|
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 22, 2017 8:40:15 GMT
Emma anede ikke hvordan hun burde have det med Lorcans ægteskab, men hun var rent faktisk temmelig lettet. Med svogeren gift og hun selv gravid, behøvede hun ikke tænke over hvordan hun selv havde det med ham. Det var et lukket kapitel og det eneste der var tilbage at gennemføre var at fortælle Eam sandheden. Det var i hvert fald en af de eneste ting. Noget andet var selvfølgelig for første gang at tale i enrum med Wilhelmina LeStrange. Der kunne ikke være nogen tvivl om, at de to kvinder ville få et forhold til hinanden og det var Emmas intention, at hendes svigerinde fra starten skulle forstå hvem der var fruen i huset. Hun havde alt for let ved at give sig ellers. Af samme grund havde hun arrangeret at de to skulle følges rundt på rundvisning af borgen på dagen efter hendes bryllup og hun ventede roligt på, at en tjenestepige hentede Wilhelmina i hende og Lorcans gemak.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 22, 2017 13:08:01 GMT
Willhelmina havde intet ønske om at blive fruen i huset, faktisk ville hun helst have så lidt med godset at gøre som hun kunne slippe afsted med. Hun følte sig ikke hjemme og på trods af at det var et flot sted, brød hun sig ikke om det. Det havde givetvist mest noget at gøre med at hun ikke kunne lide sin mand.
Da hun blev ledt til det sted Emma havde ønsket at mødes, opførte hun sig nogenlunde eksemplarisk. Hun hilste pænt på den ældre kvinde og så afventende på hende. Willhelmina så dog ikke specielt sund ud. Hun var meget træt da hun ikke havde kunnet falde i søvn ved siden af Lorcan. Det var ikke så meget fordi han snorkede, mest fordi hun var bange for at han ville gøre noget ondt ved hende når hun lukkede sine øjne.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 22, 2017 20:30:38 GMT
De to svigerinder kunne nok ikke se mere forskellige ud. Emma med sine runde former, venlige ansigt og mørke øjne, ventede roligt på den skravlede, blege og fugleagtige pige, der netop var blevet Lorcans ejendom i større forstand end selv husets frue. Hun tog imod Wilhelmina med et venligt smil og rankede sig en smule, før hun slog en anelse ud imod den lille pejsestue de stod i.
"Her kommer du nok til at komme en del," konstaterede hun. "Det er familiens lille stue, hvor kun vi rigtig opholder os. Det er ikke for gæster, men her er rart, hvis man gerne vil slappe af." Hun tænkte for sig selv, at pigen nok havde brug for det. "Lorcan kommer her sjældent," tilføjede hun diskret. "Han foretrækker biblioteket."
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 23, 2017 13:00:25 GMT
Willhelmina så sig omkring og nikkede en anelse over hendes ord. Det var en fin lille stue og den blev kun smukkere da hun hørte at Lorcan ikke kom forbi særlig ofte. Det bragte et lille smil frem på den unge kvindes læber. "Så tror jeg gerne jeg vil komme her tit." Sagde hun og mødte Emmas blik. "Undskyld men må jeg spørge dig om hvad du synes om ham? Min mand?" Spurgte hun og betragtede hende med et undersøgende blik.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 23, 2017 22:38:44 GMT
Emma trak ikke på smilebåndet. Hun forstod så udmærket den yngre kvindes ord og sagde intet for at tale hende fra det. Da svigerinden stillede et spørgsmål, trak hendes bryn sig dog tæt sammen og blikket flakkede kortvarigt, før hun klarede halsen.
"Jeg synes hellere du skal danne dig dit eget indtryk," svarede hun neutralt. "Jeg skal ikke forme din mening om ham. Jeg håber I bliver... Glade sammen."
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 24, 2017 16:32:59 GMT
Willhelmina havde dannet sig sit eget indtryk og det var at hun hadede sin mand og hans små hjernetricks. "Det gør vi ikke." Sagde hun hudløst ærligt og så vredt på Emma, selvom hun ikke rigtig var vred på den ældre kvinde, men på Lorcan. "Han er den værste mand på jorden og det gør det ikke nemmere at han kan læse ens tanker. Gør han det ved alle eller er det bare mig? For jeg synes ikke det er særlig rart." Sagde hun og lagde armene over kors.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Feb 25, 2017 20:12:51 GMT
Emmas hjerte sank lidt i livet over ordene, selvom det ikke overraskede hende, at Lorcan på så kort tid havde fået den unge pige til at hade sig sådan. Hun var nu stadig trist over det. De næste ord fik hende dog til at glemme alt om tristhed, som hun spærrede de mørke øjne lidt op.
"Læse tanker? Hvad... Hvad mener du?"
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Mar 2, 2017 13:51:08 GMT
Willhelmina smilede udspekuleret over hendes ord og kneb øjnene lidt sammen. Det så ud til hun havde afsløret hans hemmelighed. Hvor var han dog dum at han havde sagt det til hende. "Ja. Han kan det der.. leglimiens.. eller hvad det hedder. Han vandrede rundt i mit hoved selvom jeg ikke ville have det." Sagde hun og fnøs fornærmet. "Og nu vil han sikkert også se at jeg har sagt det til dig, men jeg er ligeglad."
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 5, 2017 17:09:01 GMT
Det svimlede lidt for Emma, som måtte støtte sig til kanten på en bordplade, imens hun foregav blot at være svagt overrasket. Hele hendes idé om de sidste måneder kollapsede og måtte ombygges for hendes indre, imens hun stirrede ud i luften. Hun endte dog med at klare halsen bestemt og foregav et smil, der ikke nåede de mørke øjne.
"Legilimens," rettede hun fraværende. "Vandrede rundt i dit hoved... Hvordan?"
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Mar 6, 2017 18:17:59 GMT
Willhelmina havde ikke tænkt sig at fortælle flere om sine tragiske barndomsminder, men ville gerne tilfredsstille fruen i huset, så hun ikke fik endnu en fjende. "Han så mine mest private minder og tanker." Sagde hun og smilede anstrengt, stolt over at svare så nuanceret. "Det virker som om noget han gør med alle. Han har sikkert også læst Deres tanker." Bemærkede hun og så på hende med et overdrevet alvorligt blik.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 6, 2017 20:54:56 GMT
Hun kunne være besvimet på stedet ved tanken, men den unge husfrue holdt sig nød og næppe oprejst og ved bevidsthed. Efter at have stirret på sin nye svigerinde en stund, sank hun dog tungt ned på en af de hårde træskamler og glippede lidt med øjnene.
"Det er jeg virkelig ked af," kom det endelig, lavmælt og dybtfølt. "Det må have været frygetligt for dig."
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Mar 7, 2017 20:00:32 GMT
Willhelmina var også lidt træt af at stå op og satte sig derfor ned på en anden skammel, som hun trak lidt tættere på Emma. Det var en anderledes følelse at nogen følte sympati for hende og den unge kvinde reagerede derfor lidt besynderligt. "Nej bestemt ikke jeg har oplevet værre. I det mindste har han hverken slået eller spærret mig inde. Det er faktisk ret utroligt. Selvom han godt nok truede med at gøre noget der var værre.. Altså.. Jeg er ligeglad med ham. Han kan ikke kontrollere mig." Sagde hun og fnøs. "Jeg håber din mand er bedre." Bemærkede hun fordi hun opdagede at hun måske havde fået en ven og helst ikke ville ødelægge dette helt uvirkelige fænomen.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 7, 2017 22:55:52 GMT
Emma blinkede lidt med øjnene over alle sandhederne, der kom på bordet. Hun kunne knapt fordøje det hele, men endte med at nikke lidt til svar. "Ja," kom det hæst. "Meget bedre." Hun havde sjældent ment det mere dybfølt.
"Wilhelmina," bemærkede hun forsigtigt. "Der er måder at undgå tankelæsning på..."
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Mar 8, 2017 11:43:11 GMT
Willhelmina vidste godt lidt om emnet, men havde dog ikke så meget kløgt i sit hoved at hun havde overvejet at hun kunne modsætte sig tankelæsningen. Hun så derfor lidt forbløffet på Emma og smilede en anelse. "Er der? Hvordan gør man det? Kan du finde ud af det? Kan du lære mig det?" Spurgte hun og så på den ældre kvinde med nyfunden interesse. Will ville gerne undgå at Lorcan kunne læse hendes tanker.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Mar 8, 2017 12:43:59 GMT
Iveren i den unge kvinde skreg af hendes desperation, men Emma forstod det alt for godt. Hun klarede selv halsen og mærkede hvordan hun selv var desperat efter en løsning. "Jeg prøvede at lære det i skoletiden," konstaterede hun dæmpet, men ikke uden passion. Hun ville også gerne have Lorcan ud af sit hoved, ligesom han nu var ude af hendes seng. "Måske kan jeg og min veninde finde ud af det nu, hvis vi gør endnu et forsøg."
|
|