Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var en dag som Alfred havde gruede for, og selvom forældrene længe havde snakket om at han skulle finde sig en hustru, havde manden ikke gjort meget for selv at gå ud og lede efter én. Han havde ikke specielt høje tanker om det modsatte køn, og havde ikke mødt en kvinde der levede op til hans forventinger endnu. Forældrene havde derfor opgivet at han selv fandt én, og havde taget sagen i egen hånd, til Alfreds stor frustration. Netop derfor havde de brugt den sidste time i Irland, helt specifikt i selskab med Brennan Duane Kavanagh, i en stue. Alfred havde ikke sagt specielt meget, siddet rank og lyttede til de to mænds snak mens han overvejede hvilke skæbne der mon ventede ham.
Nok var Kavanagh-familien venner af Black-familien, og nok havde han mødt Niamh før, og de var gået på Hogwarts på samme tid i en periode, men én ting var at møde folk tilfældigt, en anden var at de pludselig skulle være hustru og husbond. Nok var det indtil videre kun en forlovelse, men før eller siden, ville det udvikle sig. Han forventede allerede det værste, og forventede ikke særlig meget af det forstående ægteskab. Sådan var det nu engang, og han kunne naturligvis ikke gøre andet end at følge sin families ønske. Naturligvis var han klar over dette var hans egen fejl, at han havde haft rig mulighed for at finde sin egen hustru, men sådan var det nu engang.
For nu var fædrene blevet enige, og Brennan havde sendt bud efter sin datter så Alfred kunne fortælle den glædelig nyhed, og så var mændene ellers gået ud for at lade de to unge få fred til at snakke sammen, og lære hinanden bedre at kende. Alfred trak vejret dybt ind, slog koldt vand i blodet og stod blot og ventede. Ansigtet udtryksløst og køligt som sædvanligt, blikket fjernt. *Jeg håber ikke hun lader mig vente, men hvad andet kan man forvente sig af kvinder..* blev hans første tanke, selvom der i grunden knap var gået minutter siden faderen havde sendt bud efter hende.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 15:50:04 GMT
Niamh havde ikke den fjerneste anelse om hvad, der ventede hende, som en tjener dukkede op ved det rum, hun brugte til sine studier, og lod hende vide, hun var ønsket. Det blev til en nik, før hun færdiggjorde sin sætning og satte pennen fra sig. Hænderne blev tjekket for blækklatter og hurtigt tørret rene, før hun forlod lokalet. Mens hun gik, hang hendes tanker ved den doktrin, hun havde været så inspireret af på det sidste. Hun bar en simpel, skovgrøn kjole med et gyldent bælte, håret trukket tilbage fra siderne af hendes ansigt og noget af det lå i en tung fletning og vejede ned på resten af lokkerne der lå løst mod hendes ryg. Hun forventede trods alt ikke gæster og havde af den grund ikke gjort noget særligt ud af sit udseende i dag. Snart nåede hun stuen, og hun bankede kort, før hun åbnede døren og gik indenfor. Niamh var ikke en af de typisk elegante, sensuelle kvinder; hendes hofter vuggede ikke meget, når hun gik, hun var ikke specielt yndefuld i sine bevægelser, og der var ikke noget af viftende øjenvipper og delikate håndbevægelser at finde hos hende. Af den grund var der heller ikke meget ynde at spore i hende, som hun stoppede op ved synet af Alfred og hævede begge bryn et øjeblik, før hun fik sig selv under kontrol igen og nejede i stedet. ”Milord,” hilste hun roligt, før hun bevægede sig længere ind i værelset, roligt og hjemmevant uden at lade sig intimidere af hans kølighed. ”Hvad skylder jeg æren for denne uventede hidkaldelse?” Af gammel vane fra sin tid på Hogwarts trak hun en del af sin irske accent ud af stemmen og brugte en – som hun havde fået at vide engang – mere neutral stemme. Hvis hun nu tænkte godt efter, huskede hun faktisk, hendes forældre havde talt noget om, repræsentanter af Black-familien skulle komme i dag, men hvad, det havde med hende at gøre, kunne hun ikke helt se.
Heldigvis skulle han ikke vente længe, for ret hurtigt lød der en banken på døren, og kvinden trådte ind. Hans blik såvel som hans krop blev vendt mod døren, og han stod rank, hovedet løftede og betragtede hende. Overraskelsen at spore i hende var ikke uventet, hun havde næppe regnet med at se ham, men derimod sin fader. "Milady.." hilste han blot roligt tilbage mens han bukkede høfligt. Øjeblikke senere trådte hun længere ind i stuen. Hun syntes at fatte sig hurtigt, og blikket fulgte hende observerende. Hendes manglende ynde, og den alt for slanke krop var det første han bemærkede, på mange måder var der ikke så meget anderledes at se her end dengang de var gået i skole sammen. *Klip håret af hende, og klæd hende som en mand, og man vil ikke kunne se forskellen* strøg tanken gennem hans sind. Inderst inde vidste han det blot var undskyldninger, men han nægtede at se på det sådan. Heldigvis var det ikke længe han forblev i sine tanker, men kvinden var hurtig til at spørge hvad årsagen til hendes hidkaldelse var. "Milady, vil De være så venlig at sætte Dem ned et øjeblik...?" nok var de i hendes hjem, men han orkede ikke at hun skulle simuler at hun fik det dårligt og at han pludselig skulle til at gribe hende når hun besvimede eller dånede når nyheden først ramte hende. Nok en ting han havde set kvinder gøre når tingene gik dem lidt imod, og han forventede hende ikke anderledes end andre.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 16:13:03 GMT
Han forblev uforandret i sit udtryk, som han bad hende sætte sig, og hun bevægede sig roligt hen til en stol og satte sig uden at se på ham. Situationen her var ikke så ny for hende, som han måske forventede. Det var ikke første gang, hun var blevet kaldt ind i et rum og fandt en gentleman ventende på sig. Normalt var det dog med lidt større forventning eller nervøsitet i blikket, men det lod hun ham ikke høre for. I stedet lagde hun blot hænderne over hinanden på skødet og løftede de grønne øjne mod ham, afventende og roligt.
I sit stille sind vurderede hun ham dog og genkaldte sig hvad, hun vidste om ham. Det var ikke det store, men det måtte hun vel rette op på, såfremt hendes tanker omkring hans intentioner var korrekte.
Hendes tanker om hans intentioner var formentlig korrekte, men det kunne han ikke vide. I stedet betragtede han hende mens hun satte sig ned, selv blev han stående, hænderne blev foldede bag ryggen, og som hun løftede sit blik mod ham, søgte han at fange de grønne øjne med hans egne kølige og distanceret øjne, der i dagens anledning og med belysningens hjælp, fremstod mere grå end blå.
"Eftersom jeg er en direkte mand, vil jeg gå lige til sagen, milady. Eftersom De er bekendt med vores fædres bekendtskab samt venskab, og eftersom vi begge for længst er kommet over den giftefærdige alder, har vores fædre besluttet at vi er et passende parti. Således står jeg her nu, overfor Dem, og spørger om De vil gøre mig den ære, at blive min hustru?" kortere og mere direkte kunne det ikke siges. At tonen var ligeså kølig og tom som den hele tiden havde været, var der ingen tvivl om. Udtrykket gav nu heller ikke meget af sig, i stedet for, var det tydeligt at det her blev gjort af pligt, mere end noget andet.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 16:29:52 GMT
Han var meget.. kontant. At dette var af pligt mere end noget andet, var trods alt tydeligt nok, og hun betragtede ham fortsat roligt, efter hans ord var faldet.
”Et parti der åbenlyst er gavnligt for begge vore familier, og De er trods alt den mest betydningsfulde bejler, jeg har haft, om end ikke den bedst formulerede,” lagde hun roligt ud, mens hun rejste sig igen for bedre at kunne se ham an. Udtrykket i de grønne øjne, der ikke havde forladt hans, var ligevægtigt om end vurderende. ”De er uden tvivl i stand til at opfylde de gængse krav for en ægtemand, og af blod er der heller intet at ønske for … Jeg har dog selv et enkelt krav for at ville kunne trives i et ægteskab med Dem.” Hvordan han så ville tage hendes test, måtte tiden vise. Nu var kortet i alt fald lagt på bordet.
Og så tog hun ham med bukserne nede. Hendes svar, tonen, udtrykket. Det var ærlig talt alt andet end hvad han havde forventede, og med de få ord hun havde sagt, slog hun allerede revner i det billede han havde opstillet af hende. På en eller anden måde fornærmede hun ham, hun ture svare igen, hun ture endda sige han ikke var så veltalende, eller hvad mente hun egentlig? *Jeg er ikke kommet for at imponer dig* tænkte han som det første, undgik at fnyse, men stod rank mens det ene bryn gled let i vejret. "Jeg er ked af at skuffe Dem hvad angår mine talegaver, milady.." at han ikke var specieltkedaf det, var vidst tydeligt. Hun havde krav? Hvad krav kunne det dog være? "Sig frem, milady.." endte han dog alligevel med at bede om at få at vide.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 17:40:32 GMT
Vist så fornærmede hun ham, men det havde han trods alt selv lagt ud med ved at kalde hende gammel, så den havde han selv bedt om at få svar på! At han så svarede tilbage på den måde, så åbenlyst talende imod sit udtryk, var en anden sag. Hun lod det dog ligge, som han spurgte til hendes krav.
”Det er i grunden et ganske simpelt et. Jeg ønsker, vi skal lære hinanden lidt bedre at kende, før jeg vil give Dem mit svar. Brug en time eller to med mig i dag og ligeledes i morgen; så vil De få mit svar. Jeg har afvist andre bejlere primært grundet min manglende evne til at udholde dem, og jeg har intet ønske om at ende bundet til en mand jeg ikke vil kunne respektere – for vores begges skyld.” Et udfald blev gjort med den ene hånd. ”De må forstå, milord; når jeg gifter mig, har jeg enhver intention om at være en loyal og pligtopfyldende hustru. Er jeg ude af stand til at respektere min mand, vil jeg ganske simpelt ikke være i stand til at udføre min pligt.”
Så hun betragtede sin alder som værende en fornærmelse? Absolut ikke, blot et faktum hun ikke kunne være blind overfor. De fleste på hendes alder havde allerede børn, og det var ikke noget man burde betragte som en fornærmelse, selv var han også forsinkede, og så hun efter, havde han ligeledes nævnt sig selv i den sætning, ergo var der ingen behov for at være spydig. Hun lod det dog ligge, hvad formentlig var ganske godt. I stedet for fremsatte hun sine krav, og selvom de var anderledes end hvad han havde forventede, kunne han ikke være mere enige. I grunden kom det til begges fordel, så fik han også mulighed for at lære kvinden at kende, og skabe sig et indblik i hvad en fremtid med hende ved sin side, ville betyde. De sidste af hendes ord var blot opmuntrende, og egentlig det han ønskede af en hustru, så.. han så ingen grund til andet end at opfylde hendes ønske. "Meget vel, Deres krav er rimelig, og et jeg kun kan bifalde. En time i dag, og en time imorgen. Det er alt jeg kan give Dem" han havde trods alt et arbejde at se til, og bedre ting at se til end dette. Om end han naturligvis fandt et eventuelt kommende ægteskab som værende et vigtigt emne. "Skal vi sætte os?" egentlig var det ikke et spørgsmål, og måden han slog ud med den ene hånd mod møblementet var en opfordring til at hun skulle sætte sig.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 19:06:01 GMT
Enhver gentleman af god opdragelse og med bare en smule forstand på kvinder ville trods alt vide, det ikke var høfligt eller pænt at kommentere på en kvindes alder – hvor åbenlyst det så end var. Det var ganske simpelt uacceptabelt rent socialt. Dog var det ikke noget, hun forfulgte mere end som så. Som håbet, så han det rimelige i hendes krav og kendte sig enig, om end mængden af tid, han satte af til det, sagde en del mere om hans interesse i ægteskabet, end han måske selv troede. Hun kommenterede ikke på det, men skrev sig det blot bag øret, mens hun fandt hen på bænken og satte sig i den ene ende af den og atter vendte blikket imod ham. ”Må jeg spørge Dem om Deres interesser, milord?” spurgte hun roligt og høfligt.
Måske sagde det mere om hans ønske omkring dette ægteskab end hvad direkte ord ville sige, men fandt han det nødvendigt, skulle han nok afsætte mere tid. Indtil videre, måtte han se om det her overhoved var noget der var værd at bruge sin tid på. Et eller andet sted håbet han vel på det, især hvis kvinden blev overbevist og accepteret frieriet. Kort efter satte hun sig, og han fulgte trop og placeret sig ligeledes på en stol. Hendes første spørgsmål var egentlig simpel og ligetil, og måske endda ret kliche, men det var vel i orden, et eller andet sted skulle man jo starte. "Mine interesser ligger primært i mit arbejde og mine pligter. Jeg bruger en stor del af min tid på udføre pligter for troldmandstrådet, ser De, jeg er Vægter. Foruden dette, er familien altid første prioritet, og jeg varetager en stordel af godsets pligter eftersom min fader er optaget i Troldmandsrådet og dets anliggende" svarede han ganske roligt. "Og Deres interesser?" spurgte han igen.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 19:36:04 GMT
Det var meget muligt, det var kliché, men til gengæld gav det ham en tryghedsbase og hende noget af den information, hun ønskede at kende. Lyttet blev der da også, mens hun i sit stille sind puslede ting på plads og begyndte en grov kategorisering af ham som person. ”Som Dem er jeg først og fremmest optaget af mine pligter overfor familien. Når de huslige sysler er overstået, ynder jeg at bruge min tid på skrifter – ofte af magisk karakter, om end mugglerverdens historie også holder en vis fascination. Jeg bruger også dagligt tid på min fritte.”
Som hun dannede sig et overblik over hans person, gjorde han det samme ved hendes svar. Sin fritte? Ja hvorfor ikke, noget skulle man bruge sin tid på, men det var egentlig ikke det han sådan hæftede sig ved, men derimod det faktum at hun brugte tid på magiske skrifter. "Interessant" svarede han, et øjeblik med oprigtig interesse i blikket. "Hvilke former for skrifter arbejder De med?" spurgte han derfor. Mugglerverdenen var skam også interessant, især hvis man som ham, ønskede at troldmandsverdenen et sted i fremtiden ikke længere ville leve i skjul.
Post by Niamh Léan Kavanagh on Feb 19, 2017 20:29:30 GMT
Som hun fremlagde sin hobby for ham, virkede han et øjeblik til faktisk at være interesseret, og et hint af et smil fangede hendes ene mundvig et kort sekund. ”Efter et møde med en herre med kendskab til brugen af legilimensi, er det faldet i min interesse at studere det lidt nærmere. Tidligere har jeg interesseret mig for okklumensi, om end jeg ved mere om det rent teoretisk end praktisk. For en årrække tilbage nedfældede jeg mine studier omkring metoder der er brugbare i diverse uheldige situationer med mugglere – så som at blive brændt på et af deres bål for eksempel. Jeg stoppede den retning da min fader på det kraftigste modsatte sig, jeg gik i lag med Herpo den Fæle. Han er ikke den store fan af sort magi og ønsker ikke, jeg lader min nysgerrighed trække mig i den retning … I stedet gled jeg en overgang over til Animagi, men igen er det mere teori end praksis.” Med et roligt, men observerende blik, lagde hun hovedet let på skrå. ”I disse dage er det botanik, jeg har kastet mig over, da en veninde har været alvorlig syg. Jeg ledte efter noget, der kunne kurere hende og blev i sidste ende fanget af det.”
Det overraskede ham i høj grad at høre disse ord. En kvinde der rent faktisk havde interesse for andet end det gængse? Nuvel, Botanik var måske mere normalt men i det hele taget at studere tiskrifter og have den slags interesser var ikke noget alle gjorde. Han hæftede sig og primært ved hendes snak om mørk magi, og det faktum at hendes fader havde forbudt hende det. Åh hvor kunne han dog fortælle hende ting. Tanken kom bag på ham, og han kontrolleret sine tanker. "Jeg må sige, at Deres interesser er yderst interessante, milady. Jeg kan ikke andet end at opmuntre Dem til at fortsætte Deres studier. Tillad mig at spørge, har De udgivet nogle af Deres skrifter endnu?" spurgte han nysgerrigt.