|
|
Post by Timur Obolensky on Apr 10, 2017 21:26:03 GMT
Tiden tikkede nådesløst fremad og slutningen på skoletiden - og finalen på femkampsturneringen - nærmede sig. Timur forventede efterhånden ikke, at han ville vinde og selvom han var ærgerlig over, at han ikke kunne dele pengene med Dimas, så havde han indstillet sig på, at skrive og tigge sin far og farfar om penge til at blive i Skotland. Han havde sin læreplads, men han havde brug for lidt mere end det. Som han sad i fællesstuen var han et naturligt offer for opmærksomhed, men han havde allerede venskabeligt snakket med en lille flok piger fra Ravenclaw og var igen alene, som han sad og bladrede lidt i en studiebog, uden helt at kunne finde fokus. |
|
|
|
Post by Clarisse Delacour on Apr 10, 2017 23:54:08 GMT
Det vrimlede med elever på Hogwarts. Alligevel var det nemt at komme til at føle sig ensom. De fleste havde travlt med deres egne gøremål og havde kun tid til at lægge mærke til dem, der kæmpede for at blive set. Clarisse var ikke en af de personer. Til hendes held havde hun aldrig haft noget imod sit eget selskab.
Og det var netop det selskab hun havde søgt, da hun tidligere på dagen havde placeret sig i en stol i hjørnet i en - på det tidspunkt - næsten tom fællesstue. Efterfølgende var der strømmet folk til, men det havde Clarisse været alt for fordybet i sin bog til rigtig at lægge mærke til.
Efter et stykke tid så hun dog op og de blå øjne faldt på en lyshåret ung mand, hvis øjenfarve næsten var identisk med hendes egen. Hun var ikke blind for opmærksomheden der nærmest havde pakket sig omkring ham og det fik hende til at sende ham et lille smil - næsten medlidende - før de blå øjne blev vendt ned mod bogens sider atter engang.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Apr 12, 2017 19:08:50 GMT
Det var en vild oplevelse for Timur at være en lille smule populær og han svælgede i det. Måske var det overfladisk og kun på grund af hans indsats i femkampen, men det føltes rart for knægten, der stadig havde levende minder om at være den socialt udstødte, fordi han var for sær til selskabet.
Han fangede en lyshåret piges blik og genkendte hende halvt. Et skævt smil fandt frem til hans læber og han klarede halsen en anelse.
"Du er fra Beauxbatons, ikke?"
|
|
|
|
Post by Clarisse Delacour on Apr 14, 2017 18:02:11 GMT
Clarisse blinkede en enkelt gang, overrasket, over at opdage at det var hende Timur snakkede til. Et mildt smil kom over hendes læber.
“Oui”, svarede hun ham. Hendes franske accent ganske tydelig. Hun rettede sig lidt op i stolen og lagde hovedet let på skrå, mens de blå øjne nysgerrigt så ind i hans. “Kan jeg hjælpe dig med noget?”, spurgte hun venligt, stadig ikke sikker på hvorfor han opsøgte hende.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Apr 15, 2017 14:31:05 GMT
Med slottet fyldt af mindst femten forskellige sprog og langt flere dialekter og accenter, registrerede Timur efterhånden mere ansigtsudtryk, minespil og gestik end han gjorde de mange fremmedartede ord fra Bachwezi over Kastillien og til Irland. Han besvarede pigens smil, som blev til en lidt vel høj latter snart efter, over hendes spørgsmål. Et kendetegn, der stadig fik folk til at synes han var mærkelig, men ikke noget han umiddelbart kunne gøre det store ved.
"Det er en fællesstue, ikke? Så jeg tænkte vi kunne snakke lidt?"
|
|
|
|
Post by Clarisse Delacour on Apr 18, 2017 20:53:50 GMT
Clarisse løftede det ene øjenbryn, ganske lidt, over latteren. Dog uden at det mindskede det milde smil der hvilede på hendes læber. Clarisse var ikke vant til at folk kom op til hende på den måde. Så direkte. Det tog hende derfor et par sekunder, før hun fik svaret ham.
“Det kan vi godt”, hun lukkede høfligt bogen i hun havde mellem hænderne og lod den hvile på hendes skød i stedet. Hun placerede sine hænder hvilende ovenpå. “Har du et emne i tankerne?”
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Apr 20, 2017 21:13:05 GMT
Timur trak på skuldrene. Han var vandt til at folk synes han var en særling. Det eneste nye var, at mange samtidig beundrede ham for hans indsats i femkampen - og for at være valgt i det hele taget.
Det gjorde ham helt selvsikker. Nok til blot at smile venligt til den fremmede pige. "Hvad skal du tilbage til, når vi skal hjem herfra?"
|
|
|
|
Post by Clarisse Delacour on May 2, 2017 12:48:19 GMT
“Beauxbatons?..”, røg det over hendes læber med et løftet øjenbryn, der varede et par sekunder, før hun brød det ved at afsløre sit tandsæt i et underholdt smil ganske kort.
“Mine forældre ejer en husholdningsskole. Indtil videre er det planen at min sommer skal tilbringes der”, hvis sandt skulle siges, så ærgrede det hende en smule. Sommeren var nær og hun følte sig slet ikke mæt på Hogwarts eller hvad England havde at byde på endnu.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 2, 2017 21:21:32 GMT
Timur lod sig ikke gå på. Hans bryn skød dog op og han glemte helt det han ville have sagt ved hendes skødesløst konstatering, der også klargjorde pigen som borgerlig. Det var dog ikke nær så interessant.
"En hvaba? Husholdnings? Sådan noget for tjenestepiger?" Konceptet var ham fjernt.
|
|
|
|
Post by Clarisse Delacour on May 10, 2017 16:25:39 GMT
Hans spørgsmål fik hende til at smile kort for sig selv. Det spørgsmål var ikke nyt for hende. “Nej. Det er et sted for adelige og højborgelige piger, hvor fokus er på at forberede dem på hvad der venter dem i et ægteskab”, så meget som man nu kunne forberede folk på den slags.
Hun sendte ham et venligt smil og skyndte sig at stille ham et spørgsmål, inden han kunne spørge mere ind til det. “Hvad med din familie? Hvad laver De?”
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on May 10, 2017 20:43:03 GMT
Timurs øjne blev en anelse smalle, før hans udtryk lyste op i forståelse - sådan da. Han grinede lidt ved tanken om et sådant sted og trak på skuldrene.
"Det lyder rædselsfuldt," indrømmede han muntert, men måske uden helt så meget takt, som man kunne have håbet på.
Svaret på hendes spørgsmål var markant bedre, omend næppe en diplomat værdig. "Styrer Rusland - næst efter den røde horde, altså."
|
|
