Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Da Timur forlod Rusland for anden gang i sit korte liv, var det med maven summende af sommerfugle, en ganske fyldt kiste pakket ned i en fortryllet vadsæk og lyst hår, der stirrede op i nakken, selvom han havde gjort sit bedste for at flette det pænt. Han rodede sig hele tiden i det alligevel i ren nervøsitet.
Da han ankom med sine ting var det med transitnøgle, midt på en mark, med udsigten til Hogsmeade, bjergene og med Hogwarts i det fjerne. Efter en rask gåtur var han dog i byen og efter endnu en rask jagt på det rigtige hus, kunne han endelig banke på døren til sit fremtidige hjem: Mester de Carews hus.
Han vippede lidt frem og tilbage fra hæl til tæer og så sig omkring. Byen føltes ny, selvom det ikke var hans første besøg.
Post by Emrick de Carew on Jun 13, 2017 14:07:58 GMT
Det var en ung kvinde med lidt kruset rødblond hår, der åbnede døren. Nogle tilfældige pletter fra vand i hendes kjoles søm, samt den lille smule sod der havde aftegnet sig under hendes hage efter at have renset kaminen, vidnede om hendes funktion som tjenestepige i de Carew-hjemmet. Et smil formede sig snart over hendes lidt buttede læber, som hun, med en kraftig skotsk dialekt, hilste på gæsten: "De må være den nye lærling. Kom ind." Hun lod den unge mand passere dørtærsklen, før hun lukkede den tunge dør, og derefter bad ham vente i entreen, så hun kunne melde hans ankomst. Efter et par minutter trådte en mørkhåret mand ind i entreen. En mand, hvis måde at bære sig selv på, straks ville vidne om en hvis form for overskud.
"Velkommen, Timur!" Der var en venlighed i den lidt brummende stemme. Den ældre herre, smækkede en hånd kortvarig på den unge knægt's skulder, og gav den et godt klem, der bestemt ville have fået en mere spinkel knægt til at ømme sig, "Jeg antager, at din rejse gik efter planen?" Han lod ikke just lærlingen svare, før han trak sin hånd til sig igen, og lod yderligere ord glide over læberne. Dog var de næste rettet mod tjenestepigen: "Kan du sørge for at unge Timur's ejendele bliver fragtet op på hans værelse?" Med en let håndsbevægelse - som en opfordring til at Timur skulle følge med ham - begyndte Emrick at vandre hen mod det første rum man ramte efter entreen. Dagligstuen. Trods der var højt til loftet i hjemmet, kunne man godt mærke, at trods ejendommen var en tand større end normale by-huse, var alt meget kompakt. Visse små genstande vidnede om Emrick's hang til lukseriøse ting, men ellers var der temmelig sparsommeligt indrettet. Der var meget lidt kunst og sentimentale genstande. "Før rundvisningen, vil jeg da lige byde dig på et glas," Emrick greb snart en vin-karaffel fra bordet i dagligstuen, samt et glas, som han snart hældte op. Ja, endda før at spørge Timur om han overhovedet ønskede noget til ganen, "Jeg undskylder rodet...-" Han refererede til en kæmpe stak pergamenter, der egentlig hørte til i kontoret. Men sommetider var det svært kun at indramme 'arbejdspladsen' til ét rum, "Som du kan se, er der meget arbejde for tiden. Jeg agter selvfølgelig at give dig en dag, hvor du lige kan indbefinde dig. Men derefter er der nok at se til!"
Post by Timur Obolensky on Jun 14, 2017 21:33:27 GMT
Timur lod sig lidt overrumplet vise ind af en kvinde, som han ikke anede boede der. Han havde kiggede sig stadig rundt, da Emrick dukkede op. Hvis han nogen gange selv synes, at han talte hurtigt, så var det ingenting i forhold til hans nye læremester og Tim gik stadig og gnubbede sin skulder lidt, da han trådte ind efter Emrick i stuen.
"Det glæder jeg mig til, Mester," fik han skudt ind, som hans blik gled nysgerrigt ud over rodet og hans øjne udstrålede, at han mente det. "Jeg har anbefalingerne med fra Professor Vishnevsky og min onkel, hvis De vil se dem?" Han rakte ned i den taske, der hang fra bæltet, og fandt to sammenfoldede pergamenter frem, før han rakte dem til adelsmanden. Selvom hans status ikke var vanvittig høj derhjemme, så var han trods alt af ganske god familie og han havde klaret sig flot på Koldovstoretz. Det ville han gerne bevise.
Post by Emrick de Carew on Jun 18, 2017 14:11:57 GMT
Han placerede et bægre med - efter hans egen smag - alt for sød vin, på bordet, hvorefter han selv vædede ganen med sit eget krus. Snart lænede han sig lidt tilbage mod bordet, og tog med et nik imod dé pergamenter den unge mand rakte ham, med en hånd beklædt af to lidt brede ringe. De brungrønne øjne gled roligt over ordene, og en tavshed faldt over manden, der ellers havde ladet sin dybe røst fylde hjemmet gennem de sidste par minutter. Koncentrationen var tydelig i de næste sekunder. "Der er sjældent at man ser sådanne udmærkelser," Kommenterede han, som han havde ladet øjnene skimme over anbefalingerne. Han havde aldrig selv kunne prale af særlig mange af slagsen, og havde det ikke været for familiens rang og økonomi, tvivlede han på at han selv ville være blevet tilbudt dén stiling, han nu havde i dag. Timur skulle, uden tvivl, kunne klare sig igennem arbejdet. Og havde han mere tålmodighed end sin læremester, kunne successen måske indtræffe langt hurtigere.
Emrick rakte ham pergamenterne igen, og hævede kortvarig sit krus. "Så vil jeg da tillade mig at skåle for min nye, unge lærling." Lød det fra ham, som han nikkede mod Timur's eget bægre, "Velkommen til Hogsmeade. Jeg håber det skotske klima falder dig i god jord."
Post by Timur Obolensky on Jun 19, 2017 19:40:56 GMT
Timur rankede sig lidt ved komplimenten og kunne ikke forhindre et lidt drenget smil i at trække op i sine mundvige. Han var ikke selvtilstrækkelig - han havde masser af fejl - men han var glad for at blive taget godt imod og det skinnede igennem.
Som han tog imod pergamenterne og foldede dem sammen, strålede han derfor også lidt. Han fik stoppet dem væk uden at smilet forsvandt og hævede sit eget bæger i en skål. "Tak, Mester," svarede han, uden at have drukket. "Jeg har været glad på Hogwarts det sidste år," bemærkede han, med en enkelt, sukkersød tanke på en af årsagerne til den glæde. "Og jeg glæder mig meget til at være Deres lærling." Han løftede bægeret og drak, uden at vige en mine. Han var ikke meget til sød vin, men alt for høflig til at sige noget.
Post by Emrick de Carew on Jun 20, 2017 19:35:59 GMT
Minderne om hans egen tid på Hogwarts, strømmede gennem den mørkhårede Waliser's hoved. Tiden havde været fyldt med en del kammeratskab og en ungdommelig glæde, som havde været svær at give slip på, da han vidste at den 'virkelige verden' ventede på ham, når han skulle tilbage til de Carew-slottet. Udmærkelserne fra hans egen skoletid, havde været langt mere utilstrækkelig end hans familie ønskede, men alligevel var de vel - inderst inde - blot glad for at Emrick var bestået, og ikke havde ladet hans dumdristige sind, spolere hans chancer. Han tog en tår af sin vin, og lod kortvarig et tilfredst smil glide over læberne. Knægten virkede lovende. Dét havde også været hans første indtryk af ham. Han var næppe så uregerlig som ham selv; tænkte han kort - og det var måske ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Han satte snart sit bægre fra sig, og rettede sig lidt op. Det var tydeligt at denne mand havde svært ved at stå eller sidde stille for længe ad gangen. Endnu en gang plantede han sin store hånd på Timur's skulder. "Kom... Lad mig vise dig hvor det meste af dit kommende arbejde vil finde sted." Han lod armen falde igen, og trådte hen over stuegulvet. Det næste rum han førte ham ind i, var et kontor med tunge træmøbler og stakkevis af bøger, pergamenter og massevis af fjerpenne. Der var nogle forskellige objekter han havde medbragt sig fra familiens slot, og det var tydeligt, at da det var hér han modtog sine kunder til samtaler, var det også hér, hvor der - trods et mildt rod - var mest der signalerede hans status. "Og dette vil være din plads, til skriverierne." Han lagde en tung hånd mod én af pultene, "Sommetider vil jeg have brug for at du hjælper med noget nedskrivning, og korrektur. Jeg antager at du er ligeså ferm med en fjerpen, som med en tryllestav?"
Post by Timur Obolensky on Jun 22, 2017 16:39:16 GMT
Timur var ikke en splejset type, omend han stadig havde noget vækst at opnå i bredden i. Han bar den tunge hånd på sin ene skulder uden at knække sammen og smilede til den lovkyndige mester uden reservationer. Utvivlsomt ville det blive hårdt arbejde, men han var spændt og fulgte med, endnu med vinbægeret i sin ene hånd.
Da først blikket gled over kontoret, tog han en dyb indånding og blev belønnet med lugten af pergament, blæk og lidt af støv. Det fik et lille smil frem på læberne.
"Absolut ferm, Mester Carew," bekræftede han i sin knirkende accent. "Jeg lærer stadig sprogets finere nuancer, dog." Han klarede halsen en enkelt gang. Første gang han stiftede bekendtskab med det engelske sprog for alvor var trods alt kun for et år siden, da han vandt duelturneringen og dermed sin adgang til femkampen. "Jeg håber ikke det bliver et problem?"