Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Éamon LeStrange on Apr 21, 2017 22:04:54 GMT
Èamon bekymrede sig ikke om Emmas hår. Det var allerede ved at være sent, og hun skulle ikke modtage gæster, og den eneste der skulle se på hende var ham selv, eller en tjenestepige. Han sukkede svagt. Han så forundret på hende og stoppede kort med at stryge hende over håret.
"Ja? - Mener du det?" Han var usikker. De andre gange han havde bragt det på banen havde det lydt som om at hun ikke havde lyst. Han havde taget det som om det var fordi der var noget galt med ham. Han var dog ved at blive bedre til at ane Emmas manglende selvtillid. "Du ved der intet er jeg hellere vil" sagde han stille. Selv var hun uden barn, manglede han sin hustrus nærhed.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 21, 2017 22:26:34 GMT
Det havde taget tid. Lang tid, måske. Men Emma smilede svagt, før hun nikkede. Langsomt kom hun på benene, før hun rakte ham sin arm som støtte. Det var mere instinktivt end noget andet.
Han havde lænet sig på hende før, selvom hun ved, at det brændte i hans stolthed. Nu kunne det forhåbentlig være anderledes.
Post by Éamon LeStrange on Apr 21, 2017 22:38:12 GMT
Èamon havde ikke før ville tage imod hendes hjælp, særligt fordi det var Emma, mente han ikke at det var noget hun skulle påtage sig. Han var stædig og stolt, og ville hellere blive siddende i en kold stue end at tage imod andre hjælp.
Han tøvede dog ikke da hun rakte sin arm frem. Han skar en grimasse da han rejste sig fra stolen og sukkede tungt. "Sikke et syn det måtte være" sagde han som han satte det ene ben foran det andet. Det ville tage dem tid at nå ned til hans soveværelset.
Post by Éamon LeStrange on Apr 21, 2017 22:48:25 GMT
Var ordene kommet fra nogen anden ville han ikke tro dem, og ville højst sandsynligt bande over det. Selvfølgelig havde det betydning. Det føltes tit som om at alt hans status sad i hans ben, når han ikke kunne stå oprejst falmede hans glans og hæderlighed. Han nikkede først tavst.
"Du fortjener så meget bedre kære" sagde han stille.
Post by Éamon LeStrange on Apr 22, 2017 12:03:42 GMT
Éamon nikkede. Han vidste ordene var sande, men det gjorde ikke mere ondt at vide hvor lidt han egentlig var i stand til. Det var dog et mildt blik at finde som han kiggede ned på hende.
"Godt. Det -" Éamon blinkede let med sine øjne, som om han ikke troede på sine egne ord. "Vi har hinanden" forsikrede han hende så som det eneste svar han rigtigt kunne give. De havde fået hjælp til deres lykke, noget han på sin vis altid ville være Lorcan taknemmelig, og ville nok også fortælle hans lillebror det, når tiden var inde. Han åndede lettet ud da de var fremme ved værelsets dør "Skal vi have en tjenestepige til at hjælpe dig i din natkjole?" han vendte blikket mod Emma med et spørgende blik.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 27, 2017 13:38:26 GMT
Emma hævede et bryn over Eams spørgsmål, før hun fnøs dæmpet og åbnede døren, så hun kunne hjælpe ham med ind.
"Ikke medmindre du ikke tør røre ved mig længere," konstaterede hun med tilpas ironi, vel og mærke imens hun netop gik og støttede ham. Måske havde hun haft sine tanker om hvad han mente om hende, men hun troede trods alt ikke, at han ikke kunne knappe hendes kjoleliv op.
Kammerpigen ville sikkert alligevel undre sig over hvor hun blev af, men det var et ikke-problem hun kunne løse når Eam var faldet i søvn.
Post by Éamon LeStrange on Apr 27, 2017 18:46:40 GMT
Éamon brummede. Et et svagt, men alligevel tilstedeværende smil kunne spottes bag det mørke skæg, der havde til vane for at give ham et meget seriøst udtryk. "Selvfølgelig gør jeg det" mumlede han. Han fik med Emmas hjælp bevæget sig hen til sengen hvor han satte sig.
Han lod sine arme følge formernes rundinger. Langsomt kiggede han på hende. Overfor ham havde hun intet at være flov over. Han havde altid syntes om hende. Selvom han havde været dårlig til at vise det, grundet sin egen selvpineri.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 27, 2017 18:57:39 GMT
Emma nåede knapt at rette sig op, før Eams arme var om hende og hun smilede, nærmest nervøst, ved nærheden. En rømmen forlod hendes hals og selvom der intet upassende burde være ved det, så føltes det fremmed. Måske også for fremmed. Hun rødmede i hvert fald og trak sig lidt væk, før hun vendte sig rundt og blottede sin ryg og sit snøreliv for hans hænder, uden at se sig tilbage.
Post by Éamon LeStrange on Apr 27, 2017 19:24:00 GMT
Éamons tanker blev en smule uklare. Han kunne mærke hvordan han havde det ved at være tæt på sin kone, og selvom effekten ikke var synlig, gjorde det ham alligevel glad at de i det mindste var nået så langt, ligegyldig hvem der havde hjulpet dem afsted. Han blev nødt til at tro på at det måtte ske før eller siden, selv var hun ikke med barn.
Hans bryn trak sig en smule sammen som han betragtede hende vende sig rundt. Han spidsede læberne som han løsnede snorene. Han kunne mærke at hans fingrede dirrede, som var det nærmest farligt for ham. Selvom han vidste det ville gjorde ondt, rejste han sig alligevel op så han kunne lægge sine arme blidt omkring hende, og begravede ansigtet mod hendes hals. Hans vejrtrækning var rolig. "Jeg troede næsten jeg havde mistet dig" hviskede han.
Han havde brug for at holde om hende, særligt oprejst, som var han stadig den stærke, som kunne han glemme i et par minutter at han ikke var en krøbling.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 27, 2017 19:33:22 GMT
Emma gispede, da arme lagde sig om hende. Hun spændte en anelse i skuldrene og den uvante nærhed fik hårene til at rejse sig på hendes arme, som hun stod helt stille og frygtede, at han ville røre tættere ved hende. Et rislende ubehag fra minderne om Lorcan gled ned langs hendes rygrad og hun rystede svagt.
De mørke øjne stirrede lige ud i luften, som hun ventede på, at det var ovre, uden at sige et eneste ord.
Post by Éamon LeStrange on Apr 27, 2017 19:42:19 GMT
Éamon kunne næsten mærke det med det sammen, det var et eller andet sted langt fra fremmed for ham. Han trak sine arme til sig og dumpede i stedet ned og sidde igen. Han gned sine fingre mod sine øjne. "Tænker du på ham? - Er det ham der for dig til at væmmes sådan ved mig?" han blev nødt til at vide det.
Var der noget han kunne ændre. Han kunne dog godt lægge to og to sammen og regne ud at det havde været for meget. Han havde blot sådan savnet hende. Det sved i hans ben og han mumlede irriteret.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 27, 2017 19:49:09 GMT
Emma blev stående og stirrede lige ud i luften. Hvordan Eam kunne læse hendes tanker kunne hun ikke vide, men hun havde sine gisninger og det fik hende til at holde vejret, før hun endelig talte, helt lavt, knægtet og mere eller mindre knust.
Post by Éamon LeStrange on Apr 27, 2017 20:30:42 GMT
"Nej." svarede Éamon ærligt. Han løsnede bæltet og smed det på gulvet så han kunne trække tunikaen over hovedet. Han trak vejret dybt ind, så brystkassen sank tungt sammen.
"Men jeg kan mærke det på dig." bemærkede han så stille. I hvert fald virkede det til at ikke havde været særligt rart for hende, så hans udtalelse havde været et gæt. En fornemmelse.