|
|
Post by Agnes Slughorn on Feb 22, 2017 22:25:00 GMT
Det var mørkt udenfor og vinden ruskede i husets træskelet. Agnes var ikke komplet uvant med at være alene i hjemmet, faktisk skete det oftere og oftere, men der var alligevel tidspunkter hvor det føltes tommere end andre. Det var en af dem og selvom det ikke var helt ud på natten endnu, var hun fortrukket til soveværelset med sit eget selskab og en af de dyrebare bøger hun havde investeret i om de seneste opdagelser indenfor helbrederkunsten. I skæret fra et enligt tællelys sad hun og læste, mens hun med et halvt øre lyttede efter tegn på at en af husets to andre beboere skulle dukke op. Ikke at det ville være første gang, at ingen af dem kom hjem. |
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 23, 2017 0:30:29 GMT
Lange dage var efterhånden hverdagskost, men det betød ikke, at Téarlach altid var tilfreds med det. I dag havde dog været en god dag og da han trådte ud af ildstedet, nynnede han lidt for sig selv. Han tog sig tiden til at rumstere lidt rundt og hænge sin kappe fra sig hvor den kunne tørre, før han fortsatte ind på soveværelset på jagt efter Agnes.
Da han fandt hende der, oplyst af lyset fra et tællelys, hævede han et enkelt bryn, før han plantede et kys på hendes pande. "Hvad læser du?"
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Feb 23, 2017 1:08:33 GMT
Agnes løftede kort hovedet, da hun hørte rumsteren fra et andet menneske. Et smil strejfede hendes læber, før hun bøjede sig over bogen igen og først løftede hovedet, da døren til soveværelset gik og det blev klart, hvem af husets to mænd, der var kommet hjem.
Instinktivt strakte hun nakken lidt op mod ham, før varme læber strejfede hendes pande og den velkendte duft af piberøg sneg sig ind i hendes næsebor.
"Det sidste nye om magiske byldesygdomme," konstaterede hun med en enkelt munter undertone og undlod at vippe bogen for at vise ham en detaljeret illustration. I stedet foldede hun den sammen om sine fingre. "Travl dag?"
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Feb 23, 2017 22:31:23 GMT
Téarlach fnøs muntert over Agnes' svar og hans blik spillede, da hun lukkede bogen i. "Ja, det har jeg ikke noget imod at gå glip af," konstaterede han, som han dumpede ned på sengekanten og den gav sig i rebene.
"En dag som så mange andre." Han smilede og de lyse øjne gled lidt over hende. "Hvordan har din dag været?
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Mar 7, 2017 22:37:05 GMT
En lille, munter lyd undslap Agnes, der rakte ud og lagde bogen nænsomt fra sig på den taburet der holdt enkelte småting ved siden af sengen. "Ikke så begivenhedsrig," svarede hun og strakte sig en enkelt gang, før blikket fandt tilbage til Téarlach. Et mildt smil hvilede på hendes læber.
"Jeg troede ikke, du villle komme hjem i dag," bemærkede hun. "Jeg er glad for at jeg tog fejl."
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Mar 7, 2017 23:16:39 GMT
Den midaldrende rektor lod sin ene hånd finde Agnes' ben under tæpperne og han gav det et let klem, før han smilede og trak en anelse på skuldrene.
"Jeg burde være mere hjemme," konstaterede han. "Det har aldrig været min stærke side, men hvis vi en dag skal..."
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Mar 7, 2017 23:30:43 GMT
Agnes var ikke sen til at fange betydningen af den ufærdiggjorte sætning, selvom en enkelt flig af overraskelse kort viste sig i de mørke øjne. Det var et emne, der ikke havde talt meget om - ikke siden det havde drevet dem fra hinanden i en tid.
Blikket gled en enkelt gang over hans ansigt. "Du ville have tid til at vænne dig til det," bemærkede hun og fandt hans hånd under tæppet. Fingrene klemte let sammen om den. "En dag...?"
|
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Mar 8, 2017 12:24:29 GMT
Téarlach mærkede slange fingre gribe om hans og han så op på Agnes igen og smilede svagt, som en tommel kærtegnede hendes. "Jeg lovede dig alle de børn du ville have, gjorde jeg ikke?"
Hans stemme var dæmpet og en anelse hæs. Selvom han spurgte, så huskede han udmærket sine egne ord og han stod ved dem. Han var ikke mindre bange for at miste hende i dag end for et halvt år siden, men han kunne heller ikke frasige sig, at tanken om at gøre hende med barn fik det til at bruse i ham.
|
|
