Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Mortimer Borgin on Feb 21, 2017 23:02:37 GMT
Mortimer havde svært ved at holde blikket på hende, men det var især fordi han havde det svært med øjenkontakt, når han var usikker. Uanset hvor rolig han virkede udadtil, var det ikke tilfældet indadtil og han fastholdt ikke hendes blik, men vendte i stedet tilbage af og til - som man generelt gjorde med mennesker, man ikke kendte godt.
Han var ikke mindre utilpas med hendes spørgsmål nu, men til gengæld endte han også med at nikke langsomt - det var ikke løgn. Selvom det heller ikke var hele sandheden.
"Jeg kan ikke tro, at De er her af Deres gode vilje," sagde han endelig, lettere tonløst.
Post by Blance d'Montacute on Feb 21, 2017 23:18:39 GMT
Blance fornemmede, at hun havde ramt plet, da Mortimer Borgin flygtigt så hende i øjnene. Som han kort efter nikkede langsomt, fremkaldte hun et ganske svagt smil, der ikke vandt noget i styrke, men til gengæld en lille smule i varme over hans tonløse konstatering.
Hun tog selv en dyb indånding og samlede hænderne foran sig, for ikke at pille ved eventuelle løse syninger eller glatte kjolen igen. "Ligesom De ikke er," påpegede hun forsigtigt. "Men jeg mente det, Mester Borgin, da jeg sagde at De virkede rar. Og selvom jeg måske er ung og det ikke glæder Dem, så troede jeg, at De ville være meget, meget ældre." Hun rømmede sig svagt og hendes eget blik flakkede. "Måske er det upassende at sige det, men jeg er selv temmelig lettet."
Post by Mortimer Borgin on Feb 23, 2017 0:59:54 GMT
Hvis Mortimer havde haft større tro på sig selv end han havde, ville han måske reelt have registreret alle de positive ting som den unge pige sagde om ham. Det gjorde han ikke rigtigt. Han kunne til dels forstå at hun slog sig til tåls.
"Jeg vil gøre mit bedste for at være en god mand," sagde han endelig, blikket ikke helt på hende, men heller ikke helt væk. Det sidste ord sad lidt fast i halsen på ham. Hans håndflader føltes klamme. "Jeg vil blot ikke, at De føler Dem låst af det, mademoiselle."
Post by Blance d'Montacute on Feb 23, 2017 1:26:08 GMT
Det var noget af en ordstrøm og Blance sank lidt sammen i skuldrene, da hun havde leveret den. Mortimer Borgin var en smule udmattende at tale med, men hun følte alligevel, at hun var kommet et ganske lille stykke. I det mindste så han næsten på hende nu. Hun klarede halsen lidt og sank tungt ned at sidde igen ved de sidste ord. Spøgelset af et smil spillede på hendes ansigt over hans løfte om at forsøge at være en god mand.
"Jeg er bange for, at vi begge bliver låst, Monsieur Borgin. Men jeg vil også gøre mit bedste for at være en god hustru og overbevise Dem om, at De er en god mand."
Hun kendte ham ikke. Men han virkede vanvittig usikker og ordene føltes ikke forkerte, som hun sagde dem. Til gengæld var det også på tide at skifte emne og hun gjorde det glat.
"Vil De fortælle mig om Deres erhverv? De er Købmand? Hvad laver De til hverdag?"
Post by Mortimer Borgin on Feb 23, 2017 1:40:54 GMT
Mortimer var ikke i tvivl om at den unge pige havde gode intentioner, men han vidste også med sig selv, at gode intentioner kun rakte så langt. Han havde ikke direkte tænkt sig at sige, at han kunne forstå, hvis hun strejfede. Måske var det ikke så meget forståelse, som det var forventning. Af samme grund greb han ikke fat i håbet i hendes ord, men nikkede blot let, før hun endelig virkede til at vende sig mod et emne, der var langt mere passende for et første møde.
Det var da også en lettelse for Mortimer, selvom han nok aldrig ville komme til at slappe helt af. "Det er en masse papirarbejde, mademoiselle. Ikke så glamourøst, som mange nok ville få det til at lyde," konstaterede han, lidt mere til stede, men stadig ved siden af sig selv og tydeligvis ikke helt tilpas.
Post by Blance d'Montacute on Feb 23, 2017 22:10:30 GMT
Blance samlede hænderne i skødet og så over på sin fremtidige mand. Der var pludselig ikke længe til sommer. Hun trak en smule på smilebåndet ved hans svar og klarede halsen svagt.
"Kan du lide det? Papirarbejdet?" Hendes blik flakkede lidt over ham. Han lignede en, der brød sig bedre om at sidde bøjet over et skrivebord end om at rejse verden rundt. Underligt nok gjorde det ham ikke så utiltalende, som hun ville tro, men hun sammenlignede ham også stadig med sit mentale rædselsbillede af en forlovet. I forhold til det billede ville alle se godt ud.
Post by Mortimer Borgin on Feb 28, 2017 21:44:59 GMT
Mortimer rykkede lidt på sig, absolut ikke komfortabel, men heller ikke så meget i færd med et indre oprør som kort forinden. Blikket flakkede over mod den krølhårede, unge pige igen, før han nikkede langsomt.
"Det er det, der får det hele til at hænge sammen," svarede han, næsten forsigtigt og uden at afsløre, hvor meget han egentlig brændte for det.
Post by Blance d'Montacute on Mar 5, 2017 16:53:48 GMT
Han var vældig høj, selvom han stod lidt skæv i ryggen og halvt så på hende, halvt undgik selvsamme. Blance havde selv tiltet hovedet en anelse uden at tænke over det, da hun satte sig ned igen. Hun betragtede ham til gengæld med åbenlys nysgerrighed, uden at trække blikket til sig.
De lyse øjne blev klemt en anelse sammen ved svaret, men det var interesse mere end skepsis, der prægede hendes udtryk. Ikke fordi det tiltalte hende videre at sidde ved et skrivebord hele dagen og jonglere med tal, men fordi hun var nysgerrig på hvad der kunne få den generte købmandssøn til at løsne lidt op. Desuden forstod hun sig slet ikke på handel og det var en udmærket lejlighed til at lære lidt.
"Comment c'est? Jeg mener... Hvad skal der skrives ned? I har vel varerne at se?"
Post by Mortimer Borgin on Mar 7, 2017 23:16:06 GMT
Mortimer rykkede på sig igen, men han kunne svare på hendes spørgsmål og undgå at tænke for meget over alle mulige andre ting, der ikke var så hjertenært for ham.
"Min familie handler med hundredevis af varer. Uden bøgerne ville det være umuligt at holde styr på dem alle - og detaljer som oprindelsessted, fragtrute eller simpelthen bare hvilket skib, der bærer hvilken last... Så skulle et af dem gå ned, ville vi ikke vide, hvilke varer der er gået tabt."
Post by Blance d'Montacute on Mar 7, 2017 23:30:23 GMT
Blance nikkede langsomt og forstod logikken, selvom den på en måde var ny for hende. På en måde var den ikke. "Ligesom 'erremænd 'older styr på skatterne, så de ikke går tabt," bemærkede hun med en halvt spørgende tone. Hun havde altid været videbegærlig og her ville tydeligvis blive rigeligt at lære. Og hurtigt.
"Sejler jeres skibe 'ele verden rundt, monsieur Borgin?"
Post by Mortimer Borgin on Mar 7, 2017 23:39:37 GMT
Mortimer nikkede bekræftende til hendes ord. Det var naturligvis langt mere kompliceret end det og med adskillige andre perspektiver, men hun forstod grundidéen og han havde ikke for vane at begive sig ud i forsøg på at beskrive nærmere. Han var sig bevidst om, at alle ikke delte hans egen interesse.
"Magikere er alle steder, mademoiselle," bekræftede han i næsten dyster højtidelighed - mest af alt noget der udsprang fra hans nervøsitet i hele situationen.
Post by Blance d'Montacute on Mar 8, 2017 12:32:22 GMT
Blance trak en anelse på smilebåndet over den dystre alvor, men trykkede sine læber sammen for at skjule det. Hun klarede halsen en anelse, før det bankede på døren og hun drejede hovedet. Sekunder fra at svare, stoppede hun sig selv og løftede i stedet blikket afventende til Mester Borgin.
Hun havde på fornemmelsen, at han skulle have et par skub for at tage føringen, men at det ville være temmelig godt for ham at få styringen med situationen, sådan som hun virkede til at forskrække ham ellers. Derfor tav hun selv og lod det være op til ham.