|
|
Post by Callum Slughorn on Mar 12, 2017 22:32:35 GMT
Callum stod og hang lidt i krypten mens han ventede på at Willow ville komme ud fra sin eliksirtime, som han vidste at hun havde nu. Han stod lænet op ad væggen mens trak spidsen af foden henover gulvet, som for at spore omridset af et initial, efterfulgt af et andet når han ikke længere kunne koncentrere sig om det første.
Da døren gik op og elever begyndte at strømme ud, spejdede han efter hendes ansigt i mængden af andre fra årgangen under. Nogle hilste han på, og gav kommentarer med på vejen, til trods for at hans egentlige fokus var et lidt andet sted, han ventede bare på at det ville dukke op.
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Mar 16, 2017 12:20:43 GMT
Willow havde dårlig samvittighed og vidste derfor at hun opførte sig temmelig ringe, for hun havde sjældent denne følelse. At undgå Callum var en ting, men ikke at fortælle ham at hun måske havde skiftet mening og slet ikke havde lyst til at være hans længere var en anden. Han havde trods alt været sød ved hende, det var ikke hans skyld at han var så tåbelig.
Da hun fik øje på ham udenfor klasselokalet var der dog ingen vej udenom og hun stoppede op foran ham med et lettere spørgende blik.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Mar 16, 2017 21:04:28 GMT
Callum havde undret sig en smule over at han ikke havde set så meget til Willow på det sidste, men det var slet ikke faldet ham ind at det kunne være at hun undgik ham. Da han fik øje på hende fik det derfor hans sædvanlige smil frem, men da hun blot stillede sig op og så spørgende ud faldt hans mod en anelse.
"God time?" spurgte han, og ignorerede lidt blikket som han ikke anede hvad han skulle stille op med. Hvad end hendes spørgsmål var, så anede han ikke hvad det var, og kunne af samme årsag ikke rigtig svare på det.
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Mar 26, 2017 18:44:09 GMT
Willow mærkede sin rygrad blive svag over hans søde smil, men Edmunds ord var alligevel stadig ret tydelige i hendes tanker. Hun forsøgte at se alvorlig ud, selvom det generelt var svært med Callum i nærheden. En lille rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn.
"Vi skal lige tale sammen." Sagde hun og gik et par skridt væk fra klasselokalets dør for at undgå mængden af nysgerrige elever.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Mar 31, 2017 21:24:16 GMT
Callum hævede øjenbrynene ved erklæringen og formåede endnu engang at forkaste det hun prøvede at signalere med sit ansigtsudtryk og dermed også hele alvoren i det. "Okay?" sagde han og fulgte med de skridt hun fik gået.
"Er det ikke det vi er i gang med nu?" spurgte han i en drillende tone. "Eller er det ikke for sarte ører?" Han skævede kort i retning af de sidste elever der var på vej ud.
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Apr 1, 2017 10:05:00 GMT
Willow forsøgte at være stærk selvom hun ikke havde lyst til at sige det hun havde i tankerne. Det var dog det rigtige at gøre og derfor tog hun sig gevaldigt sammen.
"Vi kan ikke være sammen mere. Jeg synes ikke vi er et godt match." Sagde hun en smule køligt.
"Du er meget sød men jeg har brug for nogen der ved hvad de vil." Bemærkede hun og forsøgte at smile en anelse.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Apr 2, 2017 19:36:20 GMT
Callums underkæbe faldt ned til hans fødder, ellers sådan føltes det i hvert fald, da budskabet forlod hende. Var hun seriøs? Den måde hun sagde det på virkede næsten så distanceret, at det ikke bundfældede sig helt med samme. Han samlede sin kæbe op, men formåede ikke rigtig at se mindre himmelfalden ud af den grund.
Efter hun fortsatte begyndte han at indse at hun vidst mente det og da hun afsluttede det med et slags smil følte han sig kun endnu mere forvirret; han forstod ikke rigtig hvad der var at smile over. Hvis det skulle forestille at være opmuntrende, havde det i hvert fald fejlet i sin mission.
"Og det vidste du ikke før, eller hvad?" spurgte han en anelse spidst. "Du kan ikke lade som om du ikke vidste hvad du gik ind til. Hvorfor har du ændret mening?"
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Apr 20, 2017 19:03:54 GMT
Willow havde svært ved at se hans reaktion men hun tvang sig selv til ikke at trække en mine. Hun havde besluttet sig og ikke engang Callums charme kunne overbevise hende. Eller det håbede hun i hvert fald på.
"Nej.. eller.. jeg var ikke så bevidst om det.. du ved.. det er bare at alle synes du er et mærkeligt valg." Sagde hun og spidsede sine læber.
"Og måske har de ret. Vi er meget forskellige."
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Apr 21, 2017 20:06:16 GMT
Callum gloede bare på hende mens hun gav ham et svar. Ét som han, til trods for at han begyndte at forstå had det var der fik hende til at ønske at gøre det forbi, stadig ikke helt forstod hvordan hun rent faktisk kunne mene det.
"Måske? Så du ved det ikke engang selv, men vælger alligevel at slå op bare fordi 'alle' åbenbart synes at jeg er 'et mærkeligt valg'?" Han rynkede sine øjenbryn en smule sammen, men lod dem hurtigt glide tilbage på deres mere neutrale plads. Selvfølgelig syntes han at hendes ord var sårende, men han havde ikke lyst til rent faktisk at vise hende det, selvom det viste sig ikke at være helt nemt for ham at styre sine ansigtsudtryk da han i stedet blot kom til at vende sine mundvige en anelse nedad.
"Er det derfor vi ikke har talt sammen i noget tid?"
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Jun 2, 2017 10:20:40 GMT
Willow trak på skuldrene, hun ville ikke indrømme at hun ikke havde haft modet til at tale med Callum. Nu han selv havde opsøgt hende, var det dog noget andet, hun kunne ikke undgå samtalen længere.
"Jeg er meget bevidst om hvor jeg vil hen med mit liv Callum. Hvad vil du egentlig? Du fjoller bare rundt." Bemærkede hun en smule nedladende og rystede let på hovedet.
"Jeg vil gerne have en der er lige så ambitiøs som mig. Og nu går du jo snart ud, så vil du vel gerne være fri."
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Jun 19, 2017 21:53:39 GMT
Callum slog i et kort øjeblik blikket i jorden da hendes ord skar sig igennem luften og ind i ham. Havde det bare været et rent snit kunne han måske have båret det, men i stedet sved det som jord i et sår. Han kunne bare ikke forstå hvorfor det kom nu. Heller ikke med de ord der fulgte da han igen kiggede op.
Det første hun sagde kom ikke bag på ham, for det havde hun praktisk talt allerede sagt, men det næste overraskede ham dog, men ikke ligeså meget som det irriterede ham. Ubevidst tog han en dyb indånding, inden han slyngede en hurtig, men tydeligt skuffet, talestrøm tilbage i hovedet på hende.
"Du kan ikke bare antage hvad jeg vel gerne vil. Jeg ville bare gerne være sammen med dig. Det er det jeg egentlig vil.. jeg mener ville. Whatever. Du har gjort klar hvad du mener. Men behøvede du at være så fej?" Med det skar han en grimasse og begyndte at gå tilbage mod de øvre etager uden at vente på svar på sit retoriske spørgsmål. Hans indre føltes som et skib der var i færd med at synke, samtidig med at erkendelsen af hvad der lige var sket gjorde det samme.
(lukke eller?)
|
|
