Erindringen af de blå bånd.

Mahari var en smule rundforviret. Han blinkede et par gange med sine øjne og strøg hånden over panden. Det var ikke hvad han havde forventet. Han var gået forkert? Han vendte sig hurtigt da lyden af den genkendelig stemme, som han havde ledt efter. Han var ved siden af sig selv og var ikke klar over på hvilken måde han skulle hilse hende.

Han skævede rundt før blikket festnede sig hos Blance,
"Er du okay?" Det var hans første indskydelse, han ville sikre sig at hun havde det godt. Han trådte et skridt tættere mod hende og slog armen ud mod udgangen, for at indikere at de kunne gå udenfor.

Mahari kunne næsten mærke hvordan han faldt over ordene. "Vi rejser i morgen." sagde han kort som det var. Han sukkede tungt og så ud over græsset. Blikket dvælede for en stund ved synet inden han kiggede ned på Blance.

"Du havde måske hellere set jeg ikke var kommet?" Hans øjne trak sig sammen. var det underligt at han gerne ville sige ordenlig farvel til hende? Han følte sig altid så underlig utilpas i hendes selskab, og på samme tid bobblede det i mellemgulvet. Han bed sig i kinden. "Jeg ville blot se dig" afsluttede han sætningen af med.

Blance var anderledes end de piger han kendte, og når det rigtige tidspunkt kom, ville han også indse at der nok blot var bundet i det, fascinationen, af det og ukendte. Det smukke og fine. Han forsøgte dog at forstå, at kysset som han havde røvet fra hende, var noget hun ikke havde brudt sig om, til trods for hans positive hensigter. Han ville dog hade sig selv hvis de skiltes på dårlig fod.

Smilet sitrede hos hende, og Mahari kunne ikke lade være med at gengælde det. Han beherskede sig dog til en hvis grad. Han så frem til at vende tilbage til det varme sand. Til sit hjem. En let latter forlod ham som han strøg en hånd genem de tætte krøller. “Jeg kunne ikke finde rundt. Jeg ledte efter dig” bemærkede han og kiggede ned på hende.

“Ja. Men jeg var mere bekymret for dig end mig selv.” sagde han og sukkede tungt.

Mahari trak nervøst på smilebåndet. Han følte næsten en trang til at grave sig ned og forblive skjult indtil han kunne finde ud af at undgå de akavede situationer. Han rettede ryggen en smule og så frem for sig.

Han følte ikke at han havde sagt for meget. Man kunne vel også som bekendte bekymre sig om hinanden? - og til trods for at deres mening om hinanden var forskellig, håbede han alligevel at Blance ikke ville tage det ilde op.

“Jeg gør det nu alligevel” bemærkede han og skævede til hende. Han blottede de hvide tænder i et oprigtigt smil. “Mest af alt fordi du gerne skulle komme sikkert hjem” afsluttede han.

Det var ikke de ord Mahari havde forventet at høre, selvom han måske nok, et eller andet sted, så man langt nok, vidste at det var en uundgåelig skæbne for hende, så brød han sig ikke særlig meget om tanken, og da slet ikke nu. Han kunne næsten ikke få ordene samlet da han vendte blikket mod hende igen. “Han er en heldig mand” kunne han høre sig selv sige.

Han sank en klump og strøg frustreret en hånd gennem krøllerne. “Jeg håber han vil behandle dig med den værdighed du fortjener, og altid vil være god mod sig” det var vel det bedste han kunne sige til hende?