Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Hvor meget hans svar gavnede hende, anede han af gode grunde ikke. Manden havde trods alt ikke nogen ide om hvad det her drejede sig om, og ønskede hun at vide noget specifikt, måtte hun spørge mere direkte. Andet kunne han ikke gøre. Hendes eget svar faldt, og det var vel nok en forklaring i sig selv. Alfred måtte kvæle et suk som han lænede sig tilbage og betragtede hende. Hun så ikke mod ham, og det var svært at tyde hvad hun mente om det hele. Om hun var såret, fornærmet, eller vred. Ganske som han havde tænkt, havde faderen dummede sig gevaldigt, og det var ikke første gang. Det var dog ingen undskyldning for mandens opførsel alligevel, og Alfred skammede sig over det.
"Javel ja.." lagde han derpå roligt ud med, en pause blev holdt mens han betragtede hende roligt. "Jeg vil ikke gå i gang med at undskylde min faders opførsel, og at fortælle Dem hvor ofte det sker, er heller ingen undskyldning for den fornærmelse han tydeligvis har smidt efter Dem. Det eneste jeg kan sige er at mandens stolthed for sin familie kommer til udtryk på en knap så høflig en måde, og absolut ikke er acceptabel. Jeg er ked af at De skulle udsættes for hans noget direkte og filterløse talestrøm." Kunne han sige mere? Ikke rigtigt, det var en skamfuld samtale i sig selv, og Alfred græmmede sig over mandens opførsel.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 5, 2017 16:25:44 GMT
Ud ad øjenkrogen registrerede hun hvordan, han lænede sig tilbage, og hun ventede på hans svar … hans forklaring. I stedet lød noget, der i bund og grund mindede om en undskyldning – i alt fald en beklagelse – og hun sukkede let. ”Jeg tilkaldte Dem ikke for at brokke mig eller slå et slag mod Deres stolthed eller familie, milord. Jeg brugte så godt som hvert minut med Deres fader på at bide min egen stolthed i mig, tale ham efter munden og være høflig og smilende overfor ham. Hvor meget er jeg tvunget til at finde mig i fra hans side? Hvis De og han er meget tætte og bruger meget tid sammen, vil det trods alt unægtelig være en del …” Til stadighed anstrengte hun sig for at holde vreden fra sin stemme.
"Min fader og jeg bruger ikke mere tid sammen end hvad der er nødvendigt. Eftersom vores arbejde er tæt forbundet, og jeg er husstandens arving, bruges der skam tid med begge mine forældre. De er dog ikke forpligtet til at bruge mere tid med mine forældre end hvad er nødvendigt, og hvad De selv ønsker" svarede han ganske roligt. Han trak vejret dybt ind, og lænede sig frem, med hænderne samlede over knæene.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 5, 2017 18:04:45 GMT
Svaret var en lettelse for hende trods alt, og hun nikkede let. ”Det er ikke fordi jeg ikke ønsker at omgås Deres familie … Men angående Deres faders.. usmagelige opførsel … Jeg anser normalt ikke mig selv for specielt nærtagende eller sippet, men der er grænser for hvor mange fornærmelser – for ikke at tale om trusler – og generel dårlig behandling, jeg følelsesmæssigt er i stand til at kapere ad gangen og samtidig skulle smile og være høflig og på det nærmeste takke for medfarten,” forklarede hun og mødte en anelse tøvende hans blik, hvor han uden tvivl stadig ville kunne se vreden flamme i de grønne dyb.
Han hørte hende ud, og blikket endte i hendes grønne øjne da hun omsider løftede blikket mod ham. Vreden var tydelig at spore i hendes blik, og efterlod ham tænkende mens han blot betragtede hende. "Jeg vil ikke tillade at nogen behandler min hustru dårligt, end ikke mine forældre. Det kræver dog De bliver min hustru før jeg reelt kan gøre noget ved det. Skulle det ske efter vores ægteskab, må De fortælle mig om det, og så må det være op til mig at finde en løsning på problematikken" endte han med at sige. Han havde et par ideer til hvad der kunne gøres skulle det fortsætte, hvad der trods alt var stor sandsynlighed for.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 5, 2017 18:26:35 GMT
Hun gav ham tiden til at tænke, som han behøvede det, mens hun blot ventede, og som svaret faldt, kunne hun på ingen måder have forestillet sig noget bedre. Vreden gled en smule i baggrunden, og hun åndede tungt ud. ”Mange tak, milord. Det var mere end jeg havde turdet håbe på,” sagde hun en anelse lavmælt. Et let, taknemmeligt smil fandt vejen frem mod ham, og hun kvalte vreden på ny og pakkede den væk indeni igen. ”Deres holdning og svar betyder meget for mig,” tilføjede hun.
Hun åndede tungt ud, tydeligvis tilfreds eller lettet over svaret. Hun takkede ham, og han nikkede blot med et alvorligt udtryk. Der var ingen tvivl om at han mente det her, at han ikke bare sagde det for at lukke munden på hende. "Naturligvis, De vil opdage at familie betyder meget for mig. Jeg forventer at De behandler min familie med respekt, og dermed kan jeg ikke forvente mindre af min egen med hensyn til Dem" slog han fast.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 19, 2017 20:37:49 GMT
Hun tvivlede skam ikke på hans oprigtighed, og netop derfor lod hun sig berolige. ”Jeg vil naturligvis behandle Deres familie med yderste respekt – hvilket jeg skulle mene allerede at gøre … selv over for Deres fader den dag. Jeg er udmærket klar over, jeg ikke kan forvente den behandling selv, med mindre jeg udviser den, og det er skam også mit eget ønske at kunne respektere og endog holde af min kommende familie,” svarede hun.
"Jeg har ikke oplevet andet end at De har respekteret min familie, my lady, og jeg håber naturligvis at tingene vil falde til ro og at De og resten af familien kommer til at lære hinanden bedre at kende med tiden, og at disse problemer dermed forsvinder" svarede han blot. Hvad mere der kunne siges om dette emne, var han ikke sikker, han mente egentlig de havde udtømt det efterhånden, og slået fast at hvad der var sket ikke var i orden og at Alfred selv, ikke ønskede det på denne måde. "Er De tilfreds med løsningen på problematikken, my lady? Eller skal vi drøfte emnet videre?" det var vel hans måde at sige på at han selv var færdig med at snakke om det, og spurgte samtidigt om hun havde mere at sige.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Mar 19, 2017 21:46:35 GMT
Et let smil faldt over hendes læber ved hans ord, og et udfald blev gjort med hånden, mens hun rystede let på hovedet. ”Jeg er ganske tilfreds, milord, mange tak for Deres venlig- og imødekommenhed,” svarede hun i en let tone. En venlig afsked blev taget, før hun så Alfred tage af sted. Alene tilbage hensank hun i dybe tanker nok en gang – dog langt mere optimistiske nu end før.