Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 2:37:50 GMT
Blance fulgte ham med blikket, men hun sagde ikke noget en tid, selvom hun havde lyst til det. I stedet ventede hun indtil han rent faktisk svarede på hendes spørgsmål, selvom svaret uundgåeligt fik hendes mellemgulv til at trække sig en smule sammen i nervøsitet. Hun sank en enkelt klump, men sandheden måtte frem. Det kunne den lige så godt.
"Er De en voldelig mand?"
Hendes stemme var mere forsigtig nu, men hun slap ham ikke med blikket, selvom han havde vendt hende ryggen.
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 2:43:08 GMT
Det var et farligt spørgsmål. Hvis han havde været en anden mand end han var, var der en chance for at hendes ligefremhed ville have ramt en nerve. I stedet konfronterede den Mortimer på en måde, der måske ikke var helt skidt, men samtidig kun gjorde ham endnu mere ukomfortabel end han var. Høflige floskler kunne han i det mindste finde ud af.
"Nej. Jeg ville aldrig hæve en hånd mod Dem," svarede han, måske med en snert af forurettelse over spørgsmålet. "Jeg gør mig blot ingen forestillinger om, at De ikke selv kunne vælge en bedre mand."
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 2:55:50 GMT
Svaret fik Blance til at smile svagt af lettelse, før hun endte med at synke ned at sidde på en af de stole, der stod omkring rummets eneste bord. Hendes ryg var endnu rank, men hun lænede sig en smule tilbage, imens hun betragtede Mortimer Borgins nakke i lyset fra ildstedet foran ham.
"Hvorfor er De så optaget af at få mig til at synes dårligt om Dem, Monsieur Borgin? Hvilke skeletter 'ar De i skabet?"
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 3:03:38 GMT
Mortimer lukkede kort øjnene over hendes ord og ønskede at han ikke behøvede at forklare noget som helst. Han var en granvoksen mand, der følte sig presset op i et hjørne af en skolepige. Det hjalp ikke ligefrem på hans selvtillid.
"Jeg prøver ikke..." begyndte han, akavet, men måtte give op og prøve igen. "Det er ikke min intention, men det er også min erfaring at det sker, mademoiselle. Jeg prøver blot at undgå at give Dem falske forhåbninger."
Det var alt for ærligt. Og alligevel slet ikke ærligt nok.
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 3:11:41 GMT
Denne gang faldt Blances mund en smule åben, men han så heldigvis slet ikke på hende og slap for synet af hendes mundlamme, dumme udtryk. Hun rømmede sig en anelse og fik nogenlunde styr på sig selv igen, som hun glattede sit skørt lidt med fingrene.
"Jeg synes De virker ganske rar, Monsieur Borgin," svarede hun endelig, efter at have vendt det en anelse i tankerne. "Men jeg kan godt forstå, hvis De ikke er tilfreds med at skulle giftes med mig. Jeg vil prøve, alligevel, at gøre Dem tilpas med det."
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 3:16:48 GMT
Mortimer var endnu engang sat lidt til dørs over svaret og han rynkede på panden, hvor hun ikke kunne se det. Han vidste at den unge pige havde lært fra barns ben, hvad hun skulle sige og hvad der var hendes pligt, men samtidig kunne han intet andet end forestille sig, hvordan hun også snart ville indse at han ikke var egnet som nogens mand.
Han havde lyst til at sige, at hun hellere skulle tage at finde en måde at gøre sig selv tilpas, men han var akavet omkring det hele og af samme grund endte han bare med at nikke en anelse stift - ikke ligefrem noget imponerende svar.
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 3:21:44 GMT
Blance sad i den akavede stilhed efter sit velmente svar og tumlede lidt med om hun selv mente, at han virkede rar. Hun kom frem til, at han mest af alt virkede dybt ukomfortabel og visse alarmklokker ringede, selvom det ikke var dem hun havde forestillet sig. Alligevel sagde hun ingenting me d det første, men kom på benene igen og gik langsomt rundt i det lille rum, med hænderne samlet på ryggen og en stille nynnen.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, men det virkede som en meget kort tid at bruge på at tale med sin kommende husbond for første gang. Hun burde forsøge at tale mere med ham og brød sit hoved med bedre spørgsmål end dem hun virkelig havde lyst til at stille.
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 15:25:27 GMT
Tavsheden rungede en stund, selvom Mortimer var mere end bevidst om hendes tilstedeværelse. Der var noget næsten intimiderende over den dæmpede nynnen og han måtte synke en enkelt gang, før han måtte erkende at stilheden ikke kunne vare ved - og at det ville lede til flere, direkte sprøgsmål hvis han lod hende bryde den.
"De går stadig i skole?" kom det så. Et mere neutralt emne, men måske også et lille forsøg på at finde ud af netop hvor ung hun var. Han havde ikke set længe nok på hende til at have en konkret idé.
Post by Blance d'Montacute on Feb 20, 2017 17:10:41 GMT
Blance lagde ikke rigtig mærke til, at hun nynnede. Hun var rastløs og hun forsøgte at komme på noget at sige, der ikke var upassende. Inden hun nåede til det, brød han dog alligevel tavsheden imellem dem og hun stoppede op og vendte blikket imod ham, selvom han stadig havde ryggen til hende.
Hun rynkede panden en smule, før hun tog en dyb indånding og klarede halsen lidt. "Oui. Jeg er på 'ogwarts til femkampsturneringen året ud. Så går jeg ud fra, at jeg skal tilbage til Beauxbatons." Hun tyggede lidt ned i underlæben, men lod ham ikke komme med et nyt spørgsmål, før hun selv stillede et med en skurren i mellemgulvet:
"Hvorfor vil De ikke se på mig? Er De så utilfreds med valget?"
Hun havde forventet at hendes forlovede ville være frastødende. Hun havde derimod ikke regnet med, at han ville finde hende utiltalende. Hun vidste skam, at hun var ganske køn at se på.
Post by Mortimer Borgin on Feb 20, 2017 23:38:35 GMT
Tilbage til Beauxbatons. Så ikke færdig med skolen - hvor mange år mon hun manglede? Et? To? Flere? Han vidste det ikke og gjorde ikke noget forsøg på at gennemskue det, som han stod og så ind i ilden. Alligevel var han på vej til at komme med et eller andet neutralt svar, der aldrig nåede forbi det næste alt for direkte spørgsmål.
Han endte med at dreje hovedet halvt, selvom hans nakke føltes varm. "Jeg er sikker på, at De er en sød pige, mademoiselle," fik han frem, en smule trængt op i en krog, uden reelt at give hende noget svar.
Post by Blance d'Montacute on Feb 21, 2017 0:33:49 GMT
Blance rynkede betragteligt på næsen over dén beskrivelse og selvom hun rent faktisk var en ganske sød pige - ofte - så kunne hun også være temmelig bestemt. Som han ikke helt havde haft den fulde glæde af endnu.
"Men alligevel føler De, at det er forkert." Hun fyldte lungerne, imens hun vægtede sine ord. Skandaløst eller ej, valgte hun dog at forsøge at få sandheden på bordet igen. "Er De forelsket i en anden, som De ikke kan få?"
Post by Mortimer Borgin on Feb 21, 2017 13:09:32 GMT
Mortimer var vitterligt ikke nogen dårlig mand, men han var også trængt op i en krog og slet ikke vant til kvinder, der talte så bramfrit. Det påvirkede hans reaktion, der kom til at lyde mere vred end hvad der egentlig var tilfældet. Presset.
"Deres spørgsmål er upassende, mademoiselle Blance og jeg tror at Deres bror begik en fejl, da han lod Dem komme uden en anstandsdame - tydeligvis har De brug for det."
Post by Blance d'Montacute on Feb 21, 2017 14:48:33 GMT
Blance vidste udmærket, at hun var upassende, men hun var også temmelig frustreret over, at han ikke engang kunne holde ud at se på hende. Hun knyttede hænderne lidt sammen, men lod også sine skuldre falde og slap et lydløst suk. Idéen om at borgerlige havde færre hæmninger passede i hvert fald ikke i dette tilfælde. Der var kun ét at gøre.
"Jeg beklager, Mester Borgin," svarede hun reelt og i et mere afdæmpet tonefald, der absolut var gennemtænkt, selvom det ikke var rent skuespil. Hun sank en klump og stirrede lidt på hans nakke, før hun selv sænkede blikket og vendte sig bort. "Virkelig. Det er blot en smule frustrerende, at De ikke engang kan 'olde ud at se på mig."
Post by Mortimer Borgin on Feb 21, 2017 19:58:50 GMT
Det ville være så meget nemmere, hvis hun bare ville være så åbenlyst frastødt af ham, som alle andre kvinder han havde nærmet sig. Desuden kunne hendes antagelser ikke være mere forkerte - han havde det usselt over at tvinge sig selv på så ung en pige, men han var ikke frastødt af hende.
Han sagde ikke noget med det første. I flere sekunder var han stille, før han endelig vendte sig mod hende og så på hende. Til gengæld sagde han intet.
Post by Blance d'Montacute on Feb 21, 2017 20:34:08 GMT
Blance havde drejet sig halvt bort og besluttet sig for, at hun heller ikke ville se på ham, da han vendte sig. Det føltes lidt mærkeligt et øjeblik, men hun tøvede alligevel, før hun drejede sig rundt igen og så på ham med et blik, der var langt mere nysgerrigt end det var frastødt. Hvad han tænkte var mere eller mindre umuligt at regne ud og hun var imponeret over hans ro. Han kunne sikkert have klaret sig lige så godt ved hoffet som hendes storesøstre.
Et forsigtigt, prøvende smil trak op i hendes mundvige, før hun tyggede lidt ned i sin underlæbe og glattede sin kjole en anelse nervøst med fingrene. Hendes bryn trak sig alvorligt sammen, som hun alligevel måtte stille endnu et nysgerrigt spørgsmål. Denne gang var hendes tone dog mere forsigtig og venlig. "Er det fordi jeg er så ung, Mester Borgin?"