Et par ting på det rene

Brevet retur var blevet modtaget, og hun havde blot forberedt sig på aftenens besøg og fortsat med sine pligter. At hun så var røget i et skænderi med sin moder, var en anden sag, og da hun endelig fik trukket sig væk, mente hun at være sent på den, og hun skyndte sig op på sit værelse, hvor hun skiftede tøj og fik styr på sit hår. Et mismodigt blik blev sendt mod spejlet og det røde mærke, hendes Cáits hånd havde efterladt på hendes kind, men der var ikke meget at gøre nu. Hun skyndte sig videre, og hvis han endnu ikke var dukket op, ville hun måske have tid til at gøre noget ved mærket.

Heldet var desværre ikke med hende; som hun åbnede døren og trådte ind i modtagerværelset, stod han der allerede, rank og imponerende, hvor han nærmest syntes at besidde værelset alene ved at stå i det. Selvbevidst rakte hun et øjeblik en anelse forlegent op for at tjekke sit hår, men hun nåede at tage sig i det og afstivede sig selv. Hun var ikke nogen ung tøs længere, og der var bestemt ingen grund til at blive usikker eller – Gud forbyde det – fjalet bare fordi han virkede det mere imponerende i aften. Ind tvang hun sig selv, hvor hun nejede for ham.
”Milord, det glæder mig, De kunne finde tid til at komme. Forhåbentligt har jeg ikke forstyrret Dem i noget?” lød hendes stemme ud en anelse mere afdæmpet end han normalt havde set hende.

Et let smil fandt hendes læber, som han begyndte sin forklaring. Det var dog ikke så langt med det, han kom, før han brød af og i hast kom hen til hende, hvor han straks efter havde et let greb om hendes hage. Et svagt gisp blev det til, men hun trak sig dog ikke bort og lod ham i stedet modvilligt se mærket.
”En uoverensstemmelse ved middagsbordet, der desværre ikke var lige så let at få tilendebragt som måltidet. Det er intet; jeg tager mig af det snarest,” søgte hun at forklejne det.

Han ramte plet, og hun slog blikket ned.
”Denne gang, ja,” svarede hun spagfærdigt og sukkede så, mens hun tippede hovedet rundt og fri af hans greb. Et enkelt skridt blev taget bagud, kun for at blive stoppet af døren mod ryggen.
”Det er intet særligt, bare de almindelige familieskærmydsler enhver familie døjer med til tider. Jeg var blot så tåbelig at blande mig ind i sager, der ikke vedkommer mig.” Hvor lidt eller meget det så hjalp, var spørgsmålet.

Nu var det ikke kun lussinger, der blev uddelt i Kavanagh-familien, men om det sagde hun intet.
Som hans svar faldt, afskyende og uimponeret, dukkede hun hovedet let og så skamfuldt ned mod gulvet.
”Det har altid været en skamplet for mine forældre, jeg kom på Ravenclaw og foretrak at studere frem for at interessere mig for det samme som de selv. At jeg har fejlet i at tiltrække en passende ægtemand frem til nu har ikke just hjulpet på noget, og denne gang tillod jeg mig at stå op for min søster, der er forelsket, da min moder gav sig til at rakke ned på manden efterladende min søster i tårer … Der er intet galt med manden bortset fra, hans familie ikke er så velhavende, som man kunne have ønsket det. På alle andre punkter er det et passende parti, men mine forældre har modsat sig partiet.” Hun rystede på hovedet ad sig selv. ”Jeg skulle blot have blandet mig udenom, og det vidste jeg også; det er min egen fejl.”

Hun forstod skam også selv hvorfor, hendes moder havde reageret, og hun ville nok selv have reageret også i hendes sted – om end ikke på samme vis. Ved svaret vendte hun blikket mod ham igen, en anelse træt.
”Det havde kun gjort det endnu værre, er jeg bange for … Mine forældre kan være temmelig strikse, og det er ikke forventet eller ønsket af nogen af os at blande os i deres beslutninger. Havde jeg været fræk nok til at reagere efter at have haft tid til at bruge hovedet, havde det blot været endnu værre.” Med en kraftanstrengelse tog hun sig sammen, rankede sig og mødte ham mere, som han havde set hende de foregående gange.
”Men nok om det,” bad hun, ”det er mit håb at genfinde mit sædvanlige jeg, når denne samtale er tilendebragt; sandt at sige har mødet med Deres fader efterladt mig temmelig underligt til mode, hvad har fået mig til at reagere anderledes i flere situationer siden … noget der ikke ligner mig.”

Han lod det ligge og stillede sig, nærmest som forberedte han sig på et slag. Niamh gjorde et udfald med hånden mod døren.
"Vil De have noget imod at følge med mig til en af stuerne? Jeg bryder mig ikke om at tage en sådan samtale et sted hvor, vi forholdsvis let og pludseligt vil kunne blive afbrudt."

De fulgtes ad til en anden stue, hvor hun slog sig ned i den ene ende af en sofa. Lidt forsigtigt betragtede hun ham.
"Hvor tæt er Deres forhold til Deres fader?" spurgte hun langsomt.