Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
I sommervarmen var Knockyns kolde tunge stenmure et svalende tilflugtssted. Den høje troldmand brød sig ikke om at svede, men samtidig hadede han også at gå på kompromis med de tunge klæder der klædte sig for en mand af hans stand. Hans skridt var en smule lettere end de plejede, som hans storebror for en gangs skyld var ude af huset. Ikke langt væk, men langt nok til at den trykkede stemning der havde hersket på godset de sidste mange måneder var lettet for en stund. Opsat på at nyde det så længe det varede, spankulerede bødlen ned af de lange gange, uforstyrret af husets personel der gjorde klogt i at holde sig væk. Ubevidst, eller måske nærmere underbevidst fik han åbnet døren til pejsestuen, hvor hans lyse blik landede på hans svigerinde, hvilket fremkaldte en let krølle ved hans mundvige. "Lady Emma." Hilste han høfligt, og nikkede, mens hans øjne stædigt blev ved hendes, i stedet for at kigge ned imod den bugnende mave der groede deres fælles afkom.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 13, 2017 21:08:15 GMT
Månederne var hastet afsted og sommeren gik på hæld. Efterårets snarlige komme bebuede slutningen på Emmas graviditet, men der var lidt tid endnu. Det var dog tydeligt for alle, der havde lagt deres øjne på hende, at hun bar på et barn. Hendes mave svulmede og indenfor de sidste uger var hendes aktivitetsniveau faldet drastisk. Hun forlod ikke Knockyn, gik kun langsomt og tilbragte meget tid med at hvile sig.
Hun sad netop og samlede sig til at få blot en smule frisk luft, men havde ikke tilkaldt sin tjenestepige. Et uheld, da Lorcan trådte ind og luften i rummet straks føltes mere kvælende.
De mørke øjne mødte hans, men med samme uvilje, som hun havde betragtet ham siden vinteren.
"Jeg var netop på vej ud," erklærede hun, som hun forsøgte at komme på benene. At være elegant var en udfordring, når man bar på Knockyns kommende arving.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 13, 2017 21:27:41 GMT
Hvad end det var den høje troldmand følte for sin svigerinde, havde det ikke forladt ham over de skiftende årstider. Nætterne hvor han drømte om hendes bløde kurver var endnu ikke svundet hen, og at se hende med frugten af de nætter i hendes svulmende mave satte ting i gang, han ikke vidste hvordan han skulle håndtere. Reaktionen kom instinktivt i form af omsorg, som svigerinden besværet kom op at stå. Hurtigt var han ovre ved hende, og støttede hende, før han selv nåede at opfatte helt hvad der skete. Som en mand der udøvede kontrol i alt hvad han gjorde, var hans instinkter forsømte, og kontakten var derfor også i få sekunder kejtet, uvant men ægte, før han ejede den med sin kølige charme, og i stedet mærkede de små elektriske stød det sendte gennem ham at mærke hende igen. "Jeg har dig. Lad mig hjælpe dig." Hans stemme var lavmeldt, men mærkeligt omsorgsfuld, han ønskede ikke at hun kom til skade i sin besværede tilstand.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 13, 2017 21:58:44 GMT
Det havde taget måneder, før Emma kunne slappe helt af i Eams arme og ikke længere tænkte på, hvordan forskellen mellem de to brødre var eller mindedes Lorcans hårdhændede, fysiske intimitet. Det var derfor et chok for hende, da han rørte hende igen, også selvom hun var fuldt påklædt og det var dag. Instinktivt trak hun sig væk fra ham og hendes ansigt fortrak sig i ubehag og angst.
"Slip mig," hviskede hun, med en faretruende ulmen, som dog slet ikke brændte med den sikre glød, som en mere selvsikker kvinde ville have haft.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 13, 2017 22:07:46 GMT
Lorcan havde nydt nætterne hvor han tomme for tomme havde underlagt sig den silkebløde hud. Hendes uskyldige villighed, som han trak hende med ud over afgrunden, og hendes manglende evne til at sige fra. Hun havde været et instrument i hans hænder, et han nød at spille. De mørke øjenbryn trak sig sammen, som hendes musik nu klingede uharmonisk i hans ører. Hun havde undgået ham de sidste mange måneder, men konfrontationen flåede fremmet i ham, som han et øjeblik frøs. Den manglende kraft i hendes stemme intimiderede ham dog ikke længere end det øjeblik, som han hurtigt genvandt fatningen. "Du er skrøbelig nu, der skulle nødig ske dig noget." Stadig var hans fokus på hende, og hendes krop, som øjnene stadig veg fra den bulende mave.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 13, 2017 22:21:34 GMT
Tænder skar imod tænder og Emma tog en hørlig indånding, som hun søgte at frigøre sig fra Lorcan, da først hun stod op. Hans hænders greb var som et ekko af ublide kærtegn og hun kunne kun alt for godt huske, hvordan hun til sidst var blevet som afhængig af hans fysiske nærhed.
"Jeg er ikke skrøbelig," svarede hun afvisende, men ikke mere end at hun selv kunne høre hvor opsætsigt det lød. Det klingede ret hult, eftersom hun tydeligvis heller ikke var stærk.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 13, 2017 22:39:44 GMT
Lorcan brød sig ikke om hendes afvisning, som han lod hende glide ud af sit greb. Hun var som sagt skrøbelig, og han måtte derfor være forsigtig med hende. Et lille smil gled over hans læber, som hun endnu engang løj for sig selv, konstateringen var malet i hans ansigt, som hans hånd bevægede sig mod hendes udspilede mave. "Du er med barn. Der skulle nødig ske dig noget." Bevægelsen stoppede da han sandede hvad han var i gang med, just før fingerspidserne nåede kjolens stof.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 14, 2017 7:55:51 GMT
Emma stivnede med blikket fæstnet i en stirren på Lorcans hånd, før hun langsomt løftede det til hans ansigt og trak sig et skridt væk. "Ja," svarede hun, efter en lang, ladet pause, i hvilken det føltes som om luften var ladet som under tordenvejr og knitrede ligesådan.
"Men det er mig, der er med barn. Og det har ikke noget med dig at gøre." Længere.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 14, 2017 9:15:32 GMT
At stifte familie havde aldrig været Lorcans drøm. Han brød sig ikke om børn, og tanken om at livet i svigerindens mave var ligeså meget en del af ham som det var en del af hende skræmte ham, og fascinerede ham på en og samme tid. Hurtigt havde han fundet ud af at han ikke anede hvordan han skulle reagere omkring den bulende mave, en fremmed, handlingslammende følelse der gennem de sidste mange måneder havde fået ham til at ignorere deres fælles frugt der kun groede sig større og større. Konfronteret med det, frataget den ret over bulen som naturen gav ham, mærkede han dog en mærkelig stikken i sit mellemgulv, som hånden for første gang siden deres sidste nat, rakte ud og lagde sig over det lille liv. "Du tager fejl Lady Emma.. Eller har du allerede glemt hvordan din lille arving blev til?" Hans stemme var blød, med en faretruende snert han ikke formåede at fjerne, på trods af den svage varme der mødte hans udstrakte håndflade.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 14, 2017 22:34:12 GMT
En klam følelse greb om hende, som hans hånd lagde sig over hendes mave. Emma trak sig væk, som havde hun brændt sig og var nær ved at falde over den stol, som hun netop havde rejst sig fra. Hun var bleg i ansigtet og stirrede på Lorcan.
"Ja," svarede hun, da hun både havde fundet balancen og sin stemme igen. Den rystede kun svagt. "Ja, jeg har glemt det og du gør bedst i at gøre det samme. Han er min. Min og Eams alene. Du har ingen ret til ham."
Post by Lorcan LeStrange on Aug 17, 2017 23:31:16 GMT
Lorcan stod stivnet, som Emma faldt tilbage. Han nåede ikke at hjælpe hende, som hans sind i stedet var fastlåst ved den konstatering han ellers havde fortrængt de sidste mange måneder. At barnet der snart ville se dagens lys var hans. Han fattede sig, som øjnene blev knebet let sammen, og den udstrakte hånd igen faldt ned langs hans side. Han bed tænderne sammen. Barnet var Éamons. Det havde hele tiden været aftalen. Det havde været hvad han fortalte sig selv når han nat efter nat havde indtaget Emma. Han var ikke sikker på hvad han havde nydt mest ved det. At røre hendes silkebløde hud, eller den magt han havde over hende når han gjorde det. Hans magt var væk. Han kunne mærke hvordan det frustrerede ham, fik noget til at syde når han kiggede på hendes trodsige ansigt. Hun havde været så smuk og føjelig. "Du ved at det er løgn." Langsomt trådte han tættere på igen, med en silkeblød stemme der dog blev spoleret af hans faretruende fremtoning.
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 19, 2017 19:27:37 GMT
Det var ikke komplet løgn hvad Emma sagde. Selvfølgelig huskede hun stadig levende hvordan hun havde undfanget - Lorcan ville blive den eneste mand hun havde haft på den måde i sit liv - men hun havde gjort meget for at overskrive de minder med minder om nærheden med Eam og kunne måske endda bilde sig selv ind, at det havde været ham, der gjorde hende gravid.
Lorcans ord bed dog alligevel lidt og hun rystede, som hun forsøgte at komme forbi ham og undgå, at være i rummet med ham. Hun svarede ikke på hans anklage, men så imod døren og drømte om, at nogen ville forstyrre dem. Allerhelst Eam selv.
Post by Lorcan LeStrange on Aug 20, 2017 17:06:04 GMT
Den lille rystelse fik et smil til at krumme sig i Lorcans mundvige. Der var stadig noget gemt i hende, bag den opstillede trods. Frygt var ikke det samme som den føjelige lyst der havde opfyldt hende i hendes kammer, men undtagelsesvis var den høje mørkhårede troldmand ikke kræsen. I stedet fulgte han hendes blik, før han galant og adræt stillede sig imellem hende og døren, før hans lyse øjne mødte hendes brune. "Eam kommer ikke tilbage foreløbig. Det er kun os lige nu." Smilet krummede stadig hans mundvige, som han blev stående, en menneskelig blokade på hendes flugtvej. "Husk.. Du kan ikke lyve for mig Emma."
Post by Emma Fealey LeStrange on Aug 20, 2017 17:20:49 GMT
Emma var skræmt, men hun var også vred og da det slog hende, at han igen var trængt ind i hendes tanker, flammede et pludseligt raseri op i hende, stærkere end hun havde forventet af sig selv.
"Stop det," forlangte hun, som hun måtte tilte hovedet lidt for at se op i hans øjne. "Lad mine tanker være, Lorcan. De tilhører ikke dig. Jeg tilhører ikke dig og hvis du ikke lader mig være... Så fortæller jeg Eam det."
Post by Lorcan LeStrange on Aug 20, 2017 17:28:08 GMT
Lorcan tog en dyb indånding gennem næsebordene som hendes vrede ramte ham. Den klædte hende ikke. Endnu mindre gjorde truslen der forlod hendes mund. Han trådte tættere på hende, nærmest som om han ville berolige hende, og dog uden den store evne til at fremkalde den nødvendige empati. Alligevel var hans stemme blød da han talte igen. "Rolig Emma. Din vrede er ikke godt for barnet." Han standsede to skridt foran hende, stadig med det lille krøllede smil på sine læber. "Og hvad skulle jeg så fortælle Eam, hm? Hvad jeg har set i dine brune øjne? Din lyst, din sult efter min berøring? Det ville smerte mig at skulle fortælle ham hvad hans hustru virkelig begærer." Lorcan nød det, han lagde ikke skjul på det, som hans hænder samlede sig bag ryggen med et afventende blik.
