|
Skam
May 10, 2017 14:11:32 GMT
Post by Avery Slughorn on May 10, 2017 14:11:32 GMT
Morgenmaden plejede at være en stund hvor den unge ravn sludrede lystigt. Det var ikke uset at at stumper af brød blev gemt i de andres krus når de kiggede væk, eller uhørt at den perlende latter strøg over bordet. Denne morgen udmærkede hun sig dog ved hendes tavshed. De grå øjne holdt sig til skålen med grød, og smilene hun af og til sendte sine klassekammerater når de henvendte sig var anspændte og nervøse. Kun af og til sneg blikket sig op og landede på Gryffindorbordet, søgende efter en bestemt skikkelse, inden det hastigt gled ned igen før de kunne møde deres mål. Målet for den fritime hun havde inden skemaet lovede besværgelser lå allerede fast. Krypten var det oplagte skjulested, og uden at kaste flere nervøse blikke mod Gryffindorbordet, rejste hun sig derfor også adræt da hun opgav at spise resten af morgengrøden og begav sig på vej, overbevist om at det var et af de sidste steder hun kunne risikere at støde ind i Diarmad MacFusty.
|
|
|
Skam
May 10, 2017 20:32:51 GMT
Post by Diarmad MacFusty on May 10, 2017 20:32:51 GMT
Rygterne svirrede allerede. Diarmad - rektors fremtidige svigersøn. De var selvfølgelig overentusiastiske som altid, men uanset det overdrevne aspekt, så var han træt af spørgsmålene. Og han var ekstremt træt af, at han slet ikke fattede hvad der var kommet over ham.
Af samme grund ventede han udenfor storsalen på hende. Han havde knapt spist, men det var underordnet. Da hun strøg forbi, genkendte han hurtigt manken og hævede stemmen efter hende:
"Slughorn!"
|
|
|
Skam
May 11, 2017 22:36:10 GMT
Post by Avery Slughorn on May 11, 2017 22:36:10 GMT
Avery havde fart på da hun med et målrettet blik bevægede sig mod krypten. Hun nåede dog ikke videre end ud af storsalen, før hendes efternavn skar igennem luften og hun stivnede. Et øjeblik så hun ud som om hun ikke vidste hvad der foregik. Hun var trods alt ikke skolens eneste Slughorn, men hun var heller ikke nogen idiot. Selv hvis Callum eller Duncan havde stået lige ved siden af hende, var hun ikke i tvivl om at det var hende den velkendte stemme kaldte efter. Hun dukkede sig let, mens hun overvejede om flugten til krypten ville gøre tingene værre eller bedre. Hendes blik flakkede en enkelt gang imod døren, før hun bed tænderne sammen og vendte sig om. "MacFusty." Hun førsøgte at sende ham et smil, som om intet var hændt. Rygterne var ikke gået hendes ører forbi, hun havde dårligt fået lov til at lukke et øje den forgående nat, og alligevel klyngede hun sig til et naivt håb om at det ikke var gårsdagens begivenheder skolekammeraten ville konfrontere hende med.
|
|
|
Skam
May 12, 2017 21:13:59 GMT
Post by Diarmad MacFusty on May 12, 2017 21:13:59 GMT
Diarmad gik efter Avery og så bistert på hende, som hun smilede. Der var ikke skyggen af gengældelse af det i hans ansigt. Faktisk var det længe siden skotten havde været så rasende.
"Hvad bilder du dig egentlig ind?"
Han behøvede intet svar fra hende for at fortsætte. "Var det et væddemål? En sjov spøg? Ha-ha-ha- jeg troede vi var venner?"
|
|
|
Skam
May 12, 2017 22:16:13 GMT
Post by Avery Slughorn on May 12, 2017 22:16:13 GMT
Averys smil blegnede da det ikke blev gengældt hos Diarmad. I stedet blev trækkene i det fine ansigt skyldige, folder de ellers fandt temmelig uvandte. "Det var.. Undskyld Dia.." Hendes blik gled ned i jorden. Hun var ikke sikker på om han havde regnet ud hvad der var sket, eller hvor meget han kunne huske. Den sidstnævnte undren fik hende kort til at kigge op, nysgerrig efter at få svaret, før synet af hans oprevne ansigt fik hende til at slå det ned igen. "Jeg havde ikke troet at det ville.. At det ville gå sådan."
|
|
|
Skam
May 12, 2017 22:26:00 GMT
Post by Diarmad MacFusty on May 12, 2017 22:26:00 GMT
Kæben dirrede lidt i sin anspændte tilstand og Diarmad fnøs en smule af Avery, før han lagde armene over kors.
"Så nu tror hele skolen, at jeg kan lide dig? Det er jo bare fedt. Hvem vandt væddemålet?"
|
|
|
Skam
May 12, 2017 22:38:06 GMT
Post by Avery Slughorn on May 12, 2017 22:38:06 GMT
Averys hænder knyttede sig, som kammeratens konfrontation fortsatte. Det var vel fortjent, det vidste hun, og alligevel var det ikke det der gik hende på. Ordene snublede rundt i hendes mund, uden at ville formulere sig til sætninger der gav mening, eller sætninger der kunne forklare hvorfor hun havde forgiftet sin gode ven med stærk kærlighedseliksir. "Det var ikke noget væddemål.." Hendes fingre vred sig før hun kiggede op igen. Hendes grå øjne løj ikke, men i stedet udtrykte de skyld og forvirring.
|
|
|
Skam
May 12, 2017 22:56:53 GMT
Post by Diarmad MacFusty on May 12, 2017 22:56:53 GMT
Dia skulle til at komme på bud på mennesker der kunne have indgået væddemålet. Så langt nåede han dog ikke, før Avery kom med en indrømmelse, der på samme tid satte ham til vægs og fik flere spørgsmål til at koge op. Det tog dog lige et øjeblik, før et af dem kom længere end hans tanker.
"Hvorfor gjorde du det så?"
|
|
|
Skam
May 16, 2017 1:14:39 GMT
Post by Avery Slughorn on May 16, 2017 1:14:39 GMT
Avery burde have forberedt sig på at besvare de spørgsmål der utvivlsomt ville springe fra Diarmads mund det øjeblik de så hinanden igen. Uvant til at tage den fulde konsekvens af sine handlinger som hun var, eller stå til ansvar overfor folk der på den måde betød noget for hende, havde hun dog gået med et naivt håb om at situationen ligesom så meget andet i hendes liv ville løse sig selv. Da det ikke var tilfældet måtte hun slå blikket ned igen, og vælge sine ord med omhu. "Jeg.. Jeg havde ikke regnet med at det ville virke så.. så kraftigt." Igen dristede hun sig til at fange den andens blik med sine skyldige øjne, mens hænderne fortsatte med at vride sig. Den oprigtige dårlige samvittighed klædte hende ikke, og størstedelen af hendes krop skreg efter at løbe sin vej uden tanke på at det ikke ville løse noget som helst. "Jeg tænkte at det ville være.. Du ved.. Sjovt at prøve.."
|
|
|
Skam
May 18, 2017 18:31:08 GMT
via mobile
Post by Diarmad MacFusty on May 18, 2017 18:31:08 GMT
Diarmads blik var tørt. Der skulle noget til for at få ham op i det røde hjørne, men at manipulere ham til at spise noget med kærlighedseliksir i... Det gjorde tricket.
"Hold dig fra mig," svarede han, dirrende lidt hvor han stod. "Vi er ikke venner længere."
Med de bevingede ord vendte han om og gik imod trappen ovenpå og Gryffindors tårn.
|
|
|
Skam
May 30, 2017 15:32:28 GMT
Post by Avery Slughorn on May 30, 2017 15:32:28 GMT
Afvisningen ramte Avery som en kold, klam lussing. Hun fortjente måske ikke bedre, og alligevel havde hun haft et naivt håb om at han ville slå en latter op og medgive at det havde været ret morsomt. Det var ikke tilfældet, og hun stod derfor også frosset midt i indgangshallen uden at vide hvad hun skulle gøre af sig selv. "Det.. Det var jo kun fordi at jeg godt kan lide dig.." Hun tog et par modige skridt frem mod Diarmad, uden tanke på de mange blikke de allerede havde tiltrukket sig. Hun blev først pinligt opmærksom på dem bagefter, hvilket satte fart i skridtene der fulgte efter Diarmad.
|
|
|
Skam
May 30, 2017 15:54:25 GMT
Post by Diarmad MacFusty on May 30, 2017 15:54:25 GMT
Dét fik alligevel skotten til at bremse brat op. Han stirrede lidt ud i luften, før han vendte sig rundt og nedstirrede den yngre ravn i stedet.
"Hvad?!"
Lyse øjne slog gnister og han kunne ikke finde ud af om han skulle le eller ruske hende. Det var en temmelig forvirrende information at få ud af det blå. Avery var som en søster for ham, selvom det mentale billede af hvad han havde gjort, gjorde den forestilling ret klam.
|
|
|
Skam
May 31, 2017 13:11:26 GMT
Post by Avery Slughorn on May 31, 2017 13:11:26 GMT
Avery forstod først den egentlige ordlyd af hvad hun havde sagt, da det forlod hendes mund. Hendes hænder blev klamme og svedige over indrømmelsen, og hun stoppede endnu engang op, ængstelig, mens blikket søgte skolekammeraten. Det havde været lettere at sige da han var påvirket af eliksiren. Nu fik det hendes hjerte til at banke, og hendes ben til at sitre efter at løbe væk. Det gnistrende blik den anden sendte hende, gjorde hende dog i stand til at mande sig en smule op, og uddybe. Katten var for længst ude af sækken, og det ville ikke redde noget at løbe igen. "Jeg.. Kan godt lide dig Diarmad.. Jeg ved godt at det er en dum måde at vise det på.." Blikket gled ned i jorden, og alligevel gav indrømmelsen hende styrken til at slå det op igen, og sende ham et lille forsigtigt smil.
|
|
|
Skam
May 31, 2017 15:30:12 GMT
via mobile
Post by Diarmad MacFusty on May 31, 2017 15:30:12 GMT
Dia smilede ikke. Ikke engang tæt på. Han glippede en enkelt gang med øjnene, før han trådte et halvt skridt bagud og fnøs mere vantro. Var hun kommet til ham med tilståelsen, ærligt, ville han have haft temmelig meget sympati med hende. Han kendte til ulykkelige forelskelser - det stak stadig lidt når Pomona var i nærheden.
Som situationen stod, var det dog svært at have rigtig ondt af Avery. Han rystede langsomt på hovedet, før han trak på skuldrene. "Jeg kan ikke lide dig," faldt det simple, men måske lettere brutale svar. "Hvis du en anden gang vil vise en, at du bryder dig om dem, så vil jeg foreslå dig at lade være med at ydmyge dem fuldstændig."
Han klarede halsen en anelse, før han gik endnu et skridt bagud og imod menneskemængden, der kom ud af storsalen. "Beklager, Aves..."
|
|
|
Skam
Jun 6, 2017 22:10:05 GMT
Post by Avery Slughorn on Jun 6, 2017 22:10:05 GMT
Averys mund snørrede sig sammen, og hun følte sig omend endnu dummere end hun havde gjort det sidste døgn da skottens svar ramte hende som en kold, klam klud. Hun følte sig på en gang tom, og opfyldt af en stikkende sitren, som det endeligt sank ind at det hele havde været forgæves, og at intet sandsynligvis ville blive det samme igen. Om hun skulle være sur på sig selv eller Diarmad var hun ikke sikker på, som knuden strammede sig i hendes mave. Et enkelt lille "Men.." Var det eneste der kom over hendes læber, mens hun stod fastfrosset splittet mellem at slå Diarmad i afmagt over at hun havdw ødelagt alt, eller løbe væk og aldrig komme tilbage igen.
|
|