|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 3, 2017 19:12:01 GMT
Maj måned, 1361, Kofoworade Akinleye
Det var en rædselsfuld tid. Sygdommen spredte sig gennem Europa og Edina var gammel nok til at huske sidste gang gang levende. I hendes tanker var der dog mere end de mere altruistiske. Hun begav sig mod Hogwarts med et stik i hjertet og en følelse af, at hun var ved at falde.
Det tog tid at finde ham. Hun kunne ikke bryde ind midt i undervisning eller gå direkte til teltet. I stedet var hendes undskyldning et besøg til sin lillesøster. Da hun så ham på en af gangene, hamrede hendes hjerte dog og hun satte det lange ben foran.
"Kofo," kaldte hun endelig forsigtigt, da hun var sikker på at ingen var tæt nok på til at høre dem. Hun var selv en anelse forpustet. "Akinleye!"
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Aug 3, 2017 21:18:28 GMT
Kofoworade syntes at høre Edinas stemme kalde hans navn i en svag gengivelse, men overbeviste sig selv om at hans høresans bedragede ham. Hun havde ikke noget at gøre på Hogwarts, ingen professionelle ærinder. Der var ingen karrieredag og ingen femkampsdyst. Det hele var afblæst og han var sikker på at det var hans dårlige samvittighed over udsigten til ikke at kunne nå andet end at skrive et forhastet brev der hjemsøgte ham.
Anden gang han hørte hendes stemme var han dog ikke i tvivl. Han frøs på stedet inden han vendte sig i en hurtig men tung bevægelse, efterfulgt af en dyb indånding.
"Hvad laver du her, Dina?" spurgte han med både varme og undren.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 3, 2017 21:50:00 GMT
Edina Clagg var hverken nervøs af sig eller en, der gik med følelserne uden på tøjet. Som hun så Kofoworade vende sig om, gav det dog et lille sæt i hende og hun var et kort øjeblik om at svare på hans spørgsmål med det svar, som hun selvfølgelig havde. Man kunne jo ikke bare troppe op på Hogwarts.
"Jeg har besøgt min søster," forklarede hun, en anelse åndeløst. "Har du et øjeblik?" Hun sank en klump og skævede til siden. "Alene?"
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Aug 3, 2017 23:18:54 GMT
Kofoworade godtog forklaringen som den primære grund til at Edina, som han havde tænkt så meget på siden status blev kendt, nu stod her. Logikken lagde en lille dæmper på hans umiddelbare begejstring ved at hun bare pludselig stod der, men ikke på varmen hun frembragte uden at gøre det mindste for det.
Han nikkede til spørgsmålet og så sig kort omkring på gangen mens han uddybede: "Jeg har et øjeblik, men ikke alverdens. Desværre." Da han igen vendte blikket mod hende, tog han sig selv i næsten at blive overrasket over at hun rent faktisk stod der. Det fik ham til impulsivt at smile før han gik yderligere ned ad gangen og forsøgte en dør til en af lokalerne. Han skubbede den åben og så spørgende på Edina for at tjekke om det levede op til hvad end hun havde i tankerne at de skulle tale om.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 3, 2017 23:46:11 GMT
Ikke alverdens. Nej, det ville have undret hende. Hun rømmede sig lidt, nikkede og fulgte med ind i det lille rum. Det lignede ethvert klasselokale, men det var tydeligvis ikke i brug. Hendes hoved gik i gang med at overveje præcis hvad det normalt blev brugt til, men opmærksomheden var hurtigt tilbage på Kofoworade, som hun lænede sig lidt imod et bord og tog en dyb indånding.
"Du rejser?"
Det virkede mere end oplagt. Selvfølgelig. Han skulle følge sine elever tilbage til Uagadou. Alligevel var det det eneste sted hun kunne finde ud af at starte.
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Aug 4, 2017 21:37:49 GMT
"Så du har hørt det?" halvt konstaterede, halvt spurgte han. Han havde trådt efter hende ind i lokalet og trak nu døren i bag sig men han stadig så på Edina.
Han nikkede derefter til spørgsmålet mens han trådte videre ind i lokalet og placerede sig ved et bord overfor hende. "Ja, jeg rejser. Jeg troede ikke at jeg ville komme til at se dig før." Det sidste blev sagt med en vis tyngde i stemmen, for selvom hun nu stod foran ham havde udsigten til ikke at kunne sige ordenligt farvel sat sig dybt nok i ham til at påminde ham om hvor lidt han brød sig om det scenarie.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 4, 2017 22:28:23 GMT
Hendes blik var faldet lidt, som han talte, men hun løftede det til sidst og sank en synlig klump, før hun smilede svagt og lettere fremtvungent. I de bløde skindsko krummede hun tæer, imens hun så på ham og ledte efter ordene. Til sidst klarede hun halsen en anelse, for at være sikker på, at stemmen ikke knækkede.
"Så... Nu står vi her igen," bemærkede hun, med hamrende hjerte, uden at se væk.
"Jeg troede jeg ville have fået lidt mere tid..."
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Aug 5, 2017 9:03:10 GMT
Han trak ned i mundvigende, ligesom det farvel som han havde prøvet at forberede sig på trak ned i hans hjerte. Til at starte med nikkede han til hendes konstatering.
"Jeg tror at det her kom bag på alle," bemærkede han selv med et svagt men varmt smil. Det forduftede dog ligeså hurtigt som det var kommet og han tog et skridt frem mod både hende og det uundgåelige. "Jeg ville ønske at der var en nem måde at gøre det på."
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 5, 2017 19:36:59 GMT
Ingen tvivl om, at pesten var et frygteligt slag for alle. Edina vidste hvor tungt det var på hendes moder, men hun havde båret familiens vægt før, på bekostning af sig selv. Hun var ikke sikker på, at hun var klar til at gøre det igen. Ikke hvis hun havde en chance for den lykke, som hun før havde fravalgt. Hun var en datter af Slytherin, trods alt.
"Der er aldrig nogen nemme løsninger i livet," hørte hun sig selv sige. "Men jeg bliver nødt til at bede dig om at hjælpe mig med at træffe denne her."
Hun sank igen, før hun foldede hænderne foran sig, uden at flytte på sig. Impulsen til at være nær ham bed ellers i tåspidserne. Hun vidste hvordan det føltes i hans arme og intet var mere tillokkende end at gemme sig der. Det ville dog ikke give ham meget valg.
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Aug 5, 2017 20:44:03 GMT
Kofoworade så på hende med det mest spørgende blik han længe havde præsteret. Han havde været overbevist om at de var af samme opfattelse for det der måtte ske: at de endnu engang skulle skilles. Men det at hun bad om hjælp, og at han ikke vidste præcis hvad hun ønskede, gjorde ham i tvivl. Han havde lyst til at komme hende endnu nærmere, men tøvede nu han ikke viste om det ville gå imod hendes ønske om hjælp.
"Så må du fortælle mig hvad jeg kan gøre for at hjælpe dig," sagde han roligt mens det under overfladen kriblede i de yderste spidser af lemmerne for at få lov til at omfavne hende.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 5, 2017 22:04:31 GMT
Edina tog en dyb, lettere skælvende indånding, før hun fnøs dæmpet og præsterede et kortlivet smil. Hendes blik hvilede på Kofoworade, som hun tog sig en anelse sammen og fik det overstået.
"Du kan fortælle mig, om du ønsker, at jeg kommer med dig," konstaterede hun simpelt, selvom det føltes som om hun stod lige på kanten til en afgrund og lige havde lænet sig frem for at se ud over den.
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Aug 5, 2017 23:00:56 GMT
Der gik noget tid inden der kom en synlig reaktion fra Kofoworade. Tid der blev brugt på at lade svaret bundfælde sig. Han havde svært ved at tro sine egne ører. Det var noget han ikke engang havde turde drømme om, og nu turde han næsten ikke tro det han havde hørt.
"Jeg ønsker at du kommer med mig. Selvfølgelig," svarede han, tydeligt men en smule tøvende. Han så undskyldende på hende; undskyldende for ikke at have et bedre, mindre selvisk svar.
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 5, 2017 23:11:58 GMT
Der var noget ved Kofoworades ansigtsmimik og tone, der gjorde at Edinas reaktion ikke var umiddelbar lettelse eller synlig glæde. Hendes bryn trak sig en anelse sammen i forsøget på at læse det hun ledte efter i hans træk, men det lykkedes ikke. Engang havde hun kendt ham nærmest bedre end sig selv. I dag var det længe siden, selvom hun vidste, at følelserne stadig var der.
"Det ønsker jeg også," svarede hun endelig, også tøvende, før hun klarede halsen en anelse. "Og jeg ved, at du ikke kan give mig nogen løfter, men jeg er villig til at tage chancen, hvis du er..."
|
|
|
|
Post by Kofoworade Akinleye on Aug 6, 2017 12:05:52 GMT
Til trods for den gentagne tøven i hendes kæmpede eet sejlivet smil sig til pladsen på hans læber. Før han selv vidste af det havde han placeret sin hånd om hendes kæbe.
"Med glæde," svarede han og nussede ganske kort hendes kind. "Det er dig der tager den rigtige chance, Dina."
|
|
|
|
Post by Edina Zabini Clagg on Aug 6, 2017 14:33:29 GMT
Edina så op på ham, som han trådte tættere på og hendes mellemgulv trak sig lidt sammen. Et svagt smil fandt hendes læber igen og hun fugtede dem, før hun nikkede. "Måske," svarede hun. "Men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg gerne vil have."
Og han stod lige der foran hende. Præcis den hun gerne ville have. Hans fingre fik det til at sitre i hende og uden meget bevidst tanke, havde hun grebet fat om hans side og trak svagt i ham, for at få ham nærmere.
|
|
