Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Familien Black havde altid været kontante, og man havde altid sat familien før ens egne behov. Æren betød alt, og derfor var det også vigtigt at opfører sig respektabel og ikke mindst se respektabel ud. Cerdic nikkede anerkende til hendes kommentar om, at hun gerne ville have en stor børneflok. Det var betryggende at vide, at hans kommende svigerdatter havde en fornuftig fremtidsudsigt.
Cerdic så rundt i lokalet, så sine forældre, bedste forældre, onkler og tanter. Hans fætter var blevet brændt, et sølle skvat som faldt for en muggler.. Yderst forfærdelig situation for Cerdics fætters forældre. Det var dog begrundet, og gjorde Cerdics børn noget lignende, så ville de ende samme sted. En sort plet på tæppet.
Hans øjne gled fra vægtæppet over på hende hvor han kørte hånden over tæppet. "Jeg takker, Black familien har haft rent blod i generationer." lød det roligt, imens han vendte sig imod hende. "En familie, som er stolt og ærefuld. En familie, som man gør medlemmerne vil gøre alt for." sagde han roligt, imens han gik hen og satte sig i en lænestol og gjorde gestus til hun ku' sætte sig ned ved hans side. "Te?" spurgte han med et let smil.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 27, 2017 13:10:12 GMT
Niamh vidste vel nok at tilsidesætte egne ønsker og behov for sin families, og det var også hvad, hun havde i sinde at gøre efter indgåelsen af sit ægteskab.
Cerdics bevægelser og udtryk sagde tydeligt hvor stolt han var af sin familie, og hun forstod det, om end hun fandt hans måde at formulere sig på arrogant til en fejl. Og så blev rundvisningen ellers også afbrudt ganske brat. Hun sagde intet og gav ikke udtryk for sine tanker, som hun fulgte ham og satte sig på møblet nærmest hans stol, takkende nej til te. ”Jeg sætter en ære i at blive en del af Deres familie. Uden tvivl kender De min egen families baggrund, og De kan næppe finde mange grunde til utilfredshed der – slet ikke i de seneste generationer … Deres søn har sikret sig, jeg vil gøre Deres familie ære; han er så stolt af sin slægt som De selv er – og jeg forstår hvorfor.” Et let udfald var blevet gjort med hånden ved den sidste lille tilføjelse, før hun havde lagt den over den anden på sit skørt. Hun holdt sig rank og stolt i sædet, mens hun betragtede ham med sin sædvanlige selvkontrol og høfligt interesserede grønne øjne.
Cerdic lod hånden glide op i skægget og smilte og nikkede anerkende i hendes argument. Om hun sagde nej til te, den fangede han hurtigt og så på Niamh med rolige øjne og smilte. Hun var meget formel og han gad ikke opretholde den professionelle facade hele vejen igennem, så nogle mere rolige øjne kom frem og han grinte let, en varmere latter. "Sig ikke mere, vi er også beæret at vores ældste søn skal giftes med dem." sagde han med en varmere stemme. "De virker som den rette brud for min søn, og jeg er sikker på i sammen skal gøre familien Black ære." sagde han med et roligt tonefald. De var adskilt af et lille bord mellem dem, hvor en lille skål med nødder stod. Cerdic tog en valnød op, og knuste den med hænderne.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 27, 2017 13:45:25 GMT
Det lod da til, han var tilfreds nok med hende, sådan som hans blik skiftede og han lo. Ikke at hun forstod grunden til hans latter, og et let spørgende blik blev sendt ham. Hans svar faldt dog, og hun fandt selv et let smil frem i retur. ”Det er vores begges intention i alt fald, og Deres søn virker bestemt som typen, der opnår hvad, han sætter sig for. Naturligvis vil jeg gøre alt, jeg formår, for at støtte op om ham og sørge for, han har en tryg og ordentlig base at vende tilbage til.” Hun var selv formel af natur og forblev af den grund også sådan, selvom han selv slappede af. Om han ville tillægge det nervøsitet eller andet, var hun ikke herre over.
Cerdic smilte, og nikkede. Hun havde en god pointe. Hans søn var en mand, som fik sin vilje. Han havde lært det fra sin far, og måske lidt sin mor. Cerdic kørte hånden igennem skægget, inde han rejste sig op og knækkede begge sine fingre. Hans store hånd rakte frem i luften, som gestus til han ville hjælpe hende op. "Du lyder som en perfekt hustru for min søn. Glæder mig." sagde han med et varmt smil, dog med en meget afslappet stemme. Cerdic blinkede kort og lod sine øjne hvile roligt på hende. "Skal jeg sørge for transport hjem?" lød det med en rolig stemme.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 28, 2017 19:22:14 GMT
Igen lod det til, hendes svar var tilfredsstillende. Dog kom hun knapt nok til konklusionen, før manden rejste sig og bød hende hånden. Hun lod sig hjælpe på benene og lyttede til hans svar. Afslutningen havde dog nær fået hende til at måbe; noget hun tog sig i og i stedet fremtvang et smil. ”Det burde ikke være nødvendigt, milord; jeg har susepulver nok og kender vejen selv,” svarede hun i en tone, der faldt en del lettere, end hun havde turdet håbe på. Derefter nejede hun for ham til afsked, før hun forlod værelset.
Det var noget af en kamp for Niamh ude på gangen at forholde sit ansigt neutralt, og hun holdt blikket rettet mod gulvet, da hendes følelser ikke kunne holdes borte fra de grønne øjne. Sjældent havde hun ladet sig fornærme på den måde, men.. tja, for husfredens skyld, kunne det vel siges, bar hun det. Hvis hun skulle leve under hans tag, gik det trods alt næppe an at give ham sin egentlige mening om ham … Så for nu i det mindste, satte hun en venlig, let smilende facade op. Forhåbentligt ville den holde.
Uden problemer fandt hun tilbage til værelset med kaminen, og snart var susepulveret fundet frem. Glad var hun skam, som hun forlod godset for denne omgang.