Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en af de mildere dage i det tidligere forår, selvom det i Skotland blot betød, at der kun var en let støvregn over både deltagere og publikum, som de gik imod Queerditchbanen. Her samlede elever og undervisere sig på tribunerne til spredt snak om den jordhøj, der var bygget op på midten af banen.
Snakken døde dog langsomt ud, som et lille væsen af halv mandshøjde kom ud fra en åbning i højen. På afstand kunne man tro det var et barn, men ved nærmere granskning blev det tydeligt, at væsnet, som nu stod foran åbningen, var halvt træ.
Det var en spændt tavshed, der mødte deltagerne, som de blev lukket samlet ud på banen umiddelbart overfor trævæsnet uden anden instruktion end at deres opgave var at komme ind i højen, hvor der ville vente en ledetråd til den sidste udfordring.
Vi spiller i rækkefølge, men hvis en deltager er mere end 48 timer om at svare, må den næste i rækken gerne fortsætte. Er man sprunget over må man gerne springe ind igen på et vilkårligt tidspunkt, men man advarer selvfølgelig lige sine medspillere først. Apukuen er ikke underlagt rækkefølgen, men svarer når det umiddelbart passer.
Post by Kailen Fawley on Mar 15, 2017 15:26:08 GMT
Kailen håndflader var let svedige, som den ene knugede om tryllestaven, mens den anden knyttede sig så hårdt at knoerne blev hvide. Han var ikke bange da snakken fra publikummet døde ud som stilheden før stormen, og alligevel havde han en spændt fornemmelse i hans mellemgulv der gjorde det svært for ham at stå stille. Modsat de sidste to udfordringer havde han ikke den store ide om hvad der skulle foregå. Kom ind i højen og få ledetråden kunne betyde mange ting, og alligevel gled de blå øjne hektisk rundt da lemmen gled op og slap williedrengen ud på banen. Det første de fløj til var højen og det lille trævæsen, som de sandsynligvis ville have stirret målrettet imod, havde det ikke været for skikkelserne i hans perifere syn han hurtigt genkendte som sine modstandere. Hjertet begyndte at slå hurtigere i hans bryst. Han havde troet at de kæmpede på tid som med trolden, ikke i et regulært kapløb. Opslugt af tanken om ikke at være den der stod sidst tilbage, tænkte han hurtigt. Væsnet var stadig for langt væk til at han kunne tage kampen op med det, men hans modstandere var ikke langt væk, og reglerne sagde ikke noget om at han ikke måtte forhindre dem i at nå højen. "Incarcerous!" Rebene fløj ud af tryllestavens spids imod hans nærmeste modstander, mens han selv satte i løb mod højen.
Sia stod parat ved lugen, med hænderne løftet og i afstand fra overkroppen. Nerverne ville stadig forfærdeligt gerne sidde udenpå tøjet, og den lille heks ærgrede sig af et ærligt hjerte over, at hun ikke ventede i spænding. Det var en ære at være deltager. Den værste uro blev overdøvet ved at stå kampklar: det fik hende til at føle sig mindre tandløs. Hun var stadig i tvivl, om hvorvidt udfordringen var gået i gang. Det summede utydeligt på den modsatte side af pladen - Sia regnede ikke med at den hvide lyd var en del af udfordringen, men hun udelukkede det heller ikke.
De blandede stemmer døde brat hen, og samtidig åbnede der sig vej ud på banen. En jordhule var groet ud af det flade græs, og foran puklen stod en vogter, knudret som et træ. De fik stillet opgaven at hente en ledetråd i højen. Sia luntede et par skridt frem, uden helt at fatte at det var alle mod alle, da hun hørte en besværgelse blive kastet et sted i nærheden. Rebene strammede luften ud af hende, og hun bankede i jorden med hagen først.
Post by Timur Obolensky on Mar 16, 2017 10:44:37 GMT
Timur var lige så forvirret over deres instruktion som alle de andre var. Hans første reaktion, da først de stod samlet på Queerditchbanen, var dog ikke - som visse andre - at give sig til at angribe en modstander og kaste sig afsted.
Da Kailen styrtede imod højen, trak det en smule i ham, men han stoppede alligevel op og sendte et "finite," imod de reb, der strammede sig om Nsia, før han rakte en hånd ned til hende, halvt distraheret af at følge med i hvad der mon ville ske, når Hogwarts' deltager nåede højen og det lille trævæsen. Det var for sent for russeren at indhente ham og han ventede til Nsia var på benene, før han selv gik imod udfordringen med en dyb rynke i panden.
Post by Rogier d'Montacute on Mar 16, 2017 12:39:25 GMT
Rogier var temmelig anspændt da han stod sammen med de andre deltagere på banen. Det lille trævæsen gjorde ikke ham mindre urolig. Alting virkede for simpelt og han var glad for at Hogwarts deltager så ud til at være mindre mistænksom end ham selv. Han skævede let mod Timur da han ophævede rebbesværgelsen og kunne ikke lade være med at smile en anelse. Derefter gik han tættere på mens han strammede grebet om sin tryllestav. Han sørgede dog for at holde sig på afstand lige forløbigt.
Post by Silvester Nordström on Mar 16, 2017 18:57:41 GMT
Det var igen en kampklar Silvester der troppede op til endnu en udfordring, med det faktum at han lå på sidstepladsen og havde en hel del at bevise oplyst i sin hjerne lige indtil det blev erstattet af udfordringens egentlig mål. Magiske væsener var ikke hans ekspertise, og han indså derfor hurtigt at det nok krævede mere end bare at kaste angrebsbesværgelser efter den. Han nåede dog ikke meget længere i sine overvejelser, da Kailen sendte en besværgelse afsted og Nsia ramte ramte jorden, indviklet i reb, for kort efter at blive hjulpet op. "Idiot," mumlede han ved sig selv, med en atter opblusset irritation over knægten og et vidst håb om at hans taktik ville give bagslag. Det kunne umuligt være så let. Idet ingen andre end Kailen var kommet langt ind på banen, havde Silvester umiddelbart heller ikke nogen intentioner om selv at tonse afsted, og fulgte derfor i stedet Rogiers eksempel ved kun at nærme sig en smule. Han bevægede sig sidelæns, en anelse væk fra de andre, med hævet stav, og et øje på hver en finger. En til hver af de andre deltagere og en til væsenet, hvis første træk han ventede på før han turde drage nogen konklusioner om hvad det var han var oppe imod.
Apukuen stod foran den lille åbning i højen, som hun var kommet ud af, og betragtede de fem menneskebørn, som den ene angreb en anden og væltede fremad. Som hun stod var det umuligt at komme forbi den uden at komme i fysisk kontakt med hende og hun rokkede sig ikke ud af stedet.
Til gengæld så hun den hurtigste af deltagerne direkte i øjnene, imens han nærmede sig. Hun lagde hovedet på skrå, og løftede hagen med et vågent blik, før hun talte i Kailens hoved, uden at hendes læber bevægede sig.
Post by Kailen Fawley on Mar 18, 2017 10:59:22 GMT
En spændt fornemmelse brusede i Kailens bryst da han som den første nåede det lille skovvæsen. Vokset op i naturen som han var, var han vant til at den stærkeste overlevede, og i en kamp som turneringen ville han være sikker på at bevise at det var ham. Han kendte ikke skovvæsnet, men han havde heller ikke tid til at finde ud af hvad det var. Han var kommet foran de andre, og han havde ikke tænkt sig at tabe det forspring. Han hørte stemmen i sit hoved, men nåede ikke at undre sig over at den ikke kom fra væsnets mund. I stedet hævede han endnu engang sin tryllestav, denne gang imod den sære pige af træ. "Incendio!"
Det ville have været en nem udfordring, hvis apukuen slet og ret kunne slås ned med magi. På sin vej imod trævæsnet fes Kailens besværgelse dog slet og ret af og modsat hans mål, var det eneste der gik ild i de stikkende øjne, som glødede.
"Tåbe," hvæsede dens stemme i både hans hoved, de andre deltageres og publikums, hver på deres eget modersmål. Læberne bevægede sig ikke, men der kunne ikke være tvivl om hvem der talte til dem, som blikket gled rundt på hver og en af deltagerne og endte i Kailens igen.
"Tror I, at det er så let? I bliver slemt skuffede."
Det var uvirkeligt for Nsia at se Kailen skynde sig afsted, når hun selv lå tilbage som en strandet fisk. Hun ville gerne have nået at være med, men hun kunne ikke være vred på Hogwarts' deltager og hans gode idé. Bedre plads til at gøre deres bedste ønskede de sig sikkert alle sammen.
Sia forventede det værst tænkelige. Ikke at Timur standsede op, ophævede besværgelsen og gav hende en hånd at komme på benene med. "Tak." Hun smilede stort da hun talte, lutret af hvor uventet og betænksomt hans hjælp var. Hun skyndte sig frem til de andre og så Kailen prøve at antænde væsnet. Ilden blev kun til et genskær i dets øjne, og til en kropsløs stemme der rungede i hovedet. Sia prøvede at granske det høfligt. Noget ved væsnet var velkendt, selvom hun vidste hun aldrig havde set det før.
Post by Timur Obolensky on Mar 18, 2017 23:18:25 GMT
Både Rogier og Silvester var påpasselige og det var sikkert fornuftigt. Med Nsia lige i hælene og efter at have overværet Kailens forsøg på at sætte ild til trævæsnet foran dem, var Timur dog selv en del mere ligetil i sin tilgang. Det var ikke et stort monster og selvom den så vred ud, så var han selv veludrustet fra naturens side, med brede skuldre og muskler nok.
Han gik derfor direkte forbi Kailen, op til trævæsnet med dens russiske ord i hovedet og tog fat for fysisk at flytte den fra åbningen. Så snart hans hånd rørte barken, stoppede han dog brat op, før han tumlede bagover med et dumt, lettere hysterisk grin.
Post by Rogier d'Montacute on Mar 26, 2017 19:03:47 GMT
Rogier blev ikke mindre skeptisk da væsnet talte i hans hoved, men han bevægede sig dog tættere på, mens han betragtede Tim. Han rynkede øjenbrynene lidt ved synet af sin ven der lå og knækkede sammen af grin som han gik over til og forsøgte at hjælpe.
"Hvordan kan vi så få lov til at komme forbi?" Spurgte han i et lettere desperat forsøg på at være en smule høflig overfor det der virkede som om det var uskadeligt.
Post by Silvester Nordström on Mar 27, 2017 20:36:39 GMT
Silvester bevægede sig tættere på træet mens scenen udviklede sig - ikke at han umiddelbart forstod mere af hvad der foregik af den grund. Han stirrede på træet med rynket pande inden han stoppede op nogle meter fra skabningen. Hans undren blev imidlertid ikke mindre da d'Montacute ganske enkelt spurgte den til råds. Dermed så han sit snit til, med et hviskende "revelio", i et forsøg på at være ornligt snedig, at rette sin stav og besværgelsen der fulgte imod træpersonen. Dette gjorde han, velvidende at den både kunne risikere intet at afsløre eller aldrig at nå sit mål i første omgang. Nysgerrigheden og trangen til at der måtte ske noget vægtede dog betydeligt mere end fuldstændig forsigtighed.
Apukuen fnøs, som den bredskuldrede mennesketrold forsøgte at tage fat i den. Den hjalp med faldet ved at skubbe lidt til ham, før endnu en af ungerne kastede en besværgelse, der fes ud på sin vej imod målet. Denne gang ignorerede trævæsnet kasteren og vendte sin opmærksomhed imod den mest fornuftige af de fem indtil videre.
Med et snuptag, fremdrog den et træbæger med en mørk væske, som den rakte frem imod drengen. "Drik dette, menneskebarn," forsikrede den. "Så kan du gå ind."
Post by Kailen Fawley on Mar 30, 2017 13:55:02 GMT
Det gøs igennem Kailen da skovvæsnets eneste reaktion på hans ild var at påpege hans idioti. Som om det ikke var nok, begyndte de andre deltagere også at eliminere det forspring han havde fået. Han var lige ved at sparke arrigt til højen da Timur kastede sig fysisk over væsnet, men måtte dog brat standse op i sin fortabte arrighed da hans modstander faldt grinende tilbage. Det var dog ikke nok til at dulme arrigskaben over at alle nu var nået frem til højen mens han ikke længere var foran, og da bægeret blev rakt frem, stillede han sig derfor også demonstrativt ind foran den splejsede franske deltager. "Jeg kom først, så jeg drikker først." Rogier kunne påstå at det var uretfærdigt, men Kailen var udmærket klar over at man ikke vandt ved at lade de andre komme først. I stedet tog han bægeret ud af væsnets hænder idet hans ord forlod hans læber og tog det op til munden for at drikke.
