På ukendt land

Keara ventede tålmodigt efter at have banket på døren, men begyndte langsomt at trippe en smule, da hun ikke kunne høre meget bag træstykket. Da den pludselig åbnede, rettede hun sig op og fik en nervøs kildren i maven.

"Hej!" hilste hun og smilede stort. "Mit navn er Keara Ó Móráin. Bor Blair Wright her? Jeg er kommet for at snakke om en lærlingeplads," sagde hun selvsikkert og så op på den store mand med sine grønne øjne.

Keara kastede et blik over skulderen og fandt derefter manden med blikket igen. Bowman. Det var ikke ham, hun ledte efter, men han lod til at have noget at gøre med det alligevel, så hun fulgte blot ham.

Den unge heks trådte til siden, så manden kunne komme forbi, og satte derefter kursen efter ham. Hun var nervøs og ivrigt og derfor hurtigt oppe ved mandens side, selvom hun måtte tage flere skridt end ham. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun nysgerrigt og hankede op i sin rygsæk.

Keara nikkede som svar og koncentrerede sig om at holde tempoet. Hun lyttede opmærksomt til det, manden sagde, og da han stoppede op, gjorde hun ligeså. Hun stod med ret ryg og betragtede ham tale. Bownman Wright.

Det tog den unge heks et øjeblik at genkalde, hvor hun havde hørt navnet før, og da det kom til hende, slog hendes mave en kolbøtte. Hun havde læst om ham og det gyldne lyn. "Du er Bownman Wright?" røg det ud af hende, og hun så med store øjne på den anden.

Keara huskede, hvorfor hun var der, og sænkede blikket. Hun nikkede, men antydningen af et smil lå i hendes mundvige. Da Bowman bad hende gå, gjorde hun det, og sørgede for at holde det samme tempo som før. Hun var ikke sikker på, hvilken vej han ville have hende til at gå, men eftersom der kun lå en anden bygning (udover gården) i nærheden, regnede hun med, at det var dertil.

Den unge heks var for nervøs til at sige noget, og gik derfor tavs.

"Tak," sagde Keara lavmælt, da Bowman åbnede døren ind til smedjen for hende. Hun så sig rundt, og et smil fandt vej til hendes læber. Hvor var her skønt.

Da den store mand henvendte sig til hende, vendte hun sig hurtigt om og nikkede lydigt. Uden at sige mere smed hun sin taske på gulvet, åbnede den og begyndte at rode rundt i den. Snart havde den unge heks fundet sin stav, og med en smidig bevægelse stak hun den i sit bælte. Søgende så hun derefter rundt og gik over til en arbejdsplads. Her fandt hun alle de ting, hun skulle bruge, så kortvarigt på Bownman, før hun begyndte at arbejde.

Hun arbejdede tavs og koncentreret. Først anvendte hun sin stav til at udskære det metal, der skulle bruges. Derefter blev det varmet, og hun greb en af de tunge hammere. Med en lille, anstrengt lyd løftede hun en af dem, og selvom den var stor for en på hendes størrelse, stoppede det hende ikke. Snart var hun i fuld gang, og svedperler fandt vej til hendes pande.

Hvor lang tid, der var gået, var den unge heks ikke klar over, men hun havde arbejdet så effektivt, hun kunne, og stod en smule stakåndet tilbage. Foran hende lå en sirligt udført lysholder og som prikken over iet, trak hun sin stav og tappede til den. Så fandt de mosgrønne øjne den anden med blikket. "Jeg har lavet en lysholder," sagde hun og løftede den op i sine hænder. "Den kan nogle forskellige ting. Vil du se?"

Keara tog imod lysholderen med et lille smil. Hun fandt den anden med øjnene. "Først af alt siger den til, hvis man går ud af rummet uden at have slukket lyset," sagde hun, og da der ikke lige var et lys i nærheden, gestikulerede hun i stedet. "Hvis man er hurtigt ude og ikke hører den, spytter den resterne af lyset ud, når det er brændt ned," tilføjede hun og så ned på genstanden i sine hænder. Hun rakte den tilbage til Bowman. "Og så kan man bede den om at flytte sig. Du kan prøve, hvis du vil."

Den unge heks så afventende på smeden og krydsede fingre for, at den var lavet korrekt. Hun var ganske sikker på, at der ikke var nogle fejl, men når nu hun stod overfor skaberen af Det Gyldne Lyn, kunne hun ikke undgå at blive ramt af nervøsitet.