke engang lyst til at være i samme rum.
Og med netop det i tankerne, gik hun denne gang i en bevidst bue omkring ham, før hun mere eller mindre flygtede ud af døren, uden direkte at løbe.