Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Der havde været en iver i Tristans skridt de sidste par dage, der ikke havde været at finde i dem meget længe. Det var ikke nogen lyserød sky han svævede rundt på, og alligevel var det som om at verden virkede lidt lysere, som han bevægede sig ned igennem Hogsmeades torv. Det var ikke kun fordi at forårsluften blev trukket ned i hans lunger ved hver mundfuld, det var også fordi han for første gang siden mødet med Dymphna følte sig rigtig godt tilpas. Han havde altid haft let ved at forelske sig. Mange kvinder, omend de havde været uopnåelige, havde gennem hans liv syntes som den udvalgte, og selvom hans liv havde været fyldt med afvisninger, virkede forbandelsesbryderens mod til at kurtisere utrætteligt. Da han så en rødhåret skikkelse ved en anden bod, holdt han sig derfor heller ikke tilbage. Impulsivt gik blikket til den første bod der solgte noget der mindede om kvindesager. Grebet af øjeblikket tænkte han ikke over at der var billigere alternativer, og i stedet stod han kort efter med en lille forgyldt broche i hænderne. Han havde ikke haft tid til at købslå, han var for grebet af stemningen, de mange mennesker, tanken om at imponere kromutteren, at han knuede den lille fibula så hårdt at nålen næsten prikkede hul i hans håndflade, da han bevægede sig over imod hende. "Godformiddag Pen.." Han smilede, nærmest stolt over sit gå på mod, der næsten overskyggede den efterfølgende fornemmelse af at han ikke anede hvad han skulle gøre af sig selv, eller hvordan brochen kom fra hans hånd, og over på kromutterens bryst.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 6, 2017 22:10:41 GMT
Penelope var netop færdig med at forhandle sig til en god portion grøntsager, der skulle hakkes til, fordi en del af dem alle havde rådne pletter og ikke var meget værd. Behandlede man dem ordentligt, kunne de dog blive til en nærende suppe og hun havde alle intentioner om at forvandle dem til netop det. Med kurven fyldt af varer, var hun derfor nær ved at gå ind i forbandelsesbryderen med det store smil. Hun stoppede selv forbløffet op og blinkede en enkelt gang, før hun hilste.
"Goddag, Mester Tristan," hilste hun afslappet, men alligevel en smule påpasselig. Hun havde et ry i Hogsmeade. Der var ingen grund til at gøre det større end det var.
Tristan havde set scenariet udspille sig, som han fraværende havde betalt overpris for brochen, uden at bekymre sig om at prutte om prisen. Da han stod foran kromutteren, var det dog som om at det mentale billede faldt fra hinanden, og han stod i et par sekunder lettere kejtet foran hende, før han med en let rømmen fik samlet sig sammen. Hun var ingen adelsdame, hvis hånd man foran en fornem forsamling kyssede, nærmere virkede hendes hilsen som om de dårligt kendte hinanden, på trods af hvad de havde delt for få dage siden. "Tristan er.." Han måtte rømme sig, inden han snublede for meget over sine ord, og gjorde hvad der skulle have været en overlegen kurtisering til en pinling scene. "Din kurv.. Skal jeg bære den ned til kroen?" Brochen måtte vente, som den forblev gemt i håndfladen, og han i stedet forsøgte sig med et galant smil, som han rakte sin frie hånd ud.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 7, 2017 17:40:15 GMT
Penelopes bryn trak sig en anelse tættere imod hinanden, som forbandelsesbryderen snublede lidt over sine egne ord. Hun klemte læberne lidt sammen om et smil og trak på skuldrene ved hans spørgsmål, før hun rakte den tunge kurv imod ham på sin arm.
"Hvis du vil," opfordrede hun, mere underholdt end reelt imponeret. Det var trods alt et ærinde hun løb flere gange om dagen. "Har du ikke vigtigere ting at se til...?"
Tristan fattede sig da hun lod ham bære kurven. Det var lidt lettere at forholde sig til, at han fik lov til at være en stærk mand. Han havde ganske vidst håbet at se det kælne smil på hendes læber, måske endda en smule mindre overraskelse over hans ridderlighed, det var trods alt ikke mange dage siden at hun havde stået op af bardisken og sukket hans navn. "Ikke noget der ikke kan vente lidt." Langt bedre tilpas med kurven i favnen begyndte han at gå tilbage mod Vildsvinet, med et forventningsfuldt lille smil på sine læber. Han var overbevist om at det ville være langt lettere at overrække hende brochen indenfor.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 7, 2017 22:46:27 GMT
Det var lidt underligt at gå side om side med forbandelsesbryderen, imens han bar hendes kurv. Penelope var ikke vandt til mænd, der spillede galante. I hvert fald ikke udenfor kroen. At det var et påskud for at komme til at tale med hende var hun til gengæld ikke rigtig i tvivl om.
"Hvad vil du tale med mig om, Tristan?" Hun så over på ham og smilede skævt. "... Hvornår vi kan gentage den aften...?"
Et lille smil gled over Tristans læber, da hun lod mestertitlen falde, og i stedet anerkendte hvad de havde delt få nætter for inden. Han skammede sig ikke over at hun sagde det midt på gaden, så længe at hun ikke råbte det ud over hele Hogsmeade, måtte folk gerne se at han var på vej videre i sit liv. Han lod kurven falde ned i en mere hvilende position, mens han stoppede op og knugede hånden om brochen en sidste gang. "Jeg.. Har købt en lille ting til dig. Jeg tænkte at den ville klæde dig." Han mærkede suget i maven, da han fremdog den lille fine broche, der forestillede en fugl omgivet af rød emalje. Usikkerheden forsvandt, som han tydeligvis stod ved sit køb, mens han mødte hendes blik med et skævt smil.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 7, 2017 23:26:27 GMT
Da Penelopes forventning mødte realiteterne, blev hendes lyse øjne store. Han havde talt om guld, men hun havde kun set hans mølædte småmønter indtil videre. Dette var noget andet og hun tog imod den med et decideret chokeret blik, før den gled ud af syne med en elegant bevægelse. Det var ikke den slags hun havde fremme.
"Tak," svarede hun endelig, før hun begyndte at gå imod kroen igen. "Hvorfor giver du mig den slags...? Det behøver du ikke."
Den svage sitren i Tristans mave blev stærkere da hun tog imod gaven. Han havde måske ikke ligefrem regnet med at hun ville kaste sig om halsen og kysse ham, og alligevel døde det hele lidt hen da hendes umiddelbare reaktion var at spørge til hans intentioner. I hans verden var det åbenlyst at en mand købte noget pænt til en kvinde han godt kunne lide. "Fordi.. Jeg syntes vores nat var ganske særlig, og jeg håbede at den kunne blive til flere.. Jeg mener, at vi kunne se mere til hinanden." Det var ikke just noget frieri, og dog ville han gerne ligge billet ind på mere af kromutterens opmærksomhed, uden at han behøvede at købe alle Vildsvinets øl.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 8, 2017 12:40:58 GMT
En uventet lille sejrsfølelse blomstrede i Penelopes mellemgulv over Tristans konstatering og selvom hun godt vidste, at det bare var sjov mellem tæpperne han tænkte på, så kunne hun alligevel ikke lade være med at smile og føle sig helt charmeret. Den slags var farligt, men hun nød opmærksomheden og så op på ham med et nysgerrigt blik.
"Køber du min velvilje med guld, Tristan?" Hendes mundvige sitrede lidt.
Tristan prøvede for alt i verden ikke at betragte kromutteren som en skøge. Ikke fordi at han skammede sig over at benytte sig af nattens kvinder, men nærmere fordi han gerne ville tænke højere om hende end at han betalte for en nat i hendes seng. Det havde heller ikke været hans intention da han købte brochen, og han rømmede sig derfor også lettere forlegent da hun konfronterede ham med det. Et enkelt flygtigt blik rundt fik ham dog til at tage sig sammen. Han rettede sig let op, og stod ved sit køb. "Nej.. Jeg ville blot fortælle dig at jeg værdsætter dig.. Dit selskab." Der var måske en grund til at Tristan endnu ikke var godt gift. Han havde en særlig evne til at ødelægge det for sig selv, og alligevel forsøgte han sig med et charmerende, selvsikkert smil, som han igen hankede op i kurven.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 8, 2017 14:44:59 GMT
Han var klodset og flagrende som en krage, der prøvede at lette med noget hængende fra sine kløer, men Penelope var alligevel lidt charmeret og det skæve smil på hendes læber afslørede det.
"Mm," brummede hun tænksomt, som hun begyndte at gå imod kroen igen og ikke undlod at sætte lidt ekstra svaj i sine skridt. "Bliv endelig ved med det," opfordrede hun muntert og med en svag varme i kinderne.
Et mere roligt smil gled over Tristans læber, da han bemærkede varmen der steg op i kromutterens kinder. Hans egne havde selv en lettere rødlig farve, der kun blev fremhævet af de hvide ar der stod i skarp kontrast. En smule mere selvsikkert, fulgte han med tilbage mod kroen, mens han tyggede lidt på hendes opfordring. "Kun hvis du bliver ved med at være så dejlig.. Jeg mener.." Ordene havde lydt godt oppe i hans hoved, men som de kom ud var han knap så sikker på at de havde den samme klang i praksis. I stedet skyndte han sig frem imod Vildsvinets dør så han kunne åbne den for hende.
Post by Penelope Ingleby Flint on Mar 9, 2017 20:31:09 GMT
Penelope stoppede op et øjeblik med et forbløffet udtryk i ansigtet, før hun lo temmelig helhjertet. Det var sådan de nåede til Det Glade Vildsvin og på vej ind af døren klukkede hun stadig lidt over ham. Det døde dog stille ud, før hun rakte armen frem for at tage kurven igen.
"Tak for brochen, Tristan." De lyse øjne gled en enkelt gang over ham, som hun fugtede sine læber bevidst. "Du må komme forbi igen snart..."
Den behagelige summen steg op i Tristans mellemgulv da hun takkede ham for brochen. Han havde lyst til at slå det hen og påstå at det var det mindste han kunne gøre, men han kunne ikke afvise at hendes reaktion betød en del for en mand som ham der ikke havde tillad sig vel at føle andet end nederlag det sidste lange stykke tid. "Hvor snart..?" Opildnet af stemningen fik han sendt hende et skævt smil, og dog holdt han sig fra at træde tættere på, selvom det kriblede i fingrene efter at lade dem løbe igennem det lange røde hår.