Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Hun måtte da gerne sige sin mening, især når, så vidste han da hvordan hun tænkte. Det var vel det de prøvede på? At finde ud af hvordan den anden tænkte, at lære hinanden bedre at kende på den måde. "Tal endelig frit, det er vel derfor vi er her.." svarede han derpå blot. "Og ja, jeg synes selv det er en ganske god ting. Mennesker har tendens til at holde hinanden nede, og jeg foretrækker at udvikle mig fremfor at lade mig indfange af folks meninger som i bund og grund ofte stammer af uvidenhed.." han var ikke en mand der begrænsede sig på den måde, og det kunne hun ligeså godt vide med det samme.
Hun udtrykte da også tydeligt interesse for det efterfølgende emne, og han lyttede opmærksomt. "Det glæder mig at vide De ikke er skeptisk.." det ville hun måske blive hvis hun vidste hvilke former for besværgelser han i særdeleshed var interesseret i. Ikke mange der havde med udviklingen af menneskeheden, men nærmere nogen hvormed man fik mere magt og position i samfundet, især hvis man formåede at skabe en besværgelse som ikke kunne mestres af andre. "Og som De allerede syntes at have opdaget, er diskretion netop nøgleordet i dette. Skulle vores bekendtskab udvikle sig, skal De tidsnok selv se præcis hvad jeg arbejder på.." lovede han hende nærmest.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 20, 2017 22:31:18 GMT
Hun syntes bedre og bedre om ham, og hans synspunkter faldt ganske godt på plads med hendes egne i bund og grund. Måske han var lidt mere frisindet end hun selv, men det var trods alt ikke en dårlig ting. ”Jeg kan kun bifalde Deres holdninger, milord,” svarede hun med et let smil.
Som han kommenterede på, hun ikke var skeptisk, trak hun skævt på smilebåndet. Hvad karakter besværgelser, han så syslede med, vidste hun som sagt intet om, men var de først gift, ville han have hendes støtte, om så hun personligt skulle være imod det, og hun ville aldrig sige et ord. Fortsættelsen fik det til et direkte smil fra hende, og hun gled hovedet ganske let til den ene side. ”Med al forskning og viden er det naturligvis nødvendigt med en sund mængde skepsis, men hvis De hentyder til skepsis angående det at fremme magisk kunnen og udvide horisonter og evner… Så nej, jeg er ikke som sådan skeptisk på den måde.” Et let smil blev sendt ham akkompagneret af et underfundigt blik.
Det var da godt de var enige, og det var vel endnu en ting at krydse af på listen. Det her gik allerede bedre end han havde turde håbe på. Han endte da også med at nikke, ganske tilfreds, hvad sikkert var åbenlyst for hende. Han var egentlig ikke svær at glæde eller tilfredsstille, blot man havde lidt i hovedet og naturligvis ikke modsagde ham.
Hun forekom ham mere afslappet, hvad vel var ganske godt. "Godt godt.." blev hans svar blot til. Fremme forskning? Det var vel på en eller anden måde forskning, bare ikke til andres fordel, eller verdens, for den sags skyld. Hvad hendes blik helt skulle sige, anede han ikke, men det gjorde ham ikke mindre nysgerrig på at finde ud af det. "Nok engang må jeg spørge, har De andre spørgsmål?" det var egentlig nu hun havde mulighed for at spørge, og ja, de var nærmest om alt.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 20, 2017 23:31:29 GMT
Jo, hun var mere afslappet nu end ved hans ankomst, og det skønt der ikke var gået meget mere end en time. Lidt mere, men ikke meget, og havde Niamh ikke været så optaget af deres samtale og det at lære manden bedre at kende, havde hun nok opdaget det og været ganske tilfreds med at have fastholdt hans interesse så længe trods alt.
På ny spurgte han, om hun havde andre spørgsmål, og et langt øjeblik så hun ham an med et tænksomt udtryk i de grønne øjne. Derpå rankede hun sig og hævede den skarpe, lille hage et par centimeter, hendes blik observerende uden at vige fra hans ansigt. ”Har De nogen sinde dræbt nogen?” Hun gav den et par sekunder for lige at fange hans reaktion, før hun fortsatte: ”Tilgiv mig det besynderlige spørgsmål; det tjener sit formål …”
Hvor længe de havde siddet, og hvor længe de havde snakket, anede han ikke. Pludselig var det heller ikke af største betydning. Eller, han havde egentlig en aftale han skulle nå, men der var stadig timer til, så det hastede ikke trods alt. Han havde det nu ganske fint med at sidde der og snakke med denne kvinde, formentlig den første kvinde foruden hans moder og søstre som han fandt nogen form for interesse for, og som ikke blot var en.. dukke.
Så bad han hende ellers om at spørge hvis der var noget hun ville vide, og man kunne roligt sige at hun gjorde. Det direkte spørgsmål overraskede ham, men heldigvis var det ikke noget man kunne se udadtil, i alt fald ikke mere end et svagt øjeblik inden udtrykket endte indelukket som det ofte var det med ham. Det ene bryn blev skudt i vejret, ville hun virkelig gerne vide det? Forhåbentlig tjente det et formål som hun sagde. "Det har jeg" faldt svaret ganske roligt og kort, og uden at foretrække en mine.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 20, 2017 23:52:47 GMT
Hun opfangede hans reaktion, hvor kort den end var, og det sagde hende en hel del om ham trods alt. Han svarede dog ganske direkte og ærligt, hvad hun værdsatte. Intet ændredes i hendes eget ansigt heller ved erkendelsen, og hun brød ikke øjenkontakten. *Interessant! Han kan holde masken selv et spørgsmål af den kaliber?* Han imponerede hende skam, selvom hun ikke viste det. ”Under hvilke omstændigheder?” fortsatte hun roligt og holdt tone og udtryk, som var det ikke andet end hvad han foretrak at spise, der var oppe mellem dem. At dette spørgsmål var vigtigere for hende end det forrige - og ikke af de åbenlyse grunde - holdt hun for sig selv.
Det var mere end bare omstændighederne hun fiskede efter, det var han klar over. Spørgsmålet var bare, hvad det var i stedet for. Blikket hvilede stadig på hende, udtryksløst, men han vurderede hende og svarede ikke lige med det samme. "Flere forskellige omstændigheder, milady.." svarede han, afslørede dermed det ikke var sket én gang, men derimod flere. Han havde nu ikke tænkt sig at gå i detaljer, dels fordi nogle af informationerne var fortrolige, og dels fordi de endnu ikke kendte hinanden så godt. "Hvad fisker De efter?" måtte han selv spørge direkte.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 0:10:45 GMT
At han ligeledes så hende an, var hun udmærket klar over, og hun kunne forestille sig, han næppe havde forestillet sig at blive stillet lige sådan et spørgsmål denne dag, blot en times tid efter, han havde friet til hende. Han gav sig delvist med svaret, hvad fik det til at trække let i hendes mundvige et øjeblik, hvor hun ved spørgsmålet videre, smilede lidt bredere og gjorde et udfald med hånden. ”Hvis jeg sagde det, ville det ødelægge meningen med det. De skal få forklaringen ved enden af spørgsmålet … Vil de give et par eksempler på.. typiske grunde for Dem?” Hænderne blev lagt over hinanden på hendes lår. ”Jeg lover Dem et ærligt svar på et hvilket som helst spørgsmål, De selv måtte have – også hvis det er lige så ekstremt som dette,” lokkede hun let med – ganske åbenlyst.
Først var det en trækning, så et let smil og så blev det ellers større. Han noteret sig hendes reaktion, og var ikke i tvivl om at hun måtte være ganske tilfreds med sig selv over at få lokket det svar ud af ham. Lokket og lokket, han gav hende vel svaret villigt, men man kunne roligt sige at kvinden havde flair for at bruge mundtøjet, og han lod hende trods alt gøre det. Mens hun fortsatte, noteret han sig hendes svar, og kunne ikke andet end at tænke, at han havde med en meget intelligent kvinde at gøre. Hun vidste præcis hvad hun søgte efter, og hun havde en plan for hvordan hun skulle få svar på sine spørgsmål. Uden tvivl ville denne kvinde være en farlig fjende at have, men derimod ville hun være den perfekte allierede hvis man gjorde sig venner med hende. Interessant.. Han lod hendes svar hænge i luften i nogle øjeblikke, blikket ligeså udtryksløst mens han blot betragtede hende. "Nuvel, blandt andet har det været noget så simpelt som at følge en ordre. Kald det... arbejde. En anden grund har været; Familie. Ingen slipper billigt for at lægge sig ud med en Black" svarede han derpå uden at give for meget af eksempler alligevel, han var klar over informationen var sparsom, men som hun nok allerede kunne høre, havde det ikke alt sammen været lovligt. "Jeg håber ikke De fisker efter metoderne, for der må jeg nok skuffe Dem." tilføjede han kort efter. Han foretrak ligeledes at beholde sine utraditionelle metoder for sig selv.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 9:28:00 GMT
Jo, hun vidste skam godt hvad, hun gjorde. Måske hun overfor sin familie viste knapt så meget af sit indre frem, men hvis manden her skulle leve med hende resten af deres tilværelse, måtte han vide hvad, han havde med at gøre trods alt. Stilheden lå mellem dem lidt tid, og hun havde ærligt talt troet, hun havde nået hans grænse. Men nej; han gav hende faktisk et svar videre, og hun nikkede langsomt. Ved tilføjelsen dog, kunne hun ikke afholde sig selv fra at le; en perlende latter så langt mere feminin end resten af hende, og også det sjældnere. Ganske underholdt så hun mod ham, stadig med et smil om læberne. ”Jeg skal lade Dem beholde de hemmeligheder, og ej heller vil jeg spørge yderligere ind til det … Grunden til mit utraditionelle spørgsmål kan deles op i et par kategorier. Først ønskede jeg at lære Deres grænser bedre at kende. Jeg sagde intet om hvorvidt Deres hemmeligheder ville være sikre med mig, men De gav mig alligevel lidt information – som naturligvis ikke forlader dette rum. Derudover ønskede jeg at se hvor villig De er til at åbne Dem omkring Deres liv overfor den kvinde, De trods alt lige har friet til. Hvor stor tiltro, De er villig til at vise mig, og jeg er ganske smigret over Deres anstrengelser.” Nok et udfald blev gjort med den ene hånd, før den fandt tilbage over den første. ”Tingene vil skulle udvikle sig temmelig drastisk i negativ retning i morgen, skulle De ikke få mit ja,” tilføjede hun roligt.
Han svarede mere åbent end havde det været en ganske anden der havde spurgt, eller under andre omstændigheder. Måske var han en traditionel mand på mange punkter, men der var endnu flere punkter hvor han var det knap så meget. At inddrage en kvinde i sit liv gjorde han ikke bare sådan uden videre, hun skulle vise sig værdig nok til det, og på det punkt - og trods deres korte bekendtskab - formåede Niamh ligeudsagt, at imponer ham. Han tvivlet ikke på at moderen havde været indover med dette, og at hun havde forhørt sig - hvis ikke selv observeret - Niamh før hun havde forslået den unge kvinde for faderen. I sig selv en anderkendelse fra fruen selv. Hans svar faldt, og det resulteret i en overraskende reaktion fra hende: Hun lo. Overraskelsen var et øjeblik malede på hans ansigt, og læberne skiltes let. Det var dog en ganske fin lyd. Hurtigt gik tanken op for ham, og han slog den bort og hankede op i sig selv hvor brynet skød i vejret igen i stedet for. Han fik snart en forklaring på hvad årsagen til hendes spørgsmål var, og ganske som forventede, var der et dybere formål med det. *Godt spillet, milady* tænkte han for sig selv. "Det glæder mig at høre. Som de nok har fundet ud af via mit svar, er det et åben ægteskab med dialog jeg ønsker. Når De tidsnok møder min moder, er jeg sikker på De nok skal forstå hvad jeg mener" fik han også slået fast. Måske blev der tænkt meget på moderen, og måske nævnte han hende for meget, men det var virkelig ikke uden grund. Uden hende, havde Black-familien ikke bibeholdt deres position og høje anseelse i samfundet. "Jeg husker dog at De lovede at besvar hvad end spørgsmål jeg skulle have til Dem, og jeg agter at holde Dem på Deres løfte.." fortsatte han kort efter, blikket hvilende intenst i hendes. Han rettede sig op, og lod hænderne glide ned langs lårene til de standsede omkring knæene. "Vil De lade mig forhekse Dem?" spurgte han, om det var nu eller senere var så spørgsmålet. "Eksempelvis nu, for at være sikker på at jeg får ærlige svar. Eller skal jeg stole på at De fortæller mig sandheden uanset hvad jeg spørger om?" specificeret han for hende. Hans blik gav ikke udtryk for hvilke forventninger han havde til hendes reaktion, men han var nu alligevel nysgerrig på hvordan hun ville tage det.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 11:19:37 GMT
Hvad observationer, der lå til baggrund for valget af hende som hans brud, havde hun ingen anelse om, men det lod trods alt til, de var en udmærket match. Som hun ikke kunne tilbageholde en latter, var overraskelsen tydelig at se i hans ansigt et øjeblik. Snart forklarede hun sig dog, og han svarede hende, hvor hun nikkede let. ”Hvilket er mere end jeg havde håbet på,” lod hun ham vide, før han fortsatte, hvor hun nikkede med et skævt smil og ellers blot afventende mødte hans intense blik. Han så ud til at ruste sig for hendes reaktion, og hun forberedte sig på et lige så sært spørgsmål, som det hun selv havde stillet. Skuffet blev hun skam heller ikke, men hun tog det såmænd stille og roligt idet der trods alt kunne ligge en del i det. Og han uddybede da også hvad, han mente. ”Såfremt De ikke stoler fuldt på min ærlighed, vil jeg tro, sandhedsserum vil kunne gøre tricket? Dog ikke nu, da jeg med største sandsynlighed vil blive udspurgt af min fader efter dette møde, og der er trods alt ting sagt i dag, der ikke bør gå videre … De lovede mig en time af Deres tid i morgen; vil det gå an?” foreslog hun.
Hendes reaktion var mere end hvad han havde turde håbe på, og han var ganske tilfreds allerede. Et nik blev det til fra hans side ved ordene, som trods alt gav fint nok mening. Han sagde intet om at sandhedsserummet havde været hans tanke fra start af, lod det dog i stedet være ved det. "Det vil være ganske fint" svarede han roligt. Og så endte hun ellers med selv at minde ham om tiden. Hvor længe de havde siddet der, anede han virkelig ikke, men der var helt sikkert tale om mere end enkel time, ikke at det egentlig gjorde ham noget. Det her havde været en bedre oplevelse end han på alle punkter havde forventet, og fremtiden virkede knap så trættene som først frygtet. "Så lader jeg resten vente til imorgen også. Ellers andet De vil spørge med her på falderebet?" spurgte han roligt.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 21, 2017 11:38:48 GMT
Han accepterede hendes forslag, hvad passede hende fint. Dog begyndte han også at runde dette møde af, selvom han gav hende chancen for at holde yderligere på sig, skulle hun ønske det. ”Kun en enkelt ting; jeg vil bede Dem om ikke at nævne karakteren af de spørgsmål, jeg har stillet Dem i dag over for min fader. Han vil ikke tage det særligt pænt, for at sige det mildt. Han forventer af mig, jeg er mere.. afdæmpet og traditionel, hvad jeg også til hverdag er. Det er grundet omstændighederne, jeg har ladet Dem se denne side af mig også … så De ved hvad, De går ind til.” Et let smil hvilede om hendes læber.
Det trak svagt op i hans mundvig ved hendes ønske, og et øjeblik var et underholdt glimt til at spore i hans blik, det forsvandt dog hurtigt igen. "Vores samtale her har været, og vil være fortrolig. Jeg har ingen intention om at fortælle nogen om hvad vi har drøftet" svarede han ganske roligt mens han langsomt kom på benene og øjeblikke senere, stod rank. "Samme tid imorgen, milady?" spurgte han derpå.