Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 26, 2017 20:32:31 GMT
Cerdic Black Caelia havde bedt Niahm komme på besøg, så de kunne lære hinanden lidt bedre at kende. Forlovelsen med Alfred var trods alt ny endnu, og det var ikke meget, de to kvinder endnu kendte til hinanden; en ting Niamh gladelig ville ændre. Det var blevet til næsten to timer fordybet i samtale, før Alfred var dukket op. Han havde hilst pænt på hende og spurgt ind til hende, og efter et par enkelte minutters samtale, havde han undskyldt sig, at han måtte låne sin moders øre. Besøget blev afsluttet, og Niamh begav sig hen ad gangene med henblik på at tage hjem igen. Hun havde en del i tankerne, som hun gik, hendes bevægelser som altid manglende den feminine ynde, mange kvinder så ivrigt indstuderede og eksekverede. Udtrykket i hendes ansigt var roligt og neutralt, om end de grønne øjne var en anelse fjerne, som hun åbenlyst var beskæftiget i sit eget indre i øjeblikket.
At ens ældste søn var forlovet, var altid en glædelig nyhed for en far. Så var man sikret at der potentielt på længere sigt også kom arvinger. Det var selvfølgelig ikke det første som Cerdic havde sagt til sin søn, men nok nærmere noget af det første han havde sagt til sin kone. Det var bestemt begrænset med information som Cerdic havde hørt om sin kommende svigerdatter, men Caelia havde sagt at hun havde inviteret hende over til te, så kunne de to jo lære hinanden at kende.
Cerdic havde tidligt været ude og jage, med en gruppe af sine mere betroede mænd. Dagens jagt havde stået på vildsvin, og det var også gået godt, da de havde fanget en stor laban, som havde givet en god kamp fra sig inde de havde fået nedlagt hende. Han havde lige akkurat åbnet døren ind til godset, hvorefter en af tjenerne kom over med et lille kar med vand, hvor Cerdic lod sine grove hænder glide ned i, hvorefter han fik vasket blodet af hænderne. Han rystede hænderne hurtigt, og tog klædet som lå på tjenerens skulder, og tørrede dem hvorefter han smed det op på skulderen af sin tjener igen, og nikkede til tjeneren som hurtigt forsvandt igen.
Cerdic bevægede sig ind i gangen og så en kvindelig skikkelse glide om hjørnet. Han havde fuldkommen smidt tanken om hans kommende svigerdatter muligvis var her. "Alecto." lød hans mørke dybe stemme, som skar igennem gangen. Hurtigt fik Cerdic bevæget sig hen af gangen imod skikkelsen som forsvandt om hjørnet.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 26, 2017 21:11:39 GMT
Lyden af en dyb stemme trak hende ud af tankerne, netop som hun havde rundet hjørnet, og skønt navnet ikke var hendes, var der ikke andre på gangen lige nu. Hun vendte rundt og trådte om hjørnet med antydningen af et smil om læberne. Også her var der ikke andre på gangene end hende og den ældre herre. Ud fra udseende og påklædning at dømme, var der ikke megen tvivl om hvem, denne mand var, og hun nejede. ”Jeg beklager at måtte skuffe Dem, milord; jeg ved ikke hvor, Deres datter er,” svarede hun roligt, før hun atter stod almindeligt og mødte hans blik. I tankerne genkaldte hun sig alt, hun havde hørt, samt hvad Alfred havde fortalt hende om sin fader. Forhåbentligt blev han ikke for skuffet over ikke at se sin datter.
De målrette skridt stoppede op da han så et ansigt, han ikke lige havde set før. Han drejede hovedet en anelse, og lød hans øjne glide over hende, inde han rømmede sig. Cerdic store væsen stod nu foran det som skulle være hans kommende svigerdatter. Han brummede lidt og nikkede. "De skal ikke beklage, min fejl." lød det imødekommende og med et kort smil. "De må være frk. Kavanagh" den mørke stemme kunne tydeligt høres, og var meget klar. Der var ingen tvivl om at Cerdic var en lært mand, han var meget tydelig i sin udtale. "Velkommen til, har de nydt deres ophold med min kone?" spurgte han og lagde armene over kors.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 26, 2017 21:32:56 GMT
Det lod ikke til, han var meget skuffet trods alt, og han virkede da også venlig nok. ”Lady Niamh, ja,” svarede hun roligt og så for nu gennem fingrene med tiltalen. Cerdic og hendes fader gik trods alt også langt tilbage med jagtture og andre ting, Niamh ikke helt havde styr på, så det kunne trods alt sagtens være en indforstået joke mellem hendes fader og Cerdic, hun var endt ud i at befinde sig midt i. ”Deres hustru har taget ganske vel imod mig, ja. Dog skal jeg ikke kede Dem med en gengivelse af vor samtale.” Et let smil blev sendt ham. ”Jeg forstod på hende, De var på jagt i dag? Forhåbentligt havde De succes?” De grønne øjne blev holdt mod hans ansigt med høflig interesse.
Ordet frøken og ikke lady var lige sluppet ud af hans mund, det var ikke bevidst, men det hele gik nok alligevel. "Lady Niamh, selvfølgelig." han rettede sig selv, da han ikke ville fremstå uhøflig for sin kommende svigerdatter. Cerdics blik forblev på hende og nikkede. Hans kones samtaler havde det med at være en anelse kedelige, nogen gange - så han var glad for hun befriede sig for en gengivelse af deres samtale. "Tak." sagde han med et glimt i øjet og grinte lidt for sig selv. Det var ikke med hans kones intentioner at Cerdic gik mere på jagt, end var omkring hans børn eller hende. Han var en livsnyder og havde følt sig fanget, siden han blev gift. "jo tak." sagde han og gik et skridt til side, og strakte armen som gestus til hun kunne følge med ham. "Det gik glimrende." "Har de set vores gods?" spurgte han og vendte blikket imod hende.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 26, 2017 22:13:07 GMT
Han rettede sig selv ganske hurtigt, hvad hun var glad for, og snart gav han udtryk for en succesfuld jagt, mens hun fulgte med ham, som han begyndte at gå. ”Det glæder mig, det gik godt,” lagde hun ud, ”Angående godset, har jeg set en lille del af det, ja, men ærligt har det ikke været et fokuspunkt for Deres søn under mit forrige – og første – besøg, og Deres hustru og jeg har haft en del at tale om. Hvad jeg har set, er dog ganske imponerende, milord; De har indrettet Dem ganske mageligt og pænt.” De slanke hænder blev samlet foran skørtet, og de tanker, der før havde optaget hende, var skudt bort, så hun bedre kunne fokusere på nuet og hans selskab.
Om jagten var succesfuld eller om den ikke var, interesserede hun sig vel reelt set ikke for. Det var almen dannelse og høflighed at spørge indtil jagten. Det var altid rart at have en som spurgte om det, alle andre virkede så ligeglad i dette hus.. Cerdic nikkede anerkende til hende og smilte kort. "Vil de ikke have en anstændig rundtur?" spurgte han imens han med rolige skridt traskede igennem gangen. Godset havde trods alt en del at byde på, men man skulle ikke undervurderer hvor interessant det kunne være at begå sig rundt i et gammel gods.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 27, 2017 10:50:56 GMT
Hvis han fandt det rart med nogen, der spurgte ind til hans jagter, ville han nok blive positivt overrasket af Niamh. Hun var opdraget til en dag at skulle være den perfekte hustru, og da der trods alt var en stor sandsynlighed for, hun ville være endt med en mand, der var glad for at jage, vidste hun sit om sagen og lyttede gerne. Et tilbud faldt med en rundtur, og det trak let i hendes mundvige. ”Meget gerne, milord. Og der er næppe nogen bedre egnet til netop dette end husets egen herre; jeg er meget beæret over, De vil tage Dem tiden til det,” svarede hun, mens hun fulgte ham rundt. Nysgerrig var hun skam i høj grad. Nok var der slotte og gamle godser i Irland også, men de af dem, Niamh havde set, havde været en del grovere at se på end dette. Vejrforholdene fik ofte skylden for det, men hun var ikke altid sikker på, det faktisk var den reelle grund. Under alle omstændigheder ville det bestemt heller ikke gøre hende det mindste at blive mere familiær med det hus, hun trods alt selv ville komme til at bo i på et tidspunkt.
Han kendte endnu ikke sin kommende svigerdatter, og han ville da gerne vide mere om hvem som ville kunne holde hans søn ud, og ikke mindst: hvem han skulle til at holde ud. Det kunne godt være den perfekte hustru ville høre om sin husbonds interesser, men så var Cerdics hustru ikke perfekt, hun ville nok hellere undgå at høre om den. På trods af deres enorme forskelligheder, så var Cerdic da stadigvæk glad for hende. Han havde lært at holde sin kone ud, og med årerne var han skam også begyndt at holde af hende. Det var trods alt ikke fordi man med det samme elskede hinanden og alt var godt.Tværtimod, det tog tid og tålmodighed.
Cerdic smilte og bevægede sig ganske roligt igennem gangen. "Naturligivs, jeg er også interesseret i at vide hvem min søns kommende hustru er." sagde han med et kortvarigt smil. "Fortæl lidt omdem selv milady."
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 27, 2017 11:27:44 GMT
Naturligvis tog forhold tid; det vidste hun, og hun var forberedt på at arbejde for at få det hele til at fungere. Det var trods alt hvad, ægteskabet gik ud på. Som de gik hen ad gangen, holdt hun halvt om halvt øje med omgivelserne om end hendes primære fokus lå mod manden ved hendes side. Cerdics ønske om at vide hvem, hun var, stemte ganske godt overens med noget af det, Alfred havde sagt om ham. *Enten er det udelukkende Caelia, der har stået for valget af hustru til sin søn, eller også er jeg valgt grundet blod og økonomi. Interessant.* ”Hvad ønsker De at vide, milord?” spurgte hun imødekommende. Det var trods alt ikke så meget igen, hun havde at skjule over for ham. Noget var der da – naturligvis – men det ville være direkte tåbeligt at sige dette højt.
Da lady Niamh var kommet på tale, var Cerdic blevet enig med sig selv at det var en god partner for sin søn, det var dog på trods af hans relative beskedne bekendtskab til hende. Derfor var det kun naturligt at han ville vide mere om hans kommende svigerdatter. Hans blik hvilede roligt på gulvet, hans hænder gled om på ryggen og samlede sig, inde han åbnede munden. "Deres fader Lord Brennan Duane Kavanagh, hvordan har han det?" spurgte han og gik med rolige skridt. Han skulle lige igennem det han vidste om familien. Han kendte forældrene perifer - ikke nogen mere dybdegående relation med dem.
Cerdic lod den ene hånd glide op i skægget og klørede det. "Hvis jeg ikke tager meget fejl, så de seks søskende?" spurgte han imens hans øjne gled hen imod hende. En stor familie viste at hun kom fra en sund familie, så var der næsten garanteret arvinger.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 27, 2017 11:56:01 GMT
Der blev spurgt til hendes fader, og Niamh skjulte sin undren bag en rolig facade, mens hun et øjeblik lod blikket glide over en gobelin. ”Min fader trives og er ganske begejstret for foreningen med Deres noble slægt,” faldt svaret roligt.
Snart efter spurgte han ligeledes til hendes søskende, og hun nikkede let og mødte hans blik. ”Jeg er den tredje ud af syv, ja. Mine to ældre søstre er godt gift og har henholdsvis to go et barn, og min ældste broder venter familieforøgelse til sommer.” Om det var information, han kunne bruge til noget, havde hun ingen anelse om, men ellers måtte han jo sige til.
Det var almen høflighed for Cerdic at høre hvordan hendes fader havde det, som en anden adelig slægt så skulle man trods alt vise respekt for hinanden. Han lod hendes undren passerer hans opmærksomhed og nikkede. Det var forståeligt at hendes familie var glad for at blive en del af Black, hvem ville ikke have været stolt af det. De færreste familier havde samme historie, samme rene blodlinje som dem.
At de havde mange børn i hendes familie, fik et lettere smil frem på hans læber. Så vidste han at der ville komme arvinger i fremtiden, hvilket gav en fader ro i sjælden. Det var trods alt en af de vigtigere ting, selv at få børn og så vide at ens børn fik børn, på den måde havde man gjort sin del og sikret familien i nogle generationer. "Stor børneflok." lød det formelt, imens han med rolige skridt dreje rundt om hjørnet og åbnede en stor dør. "Hvis de op på væggen, kan de se hele familien Blacks stamtræ." sagde han, og pegede hen på et stort vægtæppe, hvor der var en masse broderet ansigter. Enkle var blevet brændt sorte, og så sluttede den gren, hvorimod andre gik det langt ned.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 27, 2017 12:23:21 GMT
Hendes svar fik ham til at smile, hvad hun noterede i sit stille sind. Hans svar, om end formelt, gav hende da også en ide om hvor, hans tanker var gået hen ad. Ikke at det på nogen måde overraskede hende dog; det var trods alt hovedformålet med ægteskab. ”Anseelig,” svarede hun roligt og med et diskret blik mod ham, ”som jeg regner med min egen vil blive.”
En dør blev åbnet, og som de trådte ind, henledte han hendes opmærksomhed til et vægtæppe. Ved ordene trådte hun nærmere, hvor hun nysgerrigt lod blikket glide over stingene, læste og noterede sig de forskellige familiebånd. Slægtsgrene endte hist og her med sorte pletter, og hun gættede på, det enten var grundet død eller – mere sandsynligt – gerninger familien ikke ville kendes ved. Hun vendte opmærksomheden mod den nuværende del af familien, noterede sig ansigter og navne efter bedste evne, og talte til Cerdic imens: ”De har en smuk familie, lord Cerdic, og et yderst imponerende slægtstræ.” Selv sagde hun intet om sine egne aner; dem måtte han kende allerede, siden hun var blevet udvalgt til Alfred. Desuden var hun ikke ude på at konkurrere med manden, men på at falde i god jord ved ham. Den slags gjorde man sjældent med pral!
