|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 16, 2017 19:44:56 GMT
Lionel MalfoyNicholas mund var snørret sammen til en enkelt lige streg, da han bevægede sig tilbage imod biblioteket. Sønnens udskejelser, havde ikke gjort noget godt for hans humør, og efter at have udvist mere faderlighed en han havde gjort i knægtens samlede levetid var hans umiddelbare indskydelse at fjerne alle spor af at det nogensinde var sket. Da han kom tilbage til biblioteket måtte han dog sande at husalferne endnu ikke havde fået ryddet op efter Paxtons scene. I stedet prydede en stor rød plamage bibliotekets gulvtæppe, mens hans egen flaskegrønne doubletjakke var dækket af mørke pletter. Utålmodigt fæstnede hans blik sig ved pletten, og dog gik den ikke i sig selv under hans tordnende blik.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 16, 2017 19:49:58 GMT
Det var sjældent at man kunne overhøre det, hvis der var opstandelse i Malfoyhuset. Det var ganske vist større end et gement bondehus, men det var ingen enorm borg og Lionel var kommet tilbage til et hus med både alfer og tjenestefolk i oprør.
En stund efter, med meget lidt forståelse for hvad der var sket, fandt han sin fader på biblioteket og måtte møde hans blik med et spørgende af sit eget, efter det gled rundt i rummet og fandt blodpletten.
|
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 16, 2017 20:00:52 GMT
Efter et langt liv på det beskedne gods havde Nicholas lært at ignorere de tjenestefolk han blev nødt til at leve så tæt op af. De vidste bedre end at sætte fod i biblioteket så længe han befandt sig derinde, og det lynende blik gled derfor også op på skikkelsen der trådte ind før tordnen forsvandt da han genkendte hans ældre søn. Han havde ikke tænkt sig at fortælle aftnens begivenheder til sin hustru. Hun skulle skånes for det faktum at hun nær havde mistet sin lille søn på grund af hans egen påståelighed, men Lionel tænkte som ham selv, han ville være i stand til at håndtere det, og måske endda forstå.
"Din broder forsøgte at tage sit eget liv her til aften." Stemmen var kølig og konstaterende, som blikket gled ned på den store mørke plet og tilbage på hans ældste søn og arving.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 16, 2017 20:11:38 GMT
Begge Lionels bryn gled helt op i panden, da hans fader fortalte hvad pletten kom sig af. Han tog en dyb indånding og rankede sig umærkeligt ved den klamme, krybende følelse op langs rygraden. Han anede ikke hvorfor Paxton skulle have gjort noget så ufattelig dumt, men han kunne ikke lade være med at føle sympati med knægten.
"Hvordan har han det?"
|
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 16, 2017 20:21:30 GMT
Efter at det hele var sunket ind, havde episoden ramt faderen noget hårdere, end da han havde betragtet sønnens tåbelighed udspille sig på bibliotekets gulv. Han var måske kølig af natur, men at hans eget kød og blod hellere ville dø end at være hans søn, havde været en kold lussing i ansigtet der ellers ikke var vant til at modtage slag.
"Han sover på sit værelse.." Svaret var kortfattet, som blikket igen gled ned på pletten. Han var ingen helbreder, og sønnen ville sandsynligvis få et fyrsteligt ar. Han var dog i live og det var det vigtigste.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 16, 2017 20:35:44 GMT
Lionel tog endnu en dyb indånding og nikkede. Han sov. Det måtte betyde, at han havde klaret sig igennem forsøget. Tåbelige knægt.
Hans bryn trak sig dog sammen og han manglede endnu en forklaring på hvorfor i alverden Paxton havde gjort noget så dumt.
"Hvad førte til det?"
|
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 16, 2017 20:44:59 GMT
Selvom de havde levet under samme tag i snart sytten år, vidste Nicholas meget lidt om sin yngste søn. De ting han ikke selv havde lært ham, lå ham meget fjernt, og sønnens bevæggrunde, endnu længere væk. Han kunne derfor kun analysere på selve situationen, i håbet om at knægtens ældre broder måske kunne kaste en smule lys over det hele.
"Jeg fortalte ham at jeg har fundet ham en brud, den unge Lady Burgh. De er et godt match, men det mente Paxton åbenbart ikke.. Han var meget oprørt over at jeg efter sigende skulle have forhekset en af hans skoleveninder." Han kiggede indgående på Lionel, det var ikke usandsynligt at Paxton skulle have konfronteret sin storebror i stedet.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 16, 2017 22:57:34 GMT
Lionel troede først, at Paxton vitterligt havde forsøgt at tage sit eget liv, fordi han skulle giftes med Lady Burgh. Da han fandt hende i sine minder, kunne han da også godt forstå den manglende begejstring, men det var måske alligevel overilet nok. Til gengæld gav det næste rationale bedre mening. Som Nicholas' søn var Lionel dygtig til at skjule sine følelser, når han gjorde et forsøg. I dette tilfælde var han dog ikke voldsomt påpasselig og fnøs simpelt over oplysningen.
"Flot, Pax," brummede han, nærmest på nippet til at være underholdt.
|
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 16, 2017 23:17:32 GMT
Nicholas studerede sønnens reaktion med nøje interesse, og løftede et øjenbryn ved Lionels fnys.
"Nogen har åbenbart taget det på sine skuldre at beskytte familiens ære og styre Paxton væk fra denne Isobel.. Skulle han have konfronteret sin broder i stedet for sin fader, hm?" Nicholas følte sig temmelig sikker i sin sag, og han havde derfor også allerede bestemt hvilken sandhed han ville fra sønnens mund.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 17, 2017 0:15:01 GMT
Lionel gjorde ikke rigtig noget for at skjule, at han var denne nogen. Hans blik hvilede roligt på faderen, som han krydsede armene over hinanden og betragtede ham.
"Hvis han var bare halvt så fornuftig som han burde være, ville han ikke behøve at konfrontere nogen, men ville i stedet indse hvad der var for hans eget bedste," konstaterede han.
|
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 17, 2017 0:27:10 GMT
Nicholas var ikke overrasket. I stedet nikkede han blot som en ordløs ros til Lionels handlekraftighed. Han mente selv at han havde opdraget sin ældste søn i sit eget billede, og havde han selv fået nys om sønnens villighed til at dele ud af familiehemmelighederne ville han sandsynligvis også have håndteret de der havde fået lange ører på omtrent samme måde. Som Rådsmedlem kunne han desværre ikke få uønskede elever til at forsvinde, hvor meget han så end ville.
"Forhåbentlig ser han sit lille optrin som en lærestreg." Han nikkede let. Rådsmedlemmet havde altid været temmelig begejstret for lærestreger.
"Han fik intet andet ud af det end et fjollet ar. Han bliver gift om han vil det eller ej." Han nikkede let. Det ville blive som han havde bestemt.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 19, 2017 15:35:45 GMT
Lionel betragtede sin fader ordløst, men noterede sig absolut hvordan han virkede komplet upåvirket af, at hans søn havde forsøgt at tage sit eget liv. Han ville aldrig kunne have det sådan, forsøgte han at overbevise sig selv om, men han vidste, at han kunne, hvis ikke han satte en stopper for det vanvid, der kunne opsluge Nicholas Malfoy.
Han fyldte sine lunger med luft og stillede et spørgsmål, som han allerede kendte svaret på.
"Hvorfor så tidligt? Han er kun seksten år."
|
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 19, 2017 16:30:57 GMT
Nicholas løftede et øjenbryn ved sønnens spørgsmål. Han troede at Lionel var kløgtig nok til at regne ud hvorfor Nicholas følte sig nødsaget til at gifte sin unge søn. Manglen på arvinger talte for sig selv. Han havde forklaret det for Paxton, men han havde håbet at hans ældste søn kunne binde trådene sammen selv. Han gik dog aldrig af vejen for at belære sine børn, og samlede i stedet hænderne på ryggen, som han holdt af at gøre når han begyndte en af sine taler.
"Så længe at du ikke har en arving, står familien usikkert. Jeg nægter at lade Ethelburgas knægt tage mit navn, men så længe du er barnløs skal jeg se på Gaunts smørrede smil. Det vil jeg ikke ligge under for. Så længe din franske brud er gold, må det blive Paxtons opgave at levere os en søn, medmindre du har et bedre forslag?" Nicholas havde et, men sønnen ville ikke bryde sig om det.
|
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Feb 19, 2017 16:39:46 GMT
Lionel var hverken en idiot eller blind for sin faders besættelse. Han havde dog heller ikke tænkt sig at se den udfolde sig uden selv at sige noget.
"Min aquitanske hustru og jeg har ikke engang været gift i et år," mindede han Nicholas om, imens en blodåre dunkede i hans tinding. "Og i den tid har hun været med barn to gange. Hun er ikke ligefrem gold."
Han tog en dyb indånding. "Paxton er seksten," gentog han sig selv. "Der er mere end et år til at han ville kunne blive gift og selv når det sker står han uden de store midler til at forsørge en hustru, medmindre du har planer om at ændre arvefølgen?"
|
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 19, 2017 16:57:06 GMT
Nicholas fnøs. På trods af at han respekterede Lord Montacute syntes han hele tiden at Marie havde været et dårligt valg. Det var i hvert fald det han fortalte Deana når han om aftnen lod sine fingre løbe igennem hendes hår.
"Jeg er ligeglad med hendes evner til at undfange hvis hun ikke kan føde en levedygtig søn." Han havde tydeligvis ikke den store sympati for sin søns tab.
"Jeg kan ikke udnævne en blodig plet på din hustrus lagen til min arving." Han fnøs igen ved tanken, og strammede grebet om hans hænder på ryggen.
"Jeg skal nok give Paxton noget at forsørge sig på. Han bryder sig om tal, så han kan flytte i portnerboligen og ordne vores regnskaber." Det var allerede besluttet, om Paxton mente han havde sans for tal eller ej.
|
|
