Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Lorcans hånd skiftevis knyttede og løsnede sig, som han gik ned af Knockyns lange gange. På trods af at han havde fortalt Emma at de ville tale med hans broder den følgende uge, var det alligevel lykkedes ham at udskyde den uundgåelige samtale til der efterhånden var gået en måned. Han var ellers ikke en mand der fik kolde fødder, men hver gang dagen havde nærmet sig, havde han set sin broder i øjnene, og i stedet skubbet den svære samtale foran sig som en bekymrende sort sky. Det kunne dog ikke udskydes længere. Selvom man kun så den når man lagde mærke til det, havde hans øjne flere gange fæstnet sig ved den begyndende bule på svigerindens mave. Måske var den endnu indbildning, men paranoid som han var, var han overbevist om at broderen snart ville se den. Overbevist om at Emma ikke ville være i stand til at forklare situation for sin mand, havde han i stedet sat dem stævne i biblioteket, med en klar besked til husets stab om at de ikke ville forstyrres. Hans ansigt forsøgte ikke at udstråle noget særligt, men blev alligevel højtideligt, da han trådte ind, og lod blikket falde på sin broder og svigerinde. "Eam, Lady Emma." Han samlede hænderne på ryggen, hvor de ubemærket kunne fortsætte deres urolige bevægelser. "Jeg håber ikke at i har ventet længe?"
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 23, 2017 0:18:10 GMT
Emmma havde det rædselsfuldt. Ikke kun fordi hun til stadighed havde kvalme både morgen og aften, men også fordi det efterhånden var ved at være pinligt åbenlyst hvad hende og Lorcans aktiviteter havde ført til.
Hun vidste hvad klokken havde slået denne aften, men det var også på tide. Snart ville Eam kunne se det og så var det straks sværere at forklare. Siddende i en stol i sin vidde kjole, løftede hun kun flygtigt blikket, da hendes svoger kom ind. Hun sank en klump og sagde ikke et ord.
Post by Éamon LeStrange on Feb 23, 2017 1:13:09 GMT
Humøret var ikke blevet bedre hen over vintersolhvervet, som ellers var en tid man brugte sammen med sin familie. Nok havde Knockyn været pyntet op, og der havde været mere liv end der ellers havde været længe, det var dog alligevel ikke nok til at få den permanente glæde frem i Éamons øjne. Han forbandede sig selv over at han var ved at blive sur og tvær, i en stadig så ung alder. Han bebrejdede sig selv for det barnløse ægteskab, det havde i mange år stået klart for ham at det var ham der var noget galt med, men han havde indtil nu ikke kunne finde nogen kur mod, hvad end det var han fejlede.
Hans blik mod vinduet flyttede sig da døren gik op. Han var noget utilfreds over at Lorcan ville se dem, som havde han nogen ret til at bestemme hvad hans ældre bror skulle bruge sin tid på. "Det har bare at være vigtigt Lorcan." sagde han og gned let sine hænder mod sine ben. Kulden gjorde intet godt for ham. Han brummede ned i skægget og satte sig tilbage i stolen. Blikket gled fra sin bror mod sin unge kone. Han var ikke nogen blind mand, og ansigttrækkende der viste sig var tydelige, men han anede uråd om den reelle grund til hvorfor de var der. Særligt Emmas humør tog hårdt på ham.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 23, 2017 1:34:19 GMT
Lorcan havde stået foran mange mennesker i sit liv. Han havde skilt kvinder fra deres grædende børn før slukkede lyset i deres øjne og køligt overleveret domme til sønner foran deres fædre. Alligevel fandt han sig selv mundlam, som han stod foran sin ældre broder. Han rømmede sig i et forsøg på at købe en smule tid. Broderens bemærkning fik ikke hænderne til at holde sig i ro, og dog gav deres hektiske arbejde hans ansigt mulighed for at slappe nogenlunde af. "Lady Emma er med barn." Han kiggede ikke på hende, men holdt i stedet øjenkontakten med broderen. Hans ansigt var skåret i sten, som en fremmed gnist alligevel glødede i hans øjne. Det var sjældent at Lorcan blev stillet til ansvar for sine handlinger, han vidste slet ikke at han var i stand til det, og alligevel skammede han sig over at have slidt på det broderlige bånd der ellers voksede så stærkt imellem dem. Han havde ikke skammet sig de sidste mange gange han havde taget Emma i hendes kammer, men nu hvor han så broderen i øjnene, ønskede han at tage ordene tilbage igen.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 23, 2017 22:04:17 GMT
Det var fem, simple ord, men de gjorde straks den gravide Emma helt hvid i hovedet. Hun så fra den ene mand til den anden, før hendes blik fæstnede sig på Eam med hjertet oppe i halsen. Det var det springende øjeblik, for hun vidste jo, at han kunne smide hende ud. Lorcans beskyttelse betragtede hun ikke som noget værd og uden Eams accept, ville hun stå uden hus eller hjem, gravid og alene.
Hendes mørke øjne skreg af den desperation, som hun så på den mand hun havde forrådt og med sig selv vidste, at det var frygteligt, det hun havde gjort.
Post by Éamon LeStrange on Feb 23, 2017 22:20:07 GMT
Der var stille. Selvom den kolde vind satte sine spor og ilden fra pejsen ikke var lydløst, syntes alle lyde minimale. Éamons sorte bryn trak sig sammmen. Det var som om at ordene ikke rigtig ville give sig til kende. Han var dog udmærket klar over hvad der var blevet sagt. Han var krøbling, ikke døv. Han lukkede sine øjne langsomt i. Han følte ingen lyst til at se på nogen af dem. Selvom han følte sig forrådt formåede han alligevel at forholde sig rolig.
Han knyttede sine hænder inden han bøjede sig ned og rettede sine fødder ud, så de bedre kunne bære ham. Selvom smerten var på sit højeste var han alligevel opsat på at løfte sig selv op. Med tunge skridt nærmede han sig sin bror. "Det er sjovt du siger det Lorcan, siden vi begge to godt ved at jeg ikke er i stand til at gøre min kone med barn" bemærkede han med en dyb røst. Hans blik var fesnet på ham. Der gik ikke længe før han løftede sin hånd, og i en hurtig bevægelse pressede han den mod Lorcans hals.
"Har du ligget med min hustru?" hviskede han. Han var ikke overrasket. Men skuffelsen og følelsen af at blive forrådt. Ikke kun af hans bror men også i hans kone sad så dybt i ham at han ikke var ked af det; Han var vred.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 23, 2017 23:54:14 GMT
Lorcans kæbe var spændt som en flitsbue, da hans broder kom på benene. Han havde altid regnet sig selv som den begavede af de to, og dog var han ikke i tvivl om at den anden var i stand til at trække en streg imellem de to syndere i rummet. Blikket gled en enkelt gang til Emma, som han tog et skridt i hendes retning, klar til at stille sig imellem hvis det var hende han gik efter. Det blev dog hurtigt klart at han skulle modtage sin broders vrede, og til en start modtog han den derfor også med rank ryg, og et udtryksløst ansigt. Han havde gjort det for familiens bedste. Det var den løgn der lå på hans læber, men som den skulle til at forlade dem blev de klemt tilbage af Éamons greb om hans hals. Han glemte af og til at broderens sygdom kun sad i underkroppen. Besværet trak han efter vejret, vel vidende at broderens reaktion var vel fortjent, og dog kunne han ikke lade det stå på. Ikke foran Emma. Beslutsomt greb hans hånd om broderens, uden at den havde megen chance mod det stærke greb. "Éam.." Fik han i stedet hostet, tydeligvis langt væk fra sin sikre, kontrollerede sfære.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 24, 2017 0:08:50 GMT
Emma vred sig, men da Eam først lukkede hånden om Lorcans hals, kom hun på benene i en glidende bevægelse. Hun var klar til at se meget ske, men hun ønskede ikke konfrontationen sådan og hun havde ikke tænkt sig at være tavs længere.
"Det var ikke tvang," undslap det hende derfor, som et kald til Éamon. Hun bad ham dog ikke direkte om at stoppe. "Vi har brug for en arving, Eam."
Post by Éamon LeStrange on Feb 24, 2017 0:19:29 GMT
Éamons blik der havde været rettet direkte mod sin bror skiftede nu retning da Emma talte. Han lukkede sine øjne kort og strammede grebet om Lorcans hals i et kort øjeblik. Det var ikke til at høre til at starte med. Men latteren fyldte snart rummet. "Det var ikke tvang siger du?" sagde han og rystede på hovedet. I stedet for at tage pusten helt fra sin bror flyttede han sin hånd. Han havde lyst til at slå ham. Forvolde ham mere smerten end han i forvejen havde fået ved kvælertaget. Men han holdte igen.
"Du tænkte slet ikke på at fortælle mig om jeres lille plan?" spurgte han med sammentrukken bryn. Han vred sine hænder mod hinanden og bevægede sig hen mod sin stol. Han kunne alligevel ikke holde til helt så meget som han troede. Han var vred over at de havde gået bag om ryggen på ham, at de ikke havde forslået muligheden til ham. Han var udmærket klar hvor hvordan det så ud. Han havde hårdt brug for en arving og havde nok, givet ham tiden, endt med at være enige i den plan de havde valgt at gøre brug af uden hans accept.
Han kunne få dem begge straffet, og han havde også gjort det hvis ikke han havde brug for dem begge. Han vidste desuden også at han før eller siden ville komme på andre tanker.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 24, 2017 0:55:03 GMT
Lorcans ridderlighed lå ham meget fjernt, og alligevel kom der mere kraft i hånden der forsøgte at fjerne broderens, da denne i stedet vendte sin opmærksomhed imod Emma. På trods af at hånden slap, bandede han hende i sit stille sin alligevel langt væk, og fortrød på trods af alt at han havde ladet hende været til stede. Både fordi hun bevidnede det sjældne syn det var at se Lorcan LeStrange blive sat på plads, men også fordi at han frygtede at broderen i sin vrede ville stramme en lignende hånd om hendes hals.
Han hostede let og gned sin hals, som han genvandt fatningen, før han trådte et skridt frem, med hænderne løftet i en kort fredelig gestus. Det tog ham al hans selvkontrol at forholde sig rolig, og et kort øjeblik skinnede lysten efter at stikke sin trykkestav i brystet på broderen og fortælle ham retfærdigheden i hvad han gjort, igennem i hans øjne. I stedet formåede han at rømme sig, opsat på at broderens vrede over bedraget ikke skulle gå ud over svigerinden. "Du skulle have det af vide før eller siden. Forstå at vi kun har gjort det nødvendige. Havde du accepteret hvis vi havde spurgt dig først?" Han håbede at broderen var i stand til at lytte til fornuft. Han kendte ham godt nok til at vide at han aldrig ville have givet sin accept, var han blevet spurgt i forvejen. Det bildte han sig i hvert fald ind når han forsvarede sit valg.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 24, 2017 1:04:01 GMT
Emma var ikke bange for Eams fysiske magt. Hun troede ikke på, at han nogensinde ville løfte en hånd overfor hende, hvilket var mere end hvad man kunne sige om Lorcan. Til gengæld sitrede frygten for at blive smidt ud stadig i hende, som hun afholdt sig fra at lægge en hånd på hans arm, for at hjælpe ham ned at sidde igen.
"Jeg tænkte på at sige det til dig," tilføjede hun hviskende til Lorcans ord. "Men så var det for sent. Nu er det sket og det behøver aldrig mere ske igen. Vil du tage æren for det?"
Post by Éamon LeStrange on Feb 24, 2017 22:42:27 GMT
Éamon kunne i øjeblikket ikke finde ud af hvad han ville have gjort. Begge scenarier ville havde gjort ham vred, og i sidste ende havde resultatet nok været det samme. Det ændrede dog ikke på hvordan han havde det med det, og hvordan han havde svært ved overhovedet at kigge på dem. I stedet holdte han blikket mod ilden, som havde vist sig at være hans eneste ven det sidste lange stykke tid.
Han kunne intet bruge til noget hvad Emma ville havde gjort. Nu bundede det hele ud i hvad hun ikke havde gjort, og det faktum at hun havde holdt noget så vigtigt hemmeligt. Han anede ikke hvilket ben han skulle stå på, hvilke følelser han skulle lade sig dominere af. "Du har ret i at det aldrig mere kommer til at ske." Bemærkede han i et håb om at Lorcan kunne finde ud af at lave sønner, da han ikke ved sine fulde fem ville lade ham røre Emma nogensinde igen.
Han blev stille. Hendes ord rungede. Han følte et stort behov for at være alene med sine overvejelser, men vidste at han blev nødt til at give dem et svar. "Ja.." kom det så fra ham.
Post by Lorcan LeStrange on Feb 25, 2017 1:39:00 GMT
Lorcan bildte sig ind at han intet forhold havde til livet der groede i svigerindens mave. I hans forstand havde det altid været Éamons, om han ville det eller ej. Da han accepterede det faldt der dog alligevel en sten fra bødlens hjerte. At ligge med Emma havde hele tiden været for familiens skyld. Han havde følt hendes bløde hud under sine fingerspidser så slægten kunne føres videre. Han havde indtaget hende i Burnettfamiliens vindueskarm så hun kunne undfange en arving. Han knyttede sin hånd da broderen slog fast at det ikke kom til at ske igen. Hun havde været smuk, nøgen, oplyst af måneskinnet. Som hans blik kort gled over på hende, kunne han ikke lade være med at genkalde sig det. Han rømmede sig let, som de sultne øjne fjernede sig fra svigerinden, og i stedet faldt, mere alvorligt på broderen. Hendes krop ville svulme og blive utiltalende, mens hendes kammer ville blive fuld af barnegråd. Han bed tænderne sammen ved tanken, og samlede hænderne bag på ryggen. "I så fald.. Kan du tilgive mig broder? Sønnen vil blive din, ingen vil nogensinde kende en anden sandhed, end at du er hans fader." Han rankede sig, og dog holdt han sig udenfor broderens rækkevidde. Han vidste at smerterne plagede ham for meget til at gøre endnu et forsøg på at stå.
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 25, 2017 20:19:55 GMT
Emma holdt vejret efter Eamons første erklæring. Hendes hjerte hamrede og da det simple, næste ord fulgte, faldt hun nærmest sammen i lettelse. De mørke øjne flød over med en enkelt tåre hver og hun havde nær rejst sig for at omfavne sin mand. Lorcans od fik hende dog til at stivne lidt og hun betragtede ham med alt andet end varme.
Han havde gjort hvad de begge mente var det bedste, men han kunne ikke finde ud af at tie stille, når han burde. Hun forsøgte dog at komme Eams vrede i forkøbet, som hun selv tog ordet.
"Han kommer til at elske dig som sin fader og se op til dig som en søn," lovede hun hurtigt.
Post by Éamon LeStrange on Feb 25, 2017 23:12:56 GMT
Éamon havde ikke lyst til at svare på sin brors spørgsmål. Et eller andet sted havde han faktisk slet ikke lyst til at tage noget valg. Han ville ikke tage stilling til hvad han skulle stille op med ham, og havde måske håbet at han blot ville lade det ligge og forsvinde fra biblioteket. "Du kan gå. Du fortjener endnu ikke min tilgivelse." sagde han blot og vendte blikket mod Lorcan. Havde han regnet med andet?
Havde Emma ikke talt var der nok blevet sagt nogen ting som egentligt slet ikke burde nå op til overfladen. Selvom at det for Éamon var vand i forhold til den ydmygelse han følte ved synet af sin bror, som var netop alt det han ikke selv var. Han vendte nu med et lidt mildere blik opmærksomheden mod sin kone og rakte sin hånd imod hende. "Kom, lad mig se dig"