|
|
Post by Thomas Woffins on Feb 15, 2017 14:52:19 GMT
//Dette er en åben tråd. Hvis du har lyst må du meget gerne deltage. Thomas trådte op på de sidste trappetrin der var før han nåede Ugleriget. Det var en kold eftermiddag i februar med sorte skyer på himlen, der kun tegnede at det kunne blive uvejr hvert sekund. Forpustet efter at havde gået op af alle trapperne, som man skulle gå på, hvis man skulle op til Ugleriget. For kun nogle få minutter siden havde han befundet sig helt nede i Hufflepuffs opholdsstue, hvor han havde siddet og skrevet på det brev, han netop skulle til at sende. Thomas havde skrevet et brev om hvordan det var gået siden han havde været hjemme i juleferien, om femkampsturneringen og om hans akademiske proces. Han havde også skrevet lidt om karrieredagen, selvom det ikke rigtig betød noget for hans vedkommende. Han fløjtede lidt da han så sin kære hornugle og gik over for at ae ham. Han elskede sin ugle. Han havde nemlig fået ham af sin far, dengang han skulle starte på skolen. Thomas hev sit brev op af sin lomme og satte det fast til uglen. Han smilede kort. Snart ville brevet være derhjemme og det betød at han lidt senere end snart ville få respons. Han viftede med sin hånd, hvilket fik den lille hornugle til at flyve. Det havde været en rolig stund indtil videre. |
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Feb 15, 2017 15:49:27 GMT
Der var langt fra Hogwarts til Moskva, men fra tid til anden måtte Timur sende et enkelt, kortfattet brev til sine forældre. De var trods alt temmelig interesserede i hvordan det gik ham efter han var blevet valgt som sin skoles deltager i femkampen. Selvom han var komplet udmattet efter duelturneringen dagen før, var der stadig en mindre rapport i det brev han havde rullet sammen og gik op af trappen med. Han var pakket ind til den store guldmedalje og kun hovedet tittede lige frem under pelshuen, som han trådte ind i Ugleriet.
Huen trak han dog af, som han først var inde og selvom der var koldt, så blæste der i det mindste ikke her. Hans instinkt var at se op, men i det lille, runde tårn, var det ikke til at overse selskabet. Et smil trak automatisk op på hans læber og han hilste højere end han behøvede at gøre, eftersom de ikke stod mere end et par meter fra hinanden.
"Hej!"
|
|
|
|
Post by Thomas Woffins on Feb 18, 2017 17:45:41 GMT
Thomas kiggede betaget efter uglen der fløj væk lige så stille. Han kunne godt lide dyr. Hvis ikke han kunne lide planter og alt det ville han helt klart gerne være magizoolog, men nu da hans fremtid som botaniker stod krystalklar, behøvede han slet ikke skænke det en tanke.
Thomas kunne pludselig høre at der kom nogle så han vente sig om og kiggede hen mod indgangen og ventede på at en skikkelse ville træde frem. En flot ung mand trådte frem og tog sin hue af. Da han så et smil komme henover den flotte unge mand gik det op for ham hvem det var - det var femkampsdeltageren fra Koldovstorez! I forhold til at han kom langt væk fra så han faktisk venlig ud. Thomas havde forventet noget mere barskt. Men indtil videre så det ud til at han tog fejl.
Da Koldovstorez-drengen begyndte at tale fik Thomas nærmest et chok. Det burde han nok ikke havde fået, men han var selv gået op for kun lige hurtig at være der et øjeblik inden han ville smutte, men nu da der var kommet selskab ville han nok blive et stykke tid. Måske kunne han få en ven?
"Hej," svarede Thomas efter en kort pause med tænkning. "jeg kan ikke huske dit navn, hvad er det nu du hedder?" fortsatte han et smule akavet, dog med et smil på læben.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Feb 19, 2017 15:29:14 GMT
Timurs bryn røg en anelse op, før han gryntede en enkelt gang af latter. "Øh. Jeg kan heller ikke huske dit navn," konstaterede han. "Altså fordi vi aldrig har mødt hinanden før?"
Han blinkede en enkelt gang, som han strøg en hånd over det lyse hår og smilede tøvende til den yngre dreng. "... Men mit navn er Timur."
|
|
|
|
Post by Thomas Woffins on Feb 20, 2017 12:13:43 GMT
Thomas rødmede en smule, da drengen fortalte at de ikke havde mødtes før. Selvfølgelig, det vidste han jo godt. Han var jo ikke dum. Han kiggede kort ned i jorden, da han ikke kunne klare den akavede stemning.
Da Thomas endelig løftede sit blik var det fordi at den fremmede dreng begyndte at tale igen. Timur hed han åbenbart. Det lød også meget.. udenlandsk. Han smilede høfligt tilbage, da Timur smilede til ham. "Jeg er Thomas. Thomas Woffins." sagde han og rakte hånden ud til en gestus.
|
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Feb 20, 2017 17:23:49 GMT
Den russiske unge mand så tøvende ned på hånden, der blev rakt frem, før han greb ved den og rystede den mere end grundigt. Han vidste ikke helt hvorfor de havde denne seance, men han plejede sjældent at være afvisende overfor andre. Heller ikke selvom de ikke huskede ham fra femkampen og hans finaleplads i den sidste turnering.
"Nåh," bøvede han, da han havde sluppet den seriøst rystede hånd fra drengen. "Hvem sender du breve til?"
|
|
