Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Emma var efterhånden omtrent fire måneder gravid og bulen under hendes tøj gjorde det mere end tydeligt for hende selv. Det sad dog ikke så tæt, at nogen andre for alvor opdagede det uden at vide det og en enkelt der måske gjorde, kunne let forledes til at tro, at hun bare var blevet lidt tykkere. Knockyns frue havde aldrig været skind og ben.
Trættere end ellers var hun dog og hun fandt sig selv foran ilden i den lille, hyggelige stue, som familien delte. For nu var hun dog alene og der var roligt nok til, at hun var faldet helt hen på træbænken og var sunket sammen i en slumren.
Post by Éamon LeStrange on Apr 10, 2017 19:34:15 GMT
Éamon havde nok begravet sig mere i sit arbejde den sidste tid, end han ellers ville. Det gjorde ham ikke mindre stresset, men havde haft et behov for at lave noget andet end at give tanker og fantasi frit spil.
Han fik sig med besvær ind i stuen og lukkede døren. Det var på den tid af aftenen hvor han helst gerne ville være alene med sin hustru, uden forstyrrelse. Man kunne tydeligt høre at det var ham, da han ikke ligefrem kunne bevæge sig hen over gulvet med sine krykker i stilhed. Han dumpede ned i stolen ved siden af Emma. Synet af hendes fik et smil til at vise sig, dog var det gemt bag hans skæg.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 10, 2017 19:43:15 GMT
Det var netop denne stue Emma for mere end en måned siden havde vist sin svigerinde og som selvsamme siden havde opholdt sig meget i. Lorcan kom her sjældent og det var et glimrende sted at undgå ham. Det var mindre glimrende til at undgå Eam, men Emma havde også forsøgt at lade være i den sidste tid. Det var svært, for hun følte sig beskidt og skyldig omkring ham, men hun følte også at hun skyldte deres ægteskab at prøve.
Da hun vågnede halvt fra sin søvn, lå hånden på den bulende lille mave og i et kort øjeblik troede hun, at det var svogeren, der betragtede hende. Det gibbede lidt i hende, som mørke øjne åbnede sig og stirrede ind i Eams i stedet.
Post by Éamon LeStrange on Apr 11, 2017 12:55:54 GMT
"Jeg forskrækkede dig.." Det var mest af alt en konstatering, smilet falmede en smule som han satte sig bedre til rette. Blikket gled fra hendes ansigt og ned på maven, der nu var blevet en smule tydeligere. Det var stadig ikke lige nemt, men han forsøgte at bide det i sig, og der var også flere dage hvor han rent faktisk kunne smile over tanken om et nyt familie medlem.
Han trak vejret dybt ind og strakte sine ben så meget han selv var i stand til uden selv at skulle læne sig frem for at flytte dem. Det var altid afslappende at sidde foran ilden, særlig når der ikke var andre end dem.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 12, 2017 19:13:23 GMT
Emma tog en dyb indånding, lettet over at finde Eam i stuen. Hun rystede lidt på hovedet til hans konstatering, før et svagt smil sneg sig frem på hendes læber. Hun gned sig en smule i øjnene og satte sig langsomt op med et lille, undertrykt gab.
"Jeg blev pludselig så træt. Det sker hurtigere nu..."
Hun trykkede læberne lidt sammen og klarede halsen. "Hvordan har du det?"
Post by Éamon LeStrange on Apr 13, 2017 22:56:40 GMT
Éamon brummede. Han havde ikke så meget forstand på kvindekroppen, men han kunne dog godt sætte sig ind i at det måtte tage på ens kræfter, at bære rundt på et andet liv, oven i at man skulle tage vare på dig selv. "Hvis du har brug for at hvile dig.." kom det fra ham og kunne mærke hvordan det skælvede i hans ben. Han havde haft lyst til at rejse sig, og mentalt sad han allerede over ved hendes side. Som en stor og stærk mand. Som kunne beskytte hende. Som var hende værdig. Han trak vejret dybt ind.
"jeg skulle til at spørge dig om det samme. Det hele er så nyt." sagde han med et tungt suk.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 13, 2017 23:01:42 GMT
Emma rystede svagt på hovedet, som hun strøg fingrene lidt over stoffet på sin kjole og tog en dyb indånding. "Det er bedre end ingenting," forsikrede hun lavmælt. "Vi hader måden det skete på, men vi må se på målet."
Mørke øjne søgte Eams og hun smilede ganske svagt, før det falmede igen. "Du er hans far nu."
Post by Éamon LeStrange on Apr 15, 2017 19:45:40 GMT
Éamon nikkede. Han var enig med sin kone, men det gjorde det ikke nemmere selvom han for alt i verdenen forsøgte at lægge det som var sket bag sig. "Selvfølgelig. Der er ingen grund til at gøre det værre." sagde han og sukkede let. Han kunne tilgive Emma, de var gift, nok havde hun brudt et par løfter, men det var noget han med tiden kunne se igennem. langt sværere var det for ham at tilgive Lorcan.
Han krummede sine læber en smule under det mørke skæg. "Ikke noget med nu. Jeg er barnets far." sagde han og mødte hendes blik.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 15, 2017 21:09:25 GMT
Emma sank en klump ved Eams rettelse og sænkede blikket. Hun nikkede svagt og overgivende, uden en protest, før hun rejste sig op og sank på knæ ved hans fødder, hvor hun lagde sit ansigt forsigtigt imod hans knæ, påpasselig med ikke at skade ham.
"Alt jeg er, tilhører dig," hviskede hun lavmælt, men dybfølt. "Jeg fortjener ingen så god som du er."
Post by Éamon LeStrange on Apr 15, 2017 21:29:00 GMT
Hvis Éamon skulle overbevise sig selv om at barnet der voksede i Emmas mave, var hans, betød det også at man skulle omtale det således. Ikke at han ikke forstod hendes ord i første omgang. Men det skar alligevel i ham, som om at noget af det stadig ikke var helt rigtigt. Han fulgte hende med blikket og løftede sine arme så hun kunne hvile hovedet i hans skød.
Han strøg hende blidt over det bløde hår. "Så, søde Emma.." sagde han med blid stemme. Hun fik det til at lyde som om at hun intet var. "Du er ikke nogen egendel min egen." sagde han så forsigtigt.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 15, 2017 22:22:19 GMT
Eam kunne sige hvad han ville. Hun var blevet solgt af sin familie for at være hans hustru, men hun holdt af ham og at han tænkte det, for nu, fik alligevel en varm fornemmelse til at sprede sig i hende. Hun stirrede lidt ud i luften, som han strøg ende over håret, i dets pertentligt opsatte tilstand.
"Jeg er din," svarede hun lavmælt, ikke i protest, men erkendelse. "Altid. Vi er dine."
Post by Éamon LeStrange on Apr 17, 2017 13:37:53 GMT
Éamon havde aldrig tænkt i de baner. Aldrig havde han set på Emma som en genstand, en dyr ting som hans far havde anskaffet ham. Sandt var det at de i årenes løb var gledet fra hinanden, og han, såvel som hende, havde forsømt deres ægteskabelige pligter, på den ene og på den anden måde. - men hun ville velsigne ham med et barn, og hvad baggrunden så var, var noget han med tiden måtte lægge bag sig. ".. Og jeg er din" sagde han stille og bøjede hovedet en smule for at plante et kærligt kys mod hendes hårbund.
Lige nu følte han sig godt tilpas. Selvom han kendte sig selv godt nok til at glæden næppe ville vare længe, satte han alligevel pris på den når den viste sig.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 17, 2017 14:29:16 GMT
For en gangs skyld havde Eam fundet det helt rigtige at sige og Emma smilede svagt, som hun hvilede kinden imod hans knæ og lukkede øjnene helt. "Er du træt?"
Hendes stemme var lavmælt, som den kom nedefra. Hun løftede langsomt hovedet og så op på sin mand.
I mange ægteskaber ville det have været stunden, hvor hun smilede indforstået. Men imellem dem var der ikke den forståelse. Ikke siden de havde opgivet at forsøge, at få det til at fungere.
Post by Éamon LeStrange on Apr 18, 2017 20:55:02 GMT
Éamon var efterhånden altid træt, men han var blevet bedre til at kende forskel, for det var langt fra af de samme grunde. Han trak sløvt på smilebåndet og løftede hånden for at stryge en enkel lok om bag hendes ører. "Jeg nyder at sidde her med dig" Der foregik ikke særlig meget imellem dem ellers, og Éamon frygtede at det var det tætteste han nogensinde ville komme på sin unge kone.
Han var bange. Pinlig over sin situation, og vidste godt at han intet havde at byde hende.
Post by Emma Fealey LeStrange on Apr 20, 2017 21:18:13 GMT
Eam ødelagde hendes pertentligt satte hår, men Emma sagde intet til det. Hun nøjedes med at lukke øjnene med et svagt smil og svare med en dæmpet brummen. Han var sød på den måde. Hvis blot den eneste lille ting ikke havde manglet i deres ægteskab, så havde alting været perfekt.
Men det gjorde den.
"Hvis jeg kommer med dig tilbage, kan vi også sove tæt sammen," lovede hun dæmpet, før hun løftede hovedet lidt og så op på ham.