En smart plan

Tristan var efterhånden ved at blive sig selv igen, som nætterne med en kvindekrop trykket ind imod hans var blevet hverdag. Folk omkring ham havde bemærket at han virkede gladere, og han følte sig da også temmelig højt på strå, da hans spillende brune øjne fandt kromutteren som de opmærksomt havde fulgt det meste af aftnen. Han havde haft en fornemmelse af hvad hun ville sige. Noget kækt, der lagde grobunden for det de skulle op og udrette på hendes lille kammer, men hånden lukkede sig en smule tættere om det solide krus, mens brynene samlede sig da han forsøgte at tyde hendes alvorlige mine.
"S.. Sig frem?" Han samlede sig med en lille rømmen, mens de bekymrede tanker begyndte at svirre i hans hoved. Han var blevet afvist så mange gange at han allerede begyndte at forberede sig på at hun ville gøre det forbi, og han rettede derfor også let ryggen så han kunne tage afslaget som en mand.

Tristan havde allerede formuleret hendes sætning inde i hovedet. "Jeg syntes ikke længere at vi skal se hinanden". Det tog ham et par forvirrede blink med øjnene at opfatte at det ikke var det hun sagde. Et øjeblik sad han helt stille, før alting indeni ham begyndte at rulle. Det føltes som om det hele sprudlede og faldt sammen på en og samme tid, mens han strammede hånden om kruset så hårdt at hans knoer blev hvide.
"Mit..?" Var det eneste han til en start kunne få over sine læber. Gamle følelser hun indtil videre havde hjulpet ham med at glemme lå og ulmede i overfladen, og han blev nødt til at have det bekræftet før han kunne udløse den lykke der lå og ventede på at blive givet fri.

Tristan havde hele tiden været bange for at han havde højere tanker om det der var ved at spire imellem dem end kromutteren havde. Han havde ikke turde konfrontere hende med om der havde været andre mænd på hendes kammer, på trods af at han havde holdt et vågent øje med hende. Som hun bekræftede at han havde været den eneste, og at det havde båret frugt, havde han dog et øjeblik svært ved at være i sin egen hud. Hurtigt kom glasset op til munden, som han kort for hovedet overbeviste sig selv om at det ville dulme noget som helst at hælde en voksen tår af den stærke alkohol ned igennem svælget. Den umiddelbare lykke var tydelig at spore i hans blik som han satte det halvt fyldte krus i bordet igen, mens han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv nu hvor bardisken adskildte dem.
"Det er.. Fantastisk." Tankerne om hendes urene blod eller faktummet at de ikke var gift havde endnu ikke slået rod i ham. I stedet fik han endelig løst problematikken med deres adskillelse, da han fik bevæget sig rundt om baren og plantet et kys på hendes læber.

Tristan svælgede i øjeblikket, som hans hånd gled ned imod hendes mave hvor det lille liv var begyndt at spirre. Han havde altid ønsket sig en familie, og selvom en med Penelope ikke var det han havde planlagt var han ikke sen til at tage hende i hænderne og kigge hende ned i øjnene med et blik der stadig var højt af lykke.
"Det kan vi stadig nå." Det var intet romantisk frieri, men nærmere en hurtig bemærkning der skubbede de fornuftige tanker et par minutter længere ud i fremtiden så han kunne fokusere på endnu engang at bøje sig ned og kysse hendes læber.

Tristan rømmede sig let som fornuften begyndte at indfinde sig bag hans lykkebrus. Han havde haft andre, større drømme om en renblodet hustru fra en god familie. Et var at Penelope helede de blødende sår Dymphna havde efterladt, men han var endnu ikke nået lagt nok til at forestille sig hende som sin viv. Alligevel gav han hendes hænder et forsigtigt, blidt klem. Hans søn skulle ikke vokse op som en bastard, og han var derfor heller ikke i tvivl da han igen mødte hendes blik. Det var måske noget praktisk der bragte dem til den forhastede beslutning, men han kunne ikke afvise at han nød Penelopes selskab.
"Ja.. Hvis du.. Hvis du vil have mig?" Skulle hun være en ærbar kvinde havde hun måske ikke meget valg, men som han sendte hende et forhåbningsfuldt smil håbede han at hun så andet end blot praktikaliteterne i deres forening.

Tristan var ikke sikker på hvad han ville gøre hvis hun protesterede. Han kunne ikke bære at miste endnu en søn fordi hans moder ikke ville have ham, og han smilede derfor også en smule lettet da Penelopes eneste spørgsmål var, hvornår. Hans tanker gik ikke på den lettere storladne ceremoni han havde haft med Dymphna på kostene, men snarer blot et par bevingede ord fra en præst der ville sørge for at det barn hun bar i sit liv blev født indenfor ægteskabet.
"Vi kunne gå ud og finde en præst lige nu..?" Han sendte hende et drillende lille smil, og dog var han ikke bleg for at gøre det hvis hun var med på den.
"Eller har du større bryllupsplaner i tankerne?" Han kastede et enkelt blik rundt i kroen, men uden at han kunne få sig selv til at indrømme det levede de snuskede lokaler ikke op til hans forventninger om et rigtigt bryllup.

Tristan havde måske været en smule kåd i øjeblikket da han havde foreslået at de skulle gifte sig med det samme. Den snuskede men kønne kromutter var ikke just den adelsfrøken han havde drømt om at grundlægge sin slægt med, men opvokset med en fader der ikke ville kendes ved ham vægtede det højere end noget andet at hans egen søn ikke skulle opleve det samme. Det havde været hans eget forslag, og alligvel satte kulden sig i hans tåspidser, før han tog sig sammen, greb ud efter det halvfyldte krus og tog en solid tår. Endelig gled blikket ned i de dragende blågrå øjne og kulden der var begyndt at snige sig op igennem hans fødder forsvandt.
"Kender du en præst?" Tristan kendte en enkelt eller to, men de var alle velholdte folk man ikke kunne ryste ud af sengen i denne sene time. I stedet rakte han koppen frem imod hende, overbevist om at hun ligeså kunne bruge noget at styrke sig på inden hun blev Fru Flint.