Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Efter omtrent syv år som forbandelsesbryder, havde man opfordret Tristan til at tage en lærling. Som han for første gang i mange år stod på Hogwarts fornemmede han at det var en form for straf der var blevet ham pålagt efter den tumult der i det seneste års tid havde plaget hans privatliv, og han var derfor heller ikke optimistisk da han i løbet af morgenstunden var blevet opsøgt af flere elever af svingende karakter. Han havde medbragt en uskyldigt udseende dør, han havde mødt på en af sine seneste opgaver. Håndtaget var forbandet så det brændte hvem end der rørte det i hånden, og selvom enkelte elever havde formået at ophæve den, var han stadig ikke imponeret af deres enten alt for dramatisk svingende tryllestave, attitude, holdning, skeptiske blik på hvem han var, eller sleske fedten. Listen med potentielle navne han havde skrevet ned i sin medbragte lille bog var stadig næsten tom, som han med et lille mentalt suk smilede brysk til den næste elev der nærmede sig hans bod.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 19, 2017 23:45:01 GMT
Det var ikke komplet mærkeligt ikke at være sikker på sit kald som syttenårig. Dimas var det i hvert fald ikke et hundrede procent og han havde brugt mange timer op til karrieredagen på at vende sine muligheder med sine nærmeste. At kernen for det hele altid endte med at være magien, var ikke så stor en overraskelse som det kunne have været. Magiske planter og dyr havde sin charme, men det var troldmandsverdens grundsten der virkelig tiltalte ham.
Hvor det skulle bære ham hen var han ikke sikker på, men han var blevet vist i en retning, der ikke føltes forkert. Han var nervøs, men ikke spændt til bristepunktet som han nærmede sig den farligt-udseende mand. Det ydre lod han sig ikke intimidere af og han rankede sig, før han nærmede sig helt og bøjede respektfuldt i overkroppen for den ældre forbandelsesbryder.
"Mester Flint? Jeg fik at vide, at det her var stedet at henvende sig for at tale med en forbandelsesbryder?"
Mester Flint Det havde skurret i hans ører hele formiddagen. På trods af hans faglige stolthed, var han ærlig talt ikke sikker på hvad han kunne byde et ungt menneske. Som han havde fejlet i at etablere en familie, og mistet det lille liv der skulle have været hans søn, var det måske ikke dårligt tænkt at tage et ungt menneske under sine vinger, men som han skuffet havde undersøgt de unge mennsker der bevægede sig forbi hans bod hang talent og person desværre sjældent sammen. Han var en populær mand at opsøge, hvilket også for første gang i hans liv gav ham den luksus at han kunne være kræsen. "Det er sandt." Det bryske smil forblev på hans læber som han hæftede sig ved drengens besynderlige accent. Der havde været andre fra de fremmede skoler forbi ham, men dagen var primært for Hogwarts egne elever. Han bifaldt dog en smule forandring, hvilket også fik en entusiastisk frem i de grønbrune øjne. der ikke havde været til stede de sidste mange gange han havde udtalt sine næste ord. "Og hvem er du?"
Post by Dimas San Nicolas on Feb 20, 2017 1:07:19 GMT
Dimas var vokset op blandt mugglersømænd og selvom forbandelsesbryderen havde et intimiderende ydre, var det ikke meget sammenlignet med det man kom ud for i en verden, hvor der ikke var den samme forståelse for helbredelse. Af samme grund lod han sig ikke skræmme - det interesserede ham måske snarere, selvom det sagde en del om farerne i arbejdet.
"Dimas San Nicolas," svarede han, skønt han vidste at navnet ikke ville vække nogen genkendelse. "Jeg kom her med Beauxbatons, men når min skolegang er slut til sommer, er det min plan at blive. Måske med en fremtid som forbandelsesbryder..."
Det sidste kom med et afvæbnende smil, der forhåbentlig modarbejdede at han skulle komme til at lyde kæphøj. Det var en af de få ting han ikke ville kalde sig.
Tristan havde mødt flere unge mennesker i løbet af dagen der mente at de var gudernes gave til faget. På trods af at det knudrede af der dækkede siden af hans ansigt, var et tydeligt bevis på farerne ved arbejdet, havde den ene efter den anden elev alligevel brændt nallerne på døren og fortalt ham hvorfor de lige netop skulle træde i lære hos ham når deres skoletid var slut. At den unge knægt ikke blot var interesseret i at lære et par billige sving med sin tryllestav, men rent faktisk overvejede at flytte til Skotland for at træde i lære hos ham, fik dog alligevel den arrede troldmand til at løfte et øjenbryn. Han var ikke vant til på den måde at være eftertragtet, og det bryske smil fik en mere venlig karakter som han slog ud med hånden mod døren. "Lad mig se om du har talent for det. Vi er blevet sendt ud fordi nogen har forbandet døren så den brænder hvem end der rører håndtaget i hånden. Bryd forbandelsen, og så kan vi tale videre om din fremtid indenfor faget." Han havde personligt forbandet den og sørget for at en simpel finite incamtatem ikke kunne løse problemet. Han ville se hvad eleverne duede til, og ikke hvor dygtige de var til at kaste den pågældende ophævelsesbesværgelse.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 20, 2017 1:30:31 GMT
Dimas havde altid været en flittig elev og han forstod om noget at tage imod en opgave. Instinktivt rettede han ryggen og nikkede, da han havde forstået hvad det gik ud på. Blikket gled mod døren og han trådte nærmere. Tryllestaven trak han frem fra ærmet og tog sig et øjeblik til ganske enkelt at se på døren, før han gav sig i kast med nogen form for magi.
Da han gjorde, var det da heller ikke et forsøg på at hæve forbandelsen, der var hans første forsøg. I stedet var det en identifikationsbevægelse, der blev fulgt af endnu en. Det gav ham ikke svaret på, hvad han stod overfor, men en lille smule idé om naturen af forbandelsen.
I nogle sekunder overvejede han nøje, mens han mentalt gennemgik års viden i forsøget på at finde det rette. Da han endelig besluttede sig, rettede han igen tryllestaven mod håndtaget og udtalte en besværgelse. Det gav et lysglimt, men da det var væk, var han ikke klar over om det havde virket eller ej.
Post by Tristan Flint on Feb 20, 2017 16:13:26 GMT
Tristan fulgte opmærksomt knægten med sit brune blik. Han havde set utallige afskygninger af finite incantatem i løbet af dagen, og løftede interesseret et øjenbryn da knægten gik anderledes til værks. Han forventede ikke at hans kommende lærling kunne ophæve dørens forbandelse. Det var for så vidt ikke det han var interesseret i, siden det glødende håndtag var en vel sammensat størrelse. Kunne de allerede for meget ville der ikke blive noget han kunne lære dem. I stedet var han interesseret i deres tankegang. Han havde ikke meget at lære en lærling der ikke kunne forstå hvad han sagde eller hvordan han arbejdede.
Tilfreds med knægtens fremskridt, sendte han ham et opmuntrende smil, som han syntes at være færdig med sin opvisning. "Se om det stadig er forbandet." På trods af at han søgte en der stolede på sine egne evner, var det intet fag for de dumdristige. Tristan selv bar et tydeligt tegn på betalingen for uagtsomhed, og manglede knægten respekt for de ting han arbejdede med ville han også ende med en venlig advarsel i form af en varm håndflade.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 20, 2017 23:20:34 GMT
Dimas var ikke tilnærmelsesvis sikker på, at hans modbesværgelse havde virket, men han kunne dårligt nægte at afprøve det. Til gengæld sprang han ikke ud i det, men rettede i stedet tryllestaven mod sin egen hånd og udtalte en lavmælt besværgelse.
Et ganske tyndt lag is strakte sig over håndflade - ikke nok til at dække den helt, men nok til at afkøle huden en god del. Af samme grund brændte han sig ikke voldsomt, da han rørte håndtaget - i stedet sydede det og han gav uden tøven slip, før han måtte se over på forbandelsesbryderen med et beklagende, men ikke komplet opgivende smil.
"Det ville uden tvivl være et nemt job, hvis det altid var så let som det virker?"
Tristan ville have foretrukket at knægten måske forsøgte at se om håndtaget var forbandet med sin tryllestav. Den slags kunne dog være lunefuldt, og et lille smil faldt på hans læber da håndtaget bed i den kolde hånd i stedet for drengens sårbare håndflade. Han gav ham et lille nik. Han havde sendt de første par kæphøje elever til hospitalsfløjen, og var godt tilfreds med at den smilende helbreder ikke skulle modtage en mere. "Tro mig, det er aldrig så let som det ser ud." Han holdt en enkelt kunstpause, som han drejede hovedet en smule og fremhævede det knudrede ar, før Dimas modtog endnu et lille accepterende nik. "Det er derfor man sender en forbandelsesbryder, og ikke et fjols der syntes han mestrer finite incantatem. Det er vigtigt at have respekt for det man arbejder med. Jeg er ikke uimponeret Mr. Nicolas." Han modtog et lille smil, som den arrede troldmand blev langt mere optimistisk omkring sine valgmuligheder.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 21, 2017 13:34:29 GMT
De havde aldrig fået meget specifik undervisning i at nedbryde besværgelser - det var ikke som eliksirer eller botanik, hvor der var erfaring at trække på overfor en potentiel læremester. Det her hvilede langt mere på intuition og Dimas var lettet over forbandelsesbryderens reaktion.
"Det sætter jeg pris på, mester Flint," takkede han helt reelt. "Jeg har uden tvivl endnu meget at lære, men det ville betyde en del, hvis De ville tage mig med i Deres betragtninger."
Post by Tristan Flint on Feb 21, 2017 15:53:56 GMT
Tristans bryske smil blev en smule bredere ved drengens ydmyghed. Det klædte unge mennesker, og med et lille smil blev navnet Dimas San Nicolas skrevet ned i den lille bog. Med det på plads var han dog ikke helt færdig med den unge elev. Så længe han stod der, kom der ikke andre over og forstyrrede, og med et let løftet øjenbryn tog han ham endnu engang i øjesyn. "Hvad siger din fader til at du vil studere i Skotland?" På trods af at han selv manglede en faderrolle i sit liv, havde han altid gået ud fra at alle andre havde en. Det var langt fra for at tale ham fra hans interesse i at blive forbandelsesbryder, og dog var han nysgerrig efter roden til hans rejselyst.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 21, 2017 22:29:59 GMT
Dimas slog i et kort øjeblik ned over spørgsmålet, men der var ingen chance for at han kunne undgå emnet helt og på et eller andet tidspunkt - skulle han ende med at få en lærlingeplads - ville det komme frem i lyset. Så han så op igen og fremlagde sit svar uden at lyde skamfuld. Snarere faktuel.
"Min familie er mugglere - de har ikke de store forventninger om, at min livsvej bringer mig tilbage i deres retning. Det har altid ligget i kortene, at jeg ville gå en i en anden retning." I magiens retning.
Post by Tristan Flint on Feb 22, 2017 18:54:42 GMT
Tristan løftede et øjenbryn, og dog var der ingen afsky i blikket, da knægten fortalte ham at hans forældre var mugglere. Han havde forestillet sig at at hans forældre måske var døde, eller havde slået hånden af ham, men at det blot var fordi at de ikke havde magisk blod i årerne, gjorde ham langt mere rolig. På trods af at han selv var stolt af det rene blod han trods alt var blevet vesignet med, var kvinden han skulle stifte familie med det eneste sted hvor han virkelig havde bekymret sig om det. Da den unge knægt åbentlyst ikke skulle bære hans børn, havde han derfor heller ikke tænkt sig at være kræsen og gå glip af en god lærling, blot på grund af hans herkomst. "Så vil de blive stolte når du en dag bliver forbandelsesbryder hm? Ikke at jeg har besluttet mig, men jeg syntes at du har potentiale Mr. Nicolas." Han sendte eleven endnu et venligt nik. Selvom han tvivlede kunne der dog stadig komme en elev og overgå ham.
Post by Dimas San Nicolas on Feb 23, 2017 0:17:56 GMT
Hvis Dimas skulle være helt ærlig overfor sig selv, var han ikke sikker på at hans familie ville kere sig meget om, hvad der blev af ham. Det var ikke en tanke han havde lyst til at tro på, men der var alligevel noget i det han ikke kunne nægte at være sandt.
"Det må tiden vise, mester Flint. Jeg sætter pris på Deres ros. Det ville glæde mig at blive taget i betragtning," konstaterede han og bøjede nakken let, mens et smil trak lidt op i læberne.
Tristan smilede endnu engang over den unge elevs ydmyghed. Han havde ikke haft de store forventninger til lærlingedagen, på trods af at han under en lignende begivenhed havde fundet sin egen mester, og dog kunne han nu ånde lettet op, vel vidende at han ikke blev nødt til at tage et håbløst ungt menneske ind og håbe på det bedste. "At svide sin hånd er en lille konsekvens ved arbejdet som forbandelsesbryder. Er du indforstået med farerne omkring det? Det er kun de dygtige der bliver gamle." Trods hans erfaring var Tristans egen mester ikke længere blandt dem, og han selv bar et knudret ar på siden af hans ansigt der vidnede om at arbejdet ikke var for sarte sjæle.